Colette: Forfatteren der turde definere sig selv som kvinde, køn og kunstner

“Colette” er et stærkt og levende portræt af den franske forfatter Sidonie-Gabrielle Colette, som udfordrede sin samtids syn på kvindens rolle ved at gå klædt i bukser, forelske sig i kvinder og skrive litteratur om kvinder til kvinder. Filmen er en velkommen påmindelse om, at kønnet er en konstruktion, at kærlighed kommer i mange former, og at kunst også er et kvindeligt domæne.

Af Jasmin Anton
November 2018

Biografaktuelle “Colette” portrætterer den franske kunstner Sidonie-Gabrielle Colette, som er én af de største forfattere i Frankrig. Colettes popularitet ligger i hendes forfatterskab og bedrifter inden for teaterverdenen som mimer, men skyldes også i særlig grad hendes modige kamp for at overbevise franskmændene om, at det var hende, der skrev Claudine-bøgerne og ikke hendes mand Willy, som tog æren for dem. Netop ægteskabet med Willy har en markant plads i filmen, da det er med til at give en forståelse af, hvilke strukturer Colette kæmpede imod.

Colette eller Claudine?

Colette bliver som 20-årig gift med den fjorten år ældre Willy og flytter med ham til Paris i 1893, hvor hun lærer ægteskabet at kende på både godt og ondt. Willy er indehaver af et forlag, som er tæt på at gå konkurs, og for at redde sin synkende skude får han sin kone til at skrive, fordi han ikke selv har en forfatter gemt i sig. Colette skriver den første af tre bøger om Claudine, som tager udgangspunkt i hendes egen barndom, og hovedkarakteren er inspireret af Colette selv. Bogen bliver en stor succes, som hendes mand lægger navn til.

Selvom ”Colette” lægger op til alvor og stærke følelser, er den alt andet end sentimental, tårevædet og trist.

Fra det ene øjeblik til det andet bliver Claudine en populær figur, hvis karakteristiske frisure, tøjstil og gestik kopieres og i stor stil efterlignes af franske kvinder. Colette ser pludselig sig selv overalt i Paris’ gader og føler samtidig, at hun selv er ved at gå tabt i mængden af dobbeltgængere. Hun begynder derfor at stille spørgsmålstegn ved sit ægteskab, sit liv og ikke mindst muligheden for at kræve ejerskab over de bøger, hun har skrevet, men ikke får æren for.

Den androgyne kvinde gør sit indtog

Selvom “Colette” lægger op til alvor og stærke følelser, er den alt andet end sentimental, tårevædet og trist. I stedet tilføjer Colettes livsglæde, forfriskende flabethed, handlekraft og evnen til at se en mulighed i alt en raffineret humor, som præger filmens feministiske agenda fra start til slut. For eksempel overvejer hun, om kvinden er født til at spille en rolle som kone og mor, idet hun erfarer, at hun først og fremmest er hustru og ikke individ i sit ægteskab med Willy.

Med forholdet mellem Colette og Missy undergraver “Colette” heteronormativitet som normen og konstaterer i stedet, at kærligheden er mangfoldig og kønnet en konstruktion.

Colette lader sig dog ikke nøjes med at være sin mands kone og giver sig i stedet til at eksperimentere med sin kvindelighed inden for ægteskabets rammer. Det kommer særligt til udtryk ved hendes androgyne udstråling. Colette komplimenteres for sine maskuline hænder, og hun gør brug af et kropssprog, som traditionelt set tilskrives mænd. Når hun sidder ned, er hun tilbagelænet med armene hvilende på ryglænet frem for at sidde anspændt på kanten af stolen med rank rynk og foldede hænder. Derudover går hun klædt i høj hat, overdele med skulderpuder og fuldender sit look med bukser. Ved at gå i kjole den ene dag og bukser den anden, er Colette med til at opløse stereotype forestillinger om kønnet.

Kærligheden til kvinder

I “Colette” er det som regel ikke forholdet mellem mand og kvinde men kvinde og kvinde, der er interessant. Mens Colette er gift med Willy, møder hun nemlig flere kvinder, som interesserer og inspirerer hende – og det i højere grad end hendes mand. Hun indleder affærer med nogle af disse kvinder, men forelsker sig særligt i Missy, som hun kan tale med om alt fra ægteskab til forfatterskab. Missy er en mand, der er født i en kvindekrop, og han ønsker derfor at blive omtalt som netop en mand – et ønske som anerkendes af Colette, der forgæves forsøger at overtale sin snæversynede mand til at gøre det samme. Med forholdet mellem Colette og Missy undergraver “Colette” heteronormativitet som normen og konstaterer i stedet, at kærligheden er mangfoldig og kønnet en konstruktion.

Den kvindelige kunstners kamp for anerkendelse

Colettes kamp for at blive anerkendt som kunstner og blive krediteret for de værker, hun har skrevet, iscenesættes på en raffineret måde i filmen. Der er en flot vekselvirkning mellem ytringer og samtaler, som eksplicit italesætter den kvindelige kunstners kamp for anerkendelse, og underspillede hentydninger i form af genstande og symboler, som tavst peger på kvindens underlegne position i datidens samfund. Der bliver blandt andet draget en parallel mellem Willys udtalte utilfredshed over, at Colettes “feminine” litteratur ikke kan tiltrække et mandligt publikum, og den mandlige miniaturestatue, der, anbragt på skrivebordet, følger med i hendes skriveproces så at sige. Colette bliver med andre ord overvåget af sin mand, også når han ikke er fysisk til stede.

“Der er en flot vekselvirkning mellem ytringer og samtaler, som eksplicit italesætter den kvindelige kunstners kamp for anerkendelse…”

Hun lader sig ikke slå ud, men finder nye måder at udtrykke sig på som kunstner. Hun påbegynder en karriere som mimer og vender sidenhen tilbage til litteraturen. Colette er helt sin egen. Hovedrolleindehaveren Keira Knightley, som overbevisende portrætterer Colette, udtaler i et interview med Variety, at det er fascinerende at spille en kvinde, som turde at udfordre de forventninger, som samfundet stillede til kvinder, ved selv at definere sig som kvinde, køn og kunstner: ”It’s wonderful to play inspiring women and to get their stories and their voices out there. Within her writing, Colette was questioning the idea of gender and the idea of what was naturally feminine as opposed to society’s take on being feminine”.

“Colette” er en fascinerende og visuelt flot film om en inspirerende kvinde, der på mange måder var forud for sin tid. Filmen er både for dem, der har lyst til at se en personlig historie om en ikonisk forfatters liv, og for dem der er interesseret i at få et indblik i kvindelige kunstneres vilkår i overgangen fra det 19. til det 20. århundrede. Man skal dog være indstillet på, at filmens varighed på 1 time og 51 minutter en gang imellem kan føles som længere. Følelsen af disse langdrag opvejes til gengæld i den grad af, at “Colettes” skildring af køn, kærlighed og seksualitet er raffineret, farverig og mangfoldig.