Dickpicks: en reaktion på manderollen i forandring?

Svenske Caroline Hainer leverer med “Mænd viser mig deres pik” en bog, som enhver, der bevæger sig ud på datingmarkedet anno 2018, bør læse. Bogen ser nærmere på koblingen mellem dickpicks og bevægelsen væk fra traditionelle kønsroller. Fænomenet dickpics undersøges ud fra et psykologisk, sociologisk og kulturelt perspektiv, og når man når sidste side, føler man sig både enormt meget klogere og langt mere forvirret.

Isa Marie Romby
Juni 2018

Efter selv at have læst “Mænd viser mig deres pik”, susede jeg ud og købte den som fødselsdagsgave til min veninde. Vi mødtes hjemme hos mig og fejrede, at hun var blevet et år ældre. Efter et par drinks tog vi videre i byen, hvor vi lod vores fabelagtige bagdele indtage et par lurvede sæder på en bar.

Min veninde havde taget bogen med, men da der ikke var plads til den i hendes taske, havde hun lagt den på bordet ved siden af askebægeret, vores øl og en pakke smøger. Begge var vi intetanende om den overvældende opmærksomhed, den pink forside skulle få af barens mandlige gæster. Ved siden af os sad tre venner, som i umiskendelig grad hungrede efter kvindelig opmærksomhed, men som ikke var særlig velbevandrede i, hvordan de skulle opnå den. Uden at spørge om lov, hapsede den ene fyr bogen og begyndte med lettere teatralsk stemme at læse op fra forordet. Undervejs blev han klar over, at det ikke var satire, men derimod en faktuel og forskningsbaseret bog om dickpicks og mænds adfærd over for kvinder. Lettere akavet lagde han bogen tilbage på bordet ved siden af os.

Min veninde og jeg sad passive og lyttede til refleksioner om, hvorvidt bogen var noget værd.

Derefter fulgte en række optrin, som alle sammen forløb efter nogenlunde samme formel: En mand kommer hen til vores bord, tager bogen, skimmer bagsiden og siger noget i retning af: “Altså, det er ikke alle mænd, der gør den slags.” Derefter følger en diskussion af, hvorvidt man kan tillade sig at skrive sådan en bog. En diskussion, hvor det udelukkende var den mandlige del af selskabet, der snakkede og var engageret. Min veninde og jeg sad passive og lyttede til refleksioner om, hvorvidt bogen var noget værd. Om det var fedt eller skidt at sende dickpicks. Om man respekterede de mænd, der gjorde det og om man selv kunne finde på det. Men mest af alt blev der stillet spørgsmål til, hvorfor kvinder blev så sure over det, for reelt set var det jo bare et kompliment.

En, to, dickpick

‘Dickpick’ er et ord, som i stigende grad er blevet en integreret del af vores almindelige sprogbrug. Men et dickpick er ikke en entydig størrelse, og der kan være mange forskellige bevæggrunde for at sende det. Der kan være frivillige og ufrivillige modtagere af billedet. I introduktionen til “Mænd viser mig deres pik” beskriver Hainer kort nogle af de forskellige typer af dickpicks, der findes, og fremhæver samtidig, hvilke typer hun fokuserer på. Hun undersøger nemlig hverken de dickpicks, som sendes mellem kærester i en flirtende situation, eller det voldsomme antal dickpicks, som sendes sammen med truende beskeder til eksempelvis. kvindelige journalister eller politikere – billeder, hvor pikken kobles sammen med noget voldeligt og dermed har en truende karakter. Derimod fokuserer hun på de uopfordrede og overraskende billeder, som sendes i en situation som måske/måske ikke er flirtende, og hvor billedet skal opfattes som en invitation til sex.

Lige nu findes der ingen konkret forskning, men undersøgelser fra USA viser, at hver tredje kvinde mellem 19-40 har modtaget et dickpick. En, to, dickpick.

Jeg tror, alle kender nogen, der på et eller andet tidspunkt har modtaget et dickpick ufrivilligt. Måske er man selv den person. Måske har man kigget med på sin ven eller venindes telefon og undret sig over, at nogen faktisk har sendt et billede af sit lem. At sende et billede af sin mere eller mindre erigerede penis til en person, man endnu ikke kender eller har haft sex med, er åbenbart en ret almindelig handling. Lige nu findes der ingen konkret forskning, men undersøgelser fra USA viser, at hver tredje kvinde mellem 19-40 har modtaget et dickpick. En, to, dickpick.

Psykologi, sociologi, dating-filosofi

Hainer undersøger fra forskellige vinkler, hvad der sker inde i hovedet og kroppen på de mænd, der sender dickpicks og hvilken reaktion det skaber hos dem. Hvorfor sender man dickpicks? Hvorfor er det blevet så almindeligt? Hvad siger dickpicks egentlig om afsenderen? Hvilken reaktion håber vedkommende at få hos modtageren? Og har modtagerens reaktion overhovedet nogen betydning? Hun giver ikke et entydigt svar på spørgsmålene, men kommer på bogens 200 sider rundt om en lang række mulige forklaringer. “Mænd viser mig deres pik” er dermed en myriade af interessante aspekter og årsager til, at mænd i stigende grad hiver pikken ud af bukserne og lynhurtigt får sendt et billede af deres ven af sted i cyberspace.

“Mænd viser mig deres pik” er dermed en myriade af interessante aspekter og årsager til, at mænd i stigende grad hiver pikken ud af bukserne og lynhurtigt får sendt et billede af deres ven af sted i cyberspace.

Fænomenet dickpicks undersøges i bogen fra en række forskellige perspektiver, og læseren indføres i de kulturelle, psykologiske, sociologiske og antropologiske aspekter ved denne specifikke billedtype. Bogen ser nærmere på den historiske udvikling og på den særlige relation mange mænd har til deres penis. “Et dickpick er faktisk et produkt af mandens utroligt nære forhold til hans penis, et venskab, som er fremkommet under menneskets udvikling fra primat,” skriver Hainer. Ifølge Hainer handler dickpicks om mere end bare et flirtende eller seksuelt billede, det handler om en manderolle i hastig forandring: “Jo mindre fasttømret og selvfølgelig manderollen er, desto mere griber vi efter pikken.”

#NotAllMen – men alligevel en del…

At en bog kan skabe så meget furore i mandlige hoveder på en lurvet bar lørdag nat, siger måske lidt om, at den beskæftiger sig med et emne, som ikke er uvæsentligt. Uden at vide det indtrådte de forurettede mænd i en del af bogens essens. For nej, det er bestemt ikke alle mænd, der sender dickpics, ligesom det heller ikke er alle kvinder, der modtager dem. Men derfor er det stadig et fænomen, som bliver mere og mere udbredt, og som derfor er værd at se nærmere på. Og som Hainer skriver, er et dickpick ikke en lille, ligegyldig ting, som man nødvendigvis bare kan vifte væk. Selvom man som modtager ikke har bedt om billedet, kan man ikke ikke-se det igen.

Med “Mænd viser mig deres pik” leverer Hainer et komplekst billede af noget, som man umiddelbart kan feje af som værende enten plat eller patetisk. Dickpicks er ikke sådan lige til at forstå, og psykologien bag er interessant og kompleks. Hainers skrivestil er legende let, og sammenblandingen af personlige oplevelser, universelle betragtninger og konkret forskning inden for forskellige genrer gør bogen til en god læseoplevelse. Og den er absolut et vigtigt indspark i en tid, hvor dating-scenen bliver mere og mere kompliceret og svær at gennemskue.

“Mænd viser mig deres pik” af Caroline Hainer
193 sider
Gyldendal, 2018
Oversat af Ninna Brenøe

 

Foto Max Brouwers