Politisk pop-punkband med en piget æstetik

girlcrush er navnet på det nye og feministiske pop-punkband, der for blot få uger siden udgav deres første single. UDBRUD! drak en kop kaffe med dem og hørte mere om deres projekt og tankerne bag.

Af Christine Vassaux Noe
Foto: Christine Vassaux Noe
Juni 2018

I starten var de ikke opsat på at blive et ‘rigtigt’ band, men nu har de allerede udgivet deres første single, er snart klar med deres første musikvideo, og er klar med udgivelsen af deres anden single her i juni.

For lidt over et år siden besluttede Nadja sig for, at hun ville starte et band. Hun skrev ud i forskellige feministiske grupper, at hun ledte efter kvinder og queerpersoner, der havde lyst til at spille musik. Et års tid senere går bandet under navnet girlcrush og består af Nadja, 24, på elguitar, Andrea, 24, på trommer og Marie, 29, på bas. De har alle tre erfaring med at synge, de skriver deres sange i fællesskab, og ingen af dem har reel erfaring med at spille musik. Alligevel udkom deres første single, ‘girlcrush’, i april.

Girlcrush

Navnet girlcrush forbinder man måske ikke umiddelbart med et pop-punkband, men det er én af årsagerne til, at det netop var lige det navn, de tre bandmedlemmer blev enige om. Tankerne bag bandet var i starten, at musikken skulle have en hårdere og meget reel punket lyd, men det var bare ikke den lyd, der naturligt kom ud af bandet, når de spillede. Deres lyd er mere ‘cute’, som Nadja beskriver det, og hun mener, at man stadig godt kan være både spydig og vred, samtidig med at man går efter en lidt mere piget teenageræstetik. Nadja uddyber: “Jeg foreslog først Pixelated Pussy, men det blev både for langt og kompliceret og lød samtidig for vulgært, og vi ville ikke have så stor fokus på kønsorganer. Derudover er jeg non-binær, men hører alligevel erfaringsmæssigt til kvindekategorien, og vores sange handler meget om, hvordan det er at gå igennem verden som kvinde.”

Tankerne bag bandet var i starten, at musikken skulle have en hårdere og meget reel punket lyd, men det var bare ikke den lyd, der naturligt kom ud af bandet, når de spillede.

Bandet besluttede sig for, at deres første single skulle passe til deres bandnavn. Sangen handler om Nadjas kærlighed til sin bedste veninde. Hun er oprigtigt ked af, at de ikke mødte hinanden tidligere, så de havde haft muligheden for at være sammen, på trods af, at de begge er i gode og velfungerende forhold nu. Alle tre har et hav af personlige oplevelser med sexisme og har derfor også skrevet en del sange om dette.“Det er  de letteste sange at skrive”, siger Marie og forklarer med et smil, at netop de sange kommer helt af sig selv. Lytter man til singlen, er det svært at misforstå budskabet. Skulle man tro. Men helt så simpelt er det ikke. “Det er sjovt at se folks fortolkninger af sangen, for den handler faktisk om Nadja, som er forelsket i sin bedste veninde, men det er åbenbart ikke sådan, alle opfatter den,” griner Marie. “Jeg snakkede med en fyr, som helt ærligt troede, at den var skrevet som kærlighedssang til min mand. Det virkede underligt, for vi føler, at teksten er ret tydelig, og man skal altså stramme sig an for at læse en heteronormativ analyse ind i den tekst!” fortæller Nadja.

“And I think you look sexy when you show me your outfits and how when someone’s sexist you put up a fight […] My heart is in a rush, your laughter makes me blush, you’re my girlcrush.” – citat fra singlen ‘girlcrush’

En mandsdomineret (musik)verden

Musikbranchen er stærkt domineret af mænd. Og inden for rock- og punk-genren er der langt mellem bands, som kun består af kvinder. girlcrush nævner selv nogle forskellige kvindetrioer, men føler, at andre kvindebands er nødt til at indordne sig efter mænds præmisser for, hvordan man skriver rockmusik, og hvordan man agerer i branchen. Selvom de indordner sig, bliver de alligevel vurderet ud fra deres køn frem for deres musik. “Vi føler dog, at der begynder at blive bedre plads til kvindebands, men vi vil gerne lægge vægt på, at vi ikke er mænd. Vores udtryk er et andet, og det kan være svært at blive taget seriøst,” forklarer Marie.

Det kan være svært at finde plads i en mandeverden, men endnu sværere er det, når man faktisk ikke er særlig dygtig til sine instrumenter og ikke har spillet musik hele livet. Alle tre bandmedlemmer er enige om, at det at sige ‘fuck det’ og bare gøre det alligevel er en kæmpe del af deres projekt, fordi der i tiden er en tendens til, at man jo alligevel skal være dobbelt så god som mænd for at få samme anerkendelse. Derudover vil de gerne provokere med deres musik. Det vil for dem være et plus, hvis de kan stikke lidt til de i forvejen feminisme-skeptiske og hyggesexistiske mænd med deres musik, fordi de så har ramt rigtigt i forhold til deres tekster, forklarer Nadja med et smil, og hun fortsætter: “Jeg vil vildt gerne have, at der er nogle mænd, der bliver megasure over vores sange og tænker: ‘Hvad fuck er det her, det passer jo overhovedet ikke på mig’. #Notallmen”.

Heldigvis har de fundet en producer, der både er en hjælp for dem i den kreative proces, har stor kendskab til musik, og som forstår deres musik, og hvad de vil med den. “Det er virkelig vigtigt, at Tobias (Red. Tobias Ingemann, producer) forstår både det soniske aspekt og det politiske koncept i vores musik og kan komme med inputs, der løfter sangene i stedet for at tale dem ned,” uddyber Marie.

Usikkerheden ved at tage plads

De tre fortæller om, hvordan det ikke altid er let at give slip, tage plads og larme, selvom det nu engang er det, man gør, når man spiller musik. Det fylder, det larmer og det kræver folks fokus. Samtidig kan det også være enormt givende og hjælpe på usikkerheden at være tvunget til det. “Vi føler os meget usikre. Vi føler os bare naturligt ikke hjemme på en scene. Det er virkelig en struggle for os. Vi er alle tre ret skrøbelige mennesker og føler det utrolig grænseoverskridende at skulle stille sig op på en scene og kræve folks opmærksomhed. Det er en følelse, som jeg tror, rigtig mange kvinder kan genkende i deres hverdag, ”forklarer Nadja. “Bare det med at tage plads og tid føles unaturligt. Vi spiller også meget lavt, når vi øver, selvom vi er blevet bedre til at spille til. Jeg tror, mange mænd har lettere ved det, fordi de bliver opdraget til gerne at måtte fylde og tage plads,” afslutter Marie.

Vi er alle tre ret skrøbelige mennesker og føler det utrolig grænseoverskridende at skulle stille sig op på en scene og kræve folks opmærksomhed. Det er en følelse, som jeg tror, rigtig mange kvinder kan genkende i deres hverdag

Bandet glæder sig til at larme noget mere, og for os andre er der ikke andet at gøre end at vente på, at deres nye single ‘throwing like a girl’ udkommer til juni.