Kompromisløs på alle arenaer

Der har lige været repremiere på den populære teateropsætning Tove! Tove! Tove!, som kunstnerkollektivet Sort Samvittighed står bag. En hel del af hendes værker er i løbet af de sidste par år blevet genudgivet. Hun er genopstået på Instagram,  er endelig blevet en del af litteraturkanon og har fået det man vist roligt kan kalde et litterært comeback. Den 14. december i år ville Tove Ditlevesen have været fyldt 100 år, hvilket er blevet hyldet og fejret på flere forskellige måder – også her på redaktionen. Tove-feberen raser stadig derudaf. Hermed endnu et skriv og portræt af vores allesammens Tove Ditlevsen, under titlen og portrætserien #Fredagsfeministen.

Af Carla Gianetti
Illustration af Christine Reinwald

December 2017

Tove Ditlevsens kaldte aldrig sig selv for feminist, tværtimod stod hun udenfor rødstrømpebevægelsen. Det giver alligevel god mening at skrive et portræt om hende og hendes forfatterskab med en feministisk vinkling. Tove Ditlevsen anses nemlig i dag for at være et feministisk ikon og forbillede, fordi hun gennem sit forfatterskab, netop turde blotte sine følelser af utilstrækkelighed i forhold til de mange krav og forventinger, der blev stillet til hende som kvinde. Ved at bruge patriarkatets selvsamme strategier, viste Ditlevsen, at hun havde gennemskuet datidens uhensigtsmæssige og kvindeundertrykkende strukturer og som den dag i dag, igen/stadig hersker i vores samfund og gør hendes forfatterskab yderst aktuelt.

Skriftens frirum

Tove Irma Margit Ditlevsen er hendes fulde navn, hun bliver født 14. december 1917 i København og vokser op i Hedebygade i det socialt belastede og fattige brokvarter Vesterbro. Det er en opvækst præget af fattigdom, en fraværende far og en kold og dominerende mor. En opvækst med et konventionelt og traditionsbundet syn på kønnenes muligheder. Barndommen er barsk og der er ikke andre ambitioner for Tove Ditlevsen end at få hende giftet væk.

Ord og skrift gennemstrømmer dog alligevel Ditlevsens liv, og allerede fra hun er blot 12 år, begynder hun at skrive og digte. Skriften og ordene bliver Ditlevsens frirum. Ord, der overvinder alle forhindringer igen og igen i Ditlevsens liv og som er hævet over alt andet. Skriften bliver hendes tilflugtssted. En skrift hvori hun tager udgangspunkt i barndommens manglende omsorg, angst og usikkerhed. En skrift, der konstant bevæger sig mellem det selvbiografiske og det fiktive, hvori hun blotter sig selv og sin ensomhed, der rummer nøjagtige samme rytmiske og dulmende melankolske stemning, som hun selv oplevede hele sin barndom.

I 1939 debuterer Ditlevsen med digtsamlingen Pigesind. En digtsamling, der netop tager udgangspunkt i en ung piges sind, hvis liv er præget af en dybtliggende og invaliderende angst.

 ANGST (uddrag fra Pigesind)
(…) Er der mon verdenshave af angst,

hvor hver eneste lille dråbe
er bestemt til at dryppe sin gift i mit sind,
til det glemmer at elske og håbe?
Er der da oceaner af angst,
hvor hver eneste lille bølge
er bestemt til at skylle hen over mig
med gråd og gru i sit følge?

Måske blev der givet mig evner og kræfter
til mere end jeg kan bære,
så rodløs, så angst og fortvivlet som jeg,
kan kun de dødsdømte være.
Kunne jeg ønske i denne stund,
jeg ønsked mig fri for den gave,
for skal det koste mit liv og forstand,
vil jeg ikke være dens slave. (…)

Allerede to år efter bliver den lyriske debut fulgt op af romanen Man gjorde et barn fortræd, som igen skildrer en ung kvindes krise og er en psykologisk skildring, hvori Tove Ditlevsen tager afsæt i den voksnes angst, som stammer fra traumatiske oplevelser i barndommen. Bogen tager fat i de psykiske og indre eksistentielle spørgsmål, men samtidig også de klasseskel, der hersker i samfundet på daværende tidspunkt.

I 1943 udgiver hun, Barndommens gade (1943), hvor hun gennem den unge pige Esthers tanker og følelser blottelægger sin opvækst i arbejdermiljøet på Vesterbro. Bogen er desuden i 1986 blevet filmatiserede med Sofie Gråbøl i hovedrollen. Samme år som filmatiseringen bliver Tove Ditlevsens kendte digt af samme navn omskrevet og sat musik til af Anne Linnet.

I 1945 bliver Ditlevsen skilt fra sin anden mand og samme år gift med lægen Carl Ryberg. Han giver hende dulmende sprøjter mod den angst, der boede inde i hende. I romanen Gift (1971), som hun udgiver mange år efter ægteskabet, beskriver Ditlevsen, hvordan det med hans medvirken er med til, at Ditlevsens udvikler et gedigent stofmisbrug –  et misbrug som hun slås med resten af sit liv. 

Men Ditlevsen bliver, trods misbrug og angst, ved med at være en aktiv digter. Skriften og poesien bliver ved med at fylde hendes liv, som hun fortsat bruger som et tilflugtsted. 

I 1947 udgiver hun digtsamlingen Blinkende Lygter som sælger over 10.00 eksemplarer, men får de dårligte anmeldelser hidtil. Modernismen er i denne periode blevet den herskende litterære retning, og Ditlevsens traditionsbundne form bliver opfattet som gammeldags i de fine litterære kredse, hvor det modernistiske formeksperiment altså er blevet et nyt ideal. Paradoksalt nok er temaerne hos Ditlevsen yderst modernistiske, hvor splittelse og eksistentiel angst bliver ved at gå igen. Hvad man overså var, at brugen af den højstemte og faste form og rytme var en slags magtdemonstration. Det var en form, der netop illustrerede en litteraturtilgang, der ikke gav plads og frihed til den blottelse Ditlevsen udfoldede i sin skrift. En skrift, der atypisk turde kontekstualisere litteraturen til hverdagens kampe og beskrev dilemmaerne i Efterkrigstidens moderne kvindeliv.

I 1949 bliver Ditlevsen indlagt døden nær på psykiatrisk afdeling, som hun efterfølgende besøger flere gange. Under sine indlæggelser får hun skabt sig et rum, hvori hun igen søger lindring gennem skriften og får skrevet en hel del materiale under sine hospitalsbesøg.

I 1951 indgår Tove Ditlevsen sit fjerde og sidste ægteskab med embedsmanden og senere chefredaktør på Ekstra Bladet Victor Andreasen. Ægteskabet er stormfuldt og yderst destruktivt.

I digtsamlingen Kvindesind (1955) udgør digtene et forløb og spænd mellem forelskelse, kærlighed, ægteskab og rummer forskellen mellem barnets umiddelbare væren og håb og den voksnes sorgfyldte erkendelse af tidens forventninger og forgængelighed. Det bliver kampen mellem de uindfriede drømme og længsler og retten og friheden til at være sig selv. Der bor en ung pige, ser en kvinde sig fanget i en dagligdag, som netop ikke kan leve op til de drømme om lykken hun havde som ung.

Der bor en ung pige (uddrag fra Kvindesind)

(…) din drøm var skrøbelig barn og dømt til at dø
din renhed blev mindre ren af de ting du lærte
mod stenbroen faldt dine fine og frugtbare frø
en aften da virkeligheden brød ind i dit hjerte

du havde en pigelig drøm om et barn og en mand
og du fik hvad du pegede på men var stadig alene
så blev du tilbage i barndommens undrende land
mens jeg går omkring og er til i en verden af stene (…)

Ditlevsens misbrug tager til igen og hun døjer med angsten og depressioner, hvilket resulterer i en række mislykkede selvmordsforsøg, med flere psykiatriske indlæggelser til følge.

Den stormfulde periode og det destruktive ægteskab med Victor Andreasen op gennem 60erne og 70erne, bliver hudløst ærligt beskrevet i Ditlevsens sidste og mest dystre roman Vilhelms værelse (1975). En roman som også har været afsættet for den anmelderoste teaterforestilling, Toves Værelse fra 2016 med Paprika Steen og Lars Brygmann i hovedrollerne.

Victor Andreasen forlader hende i 1973, og Ditlevsens indre dæmoner og mørke får sit endelige tag i pigen fra Vesterbro.

Den 7. marts 1976 tager Tove Ditlevsen sit eget liv.

Hun beskriver i et brev til datteren, hvordan begravelsen skal foregå. Det skal ikke være i stilhed: ”Jeg er døbt i Kristkirken, og fra den vil jeg gerne begraves,” skriver hun, og det skal ske i fuld offentlighed fordi, ”mange mennesker vil ønske at vise mig den sidste ære, og det skal de have lov til.” Tusindevis af folk møder op til hendes begravelse. De står overalt i kirken og ned langs hele Istedgade og da kirkedøren bliver slået op og Tove Ditlevsens kiste båret ud, nejer de mange kvinder for den kvinde, som havde givet dem stemme.

Hos Tove Ditlevsens fornemmer man tydeligt den selvdestruktivitet, der boede i hende – og på den måde skrev hun altid fra et ekstremt sårbart sted med afsæt i et levet liv, der kredsede om barndom, pigesind og kvindeliv. Forfatterskabet rummer på den måde en vis form for kronologi – eller nærmere en tredeling – nemlig barn, ung og voksen, hvor ordene og poesien altid bliver hendes frirum. Skriften levede altid i Tove. Desværre nåede vi aldrig at opleve alderdommen, men, Tove lever altid i skriften.

Ditlevsens forskellige roller og masker

Tove Ditlevsen skrev alt fra digte, essays, noveller, romaner til journalistik. Hertil kom, at hun i mange år redigerede en læserbrevkasse i Danmarks største ugeblad. Tove Ditlevsen var på den måde både elsket og hadet og hun kæmpede til det sidste med sin psyke, ensomhed og de mange masker. Masker som hun bevidst iførte sig, men som hun lige så hurtig flåede af igen. Ditlevsen var fuldt ud bevidst om den måde, hun brugte sine forskellige roller på, både dem som blev pålagt hende i medierne, men også, og måske især dem, der blev skildret gennem hendes litteratur. En litteratur, der som nævnt, altid trak tråde tilbage til hendes egen barndom og levede liv. Hun brugte altid sig selv i sin skrift – ligemeget hvad hun skrev.  Og det er måske derfor ikke underligt, at hun i dag er blevet kaldt for autofiktionens mester. Hun mestrede selvfremstillingen og den autentiske blottelse på en måde, som vi i dag i modstanden mod Fake News og plastificerede virkeligheder på de sociale medier, hungrer efter.

Hun lagde stemme til hverdagslivets kampe og med et enkelt sprog, er hendes skrift altid befriende nem at læse og foregår i en genkendelig hverdagsverden. Tove Ditlevsen er sparsom med sine ord, men hun rammer altid præcist. Stemningerne er hjerteskærende sensitive og hun formåede om nogen at ramme en sitrende melankolsk autencitet, der med blottelsen vender det hele på vrangen, skildret med en folkelig, kollektiv og samfundskritisk stemme.

Med simple virkemidler formår hun med en skarp psykologisk indsigt at skildre det hele menneske. Ditlevsen har sprog for alt det, der i hendes samtid var for skamfuldt at sætte ord på:  angsten, det imperfekte, de uindfriede drømme og længsler, de uhensigtmæssige mange krav til kvinden og ikke mindst – ensomheden.

Tove Ditlevsen var kompromisløs på alle arenaer og blandede og byttede rollerne rundt, så de vævede sig ud og ind i hinanden. Hun skrev om en ulykkelig barndom, om at være misbruger, indlagt på psykiatrisk afdeling og om hverdagens ægteskabelige problemer.

Samtidig kæmpede hun til det sidste for at blive en anerkendt forfatter, og stillede op i forklæde og rørte i gryden, som enhver anden husmor, til diverse reportager. Hendes offentlige og private rolle overskyggede ofte hendes litterære.

Selvportræt 1 (De voksne)

Jeg kan ikke
Lave mad
gå med hat
hygge om folk
bære smykker
ordne blomster
holde aftaler
takke for gaver
gi rigtige drikkepenge
holde på en mand
vise interesse
ved forældremøder.

Jeg kan ikke holde op med
at ryge
at drikke
at spise chokolade
at stjæle paraplyer
at sove over mig
at glemme at huske fødselsdage
og rense negle
at snakke folk efter munden
og røbe hemligheder
og elske underlige steder
og psykopater.

Jeg kan
være alene
vaske op
læse bøger
forme sætninger
lytte
og – være lykkelig uden skyldfølelse

Hun var en dobbeltskikkelse og det er disse sprækker, der konstant skinner igennem i hendes forfatterskab, hendes selvportrætter og liv, hvilket giver Tove Ditlevsen den ekstra dimension som datiden ikke formåede at værdsatte, men som vi i dag kan genlæse med blik for nogle samfundsstrukturelle tematikker, som igen er blevet aktuelle.

#Tovefeberen

Tovefeberen har som nævnt raset et stykke tid. Især forfatteren Olga Ravn er blevet en slags bannerfører i forsøg på at trække Tove Ditlevsen med ind i en ny tid. I  2012 udgav Ravn sin anmelderoste debut digtsamling Jeg æder mig selv som lyng med undertitlen Pigesind, som også er titlen på Tove Ditlevsens første digtsamling. Denne intertekstuelle reference er på en og samme tid en hyldest til og en videreførelse af temaerne i Tove Ditlevsens forfatterskab. Referencen tilføjer nogle helt nye facetter af et pigesind. 

I 2014 udgav Gyldendal, med Olga Ravn som redaktør, nogle af Tove Ditlevsens glemte tekster i bogen Jeg ville være enke og jeg ville være digter. Med illustrationer og fotos udarbejdet af kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, viser denne udgivelse nogle sider af Tove Ditlevsens offentlige rolle, som sættes i forbindelse med hendes litterære virke som ikke har været vist før.

Olga Ravn formår at bære Tove Ditlevsens tekster med ind i en tid, og viser igen som redaktør i den nyudgivne digtsamling Der bor en ung pige i mig, der ikke vil dø, nogle helt nye sider af Tove Ditlevsens forfatterskab. Nogle sider, der tydligere end før skildrer de kampe Tove Ditlevsen kæmpede. Kampe, der gennem en litteratur, beskriver især kvinder og børns hverdag og vilkår. Men også en fuldstændig kompromisløs blottelse af en dybtliggende og smertelig ensomhed. En ensomhed skabt i et samfund, hvor det var umuligt som kvindelig kunstner at blive anerkendt på samme måde som sine mandlige kollegaer.

Olga Ravn har i den grad været med til at bære Tove Ditlevsens tekster med ind i en tid, der måske nu mere end nogensinde før er parat til at værdsætte denne blottelse og anderkende hendes litterære virke på linje med andre store feministiske tænkere og forfattere.

Læs også:

Tove, Tove, Olga

 

Kilder: Forfatterweb.dk, Danmarkshistorien.dk, Kvinfo.dk, kb.dk