De glemte kvinder i kongerækken

Caroline Mathilde

Danmark har et af verdens ældste monarkier, som igennem århundreder har budt på en lang række farverige og forunderlige personligheder. Vi er vokset op med historier om stærke mænd som Harald Blåtand og Erik Klipping, og ved, at Christian d. 4. byggede løs i København. Men hvad med alle de stærke kvinder, der har været med til at forme Danmark og det danske kongehus? Dem ser vi nærmere på her.

Af Lasse Bøeg Grenvald, april 2018
Illustrationer af Serife Kart

1) Middelalderens mest magtfulde kvinde

Margrethe 1. (marts 1353 – 28. oktober 1412)

Margrethe 1
Illustration af Serife Kart

Den mest magtfulde og markante kvindeskikkelse i middelalderen og den danske kongerække havde så meget indflydelse og betydning for danmarkshistorien, at hun står opstillet som én af Danmarks regenter, selvom hun af titel reelt aldrig var det.

Margrethe d. 1. blev ganske vist født som datter af den danske konge Valdemar Atterdag, men som barn nr. 6 og yngst stod hun ikke ligefrem forrest i køen til at arve magt, krone og fædreland. Hendes rolle i livet så ud til at skulle være som hustru til den norske Kong Haakon d. 6., men skæbnen ville det anderledes.

Da hendes far, Kongen af Danmark, døde i 1375, var ingen af hans sønner i live til at tage over. Man skulle finde en mand, for en kvinde på den danske trone var helt uhørt. Derfor gik man en generation længere ned for at finde en passende kandidat, og her stod Margrethes søn, Oluf, klar til at blive kronet blot seks år gammel. Med den unge alder taget i betragtning er det tvivlsomt, hvor meget han reelt regerede i sin tid som konge. Det var nemlig i langt højere grad hans mor, der uofficielt trak i trådene, styrede finanserne, sad ved forhandlingsbordene og holdt den magtliderlige adel i skak.

Oluf  holdt desværre kun i yderligere 11 år, og Danmark stod atter over for et regeringsproblem, når nu kvinder var udelukkede som regenter. Da tronstolen igen stod tom, syntes Margrethe at det gav mening, at hun skulle krones som regent af Danmark – men da det ikke kunne blive under eget navn, måtte det blive gennem endnu en marionetkonge.

Efter en lang tovtrækning med andre interessenter lykkedes det Margrethe at få sin storesøsters barnebarn hentet op fra Polen, dengang under navnet Pommern, og indsætte ham som den næste konge i rækken under navnet Erik af Pommern. På den måde fortsatte hun uofficielt med at regere og styrede landet med hård hånd.

Margrethe havde bevist sit værd som magtfigur i landet, og selvom hun aldrig fik den formelle titel af regent, men måtte nøjes med titlen ”fuldmægtig frue og husbonde og Danmarks riges formynder”, så var det altså hende, som styrede Danmark det sidste stykke ud af den kæmpe økonomiske krise, hendes far havde arvet fra sine forgængere. Senere dannede Margrethe desuden Kalmarunionen. En union bestående af de tre nordiske lande Danmark, Norge og Sverige under én krone og på daværende tidspunkt det største rige i Europa. Hun styrede riget med sikker hånd i en kaotisk tid, hvor mænd regerede verden, og hvor det var uhørt, at kvinder sad med ved forhandlingsbordet. Om nogen viste Margrethe, måske endda som en af de første i danmarkshistorien, at kvinder kan være mænds, ja, ligemænd

Bonusinfo: Idet Margrethe d. 1 ikke officielt blev indskrevet som dansk regent, stod det vores nuværende dronning frit for at tage netop ‘den første’ som tilnavn, da hun blev kronet i 1972. Men vores dronning kender sin historie, og af respekt for alt det, Magrethe 1. gjorde for Danmark, valgte hun i stedet at lade sig krone som Margrethe 2. af Danmark. Hvis ikke mænd vil anerkende kvinders indsats, må kvinderne jo gøre det selv.

2) Landsforræder eller offer for komplot?

Leonora Christina (8. juli 1621 – 16. marts 1698)

Leonora Christina
Illustration af Serife Kart

Er der en kvindeskikkelse i den royale danmarkshistorie, som deler vandene, så er det Leonora Christina. Var hun landsforræder eller offer for et komplot? Hvilken side stod hun på i de skånske krige? Og hedder hun egentlig Christina eller Christine? Faktum er, at vi primært har én kilde til hendes liv, bogen “Jammersminde”, som hun selv har skrevet. Om det er en helt troværdig historisk kilde er nok lidt tvivlsomt. Og hvad hendes navn angår, så bruges begge.

Et nøgleord, når Leonora Christina skal beskrives, er loyalitet. Overfor sin mand snarere end sit land. Hun blev som 15-årig gift med den dobbelt så gamle rigshofmester Corfitz Ulfeldt, og helt til hans død i 1664 holdt de sammen i tykt og tyndt og fik 15 børn, hvoraf dog kun syv overlevede til voksenalderen. Da Ulfeldt blev anklaget for underslæb, landsforræderi og for at konspirere mod kongen, Leonoras halvbror Frederik 3., flygtede parret til Sverige.

Da Leonora Christina næste gang satte sin fod på dansk grund i et forsøg på at udrede fejden med sin halvbror, blev hun arresteret og indsat i fængslet Blåtårn på Københavns Slot. Her kom hun til at sidde i 21 år, ni  måneder og 11 dage! Da hun blev løsladt i 1685, var kun fem af deres børn stadig i live, hendes mand var død, men hun holdt hovedet højt og insisterede på sin fornemme herkomst: Da hun stod i Blåtårns port klar til at tage første skridt ud i friheden, nægtede hun. Hun var prinsesse, og en prinsesse skulle ikke gå tværs over den mudrede og ulækre slotsgård i sine fine sko. Og så måtte man jo tilkalde en karet og samtidig anerkende, at selv ikke næsten 22 års fængsel kunne knække denne stærke kvinde.

Bonusinfo: Under sin indespærring malede Leonora Christina påskeæg og skrev små breve til sine medfanger, for at holde deres humør oppe. I fængslet var alle i samme båd, og hun følte sig forpligtet til at dele ud af sit overskud på tværs af klasseskel.

3) Mere end en kongelig affære

Caroline Mathilde (22. juli 1751 – 10. maj 1775)

Caroline Mathilde
Illustration af Serife Kart

Caroline Mathilde blev kong Christian 7.s dronning og havde desuden kongens livlæge, Struensee, som elsker. Selvom Caroline Mathilde givetvis er mest kendt for det sidste, var hun meget mere end blot én af aktørerne i det kongelige trekantsdrama, som skulle gå over i historien.

Allerede som 16-årig blev Caroline Mathilde kronet til Dronning af Danmark, og næsten med det samme begyndte hun at sætte sit umiskendelige præg på rollen som dronning. Med sin vilje til at nedbryde kønsroller og klasseskel kom hun således hurtigt på kant med sin stokkonservative svigermor. Caroline Mathilde insisterede nemlig på at ride i herresadel, deltage i jagtselskaberne i Dyrehaven og lege med sine børn – noget, man ikke mente, var en dronnings opgave. Det havde man guvernanter til.

Hendes historie i det danske kongehus endte brat natten mellem d. 16. og 17. januar 1772, da hendes affære med Struensee blev opdaget. Hun blev landsforvist til et kloster ved Hannover, hvor hun døde kun 23 år gammel af en voldsom febersygdom.

Hun havde ihærdigt støttet sin elsker i hans forsøg på at indføre flere reformer i samfundet, blandt andet øget trykkefrihed. De reformer gik i stå, da Caroline Mathilde måtte sige farvel til de bonede gulve, og Struensee blev henrettet og lagt på hjul og stejle.

4) Magten på de forkerte hænder: Et skridt frem og to tilbage

Juliane Marie (4. september 1729 – 10. oktober 1796)

Juliane Marie
Illustration af Serife Kart

Juliane Marie er et eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis magten falder i de forkerte hænder. Enkedronning Juliane Marie stod bag tilbagetrækningen af stort set alle de reformer, Struensee og til dels Caroline Mathilde havde indført under den sindssyge Christian 7. Her er titlen “enkedronning” vigtig at lægge mærke til, da det primært var efter sin mands død, at hun blev politisk bevidst og aktiv.

Som de fleste ved hoffet kunne se, var stedsønnen Christian 7. ikke opgaven som Danmarks konge voksen, og det førte til talrige magtkampe internt på slottet om, hvem der skulle have lov til at være den person, der påvirkede den viljesvage konge i en specifik retning. Struensee, Juliane Marie og senere hendes stedbarnebarn Frederik 6. stod alle klar til at påvirke den gale konge. I Juliane Maries tilfælde gik hendes politiske agenda i høj grad ud på at få indsat sin egen søn, som hun havde fået med den afdøde kong Frederik 5., som regent. Arveprins Frederik, som han blev kaldt, skulle føre Danmark videre i en konservativ retning med skarp adskillelse af samfundsklasser og indskrænket frihed til den voksende presse. Man var på det tidspunkt overbevist om, at et informationssamfund var til skade for dem, der havde magten.

Så snart Juliane Marie så sit snit til at komme af med både Struensee og Caroline Mathilde udnyttede hun det. Nu stod enkedronningen med den reelle magt og kunne tilbagetrække alle de fremskridt, Struensee havde arbejdet på at indføre. Det viste sig dog kun at være en stakket frist, for så snart Frederik 6. blev myndig, stod han bag et kup, der fjernede enkedronningen og hendes stab fra magten for bestandig.

5) Den kongelige fostermoder for de små

Caroline Amalie (28. juni 1796 – 9. marts 1881)

Caroline Amalie
Illustration af Serife Kart

Allerede fra første dag Caroline Amalie trådte ind i det danske kongehus ved at gifte sig med Kronprins Christian Frederik, var hun bagud på point. Caroline Amalie var datter af den slesvig-holstenske greve, som havde brudt med Kong Frederik 6. i spørgsmålet om Sønderjyllands tilhørsforhold. Derfor blev hun selv anklaget for at mangle nationale sympatier.

Som dronning formåede Caroline Amalie dog at vinde mange danskeres hjerter ved blandt andet at vie sit liv til udsatte børn og krigsflygtninge efter de slesvigske krige. Hun stiftede Caroline Amalies Asyl på Rigensgade, og ved hendes død i 1881 blev et legat i hendes navn indstiftet til opretholdelse af asylet, som på daværende tidspunkt husede ca. 200 børn – noget som gav hende eftermælet ”Den kongelige fostermoder for de små”.

6) Fra balletdanser til Grevinde

Grevinde Danner (21. april 1815 – 6. marts 1874)

Grevinde Danner
Illustration af Serife Kart

Lensgrevinde Danners rejse fra simpel og ildeset balletdanserinde til Kongen af Danmarks hustru og nærmeste rådgiver er historien om en kvinde, der ikke lod sig binde af samfundets regler og kønsnormer. Kvindekamp, mode og fattighjælp er alle ord, der kan og bør forbindes med denne vigtige kvinde i den danske kongerække.

Født som Louise Christine Rasmussen er Grevinde Danners vej ind i det danske kongehus langt fra ligefor. Hendes profession som balletdanser blev på daværende tidspunkt sidestillet med at være sexarbejder, hun var født udenfor ægteskab, og fik i en ung alder barn med sin elsker Carl Berling. Netop fødslen af denne søn, der kom i pleje,medførte store forandringer senere i hendes liv. Hun opgav sin balletkarriere og åbnede i stedet en modebutik på Strøget i København – hvilket var helt uhørt for en kvinde at gøre i datidens København.

Da hun langsomt blev mere og mere involveret med den senere kong Frederik d. 7., blev hun, grundet sin baggrund og ringe herkomst, mødt med stor modvilje af både borgerskabet og aristokratiet, som mente, at hun var en politisk belastning for Frederik 7. Sandheden var dog, at hun snarere havde en stabiliserende indflydelse på den iltre konge, som allerede havde to forliste ægteskaber bag sig. Da hun kort efter Frederiks kroning i 1848 blev gift til kongens venstre hånd og dermed fik titlen Grevinde, begyndte hun at bruge sin magtposition til at hjælpe dem, hun syntes havde mest brug for det. Hun stod således bag ”Kong Frederik den Syvendes Stiftelse for fattige fruentimmere af arbejderstanden” – en institution, som den dag i dag er bedre kendt som Dannerhuset i København.

Helt frem til sin død arbejdede hun målrettet for at sikre bedre muligheder og leveforhold for forældreløse og dårligt stillede børn. Hun testamenterede sin bolig, Jægerspris Slot, til en fond, der den dag i dag driver et børnehjem i bygningen. Nok steg denne stærke kvinde i graderne fra lille Louise til vigtig Grevinde, men hun glemte aldrig, hvor hun kom fra, og viede sit liv til at hjælpe dem, der ikke kunne hjælpe sig selv.

Læs også:

Historiens litterære hekse