Jessica Jones: Dæmonerne spøger stadig, men intensiteten mangler

På Kvindernes Internationale Kampdag havde anden sæson af Netflix’ hitserie “Jessica Jones” premiere. En oplagt dag at udgive en serie, som omhandler stærke kvindelige karakterer, er skabt af en kvindelig instruktør, og hvor Bechdel-testen med lethed bestås. Men hvor sæson 1 var skarptskåret og tog fat på strukturelle samfundsproblemer, er sæson 2 mere flad og knap så intens.

Af Isa Marie Romby, marts 2018

Første sæson af Marvel-serien “Jessica Jones” var dyster, mørk og havde en intensitet, som gjorde det svært ikke at bingewatche de 13 afsnit. Kristen Rytter gav hovedpersonen Jessica Jones dybde og tog seeren med på en rejse ind i sindets krinkelkroge og hen til de steder, man helst vil undgå. Hendes indre og ydre kamp mod den manipulerende og psykopatiske Kilgrave (David Tennant) var både hjerteskærende og uhyggelig. Forventningerne til anden sæson var derfor tårnhøje, men kunne desværre ikke helt opfyldes.

Fortsat indre kaos hos det velkendte persongalleri

Sæson 2 er bygget op om de samme karakterer, som vi blev præsenteret for i første sæson. Alle kæmper de med fortidens dæmoner i større eller mindre grad og på hver deres måde. Jessica Jones er stadig dybt påvirket af sin traumatiske, kaotiske og slørede fortid. Hun drikker stadig whiskey i uanede mængder direkte fra flasken og forsøger at kontrollere den enorme styrke, hun på mærkværdig vis er kommet i besiddelse af, og som hun ikke altid har lige let ved at styre. Hendes impuls til at skubbe alt og alle fra sig er ikke blevet mindre siden første sæson. Den tidligere narkoman Malcolm Ducasse (Eka Darville) arbejder nu som Jessica Jones’ assistent og engagerer sig passioneret i det sparsomme detektivarbejde hos Alias Investigations for ikke at falde tilbage i gamle uvaner. Barndomsveninden Trish Walker (Rachael Taylor) forsøger at få sin journalistiske karriere til at hæve sig over emner som glutenallergi, modetips og hårstyling, hvilket får hende ud i noget, der minder om en besættelse, for at finde ud af, hvad der egentlig skete med Jessica, dengang hun blev indlagt på hospitalet efter hendes families ulykke.

Selvom Jessica forsøger at holde døren til fortiden lukket, får en tilfældig klient hos Alias Investigation hende alligevel på sporet af noget, hun ikke kan ignorere. Trish presser på, og pludselig er de to kvinder kommet på sporet af genmanipulation, stamcelleforskning og læger med gudekomplekser, som konfronterer Jessica med noget, hun absolut ikke var forberedt på.

Foto: Netflix Media

Mindre samfundskritisk

Ligesom første sæson berører sæson 2 temaer, som er aktuelle lige nu. Magtfulde mænd, som udnytter unge kvinder, der forsøger at gøre karriere. Retssystemets mangelfuldhed, hvor sandheden ikke altid er det mest afgørende for udfaldet af en sag. Og kvinders kamp for at få reel anerkendelse for deres præstationer på arbejdsmarkedet.

Men hvor samfundskritikken i sæson 1 langt hen ad vejen var det bærende element, og hvor Kilgrave blev en menneskeliggjort inkarnation af patriarkatet, virker det i denne sæson, som om de samfundskritiske elementer i langt mindre grad er blevet prioriteret. Serien fremstår derfor mere som en superhelteserie for underholdningen og spændingens skyld end som en samfundskritisk kommentar. Første sæson virkede på en måde mere relevant, idet Kilgraves kontrol over Jessica kan sidestilles med den psykiske kontrol, mange oplever, når de er i toksiske forhold.

I sæson 2 er det overmenneskelige mere i fokus. Jessica italesættes hele tiden som “one of them”, en der er anderledes på grund af sine kræfter. Der er en X-Men-agtig vibe over tonen, og fokusset på action-elementet bliver en smule trættende i længden. Dog gøres der et forsøg på at tage afstand fra “os vs. dem”-terminologien, der i høj grad præger de vestlige samfund i øjeblikket.

Stadig seværdig

Sæson 2 er langt mindre strømlinet og mindre skarp end forgængeren. Flashbackene til Jessicas fortid fungerer dog stadig godt og er med til at tilføje lidt flere lag til den komplicerede hovedperson. Til trods for flere gode og spydige replikker, som vi kender dem fra første sæson, kommer Jessicas monotoni og ensartede fortællerstemme til at virke langtrukken, og serien har svært ved rigtigt at overraske. Det er som om, at serien denne gang vil for meget. Der præsenteres nye karakterer med komplekse livshistorier, hvilket til tider virker mere forstyrrende end berigende. Det er også med til at gøre serien mindre strømlinet, at vi følger Trish, Malcolm og Jessicas advokat Jeri Hogarth (Carrie-Anne Moss) så tæt, og den detaljerigdom vi bliver præsenteret for gør ind imellem serien mere rodet end nødvendigt.

Anden sæson er altså langt fra på niveau med første, men hvis man gerne vil bruge søndagene på en tv-serie, hvor kvinder har noget at skulle have sagt, og hvor dialogerne ikke kredser om mænd, kæresteforhold og kærlighedsdrama, så er den absolut værd at se. Samtidig viser serien på fremragende vis, hvor kompliceret det er at være menneske og indgå i relationer.

 

Læs også:

Jessica Jones erobrer Netflix med feministisk noir-tv

Sort superhelt lægger verden ned