“Vi vil gerne have, at verden ser anderledes ud”

Teater FÅR302 og kunstkollektivet Familien vil igennem forestillingen Talkin’ ‘Bout My Generation undersøge, om det er muligt at gøre oprør anno 2019 og hvordan et sådan oprør egentlig kan se ud? Hvilken form skal det tage og imod hvad, skal oprøret overhovedet rettes?

Af Isa Marie Romby
Februar 2019
Foto: Christine Vassux Noe

Skuespillerne Rosa Sand og Mikkel Trier har i samarbejde med Teater FÅR302 og kunstkollektivet FAMILIEN produceret forestillingen Talkin’ ‘Bout My Generation, som løber af stablen tre aftener i marts. Rosa Sand og Mikkel Trier vil sammen med fire andre skuespillere skabe en unik talk i en såkaldt long duration performance, som ikke kommer til at forløbe efter et fast manuskript, men derimod skabes på stedet. Det skabes i det rum, skuespillerne indtager og det skabes i interaktion med publikum.

Jeg møder dem en aften efter en lang prøvedag og selvom både Rosa og Mikkel er trætte efter mange timers kreativ udfoldelse i et projekt, der er ved at tage form, er der ingen tvivl om, at de er passionerede omkring det, de laver, og at Talkin’ ‘Bout My Generation udspringer af et reelt ønske om at forstå verden og gøre den til et bedre sted.

Magtesløshed som grundvilkår?

Performancen handler om på en eller anden måde at ruske liv i den såkaldte Generation Y, som begge skuespillere tilhører, og som af tidligere generationer ofte beskyldes for at være passiv og ikke gøre noget ved de samfundsproblematikker, vi står overfor i dag. Generation Y er dem, der er født mellem 1975-90, som er vokset op med en lang række privilegier og som aldrig rigtig for alvor har oplevet at skulle udfordre rammerne i samfundet. En generation som af kritiske røster også kaldes mig-mig-mig-generationen.

Men er det for hårdt på den måde at lange ud efter Generation Y? Er det virkelig en generation af selvoptagede, egocentrerede, digitale nomader, som 68erne beskylder dem for? Eller er alle blevet så lammede og hamsterhjulsagtige, at vi ganske enkelt ikke er i stand til at tage stilling og forholde os til det i samfundet, som ikke længere fungerer?

“En del af performancen går netop ud på at finde ud af, hvad vi egentlig skal gøre oprør imod. Det er faktisk virkelig svært, fordi der er så meget, man kan gøre oprør imod lige nu. Omfanget af det er med til at skabe handlingslammelsen,”

“Jeg tror ihvertfald, vi har svært ved at finde ud af, hvor vi skal tage fat henne i dag. I slutningen af 60erne og 70erne havde de nogle meget konkrete ting at gøre oprør imod. Det handlede for eksempel om at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet, og der var et oprør mod universitetet som institution. Der var en kamp for frigørelse og et opgør mod kønsstereotyperne,” siger Rosa.

“En del af performancen går netop ud på at finde ud af, hvad vi egentlig skal gøre oprør imod. Det er faktisk virkelig svært, fordi der er så meget, man kan gøre oprør imod lige nu. Omfanget af det er med til at skabe handlingslammelsen,” siger Mikkel.

“Ja, for hvorfor har jeg det ikke godt, når jeg i teorien har alt det, jeg har ønsket mig? Hvorfor har jeg en følelse af ikke at være glad?” indskyder Rosa.

Mikkel fortsætter og forklarer, at han tror der er en stærk grundangst, som fører til en magtesløshed: “Magtesløsheden er også en følelse indeni, som man ikke nødvendigvis kan se. For det er jo ikke fordi folk går rundt og er helt handlingslammede. Men følelsen af at være lammet, er en, som mange af os deler.”

Gang i salen under prøverne.

De flydende Y’er

Ifølge Rosa Sand er et af performancens omdrejningspunkter tidligere generationers kritik af Generation Y, som har klandret Y’erne for bare at stå passivt til, mens verden ramler sammen omkring dem. Hun forklarer, at forestillingen prøver at være et gensvar på den kritik. Eller en kommentar til kritikken.

“De tidligere generationer gjorde en hel masse for, at mænd kunne få lov til at være mere hjemme og kvinder kunne være på arbejdsmarkedet, men hvad gør vi? Vi tager den arv helt galt videre, hvor det ender med, at alle er stressede, fordi vi nu alle sammen arbejder meget mere.”

Men der er ingen tvivl om, at Rosa selv ser dybdegående problematikker ved de måder, Generation Y lever deres liv på, og ikke får sagt fra over for det, der ikke fungerer. Eller ligesom bare flyder med, selvom vandet er forurenet og båden ikke rigtig kan bære vægten.

“Noget der virkelig provokerer mig og hvor jeg godt kan forstå 68er-generationen, er, at de har lavet et oprør omkring, hvorvidt kvinder kan gå på arbejde eller om de bare skal gå derhjemme. De nåede et godt stykke af vejen, men da jeg selv fik et barn og kom i mødregruppe, der tænkte jeg, at vi som generation slet ikke har taget den gave til os. De tidligere generationer gjorde en hel masse for, at mænd kunne få lov til at være mere hjemme og kvinder kunne være på arbejdsmarkedet, men hvad gør vi? Vi tager den arv helt galt videre, hvor det ender med, at alle er stressede, fordi vi nu alle sammen arbejder meget mere”, siger hun.

Rosa og Mikkel er ved godt mod efter en lang prøvedag.


Oprør mod individualiteten

Et tilbagevendende tema for de to skuespillere er sammenholdet og fællesskabet. For en problematik de ser tydeligt nu er, at vi lever i en tid, hvor der er et enormt fokus på, at individet må løse alle problemer selv, alene. Og heri ligger måske en del af essensen af det, der hæmmer et muligt oprør i at tage konkret form.

“Lige nu, mens vi tre sidder og snakker sammen, så går det virkelig op for mig, at det ikke er noget én person eller seks personer kan gøre. Det er så bredt! Måske er det mere kompliceret end som så, netop fordi verden er blevet så kompliceret. Jeg tror oprøret og forandringerne er på vej, men jeg tror, at det skal ske i fællesskab. Ikke i en ensartet bevægelse nødvendigvis, men nok nærmere i en symfoni af flere forskellige bevægelser”, siger Rosa.

Performancen kommer netop til at undersøge de muligheder, fællesskabet kan give, men måske også de begrænsninger, der kan være ved, at vi lever i en så fragmenteret tid. En tid, hvor fjendebilledet også er fragmenteret, og i høj grad afhænger af, hvilket segment, man hører til. Der kan derfor let opstå en følelse af, at man ikke har noget startpunkt, at man ikke har noget konkret, at gribe fat i.

“Lige nu, mens vi tre sidder og snakker sammen, så går det virkelig op for mig, at det ikke er noget én person eller seks personer kan gøre. Det er så bredt! Måske er det mere kompliceret end som så, netop fordi verden er blevet så kompliceret. Jeg tror oprøret og forandringerne er på vej, men jeg tror, at det skal ske i fællesskab

“Men der ligger et eller andet i tiden, som performancen meget gerne skulle kunne pege på, nemlig alle de bevægelser, som kommer nu, som faktisk har meget stor kraft,” siger Mikkel. Han nævner blandt andet #MeToo-bevægelsen, som er et klart udtryk for, at mange mennesker på samme tid og i en form for direkte eller indirekte samspil med hinanden beslutter sig for, at noget i samfundet skal ændres.

“Performancen skal netop bakke op om det mindset, at vi hænger sammen. Og vi bliver nødt til at hjælpe hinanden med vores problemer. Hvis vi skal overleve hver især og have gode liv, så er vi nødt til at gøre tingene sammen. Man kan mærke det, når man er mange mennesker sammen og sammenholdet fungerer, så er det enormt dynamisk og levende og givende,” siger han.

Pressebillede: Fra venstre: Sara Hamming, Rosa Sand Michelsen, Gry Guldager, Mikkel Trier,
Therese Damsgaard Manley og Mohamed Ali Osman

En flipperhyggelig hule skal opstå

Performancen varer mellem 3-6 timer, hvor man kan gå til og fra, nyde omgivelserne, få sig en portion indisk Dahl med brød til, måske sammen med andre, og over en bid mad og billige øl fra baren, udveksle ideer og måske planlægge det næste skridt i oprøret.

“Vi vil gerne lave sådan en 60er-70er flipperhyggelig hule, hvor man kan komme og gå, drikke øl og hænge ud med sine venner. Og har man lyst til at få nogle inspirerende oprørstanker, så kan man også få det. Det er stadig under konstruktion, men det er på vej over i noget atelier-agtigt, hvor man kommer ind og ser på os, som er kunstværket,” forklarer Mikkel og suppleres af Rosa, som siger, “det bliver ret installationsagtigt”.

Det bliver spændende at se, om oprøret kan tage form?

Forestillingen spiller:
4. Marts i Nikolaj Kunsthal
7. marts i KU.BE

10. marts på Christiania

På scenen:  Gry Guldager, Mohamed Ali Osman, Therese Damsgaard Manley, Sara Hamming, Rosa Sand og Mikkel Trier Rygaard
Instruktør: Lene Skytt
Dramaturg: Tine Byrdal
Producent: Rosa Sand og Mikkel Trier i samarbejde med Teater FÅR302 og kunstkollektivet FAMILIEN.

Billetter kan købes HER.

Pressebillede

Denne artikel af redigeret af Christiane Jessen.