Maybe It’s Cold Outside?

I USA har julen de sidste par år ikke handlet så meget om julehygge og tiden i familiens skød, men snarere om at dele sin personlige mening om særligt to omdiskuterede emner; hvorvidt designet på årets Starbuckskop er julet nok og om teksten til “Baby It’s Cold Outside” blåstempler voldtægtskulturen.

Af Sarah Fuhrman
December 2018

Selvom det er foruroligende (men slet ikke overraskende) at det er nemmere at få et helt land til at fokusere på en gammel sangtekst end til at tale om de mennesker, der reelt befinder sig ude i kulden, er jeg samtidig glad for, at vi her i 2018 kan have en offentlig debat om den klassiske julesang “Baby, It’s Cold Outside.” (Egentlig er der ikke så meget jul over sangen. Julen bliver ikke nævnt en eneste gang, så sangen kunne i princippet lige så godt blive spillet i februar eller marts.) Og en debat er det bestemt; folk har lavet alle mulige forskellige fortolkninger og analyser, har gravet sig igennem gamle filmklip, for at finde lignende scener og har udspurgt bedsteforældre for netop at finde meningen med tekstbidder som blandt andet “Say, what’s in this drink?”

I tilfælde af, at du ikke kender sangen, er den skrevet af en Broadwaykomponist i 1944, hvor formålet var, at han og hans kone skulle synge den for deres gæster til en housewarming. Siden da, er der blevet lavet et hav af coverversioner, som tager udgangspunkt i musikformen call-and-response for to sangere, hvor en frase – et kald – fra den første part efterfølges af et svar – en respons – fra den anden part. I “Baby, It’s Cold Outside” er den første part ofte blevet refereret til som “Mus”, der fortæller den anden part, refereret til som “Ulv”, at den er nødt til at sige tak for i aften og tage hjem (se den originale version fra 1949 ovenover).

Ulvens part er traditionelt sunget af en mand, der prøver at overbevise Mus, som oftest synges af en kvinde, til at overnatte hos ham. Han bruger vejret som undskyldning (“baby, it’s cold outside”), fremhæver trafikudfordringerne (“no cabs to be had out there”), og overstrømmer Mus med komplimenter (“your eyes are like starlight now”); og hele tiden underforstået, at Ulv er i humør til lidt Christmas hanky panky.

Er dette blot en leg etableret mellem ligeværdige elskere? Eller er det et udtryk for overgreb, hvor én person forsøger at tvinge den anden til noget ved hjælp af trusler? Er det en klam fremstilling af en mand, der presser en kvinde til at overskride sine egne grænser, så han kan blive seksuelt tilfredsstillet på bekostning af hendes behov og interesser?

Ud fra disse tekstbidder og det kønsnormative blik og en binær tilgang, som vi har tendens til automatisk at tilskrive kvinde og mand, begynder vi at gætte og måske drage fejlagtige konklusioner. Er dette blot en leg etableret mellem ligeværdige elskere? Eller er det et udtryk for overgreb, hvor én person forsøger at tvinge den anden til noget ved hjælp af trusler? Er det en klam fremstilling af en mand, der presser en kvinde til at overskride sine egne grænser, så han kan blive seksuelt tilfredsstillet på bekostning af hendes behov og interesser? – Måske ville hun egentlig helst bare hjem, så hun kunne smide korsettet og putte sig i sofaen med en god bog. Eller er vi helt ude på et analytisk sidespor? Måske kæmper Mus imod samfundets normer, og træffer i sangen sine egne beslutninger om sin egen seksualitet og lyst.

Uanset de mange forskellige indfaldsvinkler og syn på, hvorvidt Mus er agent, objekt eller subjekt, ser jeg en vinkel og tilgang, der endnu ikke er blevet taget i betragtning; nemlig den som nok ville bringe os nærmest sandheden: Spørg Mus!

Samtykke er en gave, vi giver igen og igen

Eftersom vi ikke kan spørge Mus, er vi tvunget til at lave vores egen fortolkning af situationen. Men når vi gør det, gør vi samtidig os selv til dommere og jury over, hvorvidt Mus var tilpas med at Ulv rykkede tættere og tættere på i sofaen, eller om Mus følte sig fanget af situationen. I vores forsøg på at fastlægge Mus’ følelser, sker der præcis det samme, som ofte sker i vores offentlige diskussioner og debatter om sex, seksualitet og samtykke: vi tager udgangspunkt i vores egne fordomme og tvinger vores eget subjektive blik ned over hændelsen – bevidst eller ubevidst.

Hvor et menneske med én synsvinkel og specifikke erfaringer måske ser en gensidig leg mellem to enige partnere, ser et andet menneske at Ulv, er i fuld gang med at tvinge Mus til et slags pseudo-samtykke. Mus ville måske aldrig have valgt at blive, hvis ikke Ulv havde overtalt Mus, men Mus sparkede, skreg eller kæmpede heller ikke imod, så hvis der skete noget, som Mus ikke havde lyst til skulle ske, ville Mus have uhyggeligt svært ved at bevise noget som helst i det amerikanske lovsystem, som det ser ud lige nu.

Det er op til Mus at fortælle os, hvorvidt situationen beskrevet i sangen var truende og udnyttende eller sjov og samtykkende, netop fordi samtykke udelukkende tilhører personen, der giver den.

Men her er netop essensen af det, som vi bliver ved at udelade i diskussioner, fortolkninger og debatter om sangteksten, dét som vores juridiske system og juridiske kultur også har misset: hvis vi vil vide noget om hvorvidt Mus gav samtykke eller ej, så er vi nødt til at spørge Mus. Uanset hvad Ulv tænkte i situationen og uanset om det er muligt at bevise det eller ej. Mus er den eneste person, der reelt og oprigtigt kan fortælle os, om Mus tog en informeret beslutning om at give samtykke til Ulv’s tilnærmelser (og her går vi ud fra det tilfælde, at Mus rent faktisk gav samtykke og besluttede sig for at blive). Det er op til Mus at fortælle os, hvorvidt situationen beskrevet i sangen var truende og udnyttende eller sjov og samtykkende, netop fordi samtykke udelukkende tilhører personen, der giver den.

Mus har måske givet informeret samtykke til at blive til en enkelt drink mere, men dette betyder ikke, at Mus så automatisk også har givet samtykke til at blive kysset, eller til at overnatte, eller til at indgå i yderlig hanky panky med Ulv.

Udover det, giver Mus, eller hvilken som helst anden person, der giver samtykken, den ikke væk en enkelt gang – modsat den lækre sweater du måske pakker ind og giver til din svigerfar i julegave. Samtykke er derimod en gave, som vi bliver ved at give igen og igen. Det er et valg, vi træffer på ny – fra gang til gang og fra situation til situation. Mus har måske givet informeret samtykke til at blive til en enkelt drink mere, men dette betyder ikke, at Mus så automatisk også har givet samtykke til at blive kysset, eller til at overnatte, eller til at indgå i yderlig hanky panky med Ulv. Samtykke for én ting, giver nemlig ikke automatisk samtykke til noget andet. Mus ejer altid sin egen samtykke – uanset om vi anerkender det på individplan eller et mere strukturelt plan.

Men samtykke er nuanceret og kræver mere arbejde

Denne opfattelse af samtykke er både nuanceret, individualistisk og situationsafhængig; hvad der måske er samtykkende for Mus én kold aften, er måske ikke samtykkende for Mus aftenen eller ugen efter. Og det der er samtykkende for Mus er ikke nødvendigvis samtykkende for Mus’ ven. Dette tydeliggør, hvorfor samfundet overordnet ikke bryder sig om hele ideen om samtykke. Den er nuanceret, og nuancer kræver altid mere arbejde. Den passer ikke ind i vores kulturelle struktur eller vores juridiske system, hvor vi bedst kan lide at evaluere samtykke på måder, der er nemme at overføre bredt til mange forskellige situationer og forhold, og på måder, der gør os (læs: mænd) trygge og sikre. Simpelt og sørgeligt nok, passer den nuancerede opfattelse af samtykke ikke ind i vores opfattelsesramme og muligvis har vi heller ikke evnen til at sætte vores egne tolkninger til side et øjeblik, og i stedet spørge den involverede person om, hvad og hvilket de har givet samtykke til – og derefter rent faktisk tro på deres udsagn.

Vi har tendens til at og begå nøjagtig samme fejl, når vi debatterer “Baby It’s Cold Outside.” Vi forholder os ikke til, hvad Mus tænkte og følte under hele seancen Vi glemmer ganske enkelt Mus.

Men hver gang vi kommer med undskyldninger for, hvorfor vi ikke bare kan spørge vedkommende, der giver samtykke – uanset om det var er en reel samtykke eller fraværet af det –  underbygger vi ideen om, at personens samtykke i virkeligheden ikke betyder noget

På nuværende tidspunkt, har du måske lyst til at råbe, “Sarah! Det er en sang! Vi kan ikke spørge nogen,” og ja du har ret. Men hver gang vi kommer med undskyldninger for, hvorfor vi ikke bare kan spørge vedkommende, der giver samtykke – uanset om det var er en reel samtykke eller fraværet af det –  underbygger vi ideen om, at personens samtykke i virkeligheden ikke betyder noget; vores/ iagttagerens mening er nok. Men den involverede persons opfattelse betyder noget – også i en sang – og også selvom den, der giver samtykke har givet samtykke til tolv andre ting inden, og endda har givet samtykke til lignede ting før, så må vi skelne – lige denne gang, kan det have føltes ubehageligt, irriterende eller uromantisk.

Gør plads til samtaler om samtykke

Så hvad gør vi med sange og andre kulturelle symboler som “Baby, It’s Cold Outside”? At eliminere dem fra overfladen ville umiddelbart være den nemmeste løsning, men det løser ikke det faktiske problem; det skubber blot diskussionen og problemet i baggrunden og vil potentielt fremmedgøre eller forvirre dem, der i første omgang ikke aner, hvad problemet i virkeligheden handler om.

Svaret, kompliceret som det nu er, er at blive ved med at engagere sig i “Baby It’s Cold Outside,” og blive ved med at have samtaler om hvad samtykke er, hvordan vi kan pleje og fremelske det, og hvordan vi kan lære det. Svaret er, at give plads til Mus, så Mus selv kan forklare sig og give sin version af hændelsesforløbet, i det mindste i en sang, og forhåbentlig – om ikke så længe – også i virkeligheden.

Oversat af Carla Rafaella Gianetti & Isa Marie Romby

Læs originalversionen her:

Maybe It’s Cold Outside?

STØT UDBRUD! Giv et bidrag på Mæcen.