Adichies feministiske univers

Chimamanda Ngozi Adichie er kendt som en politisk og feministisk engageret forfatter. Hun udgav sin debutroman, Lilla hibiscus, i 2003 og har siden høstet så mange anmelderroser og priser, at hun regnes for at være en af vor tids mest betydningsfulde litterære stemmer. I sit forfatterskab beskæftiger hun sig med vægtige emner som køn, race, religion, kultur og identitet, og hendes bøger falder ubesværet ind i den postkoloniale litterære tradition.

Af Tine Friis Kelstrup
Illustration af Christine Reinwald
maj 2018

Adichie blev født i 1977 og voksede op i en igbo-familie i byen Nsukka i Enugu i det sydøstlige Nigeria. Hendes familie tilhørte den akademiske middelklasse, og hun begyndte også at studere medicin på universitetet i Nigeria. Da hun var 19 år, flyttede hun til USA for at slippe for medicinstudiet og valgte i stedet at læse kommunikation og statskundskab. I et interview med Marie Tetzlaff i Politiken i 2007  udtalte hun:

”Jeg har aldrig brudt mig om det naturvidenskabelige spor, selv om jeg klarede mig godt. Men i Nigeria var det kun de dårlige studerende, der læste humaniora. Og dem ville jeg ikke gå sammen med – selvom jeg gerne ville studere historie. Men man vil jo ikke gå i klasse med de dumme!”

I 2003 færdiggjorde hun sin uddannelse i creative writing – eller fiktionsskrivning – på John Hopkins University. Hun studerede endvidere Afrika-studier på Yale University.

Forfatterskab: køn, race og religion

Adichie deler sin tid nogenlunde ligeligt mellem USA og Nigeria, og begge lande optager plads i hendes forfatterskab. Hendes debutroman, Lilla Hibiscus, handler om den politiske uro i Nigeria sidst i 1990’erne. Hovedpersonen, den 15-årige Kambili, prøver at forholde sig til sin patriarkalske hustyran af en far, og romanen behandler temaer som familie, religion, politik og tolerance.

Romanen En halv gul sol blev udgivet i 2006 og foregår hovedsageligt i Nsukka før og under Biafrakrigen. Romanen jonglerer med politiske problematikker såvel som køns-, race- og klasserelaterede temaer.

Adichie har altid været stolt og optaget af Nigerias intellektuelle energi og kulturelle rigdom, men har i lige så rigt mål været bevidst om de problemer, der har plaget landet. Ligeledes har et gennemgående tema i hendes forfatterskab været den nigerianske immigration til USA, som hun ofte beskriver via kvindelige hovedpersoner. I novellesamlingen Det du har om halsen fra 2009 skriver hun om de ubærlige forhold, der får kvindelige nigerianere til at søge lykken og et bedre liv i USA, og de fornedrende oplevelser, der ofte venter dem i deres nye land.

Americanah fra 2013 er endnu en roman, hvor Adichie udforsker de to meget forskelligartede lande, Nigeria og USA, der hver især må slås med sociale og kulturelle dæmoner, som er nedarvet gennem historien.

Det feministiske gennembrud

Adichie fik for alvor sit feministiske gennembrud, da hun udgav Vi burde alle være feminister i 2014. Det er et essay i bogform, og teksten er tilpasset den TEDx talk, hun holdt til TEDx Euston i 2012. I essayet forklarer hun med analyser og anekdoter, hvorfor feminisme er et universelt gode for os alle. Hun kritiserer den måde, maskulinitet er blevet konstrueret på, og understreger, at vi bliver nødt til at ændre hele samfundet, hvis vi vil opnå ligestilling. I essayet skriver hun blandt andet:

”Køn har betydning overalt i verden. Og i dag vil jeg foreslå, at vi begynder at drømme om og at planlægge en anden verden. En mere retfærdig verden. En verden med lykkeligere mænd og lykkeligere kvinder, som er mere tro mod sig selv. Og vi begynder her: Vi må opdrage vores døtre anderledes. Vi må opdrage vores sønner anderledes.”

Brev til en nybagt forælder blev udgivet sidste år, og her bygger Adichie videre på nogle af de pointer, hun skrev om i Vi burde alle være feminister. Det er et feministisk manifest i 15 punkter. Det er ligeledes et essay udgivet i bogform og handler om, hvilke feministiske værdier man som ligestillede forældre skal give videre til sit barn. Eksempelvis skriver hun i sit essay: “Madlavningsevner er ikke forudinstalleret i vaginaen” og  ”Hvis man kritiserer X hos kvinder, men ikke kritiserer X hos mænd, så har man ikke et problem med X, men et problem med kvinder”.

Frustrerende og inspirerende

Som så mange andre fremtrædende feminister har kritikken også regnet ned over Adichie. Hun er blandt andet blevet anklaget for at være transfob, da hun påpegede, at transkvinder og cis-kvinders vilkår, oplevelser og livserfaringer adskiller sig fra hinanden, og hun blev derefter beskyldt for at mene, at transkvinder ikke er rigtige kvinder. Ifølge The Guardian svarede hun igen på kritikken ved at udtale:

”Jeg synes, det står helt klart, at jeg aldrig nogensinde kunne finde på at sige, at transkvinder ikke er kvinder. For mig er det sådan noget, der er så åbenlyst, at jeg taler ud fra en åbenlys præmis. Naturligvis er de kvinder, men når man taler om feminisme og køn og alt sådan noget, så er det vigtigt, at vi anerkender, at der er forskel på oplevelsen af køn.” (red.)

Uanset hvad man mener om Adichie, har hun et imponerende forfatterskab bag sig, som behandler nogle af de vigtigste emner i vores globale landsby. Hun har frustreret, inspireret og udfordret sine læsere og tilhørere, og hendes tankevækkende litterære univers har rykket grænser i hele verden.

Se hendes TEDx talk i Euston her: