Sort superhelt lægger verden ned

For en stor fan af Marvel-universet er “Black Panther” på mange måder lige det, man har gået og håbet og ikke mindst ventet på. Filmen er grafisk helt fantastisk og udfolder en storslået natur, og den bibeholder humoren, som man kender den fra andre Marvel-film. Samtidig er filmen en kæmpe fuckfinger til et ellers hvidt og racistisk Hollywood.

Af: Christine Vassaux Noe
Februar, 2018

Filmen “Black Panther” falder åbenbart på et tørt sted, da den indtjente ikke mindre end 242 millioner dollar i premiereweekenden. Det betyder, at den er den bedst indtjenende film med en overvægt af sorte skuespillere på rollelisten nogensinde. Derudover bliver legetøj og merchandise revet ned fra hylderne i USA, så noget tyder på, at den sorte superhelt udfylder et tomrum i en kultur, der er domineret af hvide mænd.

Filmen er instrueret af den sorte filminstruktør Ryan Googler, som med “Black Panther” får sat vigtigheden af en større repræsentation i filmbranchen på spidsen. Langt det meste af filmen foregår i det fiktive og højteknologiske afrikanske land, Wakanda, hvor T’Challa (Black Panther) netop er blevet konge efter sin fars død. Landet besidder store mængder af stoffet Vibranium, der for længe siden havnede i området, da en meteor styrtede ned. Metallet har en lang række egenskaber, blandt andet er det det stærkeste, der findes i Marvel-universet. Det bliver brugt til Black Panthers dragt og er årsagen til landets fremstående teknologi.

Humoristisk omvendt magtstruktur

“Black Panther” har på alle måder en forfriskende repræsentation, både hvad angår køn og hudfarve. De eneste hvide personer, der er med i filmen, er to mænd, der begge spiller mindre biroller. Den ene er en skurk, som kun er med i en kort del af filmen, mens den anden er en CIA-agent ved navn Everett Ross.

Wakanda har aldrig været koloniseret og er et eksempel på, hvordan et afrikansk land kunne se ud, hvis det havde været det foruden. Ingen undertrykkelse, intet slaveri, ingen racisme.

Gennem hele filmen kan man mærke, hvordan kolonitiden ligger og lurer lige under overfladen og fra tid til anden komme op for at få luft. Wakanda har aldrig været koloniseret og er et eksempel på, hvordan et afrikansk land kunne se ud, hvis det havde været det foruden. Ingen undertrykkelse, intet slaveri, ingen racisme.

Magtstrukturerne i filmen er blevet byttet rundt og kommer til udtryk på utrolig underholdende vis og altid med et glimt i øjet. CIA-agenten omtaler blandt andet Wakanda som et uland og bliver senere hen selv omtalt både som ‘endnu en hvid mand, vi skal redde’ og som ‘koloniherre’ af Black Panthers lillesøster, Shuri.

Stærke, sorte kvinder

T’Challa aka Black Panther er under hele filmen omgivet af stærke, sorte kvindelige karakterer, der hver især har en historie, et formål og egenskaber, der ikke centrerer sig om hverken ham eller andre mænd.

Vi følger, udover vores hovedrolle Black Panther, en håndfuld kvinder, som har stor betydning for filmens forløb og historie. En fremtrædende karakter er førnævnte unge Shuri, et teknologisk geni, som står for den teknologiske udvikling i landet. Det er samtidig hende, der udvikler Black Panthers dragter og udstyr. På trods af sin unge alder er hun både hårdtarbejdende, en dygtig kriger og utrolig bevidst om forholdet mellem sorte og hvide i USA.

De er ikke afhængige af mænd, og filmen drejer sig heller ikke om, at de skal gøre sig uafhængige af mænd. Det er en del af filmens præmis og univers, at de bare er uafhængige.

Black Panthers store kærlighed, Nakia, bliver også fulgt igennem hele filmen. De er ekskærester, men Black Panther er stadig forelsket i hende. Det er befriende at se en kvinde, som ikke efterstræber en mand og drømmen om  børn og familie. En mand er ikke central for Nakias karakter, da hun kører sit eget show som War Dogs-spion for Wakanda.

Vi får også præsenteret Okoye, som er general for den militante orden af kongens livvagter, Dora Milaje, som kun består af kvinder. Okoye er i virkeligheden en blanding af to Marvel-karakterer. Okoye og Aneka. Aneka er en lesbisk karakter i tegneserien, men Okoye er i filmen præsenteret som heteroseksuel.

Filmen består Bechdel-testen, da de medvirkende kvindelige karakterer har deres eget liv, ambitioner og personligheder. Deres liv og eksistens kredser ikke åbenlyst om de mandlige karakterer som blandt andet søster, spion og livvagt. De er ikke afhængige af mænd, og filmen drejer sig heller ikke om, at de skal gøre sig uafhængige af mænd. Det er en del af filmens præmis og univers, at de bare er uafhængige.

Et vigtigt kulturelt fremskridt

Man må sige, at repræsentationen af sorte karakterer er mere end bare et friskt pust. Det er decideret tiltrængt. Både i filmbranchen helt generelt, men også hvad angår Marvel-universet, som længe har været utrolig heteronormativt, mandsdomineret og hvidt. “Black Panther” udfordrer i den grad den stereotype superheltefilm og Hollywoodfilm generelt for den sags skyld. Man kan ærgre sig en smule over, at der var så kærkommen en chance for også at have en homoseksuel karakter med for første gang i en MCU-film (Marvel Cinematic Univers), som Marvel desværre af en eller anden årsag valgte ikke at gribe?

Der bliver taget små skridt. I MCU-filmene ser vi stadig kun én central sort superhelt, Black Panther, og få andre ikke-hvide karakterer. På samme måde er der kun to centrale kvindelige superhelte, Black Widow og Scarlett Witch. Resten af Marvel-heltene i MCU-filmene består i stor stil af hvide, heteroseksuelle mænd. Black Panther er den første af de tre, der har fået en stand-alone film, selvom der i flere år har været snak om en stand-alone med Black Widow, som mange ellers gerne ser ske.

“Black Panther” er en utrolig flot film, der med sine rumskibe og et ekstremt udviklet og science fiction-inspireret samfund indimellem leder publikums tanker hen på Star Wars. Det er en film, som er let tilgængelig for alle. Også dem, der ikke går specielt meget op i hverken superheltefilm eller de forskellige superhelteuniverser, men den er samtidig fyldt med spændende og komplekse karakterer, som man hurtigt føler sig knyttet til.

Instruktør: Ryan Googler
Premiere: Hollywood, 29 januar, 2018

Læs også:

Jessica Jones erobrer Netflix med feministisk noir-tv