Skovs nye bog går lige i hjertet

Et barn, som kun en mor kan elske, siger man. Men hvad nu, hvis ikke engang ens mor elsker en? Det er netop dette, Leonora Christina Skov undersøger i sin nye selvbiografiske bog, Den, der lever stille. Det er en hudløst ærlig fortælling om barnet, teenageren og den voksne kvinde, der aldrig fik mulighed for at mærke sin mors betingelsesløse kærlighed, og det er en tankevækkende udforskning af, hvordan man som menneske reagerer på dette og i sidste ende overlever det.

Af Tine Friis Kelstrup
2018

Den 11. januar i år udkom Leonora Christina Skovs nyeste bog, Den, der lever stille. I det selvbiografiske værk beskriver Skov sin barndom, sin opvækst og sit voksenliv så åbenhjertigt, at man selv føler sig blottet, når hendes ord vækker genkendelse i ens egen erindring.

En mors kærlighed

Skov vokser op i et parcelhus i Helsinge, og rammerne lægger således i højere grad op til kernefamilie og ligusteridyl end til det dysfunktionelle familieliv, som hun beskriver for sin læser. I Skovs bog beskriver hun sin mor som et meget ulykkeligt menneske. Hun tyranniserer familien med sine tårer og tager Skov som gidsel med sin sorg ved at bebrejde hende for alt fra hendes fødsel til moderens senere kræftsygdom. Det er Skovs skyld, når moderen bryder i gråd, og Skovs opvækst er således snarere præget af skyld og skam end af kærlighed og trygge rammer.

I P1-programmet ’Jeg er nøgen’ siger Skov: ”Jeg havde en klar fornemmelse af, at mine forældre elskede mig, så længe jeg lignede min mor”, og det er tydeligt i bogen, at forældrenes kærlighed er betinget af, at hun lever op til en lang række krav og en vis normativ opførsel.

Skov gør for så vidt sit bedste for at gøre sig fortjent til sine forældres kærlighed, men familiens dysfunktionelle dynamik begrænser hende mere og mere i takt med, at hun indser, at hun ikke er særlig normativ, og at forældrenes krav og betingelser langsomt, men sikkert er ved at kvæle hende. Hun beskriver det således i bogen:

”[J]eg skal langt væk herfra og skabe mig et liv, hvor jeg kan skrive mine bøger og være mig selv, for det skal guderne vide, at jeg ikke kan her (…) I kan skabe jer så tosset, I vil, og det bliver tosset, det er jeg ikke i tvivl om, men nitten år er præcis så længe, som jeg kan holde ud at være Christina Skov fra Helsinge.”

Flugten fra tyranniet

Som 19-årig flytter Skov hjemmefra for at studere på Københavns Universitet, og hun opnår endelig en vis frihed til at lære sig selv at kende og selv vælge den retning, hun som menneske gerne vil udvikle sig i. Da hun springer ud som homoseksuel, afbryder forældrene stort set kontakten til hende og lægger endnu en omgang skyld og skam på hendes skuldre.

Det er meget vanskeligt at aflære det, man er blevet programmeret til som barn, og skylden følger hende langt op i hendes voksenliv. I ’Vi ses hos Clement’ udtaler hun:

”Jeg er opvokset med, at det hele er min skyld og mit ansvar. Og derfor er det meget svært egentlig at se bort fra, når man bliver voksen.”

Selv som voksen forbliver Skov den lille skamfulde pige, der desperat prøver at gøre sig fortjent til sin mors kærlighed, men som igen og igen fejler. Længe efter, da hendes mor er syg af kræft, tager Skov kontakten med sine forældre op igen, men på det tidspunkt har hun udviklet sig så meget, og de så lidt, at de lige så godt kunne have stået og råbt til hinanden fra hver sin planet. I bogen skriver hun:

”Mine forældre havde ikke fulgt med i mit liv, siden jeg boede hjemme, så det måtte være mærkeligt for dem at høre om det i dag. Eller også var de ligeglade. De sidste seksten år var en Marianergrav imellem os.”

Foto: Sofie Amalie Klougart

Skov blotter sjælen

Skov har i mange år skrevet bøger om mødre, der ikke elsker deres børn, og sårede piger, der flytter et nyt sted hen for at genopfinde og realisere sig selv. I Den, som lever stille fortæller Skov samme historie, men denne gang om sig selv, og det virker næsten, som om hendes øvrige forfatterskab har været sporet af krummer frem til hendes egen fortælling.

Det er en meget personlig beretning om et uhyre dysfunktionelt familieliv. Ved at beskrive de boliger og værelser, Skov har boet i i løbet af sit liv, og ved at beskrive selve tilblivelsen af bogen og skriveprocessen, føler man sig som læser draget næsten fysisk ind i hendes liv.

Hun beskriver møblementet de steder, hvor hun boede som helt ung, og det værelse, hun sidder og skriver bogen i, så man som læser fornemmer, at man træder ind i hendes omgivelser og får del i hendes følelsesmæssige udvikling og proces og hendes menneskelige univers. Man sidder nærmest på skrivebordkanten og kigger hende over skulderen, mens hun beskriver sine forældres omsorgssvigt. I bogen skriver hun blandt andet om den angst, hun gennemgår og skal overvinde, når hun i skriveprocessen skal stå ansigt til ansigt med sin opvækst:

“Musikken virkede beroligende på mig. Det samme gjorde alle bøgerne, der dækkede væggene omkring mit vindue, og trafikanterne, der bevægede sig lydløst afsted langt under mig. Men hver morgen når jeg lukkede min dør og fyldte rummet med musik, måtte jeg stadig skære mig vej gennem angsten, der var hvid og truede med at blænde mig.”

På den måde føler man som læser, at man er en del af begivenhedernes gang, og man får indtrykket af at være helt tæt på et menneske, der har overlevet at få knust sit hjerte af lige præcis de mennesker, der burde have passet allerbedst på hende.

Moderens død

Skovs mor dør i 2015, men hun føler sig ikke tættere på at have fået en forklaring på moderens opførsel og manglende kærlighed. ”Jeg føler mig ikke spor friere, end jeg gjorde før”, skriver hun i bogen. Der er stadig meget, der må stå hen i det uvisse, og spørgsmålene om, hvorfor moderen gjorde, som hun gjorde, står lige så ubesvarede hen som før hendes død.

Én oplysning fører dog til en del lindring og lettelse. Efter moderens død finder Skov ud af, at moderen har haft det dårligt, før hun blev født, og hendes mors elendighed derfor umuligt kan have været hendes skyld. Efter et helt liv med bebrejdelser og skyld må det trods have føltes som at få løftet et åg fra sine skuldre.

Den, der lever stille, lever godt

Skovs mor var fuld af talemåder, og en af dem var ’den, der lever stille, lever godt’. Det har bestemt ikke været en af de talemåder, Skov har taget med sig fra sit barndomshjem. Hun har trods sin opvækst formået at sprænge de rammer og begrænsninger, som prægede hendes forældres tyranni, og hendes farvestrålende stil virker som den fysiske manifestation af den frihed, hun har måttet kæmpe så hårdt for. I Den, der lever stille bruger hun endda i vidt omfang farver til at beskrive sine følelser, sådan som man blandt andet kan se i det ovenstående citat om hendes angst.

Nu har hun så valgt at udgive en bog, hvori moderens manglende eller betingede kærlighed er omdrejningspunktet, og i ’Vi ses hos Clement’ fortæller Skov om sin mor:

”Jeg prøvede at forlænge hendes liv, fordi jeg håbede, at hun så ville elske mig. Det gjorde hun egentlig ikke. I hvert fald ikke noget, jeg opdagede. Så det var et meget langt tilbagefald, vil jeg kalde det, at prøve at få sin mors kærlighed.”

Med sit som altid korrekte og alsidige sprog og sin inddragelse af læseren formår Leonora Christina Skov at fortælle en historie om sin opvækst, som ikke kan undgå at gøre indtryk. Vi har alle oplevet at blive afvist og mødt kærlighedsnærige mennesker, og derfor vil bogen vække genklang hos de fleste af os. Og som man kan se, når man løfter blikket fra bogens sidste side og betragter virkelighedens Leonora Christina Skov, så har også denne bog en lykkelig slutning.

Omslagsfgrafiker: Simon Lilholt

Leonora Christina Skov, Den, der lever stille
Politikens forlag, 2018
Sideantal: 384