Hillary Clinton: feministisk ikon i falske klæder?

Under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016, var fremstillingen af Hillary Clinton altid ekstrem – i den ene eller den anden retning. Hun var enten ‘crooked Hillary’ eller et vigtigt feministisk ikon. I essaysamlingen False Choices – The faux feminism of Hillary Rodham Clinton dykkes der ned i det problematiske ved idoldyrkelsen af Clinton og mærkatet som feministisk ikon udfordres gevaldigt.

Af Isa Marie Romby
Januar 2019

I november 2016 blev Donald J. Trump valgt som USA’s 45. præsident, og den 21. januar 2017 tiltrådte han det, der ofte betegnes som verdens mest magtfulde embede. Siden da er vi næsten dagligt blevet konfronteret med den tidligere celebritystjerne, fallerede rigmand og wannabe-politiker @realDonaldTrumps udbasuneringer på tv og sociale medier.

Præsidentvalget 2016 blev en kamp mellem den republikanske kandidat Trump og demokraternes Hillary Clinton. Målt på politisk erfaring, var det en absolut ulige kamp, som Clinton i teorien burde have vundet overlegent. Men gik sejren gik ikke til den mest politisk erfarne kandidat, men derimod til den mest grænsesøgende.

Crooked Hillary eller feministisk ikon?

I valgkampen kom fremstillingen af Clinton til at tage en forholdsvis ekstrem drejning i to meget forskellige retninger. ‘Crooked Hillary’ blev en af Trumps signatursætninger i en valgkamp, som fra republikanernes side i særdeleshed handlede om at miskreditere Clinton, og med alle midler gøre hende utroværdig i medierne og blandt USA’s befolkning. Trump og hans kampagnekumpaners fokus lå særligt på Clintons mulige e-mailskandalesag, som skulle understrege, at hun ikke havde befolkningens interesse for øje.

Strategierne var til tider på den morbide side af spektret, blandt andet blev Clinton portrætteret som Medusa, hvis afhuggede hoved, Trump holdt i sine hænder.

Et utal af falske nyheder florerede på de sociale medier, og var med til at skabe et billede af en politiker, som enten ikke var til at stole på eller som var direkte farlig for det amerikanske samfund. Nogle nyheder kunne let tolkes som sande, mens andre var langt ude på et overdrev (som for eksempel, at Clinton spiste babyer). Strategierne var til tider på den morbide side af spektret, blandt andet blev Clinton portrætteret som Medusa, hvis afhuggede hoved, Trump holdt i sine hænder.

Som modspil til den negative fremstilling af Clinton, sås til gengæld en stigende dyrkelse af præsidentkandidaten som et feministisk ikon. Da Trump kaldte Clinton for ‘a nasty woman’, blev sloganet straks inkorporeret i feministiske kredse, som en betegnelse for en badass kvinde, som kunne klare modstand og som var i stand til at gøre en forskel. At være en ‘nasty woman’ blev en titel fuld af empowerment, hasthagget #NastyWoman indtog de sociale medier kort efter, at Trump havde udtalt ordene, og der blev trykt ‘Nasty Woman’ t-shirts, hvor overskuddet fra salget gik direkte til Planned Parenthood. Markante feministiske frontfigurer – blandt andet Gloria Steinem – støttede Clinton og fremhævede hende som den længe ventede feministiske præsident.

Essays puster guldstøvet af Clinton

Ikondyrkelsen af Clinton er på mange måder forståelig. Endelig at få en kvindelig præsident i en af verdens mest magtfulde nationer ville absolut sende et politisk signal udadtil. Men muligvis er det feministiske prædikat, der blev påklistret Clinton under valgkampen, ikke helt uproblematisk. Og det er netop dette, der undersøges i essaysamlingen False Choices – The faux feminism of Hillary Rodham Clinton, som i 13 tekster dykker ned i, hvordan Clintons professionelle liv og karriere – fra uddannelse på Wellesley College og Yale University til advokatkarriere til politik – afspejler en person og et værdigrundlag, som i bedste fald repræsenterer en vaklende eller tvivlsom feminisme, i værste fald intet har med feminisme at gøre.

At der blandt dele af den amerikanske befolkning var et slags underliggende behov for, at Clinton kunne være denne stærke, gode, feministiske præsident, som mange nok savner på den globale politiske scene, illustreres fint i den teaterlignende prolog af Laura Flanders som indleder essaysamlingen.

Realisten ønsker i ligeså høj grad et opgør med den politiske kultur, med beslutningstagningsprocesser domineret af mænd i sorte jakkesæt, og en aflivning af patriarkatet, men tror ikke på, at det at Clinton er en kvinde, nødvendigvis gør hende til en god præsident.

Laura sidder på sofaen sammen med sin veninde og ser en af de første demokratiske debatter i fjernsynet. Debatten mellem en række demokratiske politikere inklusiv Clinton citeres i stykket, sideløbende med, at de to veninder småsnakker og kommenterer på det politiske spil, der udspiller sig på tv-skærmen. Samtalen mellem kvinderne er et udtryk for kontrasten mellem realisten, som ikke godtager Clintons politik blot fordi hun er kvinde, overfor optimisten, som i Clinton ser en form for feministisk frelse, som kan ændre det amerikanske samfund til det bedre. Som endelig kan gøre op med uligheden, gøre op med diskriminationen af kvinder. Realisten ønsker i ligeså høj grad et opgør med den politiske kultur, med beslutningstagningsprocesser domineret af mænd i sorte jakkesæt, og en aflivning af patriarkatet, men tror ikke på, at det at Clinton er en kvinde, nødvendigvis gør hende til en god præsident. Med prologen sættes scenen for resten af teksterne.

De forskellige essays giver indblik i den økonomiske og sociale politik, som Clinton har ført gennem sin karriere (som bevæger sig på den neoliberale side af spektret), og hendes holdningsændringer og tætte forbindelser til store, kapitalistiske virksomheder åbner sig op for læseren.

Bør man udgive en Hillary-kritisk bog, når alternativet er Trump?

Essaysamlingen udkom før valgkampen var afsluttet, og man kan fristes til at spørge, om ikke det var skadeligt for Clinton, at udgive en kritisk bog, når alternativet til Clinton var Trump. Men netop det spørgsmål svarer redaktørerne selv på på bagsiden af bogen, hvor de understreger, at det aldrig er hverken for tidligt eller for sent at kritisere et individ, som står til potentielt at blive det mest magtfulde menneske i verden. Og på spørgsmålet om, hvorvidt en Clinton-kritisk bog er en håndsrækning til republikanerne svarer de med følgende gendrivende argument: “Only if you think that even one person will read a book by a coven of leftwing feminists, find it convincing, and conclude that she should vote for one of those misogynistic reactionaries.”

Vigtigt bidrag til den politiske litteratur

Selvom bogen er to år gammel og Clinton ikke er i en situation, hvor hun kan blive præsident lige med det første, er essaysamlingen alligevel et vigtigt bidrag til den politiske litteratur. Den tvinger os til at have en kritisk tilgang til mennesker på den politiske scene, som vi kan være tilbøjelige til at ikonisere eller tildele en samfundsfrelsende gudestatus. Noget, der er en tendens til, og som gør enkeltpersoner til en slags galeonsfigurer for ligestillingsprojektet eller den feministiske kamp. Essaysamlingen er samtidig et indblik ind i et vestligt samfund, hvor ulighed og racisme er allestedsnærværende, og hvor en coorporate magtelite påvirker politikerne i en grad, der er svær at forstå.

Men vi er nødt til at have et kritisk blik over for, hvem vi giver en plads på en piedestal.

At have ikoner, idoler eller rollemodeller er absolut ikke forkert eller i sig selv problematisk. Tværtimod har vi brug for stærke rollemodeller, som enten kan inspirere os eller give os modet til at handle og gøre noget konkret for at ændre samfundsstrukturerne. Men vi er nødt til at have et kritisk blik over for, hvem vi giver en plads på en piedestal. False Choices – The faux feminism of Hillary Rodham Clinton understreger, at Clinton nok ikke skulle have været placeret på en liste over feministiske ikoner, og illuminerer rigtig fint, at netop fordi vi er så trætte af de undertrykkende patriarkalske strukturer, kan vi være tilbøjelige til at lukke øjnene for realiteterne. Eller iklæde en person gyldne klæder, når vedkommende måske hellere skulle have ganske ordinært tøj på.

False Choices – The faux feminism of Hillary Rodham Clinton
Redigeret af Liza Featherstone
Verso Books, 2016
182 sider