Tove, Tove, Olga

Olga Ravn gør det igen! Denne gang har hun med et modigt udvalg af digte tegnet et portræt, der viser de facetter af Ditlevsen, der med et dobbeltblik gør hende til den komplekse og samtidig folkekære digter, vi alle har en holdning og et forhold til. I dag genudgives en række digte i samlingen Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø, udvalgt af Olga Ravn i forbindelse med Tove Ditlevsen 100 års fødselsdag.

Af Carla Gianetti
December 2017

“Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø,

hun er ikke længere mig, og jeg ikke hende,

men hun stirrer på mig fra spejlet, i øjnenes sø,

som søger hun noget, hun ikke mere kan finde.”

Sådan starter digtet ‘Der bor en ung pige’, hvor første vers i strofen netop er titlen på den samling af digte, som Olga Ravn nøje har udvalgt. Digtet læste jeg selv som meget ung, og som barn af stenbroen ramte det mig dybt. Der var noget genkendeligt og sørgmodigt over ordene. Ord, der skyllede over min barnekrop, men som jeg endnu kun intuitivt forstod. Da jeg genlæste digtet som 24-årig og var på vej ud af et yderst destruktivt forhold med et barn under armen, blev det pludselig meget klart. Det var mig, der boede inde i det digt. Når jeg genlæser ordene her over 10 år efter, bor jeg der stadig. Og skriften rammer de mange aldre, jeg bærer i mig. Det er stadig mig, der bor i alle de ord.

Men jeg er nok ikke den eneste, der har det sådan. Sikkert er det, at de fleste har en holdning til Tove Ditlevsen. De fleste har et forhold til hendes ord. Hendes skrift. Hendes poesi. Måske endda et forhold til hendes turbulente liv. På godt og på ondt. Enten fra da de læste hende i folkeskolen eller læste om hende i medierne, hørte Anne Linnets fortolkninger på LP eller så filmen ‘Barndommens gade’ med Sofie Gråbøl i hovedrollen. Mange andre har måske følt samme slags samhørighed med Ditlevsens ord som jeg og har måske på samme vis en lille personlig anekdote.

De sidste par dage har man netop op til fejringen af Tove D.s store 100 års fødselsdag og anerkendelsen af hendes forfatterskab kunnet læse flere af disse personlige fortællinger. I efterskriftet til de udvalgte digte, som jeg sidder med, beskriver Olga Ravn, hvordan hun også som 12-årig læste Tove Ditlevsen i sin morfars gæsteseng på hans kontor, mens alle andre sov, og hvordan hun også intuitivt forstod.

Arbejderdigteren i det litterære korset

Det kan alligevel ikke have været helt nemt for Olga Ravn at udvælge, tilvælge og fravælge Ditlevsens digte. Så mange forventninger. Så mange øjne, der læser med. Så mange aldre, holdninger, aversioner, idealiseringer, følelser og personlige historier.

For selvom Tove Ditlevsen var og er elsket og læst af mange, har det ikke altid været anset at læse Ditlevsens litteratur. Hendes skrift var for sentimental, sagde man. Heller ikke hendes formsprog faldt i god jord: Midt i modernismens storhedstid var Ditlevsens brug af faste versefødder, rim og remser ikke velanset indenfor de litterære kredse, men blev afskrevet som gammeldags. Ravn skriver i efterskriftet i samlingen, hvordan modernismens mand, Rifbjerg, beskriver Ditlevsens formskrift som et korset, hun selv ifører sig.

“Og man kan spørge sig selv, om de erfaringer, som Ditlevsen skriver om, har noget med frihed at gøre? Har mange digte ikke netop med ufrihed at gøre?”

Ravn forklarer videre, hvordan Tove Ditlevsen ikke på samme måde havde et frit valg, og at selviførelsen derved også kan ses som et opgør og en bortkastelse af det tillukkede sprog og den tillukkede litteraturtilgang. En tilgang, der ikke gav plads og frihed til den blottelse, Ditlevsen udfoldede i sin skrift. En skrift, der atypisk turde kontekstualisere litteraturen til hverdagens kampe, med brugen af et “gammeldags” og “klichefyldt” sprog, man altså så ned på.

”Men måske havde Ditlevsen ikke samme mulighed for at være fri, som Rifbjerg havde, når han indirekte fremsætter den frie form som den positive modsætning til det litterære korset. Og man kan spørge sig selv, om de erfaringer, som Ditlevsen skriver om, har noget med frihed at gøre? Har mange digte ikke netop med ufrihed at gøre?” skriver Ravn i efterskriftet.

Brugen af denne højstemte form – korsettet –  var en slags magtdemonstration. En strategi. Kunsten skulle ikke blot være til for kunstens skyld, men netop åbne op for en refleksivitet og en social og politisk bevidsthed.

En arbejderlitteratur, kalder Olga Ravn det i efterskriftet. En litteratur, der beskriver arbejdernes, kvinders og børns hverdag og vilkår i det mest udsatte slumkvarter på Vesterbro. Men også en blottelse af en dybtliggende og smertelig ensomhed. En ensomhed skabt i et samfund, hvor det var umuligt som kvindelig kunstner at blive anerkendt på samme måde som sine mandlige kollegaer. Hun stod alene, både i og udenfor skriften.

Kampen mellem det, hun burde være, og det, hun er

Så ja, det må have været svært at vælge. Men hun gør det! Olga Ravn. Udvælger de bedste digte. Og de er der allesammen: ‘Blinkende lygter’, ‘De evige tre’, ‘Erindring’, ‘Angst’, ‘Barndommens gade’, ‘Der bor en ung pige’. Alle dem, vi kender så godt. Og indimellem kommer der nogle, vi ikke kender. Så godt. Som hendes skilsmissedigte, selvportrætter og digte som ‘Tågænger’.

Nogle digte, der pludselig ikke rimer, men mere minder om knækprosaens uformelige form. Digte, der pludselig løsner korsettet og bryder med Ditlevsens egen form. Digte, der hvirvler sig ind og ud af hinanden og kommer som forklaringer på de digte, det forfatterskab og den fortælling, vi allerede kender så godt. Eller omvendt. Digte, hvor flere aldre mødes og pigeblikke møder kvindeblikke.

“Med denne nye perle af en turkisblå bog med gylden skrift viser Olga Ravn, måske bedre end nogen andre tidligere har gjort, hvordan Ditlevsens forfatterskab skal ses som et komplekst tveægget sværd. Hvordan hun var en dobbeltskikkelse.”

Rækkefølgen og udvælgelsen af digtene er ikke kronologiske og danner på den måde et mere komplekst og flerdimensionelt billede af Tove Ditlevsens forfatterskab og levede liv end tidligere. Et liv, der konstant, hvirvlede ind i skam og angst, indordner sig – men samtidig har blik for korsettets snærende bånd og altså forsøger at kæmpe og gøre modstand. Ravns udvælgelser, sammensætninger og sammenfletninger bliver på den måde små cirkulære poetiske portrætter, der bliver ved med at tage nye drejninger, der lag for lag, konstant krydser hinanden og kradser dybere ned i lakken. Digte, der konstant kredser om temaer som kærlighed, ængstelighed, barndom, pigesind, kvindelighed, moderskab, samfundets forventninger og kampen om anerkendelse, men som til sidst i samlingen munder stille ud i en evig ensomhed i forsøg på at være den, hun er.

“Klogskab har jeg aldrig ejet, derfor tabte jeg i spillet,

og jeg blev af andre kaldet det, jeg aldrig havde villet.” 

Med denne nye perle af en turkisblå bog med gylden skrift viser Olga Ravn, måske bedre end nogen andre tidligere har gjort, hvordan Ditlevsens lyrik skal ses som et komplekst tveægget sværd. Hvordan hun var en dobbeltskikkelse. På den ene side skrøbelig og mørk, der evigt længtes efter kærlighed. På den anden side stærk og oprørsk, der med humor forsøgte at gøre op med datidens fasttømrede konventioner.

Dobbeltblikket

Der ligger dermed et meget fint og samtidig stærkt portræt gemt i Olga Ravns udvælgelse, der netop viser de facetter af forfatterskabet, som vi før har set i Ravns udvælgelse af Ditlevsens glemte tekster i Jeg ville være enke og jeg ville være digter. Sort Samvittigheds nyfortolkede billeder skildrede en overdimensioneret kvindelighed med lange vipper, blonder og glimmer og glitter, hvilket sammen med teksterne italesatte den selvbevidste selviscenesættelse, Tove Ditlevsen excellerede i, men som omverdenen overså eller misforstod. En bevidsthed om et konstrueret køn og selvbillede, der altid var ladt tilbage i ensomhedens land. Dette gør sig igen gældende i denne nye, smukke samling af digte.

“Samlingen er på den måde det dobbeltblik, som Olga Ravn altid arbejder med, og som hun ser Tove Ditlevsen igennem. Et dobbeltblik, der netop viser, hvordan Ditlevsen var indhyllet i nogle fasttømrede roller, som hun hele tiden forsøgte at leve op til. Men på den anden side gjorde oprør mod.”

Ravn formår med disse udvalgte digte igen at bære Tove Ditlevsens tekster med ind i en tid, der mere end nogensinde er parat til at værdsætte blottelsen og forstå, hvordan korsettet, som Rifbjerg omtalte, gjorde, at hun ikke kunne trække vejret frit. Et korset, der bliver et billede på skriften og samfundets snærende bånd. En skrift, der blotter sig. En stemme, der rører os, fordi vi i en tid, hvor fake news fylder mere og mere, har brug for denne personlige røst, der gør modstand, er autentisk og affektiv. 

Samlingen er på den måde det dobbeltblik, som Olga Ravn altid arbejder med, og som hun ser Tove Ditlevsen igennem. Et dobbeltblik, der netop viser, hvordan Ditlevsen var indhyllet i nogle fasttømrede roller, som hun hele tiden forsøgte at leve op til. Men på den anden side gjorde oprør mod. Ravn tegner, med Ditlevsens egne højstemte ord indhyllet i similisten, guldbogstaver og digte, der bryder, et portræt af en kvinde, der konstant kæmpede for at være sig selv i et samfund, der aldrig tillod det.

#Tovefeberen skaber ny litteraturhistorie

Der er vist ingen tvivl om, at Ditlevsen er kommet frem fra nattens mørke og ud af morfarens kontor, resten af selskabet er nu vågnet op til dåd og netop blevet ramt af Olga Ravns Tovefeber. At Ditlevsens tekster genlæses og tolkes på nye måder kan vi i den grad takke Ravn for, der altså ved flere lejligheder har hyldet den folkekære forfatter både intertekstuelt i sin egen publicerede litteratur, og som, hvilket også viser sig her, en fremragende og empatisk redaktør.

“En stemme, der bør høres og læses, og som kan åbne endnu mere op for Tove Ditlevsens forfatterskab, hvilket kan få folk til at værdsætte forfatterskabet på helt nye måder – og som sidst, men ikke mindst, er med til at skabe en ny vending i litteraturhistorien.”

Med denne samling har Olga Ravn endnu engang givet den folkekære digter stemme. En stemme, der bør høres, læses og ses, og som kan åbne endnu mere op for Ditlevsens forfatterskab, hvilket kan få folk til at værdsætte forfatterskabet på helt nye måder – og som sidst, men ikke mindst, er med til at skabe en ny vending i litteraturhistorien. En vending, der allerede nu har manifesteret sig ved, at Ditlevsen meget symbolsk i 2014 smed Rifbjerg ud af folkeskolens litteraturkanon og endelig efter flere årtier selv får sin plads på den litterære scene.

Med netop denne retrospektive måde at anskue Ditlevsens forfatterskab kan vi nu endelig værdsætte og få nogle nye erkendelser, som vi kan bringe videre –  ikke bare ind i litteraturhistorien  – men videre til de næste generationer. Hvad mon der ellers gemmer sig derude af glemte tekster og ikke-anerkendte kvinder?

Det er helt sikkert, at min datter skal have denne stærke og følsomme turkisblå bog med guldbogstaver i julegave, indhyllet i glitrende glimmerpapir (jeg håber ikke, hun læser med). Og så vil jeg håbe, at den kan gøre hende klogere på sig selv med blik for de herskende samfundsstrukturer, og at hun en dag vil kunne stå med oprejst pande og knyttet næve og med stolthed bringe Ditlevsens forfatterskab videre til endnu en generation.

Olga Ravn har ikke blot med udvælgelsen af disse digte tegnet et stærkt portræt af Tove Ditlevsen – hun har givet forfatteren den ultimative litterære kærlighedserklæring, hun aldrig nåede at få, mens hun selv levede. Der bor en ung pige i skriften, som ikke vil dø.

Tak til Olga Ravn og ikke mindst tillykke til vores allesammens kære Tove D.!

 Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø
Tove Ditlevsen
Digte i udvalg ved Olga Ravn
2017 
Gyldendal 
149 sider

(Opdateret 15.12.2017)

Læs også: 

Genvinder sproget gennem en formløs form