Harry Potter-helten, der blev feministisk frontfigur

De fleste af os kender nok Emma Watson for hendes rolle som Hermione Granger i Harry Potter-filmene. Men i de seneste år er hun også blevet kendt som aktivist, feminist og kvindesagsforkæmper, efter at hun i 2014 blev UN Women Goodwill ambassador og frontfigur i projektet HeForShe.

Af Christine Vassaux Noe
Illustration af Christine Reinwald 
Januar 2018

Emma Charlotte Duerre Watson har britiske forældre, men blev født i 1990 i Paris, Frankrig. Efter forældrenes skilsmisse flyttede hun som femårig med sin mor til Oxfordshire i England og brugte weekenderne hos sin far i London. Allerede som helt ung brændte Watson for at blive skuespiller og fik også sin første professionelle filmrolle som den intelligente, flittige og modige elev, Hermione Granger, i Harry Potter-filmene, som hun spillede med i fra 2001-2011.

Skuespiller, model og feminist

Watson var ikke kun en dygtig elev i rollen som Hermione Granger. I skolen i den virkelige verden gik hun meget op i at klare sig godt og fik også topkarakterer, som senere fik hende ind på Brown University i Providence, Rhode Island. I 2014 dimitterede hun fra Brown med en bachelor i engelsk litteratur, som hun endte med at bruge et ekstra år på, fordi hun ud over studierne også spillede skuespil og var med i film og teater.

En af de nyere og større roller, er Belle i filmatiseringen af tegnefilmsklassikeren ‘Skønheden og Udyret’. Selv om hun spiller en Disney-prinsesse, har Watson igennem hele filmprocessen insisteret på at blive portrætteret som et mere selvstændigt individ, frem for udelukkende at blive fremstillet i forlængelse af og i relation til mænd. Det har hun blandt andet gjort ved at gøre Belle til en karakter, der elsker at ride, og hun har nægtet at bruge korset i sit kostume, da hun følte, at det begrænsede hendes muligheder for at agere og bevæge sig frit.

Udover sin skuespillerkarriere bruger Watson også meget tid på mode. Allerede i 2005 havde hun sit første fotoshoot med Teen Vogue, og senere har hun arbejdet med blandt andet Burberry og Lancôme. Watson er stor fortaler for bæredygtig mode, og i 2009 begyndte hun at arbejde som kreativ rådgiver for fairtrade modemærket People Tree,  for at sætte fokus på, at tøjindustrien trænger til en reformation og et skridt i en mere miljø- og dyrevenlig retning.

Watson bliver ofte rost for både sine filmroller og sit politiske arbejde, men i foråret 2017 blev hun mødt med kritik, da hun lavede et fotoshoot for Vanity Fair og poserede i en gennemsigtig top, hvor det meste af hendes bryster var synlige. Hun blev blandt andet kaldt en hykler for at lave den type fotoshoots, da hun et par år tidligere i et interview havde givet udtryk for, at Beyonce måske var for seksualiseret i sine musikvideoer og at det kunne være et problem. Hun blev også kritiseret for at kalde sig selv for feminist, når hun kunne finde på, at posere med synlige bryster. Dog svarede Watson igen på kritikken: “Feminisme handler om at give kvinder muligheder. Det handler om frihed og ligestilling. Jeg ved virkelig ikke hvad mine bryster har med det at gøre.”

HeForShe

I 2014 var Watson med til at lancere kampagnen HeForShe, som blev  igangsat af UN Women for at komme uligheden mellem mænd og kvinder til livs. Kampagnens formål er at få drenge og mænd til at gå ind i den feministiske kamp og kæmpe for ligestilling mellem kønnene. Den tager udgangspunkt i, at den ulighed, vi ser nu, rammer alle, og at lighed derfor vil komme alle til gode. Det er den største kampagne i UN Women’s historie.

Watson skød kampagnen i gang med sin tale til et særligt event i FNs hovedkvarter. I sin nu meget kendte tale beskriver Watson sin egen tilknytning til feminisme, og hvorfor ligestilling mellem kønnene er så vigtigt. Hun beskriver i sin tale, hvordan hun allerede som ung begyndte at lægge mærke til diskrimination på baggrund af sit køn: “Jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved kønsbaserede antagelser, da jeg som otteårig blev forvirret over at blive kaldt ‘bossy’, fordi jeg gerne ville lede det skuespil, vi lavede til vores forældre – men drengene blev ikke kaldt noget.” HeForShe-kampagnen kører stadig, og Watson er fortsat kampagnens ansigt udadtil. Hun deltager i interviews og promoverer HeForShe-projektet.

På forskellig vis forsøger Watson at skabe opmærksomhed om feminisme. I 2016 startede hun en online feministisk bogklub ved navn ‘Our Shared Shelf’, hvor hun hver måned læser en ny bog, som skal skabe en god og lærerig diskussion sammen med alle, der også læser bogen.

Se eller gense Emma Watsons tale https://www.youtube.com/watch?v=p-iFl4qhBsE