Moderskab, magt og mord

Leïla Slimani leverer med “Vuggesang” en uhyggelig thriller om ulige magtforhold, moderskab og det moderne familieliv. Med sin noir-agtige stemning fastholder romanen læseren i et jerngreb, indtil sidste side er vendt.

Af Isa Marie Romby, marts 2018
Foto: Catherine Hélie

Myriam Massé går stille rundt i den mondæne lejlighed i det eksklusive Paris. Man kan høre børnene lege inde på værelset. Men Myriam er ikke glad. Hun kan faktisk slet ikke holde tilværelsen ud længere. Føler sig låst. Kan næsten ikke ånde. Et tilfældigt gensyn med en gammel studiekammerat minder hende om, at hun længes efter at være andet end hjemmegående husmor. For at kunne få familielivet til at fungere, beslutter hun derfor sammen med sin mand Paul, at de skal ansætte en barnepige, som kan passe børnene, mens forældrene fokuserer på hver deres karriere.

Valget falder på den høflige, tillidsvækkende og pertentlige Louise, som snart bliver en uundværlig del af familiens hverdag. Men Louise viser sig at være langt mere kompleks og utilregnelig, end hun på overfladen giver udtryk for, og langsomt inficeres den lille familie med en underliggende uhygge. Lige så stille rykkes der ved de magtstrukturer, Myriam og Paul forud for ansættelsen af Louise tog for givet.

Flerdimensionelt persongalleri

“Vuggesang” handler om at miste kontrollen. Over sin familie, sit liv, sin fremtid. Det er fortællingen om forældres værste mareridt. Det er fortællingen om at blive fortabt i tilværelsen og om at handle ud fra desperation. “Vuggesang” er fortællingen om magtforhold, som på overfladen virker gennemskuelige, men som rummer langt mere kompleksitet end først antaget.

Louises fortid vises i glimt, og den afmagt og dybe afhængighed af andre mennesker, der altid har været en del af hendes eksistensgrundlag, griber læseren og giver lyst til at læse mere og lære denne mystiske kvinde bedre at kende.

Allerede i første anslag  konfronteres vi med den frygtelige gerning, hvis årsag resten af bogen forsøger at finde forklaringen på. Romanen springer i tid og sted og får derigennem bygget karaktererne op og giver dybde til de komplicerede personligheder, der befolker romanens sider. Louises fortid vises i glimt, og den afmagt og dybe afhængighed af andre mennesker, der altid har været en del af hendes eksistensgrundlag, griber læseren og giver lyst til at læse mere og lære denne mystiske kvinde bedre at kende. Romanens opbygning pirrer behovet for at forstå Louises handlinger, forstå hendes bevæggrunde, forstå hendes tankegang.

Underliggende racisme

Med “Vuggesang” giver Leïla Slimani desuden et indblik i de parisiske barnepigers hverdag, problemstillinger og livsreflektioner. Det er en gruppe af kvinder, som har forskellige baggrunde og historier, men som alle sammen på den ene eller anden måde er i et ulige magtforhold. Enten i forhold til den familie, de arbejder for, eller i forhold til de mennesker, der på forskellig vis forsøger at udnytte deres udsatte position. Mange af kvinderne er papirløse immigranter, som forsøger at skaffe opholdstilladelse, og som sender penge hjem til deres familier, som endnu ikke er kommet til Europa.

Blandt barnepigerne er der et uudtalt sammenhold. De hjælper hinanden, lytter til hinanden, og når de mødes på legepladsen i de parisiske parker, giver de hinanden gode råd og opmærksomhed. Slimani får fremskrevet en realistisk beskrivelse af de forhold, barnepigerne arbejder under, og får samtidig udpenslet den underliggende racisme, der ofte definerer relationerne mellem barnepiger, arbejdsgivere og samfundet. Den kommer blandt andet til udtryk i de refleksioner, Myriam og Paul gør sig forud for valget af barnepige.

Forventningerne til det perfekte moderskab

“Vuggesang” er desuden et indblik i, hvor kompliceret moderskabet kan føles i en tid, hvor kvinder helst skal brillere som mødre og samtidig skal lægge liv og sjæl i deres karriere. Hvor alt helst skal være perfekt på alle parametre: familielivet, karrieren, sociale relationer og parforholdet. Myriam har en underliggende dårlig samvittighed over at være væk fra sine børn, men finder samtidig en stor befrielse ved, at Louise træder til, så hun selv kan arbejde med det, hun virkelig brænder for. Den afhængighed, der langsomt opstår mellem mor og barnepige, er med til at rykke ved det magtforhold, der for Myriam til at starte med virkede så ligetil. For hvem har egentlig mest brug for hvem?

“Vuggesang” er intens og spændende fra start til slut. Den er perfekt til at fylde tiden ud på en regnfuld søndag.

Leïla Slimani, Vuggesang
Rosinante, 2018
Oversat af Anders Juel Michelsen
222 sider