Måne & Æg

UDBRUD! bringer her et uddrag fra Shekufe Tadayoni Heibergs digtsamling “Æg”, som udkom tidligere i år.

“Måne og æg – Drama i 1 akt”

Af Shekufe Tadayoni Heiberg

MÅNE: Jeg ville ønske jeg var mere, meget mere… strong. På en yndefuld måde. Og med en lysende fremtid foran mig. Det tænker jeg meget på.

ÆG: Æhm…?

MÅNE: Jeg ville ønske jeg var mere velformet. Slang foroven, tung forneden, simply yndefuld. Ligesom dig. Ikke sådan rund hele vejen op og ned, dækket af kratere og støv, jeg ligner jo en katastrofe.

ÆG: Jeg troede du hvilede ret godt i dig selv.

MÅNE: Ked af at måtte skuffe dig.

ÆG: (tænker) Vidste du egentlig at menneskene hernede på jorden laver store, forkromede apparater af spejl og stål, med det ene formål at kunne se nærmere på DIG?

MÅNE: Jeg ved det! Jeg vender og vrider mig for at komme ud af deres synsfelt. Jeg prøver at undslippe deres blikke, jeg gør mig så tynd som det rene ingenting, jeg skjuler mig bag atmosfæren og skyerne, men lige meget hjælper det. De finder mig altid.

ÆG: Men hvorfor vil du ikke ses? Sagde du ikke at du vil beundres?

MÅNE: (himlende) Det er MÅDEN de kigger på. Kigger og peger, tager brillerne af og på. Altid skeptiske, altid med sultne blikke. Enten så nærstuderer de et af mine kratere, og jeg kan ved Gud ikke lide når nogen kigger sådan på mine kratere. Eller også leder de for hundredeogsyttende gang efter vand. Jeg HAR jo ikke noget vand vel, og de ved det, og alligevel leder de igen og igen på nye måder. Og mig? Jeg skal bare lægge krop til, først til deres håb og så til deres skuffelse. Jeg føler nærmest at jeg må trøste dem, selvom det er mig der bliver forulempet. (nu grådkvalt) Det er svært at hvile i sig selv når man hele tiden får påpeget sine… mangler… forstår du?

ÆG: Det anede jeg virkelig ikke…

MÅNE: (snøfter) Nej, det gjorde du vel ikke.

(pause)

ÆG: Men… Ser ALLE sådan på dig?

MÅNE: Nej… (snøfter igen) ikke alle. Altså solen og den andre planeter ænser mig nærmest ikke, de har så travlt med deres egne baner, altså jeg bebrejder dem heller ikke, det er klart, jeg er jo bare en måne, og ikke engang deres. Kun når kometer flyver forbi, ser de på mig, fnyser på mine kratere, de tror jeg er sådan en der svæver i vejen med vilje som om jeg gider ligne et dørslag.

ÆG: Men hvad med på jorden, er der ingen andre end astronauterne der beundrer dig?

MÅNE: Jo, det er der, hunnerne jo…

ÆG: Hunner… Du mener kvinderne?

MÅNE: Jeg mener alle hundyrene, hunmennesker, hunhjorte, hunskildpadder, hunhvaler, alle dem der er, eller kan blive, mødre. De ser anderledes på mig. Som om jeg er ok. Når de kigger, slapper jeg af.

ÆG: Og havet, hvad egentlig med havet?

MÅNE: Uf nej, nævn ikke havet. Det er så desperat at det gør mig bleg og dårlig. Strækker sig evig og altid imod mig, har ingen pli.

ÆG: Men havet kan jo netop li dig som du er. Havet ELSKER dig, tro mig!

MÅNE: (bryder ind) Havet kan ikke li MIG, det giver da ikke en fløjtende fuck, det er bare ude efter min størrelse. Nej, havet, det har du overvurderet. Jeg ved godt hvad du synes, at det er åh så sjælfuldt og deep. Men jeg ved også, at om jeg så var lavet af ost eller is eller freakin’ aske, så ville havets opførsel være den samme. Det ser bare noget stort, og så farer det ellers frem, til stor forstyrrelse for alle de stakkels dyr der bor deri og skal trækkes med rundt. Nej tak, den slags kærlighed vil jeg hellere være foruden!

(pause)

MÅNE: (fortsætter) Men med hundyrene er det virkelig noget andet.

ÆG: Ja?

MÅNE: Det er også derfor jeg godt gad være dig. Fierce’n’soft, kompleks og omstillingsparat, i stand til at se tingene fra flere vinkler, kort sagt feminin. Ikke som mig, stor og rund, altid i gang med det samme og det samme. (sukker og fortsætter endnu mere teatralsk) Oplyst af en anden stjernes stråleglans, så fucking ensidig, men dig… åh når jeg tænker på det, at kunne vugge i mødres trygge skød indtil man bliver forløst, du er vist heldigere end du ved.

ÆG: (nyt alvorsfuldt toneleje) Ok. Du presser mig. Jeg vil fortælle dig noget jeg ellers ikke er meget for at tale om. Jeg har også ting som jeg kæmper med, også selvom jeg ikke er så dramatisk omkring det som dig.

MÅNE: Dramatisk? Ha! Hvad ved du, du har det da som blommen i et æg. OG hviden ja og skallen. Hæ.

ÆG: (dirrende) Ved du hvad, det skal jeg sige dig nu. (dyb indånding) Ingen vil have mig som jeg er. Vel. Ingen. De snakker meget, æg mig her og æg mig der, men de ser mig jo som et hylster. En tom bolig, minibaren fyldt op, men intet andet. Først når de befrugter mig, bliver jeg interessant. Og da er starten allerede slut, og jeg er ikke længere mig.

MÅNE: Undskyld, den skal jeg lige have en gang til…

ÆG: Kan du da ikke se det, alle hunmenneskene skyller mig ud i toilettet på månedlig basis mens de æder hønernes æg i alle mulige groteske anretninger.

MÅNE: Men du er jo kimen til alt liv!

ÆG: (råber nærmest) Nej, det er jo lige det! Den lille, gnomagtige sædcelle er kimen, jeg er bare en container, det er hvad jeg er, et akvarium under afvikling.

MÅNE: (eftertænksomt) Tja, i det mindste får jeg lov til at være mig selv altid…

ÆG: Ja, thanks for the reminder, asshole…

MÅNE: Undskyld…

(stille)

ÆG: Nå men jeg må vel hellere vende tilbage til mit spændende liv, der er nok nogen der vil inficere mig med sperm eller slå min fostermadpakke ud i en gryde med strimer af brændende svinehund. So long.

MÅNE: Åh jamen… Vi ses, Æg. Pas godt på dig selv.

Læs også:

Nyt pust til moderskabslitteraturen