At være så tung af drøm, at man løftes op i luften

Med et oprørsk dobbeltblik og en sitrende kropslighed bringer Caspar Eric den evigt unge Michael Strunges poetiske og drømmende univers direkte ind i nutiden. Eric skaber med vel udvalgte digte i Min krop er tung af drøm, helt nye dimensioner af forfatterskabet, der gør den komplekse og følsomme digters fremtidsvisioner yderst aktuelle anno 2018.

Pressefoto: Halfdan Veldon (2018), Gregers Nielsen (1985)
Fotocollage: Carla Rafaella Gianetti
Af Carla Rafaella Gianetti, December 2018

Min krop er tung af drøm
er en vej igennem
Michael Strunges digte
I en assynkron strøm
fra et skrig om et samfund
hvor flere og flere mister deres fremtid
til et skrig som er en drøm
om en by med sprækker
og legende børn
der standser trafikken
og rebooter fantasien
og en glemt fælles krop
direkte fra hverdagen og ud i kosmos

Med disse ord fra digtet Nogle ord fra en morgen indleder digteren Caspar Eric den lille blå bog med udvalgte Strunge-digte og rammer præcist i forhold til det, som denne samling netop insisterer på; at være en påmindelse om en glemt drøm og et glemt sprog. Et følsomt og visionært sprog. Digtudvalget er en påmindelse om et fælles ansvar og en fremtidsvision om en anden og bedre verden. En fremtidsvision som vi igen bør tage frem og kigge på her i 2018 i en hverdag, hvor politikerne gemmer flygtninge på en øde ø, behandler vores syge og arbejdsløse umenneskeligt, bygger mure, er ved at ødelægge vores (ikke så meget længere) grønne jord og skammer folk ud med deres køn, etnicitet og anderledes kroppe og således nægter dem at bo i egen krop.

Michael Strunge ville i år have været fyldt 60 år. I den forbindelse har Gyldendal udgivet en lille smuk og poetisk blå bog, Min krop er tung af drøm, der er et udvalg af Strunges digte ved digteren Caspar Eric. Bogen er et tiltrængt poetisk opråb om et fælles ansvar for en radikal forandring i vores samfund, hvor vi har behov for at væbne os med drømme, skabe plads til nye fremtidsvisioner og ikke mindst skabe rum til mangfoldige og omsorgsfulde kroppe hinanden imellem.

Strunge bør læses i nutid

Det er midt i 90’ernes grunge, 10 år efter Michael Strunge troede han kunne flyve, at jeg støder på Strunges digte for aller første gang. Nikolaj Nørlund har lige sat musik til Navnløs som I den støjende tid brager ud gennem min radio i Det Elektriske Barometer på P4 i P1. Den store sorte – næsten bibelske bog – med Strunges samlede digte er netop udgivet og er blevet mit hellige og hemmelige lyriske rum, som jeg flygter ind i, når min teenagekrop bliver for tung, mit sind mister jordforbindelsen og jeg svæver væk i angst og ensomhed.

Hos Strunge finder jeg en åndsfælle. En stemme, der pludselig forstår. Ordene jeg læser, føles så velkendte. Det er, som om de strømmer ud af min krop, op i luften, ned på papiret og igen strømmer ned igennem min unge, usikre krop. Jeg føler mig fra første ord instinktivt forbundet. Til nogen eller noget udenfor og indeni mig selv. Forbundet til et håbløst håb i en meningsløs hverdag, hvor fremtidsdrømme og usikkerhed fylder min krop og mit sind. Jeg finder et fælleskab og væbner mig med det og hans ord. Ord, der sætter sig fast i min krop. Forevigede.

Det bliver en mere komprimeret og historisk læsning, der minder mig om en fortidsvision, der skyder lyrikken væk fra min krop…

Igennem mit voksenliv har jeg siden hen fået anskaffet mig flere af Michaels Strunges ældre, små digtsamlinger antikvarisk, som jeg jævnligt læser i. Det er dog en anderledes læsning, end dengang i 90’erne, hvor den foregik gennem den store sorte bog og min unge usikre, sitrende teenagekrop med radioens strøm i baggrunden. Det bliver en mere komprimeret og historisk læsning, der minder mig om en fortidsvision, der skyder lyrikken væk fra min krop i og med formen nægter at omfavne hverken min unge 90’er krop eller min nutidige krop i en før-bevidsthed.

Så selvom jeg bærer alle aldre i mig, er min læsning af Strunge i de antikvariske udgaver forskudt. Forskudt i kraft af formen og kroppens subjektivitet og reception. Forskudt af tidsløshedens begrænsninger. Forskudt af forbindelsen mellem tid, krop og sted, der på et tidspunkt er blevet brudt. Og der burde måske ikke være forskel på, hvilken digtsamling jeg læser de samme ord fra. De samme tidsløse digte. Men det er der. For kroppen og formen indkranser og indskrænker tiden og begrænser og slører på en eller anden måde mit blik.

Cellerne bliver igen bragt til live og de formerer sig ind i nye generationer og skaber ny fremtidsvisioner. I nye sind. Med nye blikke. Og nye kroppe.

Men med Caspar Erics nye udvalg af digte stilles der igen skarpt. Strunges skrig og følsomme drømme bliver nu bragt ind i en ny kontekst og helt ind i nutidens krop. Ind i en ny tid, hvor den aldrig før har berørt eller været berørt. Denne tid. Lige nu og her. Cellerne bliver igen bragt til live og de formerer sig ind i nye generationer og skaber ny fremtidsvisioner. I nye sind. Med nye blikke. Og nye kroppe. Og for fanden, hvor det klæder det forkomne englebarn – med smøgen i kæften – at manifestere sig og fremsyne her i 2018. På den måde bliver Caspar Erics udvalg et helt nyt, fantastisk og ikke mindst visionært værk – hvor Strunges digte kan blive læst og genlæst i dette NU, og troen og håbet for en bedre fremtid kan vækkes til live og er mere aktuel end nogensinde.

Fælles og oprørsk krop

At valget er faldet på Caspar Eric giver god mening. De to digtere synes nemlig også at være en form for åndsfæller. At have det samme blik. Have et slægtskab, der handler om at være digter i vi-form og om at turde sætte ord på smerten, hverdagen og drømmene. Turde være ude af sin krop og i sin krop. Caspar Eric bruger sin position og smerte – ligesom Strunge – som et politisk opråb og skyder skarpt mod en række uretfærdigheder i samfundet, hvor anderledeshed og følsomhed sjældent er socialt accepteret. Ligesom Strunge, stiller Eric skarpt på, hvordan man kan være født ind i omstændigheder, der ikke altid harmonerer med samfundets snævre normer. Hvordan det er at bevæge sig i en krop, der udfordrer samfundets strukturelle konventioner. Hos dem begge er der konsekvent en eksistentiel drømmende sårbarhed i hverdagen til stede i skriften. 

Strunges lyriske stemme morfes med Erics skarpsindige blik og bliver tilsammen et nutidigt, rungende, oprørsk og drømmende VI. Et VI, der inkluderer en helt ny tid og en helt ny generation.

Det er derfor ikke så underligt, at de to stemmer flere gange flyder sammen under læsningen. Sproget bliver konstant født på ny. Strunges lyriske stemme morfes med Erics skarpsindige blik og bliver tilsammen et nutidigt, rungende, oprørsk og drømmende VI. Et VI, der inkluderer en helt ny tid og en helt ny generation. Med Erics blik bliver Strunge igen synlig 40 år efter sin debut. Samlingen bliver på den måde en krop i sig selv. En krop, der skriger! En krop, der føler. En krop, der insisterer på at blive set, rørt, elsket og hørt. En krop, der ikke vil dø – men blot være ufødt – insisterende på at skabe plads til sig selv og andre kroppe, der føler sig overset, glemt eller gemt. Værket undergår herved en kompleks metaforisk metamorfose, hvor en krop fødes. En metaforisk genfødsel, hvor der i en konstant vekslen mellem krop og drøm, Strunges poesi og Caspar Erics blik, dannes ramme for hele samlingen.

Lad vores forende syn knuse ure!
Lad det vælte mure!
Lad ruinerne tage form af krop!
Lad børnene beplante de
Standsede biler!
Frigør fantasien!
Ned med himlen, op med drømmen!

Eric starter og slutter Min krop er tung af drøm med digte fra Skrigene. De er hårde, råbende og larmende mellem hverdagens meningsløshed og de mere følsomme og drømmende billeder og emmer af et ønske om at nedbryde samfundets konventioner og strukturer. Derved italesætter digtene tydeligere end nogensinde før outsiderens rolle. Eric og Strunge etablerer på den måde en grænseoverskridende fælles og oprørsk krop i skildringen af livet på skyggesiden og forsøger at etablere en solidaritet mellem de mennesker, der befinder sig i kroppe i udkanten af vores samfund. Ordene har Strunge skrevet – men flyder nu ud gennem en ny krop.

Et queer-feministisk forkomment englebarn

Der findes i samlingen også mere drømmende og surealistiske billeder, som eksempelvis de udvalgte digte fra parallelværket Fremtidsminder, der med en profetisk og Rimabaud-inspireret stemme, henter en særlig kraft ved stadigt og stædigt at genkalde sig billeder fra en anden tid. Den fremkalder og påkalder sig billeder af fremtiden og bruger sproget som en remse, som en bevidsthed, der er ved at gå ind i en slags trance. En trance, der herigennem skal give os en kosmisk transcendens – en åbenbaring om, at en anden verden og et andet rum er muligt.

Jeg løb ud i morgenens drømme og ideer, dansende i tågens former. Himlen var blågrøn og dyb, endnu så månens øje igennem den. Så hørte jeg jeres tanker nærme sig, hemmelige og grønne, lange som år. Jeg kalder jer til mig, vi udvekslede ord, vi ville således fortætte luften. Alt lod vi strømme ud: Gamle klipper, unge celler.

Og mellem de mindre kendte transenderende digte ryger vi direkte ind i den mere velkendte Natmaskine. Og selvom vi måske har læst ordene hundrede gange før, drømmer vi os alligevel atter væk og bytter køn og masker. Digtet vækker nemlig genklang her i 2018, hvor der er en større bevidsthed om kønnets sociale konstruktion og de uhensigtsmæssige samfundstrukturer – og rummer endnu et håb om forandring. På den måde bliver Strunge den seer, han altid selv har idealiseret. Han var ikke blot en revolutionær oprørsk digter  – men en fremtidsvisionær queerskikkelse, der inspireret af blandt andet David Bowie havde en legende og eksperimenterende tilgang til – ikke alene sprog – men også krop og køn. 

Digtet får en til at indse, at den hæslige by anno 2018 er værre end nogensinde før, hvor kvindens køn stadig er et ur, stadig en tikkende bombe og trussel for mange hvide mænd.

Skrigene bliver højere end nogensinde før, mellem de nybyggede højhuse, når vi når til Den hæslige by, og det bliver pludselig en by, der er skræmmende genkendelig her i 2018. Digtet får en til at indse, at den hæslige by anno 2018 er værre end nogensinde før, hvor kvindens køn stadig er et ur, stadig en tikkende bombe og trussel for mange hvide mænd. Og derfor stadig udskammes. En by, hvor sårbare og følsomme sjæle bliver døset med medicin og diagnoser, og flygtninge bliver deponeret til et fjernt rum. Og ja, digtet minder os om en tid og et sted, hvor minder om kunst og kærlighed og drift mod stjerner og oprør engang fandt sted eller må finde sted. Et sted og en tid, hvor der lige nu er bygget høje, dyre huse, der spejler sig grådigt i facaderne af stål og glas, og hvor plasticsolen syder og klumper af blæk og plastic falder ned i vores øjne.

Skrig er udspændt mellem husene
i den hæslige by
Menneskene er skygger
af fabrikkerne og kontorene.
En pige løfter sin kjole
og hendes køn er et ur.
Fragmenter af endnu fri bevidsthed
hænger som tåge i luften
kun gennemlyst af neonøjnene.

Digtene har alle dage været oprørske, men gennem Erics udvalg og mulighed for en ny læsning, giver det læseren et blik på noget, vi har glemt og negligeret, men også gennem nye generationer, et håb om forandring. 

Forenende modsætninger

Fremtidsminder og skrig mødes i denne nye samling og samler de to modpoler og modsætningsforhold, der altså giver forfatterskabet nyt liv og en helt ny form. For Strunge drejede det sig nemlig ikke om at dele tilværelsen op i lyst og mørkt, godt og ondt, krop og sjæl, men at påvise, at eksistensen indeholder begge dele, gennem en poesi, der konstant skifter fra det fornyende og eksperimenterende hverdagssprog til det store surrealistiske billedsammenstød, der skiftevist er udadvendt, aggressivt og samfundskritiks –  indadvendt, sansende og besidder en drømmende og kosmisk identifikation. Og det er netop det, der bliver tydeligere nu end før – nu hvor digtene står side om side. Gennem typografiens forskellige fonte og punktstørrelser, manifesterer fragmenter og tidsmæssige drømmende brudstykker fra forskellige digtsamlinger og tider sig nemlig grafisk for øjnene af en. 

Caspar Erics nøje udvalgte digte giver som sagt nyt liv til Strunges forfatterskab og er et udvalg, der har blik for dele af helheden – nogle af de aspekter, der ofte ignoreres, når Strunge blot karakteriseres som en narcistisk sort punkpoet.

Caspar Eric formår på den måde hele værket igennem at samle og forene de forskellige positioner, der er i Strunges poesi; de mødes og splittes, de drages af hinanden som to magneter, for blot at frastødes igen. Og Eric samler dem gang på gang. Digt for digt. Ord for ord. Versaler/minuskler. Stor råbende skrift/mindre skrift. Nutid/datid. Fremtidsvisioner/ fremtidsminder. De råbende og drømmende. Det surealistiske/virkeligheden. Himmel/jord. Handlende/ apatiske. Døden/livet. Født/ufødt. Krop/ånd. Det tunge/det lette. Det hårde og det bløde. Liv. Hele tiden med ønsket om at forandre verden. Hele tiden om ønsket om en drøm og et kommende oprør. Samlet i en forenet modsætningsfyldt krop.

På det grønne tæppe af græs
grundlægges nye generationer.
Senere går vi ud i byen
for at indlede kampen
der skal føre til biologiens sejr.
Om natten hviler kroppene
udfyldte af drøm og smerte,
sitrende af nye cellers udvikling.
Med krop og sjæl i forening
planlægges det
bløde liv

Caspar Erics nøje udvalgte digte giver, som sagt, plads til en ny læsning af Strunges forfatterskab. En læsning, der har blik for dele af helheden – nogle af de aspekter, der ofte ignoreres, når Strunge blot karakteriseres som en narcistisk, sort punkpoet. Det er et udvalg, der har blik for det kropslige og følsomme og ikke mindst det poetisk forandrende og samlende element. Det bliver en personificering af Strunges poesi og poetiske univers og kan hjælpe os med at overskride måden at tilgå poesi på og minder os om Verdenssønnens visionære stemme, der atter kommer og banker på vores dør her i 2018. Min krop er tung af drøm fremstiller Strunges forfatterskab som politisk, visionært og ikke mindst hyper sanseligt.

Tro, håb og Strunge

Jeg er så glad for, at Caspar Eric er den, der har fået lov til at folde Strunges lyrik ud til nye generationer, der forhåbentlig kan løsrive sig fra gamle fordømmende læsninger og i stedet omsorgsfuldt omfavne den kropslige lyrik. For hold da op, hvor de to forfattere dog klæder hinanden! Caspar Eric skaber med sit følsomme, oprørske og skarpsindige blik et nyt lyrisk rum, der både har blik for det drømmende og kropslige og i et poetisk virvar af forskellige stemmer, blik, positioner og tider, flyder deres stemmer ind og ud og igennem hinanden hele vejen gennem værket og giver et af de smukkeste portrætter af Strunge, jeg længe er læst. 

i et poetisk virvar af forskellige stemmer, blik, positioner og tider, flyder deres stemmer ind og ud og igennem hinanden hele vejen gennem værket og giver et af de smukkeste portrætter af Strunge, jeg længe er læst.

Denne lille fine visuelt inspirerende blå bog er samtidig et opråb om, at vi som samfund skal blive bedre til at forstå og tage hånd om det følsomme og de formørkede sind i fællesskab. Være mere rummelig. Det er en hypersensitiv mosaik, der med poetisk indsigt sitrer af smerte og følsomhed, og giver én lyst til forene sig med andre og forandre verdenen. Og jeg håber, at denne samling igen kan få Strunges lyrik på folks læber og ikke mindst få flere til at føle sig set, hørt og forbundet – kropsligt som åndeligt og politisk.

Så kom nu! Lad os omfavne det følsomme, det drømmende og det anderledes. Lad os sammen skabe et nyt rum, fri for skammen, hvor vi kan forene drømmene, kroppene og håbene med hverdagen og skabe en helt ny fremtid. De forkomne englebørn kan sejre! De lever om dagen udfyldt af drøm og smerte, de hviler om natten, og planlægger en ny verden. De er vågne om dagen, hvor de før sov og folder nu med en ny generations vinger atter Strunges faner ud.

Min krop er tung af drøm
Michael Strunge, digte udvalgt af Caspar Eric
Coverdesign af Kasper Vang Nielsen

Udgivet af Gyldendal 2018
176 sider

Michael Strunge var 20 år, da han debuterede som forfatter i 1978. Han nåede at skrive 11 digtsamlinger, inden han døde 9. marts 1986 i en alder af 27 år. I forbindelse med udgivelsen har Mads Nørgaard fået Casper Eric til at lave en playliste. Den hedder “Tung af drøm”. Lyt til den mens du sidder med denne nye digtsamling af Strunges for evigt unge digte. 

Tove, Tove, Olga

STØT UDBRUD! Giv et bidrag på Mæcen.