Ambivalensen mellem behovet for at eksistere og behovet for at forsvinde

Isabelle Ståhls debutroman skraber blidt i overfladen i en tidstendens, hvor hurtige og flygtige relationer vinder indpas. Hvor den konstante selvrealisering gør det svært at være til. Og svært at være sammen med og omkring andre mennesker.

Af Isa Marie Romby
Foto: Sara Mac Key / PR

Februar 2019

Hovedpersonen i Lige nu er jeg her er 29-årige Elise, som går på universitetet, swiper på Tinder, og hele tiden bevæger sig rundt i et felt defineret af ambivalensen mellem behovet for at eksistere og behovet for ikke at findes. Hun laver hurtige hook-ups og vandrer rundt i en døs, hvor hun undgår at lade folk komme for tæt på. Hendes måde at være i verden på, er baseret på et behov for kun midlertidigt at være til: ”Jeg vil aldrig møde nogen mere end måske fem gange. Der må ikke være nogen historie. Når jeg er sammen med nogen for længe, bliver jeg hele tiden mindet om, at jeg findes. Jeg vil ikke efterlade aftryk. Jeg vil ikke have noget, som antyder, at jeg har en begyndelse og en afslutning.”

Mærker man ikke sig selv, er det svært at mærke andre

Elise har gennemgående svært ved at finde ud af, hvad det egentlig er, hun søger i tilværelsen. Leder hun efter tosomheden, der opstår i en kærlighedsrelation eller nyder hun at svælge i sin ensomhed? Er hun til det dybe og intense? Eller er hun egentlig mere til det hurtige og overfladiske? Angsten for ikke at leve og opleve gør, at Elise til tider bliver passiv. Behovet for altid at mærke verden, at sanse og være til og konstant forstå, får hende til at opsøge mennesker og stoffer, som kan bedøve hende på den ene eller anden måde. Længslen efter at være et unikt menneske, med individuelle holdninger til samfundet, kulturen og den verden vi omgiver os med, får hende til at skabe en falsk facade, så hun passer bedre ind, bliver mere accepteret og i større grad ses som det unikum, vi alle sammen helst skal være.

Facadepraktiseringen intensiveres, da hun møder Victor, som hun sætter op på en piedestal, hvor ingen mennesker reelt set hører hjemme. Hun skaber en perfekt og poleret version af ham og tolker alt, han gør, som bevis på, at han er god og ægte, og i stærk kontrast til hende selv. Hun er opslugt af selvmedlidenhed over ikke at være, som han er, og laver derfor halvhjertede forsøg på at være noget andet end hun er. Være en anden, være mere ægte. Ligesom ham.

Indre afmagt i en afmagtstid

Da Lige nu er jeg her udkom i Sverige i 2017, vakte den stor opmærksomhed. På bagsidecoveret af den danske udgave kan man læse anmelderuddrag, som roser romanen til skyerne. Den svenske avis Aftonbladet skrev for eksempel: ”rystende godt samtidsbillede” og Dagens Nyheter lagde sig i samme rille og skrev: ”en generationsroman om pulsen i en hjerteløs tid.” Det er store ord om en roman, der hælder lidt til det banale. Men trods banalitet, er der for en kvinde af samme generation, som romanens hovedperson, en form for genkendelighed. I hovedpersonen Elise kan jeg se dele af mig selv afspejlet og ser nogle af hendes træk i de mennesker, jeg omgås. Under læsningen blev jeg ubehageligt bevidst om, hvordan vores datingkultur og vores swipe-mentalitet har fået indflydelse på den måde, vi investerer os selv i andre mennesker og måden, vi tilgår potentielle (såvel som virkelig upotentielle) kærlighedsrelationer.

Under læsningen blev jeg ubehageligt bevidst om, hvordan vores datingkultur og vores swipe-mentalitet har fået indflydelse på den måde, vi investerer os selv i andre mennesker og måden, vi tilgår potentielle (såvel som virkelig upotentielle) kærlighedsrelationer.

Samtidig er Elises passivitet og afkoblethed fra verdenen sandsynligvis ikke fremmed for mange anno 2019. I sin indre analyse af Victor, tænker Elise på et tidspunkt: ”Kan han ikke se, hvor midlertidigt alting er? Jeget, livet, tilværelsen, vi har sammen. Alt, hvad han gør synes så ægte og naturligt, han lever, som om han ville leve evigt, som om det er meningsfuldt at bygge noget op.” I citatet kan man spore den afmagt over for tingenes tilstand, som mange unge sandsynligvis føler for tiden. For hvis det hele alligevel brænder sammen og verden går under i menneskeskabt klimakaos, giver det så overhovedet mening at bygge noget op?

Langsommelig ensformighed

Lige nu er jeg her er letlæst og hurtigt er de 275 sider slugt og fortæret. Men der er også noget besnærende ved læsningen. Jeg havde lyst til, at romanen bare blev overstået. At jeg kunne lægge den fra mig og slippe for at have Elises tankemønster og apatiske vandring gennem livet så tæt på mit eget følelsesunivers. Flere gange blev jeg irriteret, stoppede op og lagde bogen fra mig, samlede den op igen og læste utålmodigt videre i håbet om, at Elise pludselig vågner op af sin døs, pludselig ryster apatien af sig og begynder at være til stede i sit eget liv.

Ståhls debutroman bliver dermed på sin vis det generationsportræt, den bliver hyldet som, i en tid hvor uendelige valg, kan gøre det umuligt rent faktisk at træffe et valg.

Selvom bogen under selve læsningen var en kilde til frustration, efterlod den alligevel et eller andet i mig. Måske fordi man sidder tilbage med en snert af den tomhed, som er blevet en så integreret del af Elises liv og tilværelse. Måske er det fordi Elise trykker på bestemte knapper eller er så svær at holde af, at man som læser til tider får udfordret sin empatifølelse. Elise er til tider så ulideligt selvoptaget og anstrengende i sin lidelse, at man får lyst til at stikke hænderne ind i de tætskrevne siders univers og ruske i hende og tvinge en form for konkret stillingtagen frem i hende. Gennem romanen står hun ofte overfor muligheden for at træffe valg, som kan have indflydelse på hendes liv, men det er som om, hun hele tiden træffer det valg, der gør, at hun ufravigeligt sidder fast i sin egen lidelse. På en korsdelt vej vælger hun enten mellem at gå ned ad den mest ensomme eller angstfyldte, eller beslutter sig, bevidst eller ubevidst, for at gro fast i en tilstand af ubeslutsomhed. Ståhls debutroman bliver dermed på sin vis det generationsportræt, den bliver hyldet som, i en tid hvor uendelige valg, kan gøre det umuligt rent faktisk at træffe et valg.

Lige nu er jeg her
Isabelle Ståhl (2017), C&K Forlag 2018
275 sider
Oversat af Lotte Kirkeby Hansen

STØT UDBRUD! Giv et bidrag på Mæcen.