Sara Omar bryder tabuer med debutroman

Sara Omar leverer med ‘Dødevaskeren’ en hjerteskærende og nervepirrende fortælling om en undertrykt opvækst. Det er en personlig og barsk fortælling om livet for muslimske piger og kvinder i den irakiske del af det krigsramte Kurdistan i slutningen af 1980’erne.

Af Christine Vassaux Noe
Foto: Rasmus Schou
Juni 2018

“Jeg bliver svinet til. Fordi de ting, jeg kommer ud med i bogen, er tabubelagte. Det er det mørkeste af det mørke, jeg kommer med. Og man vil helst ikke tabe ansigt, man vil ikke plettes, omverdenen skal ikke vide, hvad vi muslimer finder os i og lever med.”

Sådan siger den dansk-kurdiske forfatter Sara Omar i et interview om det at have udgivet en bog, der er så kontroversiel, at den unge forfatter siden udgivelsen af bogen har været under politibeskyttelse grundet hård kritik og trusler.

I slutningen af 2017 udkom Sara Omars debutroman, ‘Dødevaskeren’, der netop er den bog. En yderst hjerteskærende og barsk fortælling, der bryder tavsheden om, hvordan man nogle steder bruger islam og Koranen til at undertrykke piger og kvinder.

En lille piges fortælling

Bogen springer frem og tilbage i hovedpersonen Frmesks liv. Vi møder hende første gang den dag, hun bliver født i Kurdistan i 1986, og handlingen springer derefter frem og tilbage mellem fortællingerne, oplevelserne og erindringerne fra de første 5 år af hendes liv og senere hendes voksne liv i 2016, hvor hun er indlagt på Skejby Hospital.

Læseren bliver introduceret til et hav af forskellige karakterer, og der er tilmed en liste i starten af bogen, som man kan vende tilbage til og slå op i for at forstå og holde styr på relationerne mellem alle bogens figurer. Langt de fleste af bogens karakterer har en relation eller tilknytning til Frmesk. Vigtigst er dog de kvindelige karakterer og deres tanker, følelser og frygt for mænd, og hvordan Frmesk vokser op med samme frygt. Deres forhold til og tro på Islam og deres sommetider religiøse tvivl er også en central del af bogen.

Kvindehad, undertrykkelse og utilstrækkelighed

I den ortodokse muslimske kultur, som Sara Omar beskriver, oplever kvinderne skammen over at være kvinde, alene fordi de er det, over ikke at kunne føde nok drengebørn og over ikke at bløde på bryllupsnatten. Hun beskriver, hvordan ritualer vedrørende alt lige fra fødsel og navngivning til ægteskabet håndteres i det muslimske kurdiske lokalsamfund, og hvordan skammen over at være kvinde ligger på rygraden. Hvis kvinderne ikke kan leve op til de krav, der bliver stillet til deres køn, risikerer de at blive slået ihjel. Kvinderne lider under hadet, undertrykkelsen og følelsen af afmagt over deres eget liv og over altid at være en andens ejendom.

Det er tydeligt, at Sara Omar vil give sine læsere et indblik i specifikke faser af de islamiske traditioner og ritualer, der finder sted i nogle dele af verden.

Man bliver i bogen heller ikke sparet for grafisk og uindpakkede beskrivelser af situationer som blandt andet voldtægt, kvindemord og incest. For eksempel beskriver Sara Omar en scene med en kvinde, der er blevet slået ihjel:

“De sparker løs på en død kvinde,” råbte den fremmede. Hendes brune øjne flakkede. “Hun blev smidt ud af en bil lige før. Hun er blevet skudt og har ingen hænder. Hun må have vanæret sin familie, nu får hun som fortjent.”

Det er tydeligt, at Sara Omar vil give sine læsere et indblik i specifikke faser af de islamiske traditioner og ritualer, der finder sted i nogle dele af verden. Samtidig følger man Frmesk som voksen, da hun er bosat i Danmark, hvor man som læser nærmest sidder på sengekanten af hendes hospitalsseng og mærker hendes modvilje mod og had til islam og får indblik i hendes barndomstraumer.

Undertrykkende religion eller forvrænget fortolkning?

Frmesk bor det meste af sin barndom hos sine bedsteforældre, som har taget hende til sig, da hendes mor var bange for, at Frmesks far ville slå hende ihjel, fordi hun er pige. Bedstefaren, Darwesh, er ikke muslim, mens bedstemoren, Gawhar, er meget troende muslim. Det er hende, der er dødevaskeren og tager sig af at vaske døde piger og kvinders kroppe, der som oftest er blevet slået ihjel, fordi de har krænket nogens ære, og som ingen vil have noget med at gøre. Troen hos hende er igennem hele bogen tydelig og stærk, men i takt med, at antallet af kvindedrab, voldtægter og andre overgreb vokser, bliver det sværere for hende at holde fast i troen. Det bliver beskrevet således i bogen:

Du betror alene Allah dine dybeste følelser, sagde hendes mand altid, og det havde han ret i. Men ikke denne gang. Ikke i dag. Allah var fjern. Allah var gledet ud af hende, og han havde efterladt hende hul bag en tynd skal af afmagt.”

Helt fra starten af i bogen bliver suraer reciteret. Mange gange af den voksne Frmesk, der taler med den unge og meget troende muslimske sygeplejerske, som passer hende i Skejby. Med sin opremsning af suraer forsøger Frmesk at tydeliggøre, hvor kvindeundertrykkende en bog hun mener, Koranen er. Dette åbner op for diskussionen om, hvorvidt det er Koranen og islam i sig selv, som er det egentlige problem, eller om det er en forvrænget fortolkning.

Tåkrummende beskrivelser og debatskabende temaer

Som læser får man en fornemmelse af, at bogens hændelser er inspireret af virkeligheden eller ligefrem er virkelige historier. Omar har selv mistet en datter, der blev slået ihjel, hun har været udsat for voldsomme overgreb og har for kort tid siden været indlagt på hospitalet i en periode. Udover det er hun født samme dag, som Frmesk er i bogen, så man kan fristes til at tolke Frmesk som en genspejling af hende selv og se bogen som en autofiktion. 

Til trods for hvor hårdt det ind imellem er at sidde med bogen i hænderne og fuld af spænding vende side efter side for kun at få mere og mere ondt i maven over de barskt beskrevne scener om overgreb og den undertrykkelse, bogens kvinder møder, så er bogen så tankevækkende godt skrevet, at man sluger den i én mundfuld.

Sara Omar har brudt tavsheden og fået sat ord på nogle af de uhyrligheder, der kan finde sted i religionens navn, når samfund lever under stærke patriarkalske samfundsstrukturer, og som hidtil har været for tabubelagte at tale om. Bogen er blevet mødt med voldsom kritik, og Sara Omar har som nævnt været nødsaget til at være under politibeskyttelse, og det understreger behovet for stemmer som hendes, der kan bryde tabuer og tavshed om kvindeundertrykkelse.

“Jeg sover ikke. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet. Jeg hviler mig. Og så falder jeg ned i et mareridt. Nogle gange holder jeg mig vågen med vilje. Men jeg er jo kunstner, så jeg skriver på mine mareridt. Det er min overlevelse. Det er takket være mine ord, jeg har valgt at overleve. Uden mine ord er jeg ingenting.”Sara Omar, Femina 2018

Sara Omar, Dødevaskeren
Politikens Forlag, 2017
336 sider