Ærlig aktivist og forfatter

Amerikanske Audre Lorde fremhævede i sit forfatterskab og aktivistiske virke, hvordan forskellige former for diskrimination er koblet sammen, og at mennesker ikke er endimensionelle eller nemme at forstå og definere. Hun var en stærk stemme for social retfærdighed, og hendes gennemgående evne til at vise, at det personlige er politisk, gør, at hendes tekster og digte stadig er relevante i dag.

Af Isa Marie Romby
Illustration af Christine Reinwald

November 2017

Audrey Geraldine Lorde blev født i 1934 i Harlem, New York. Hendes forældre var caribiske immigranter fra henholdsvis Barbados og Carriacou, og hun var den yngste i en søskendeflok bestående af tre søstre. Lorde var ekstremt nærsynet, næsten blind, men lærte i en alder af fire år at tale og læse. Hendes mor lærte hende at skrive i en tidlig alder, og allerede som barn besluttede Lorde at ændre sit navn til Audre, fordi hun fandt lyden og stavemåden mere poetisk. Som barn og ung elskede hun poesi og lærte digte udenad. Når hun havde problemer med at udtrykke sine følelser eller svare på spørgsmål om, hvordan det gik, eller hvordan hun havde det, svarede hun ofte ved at recitere et digt. Poesien blev en måde, hun kunne udtrykke sine følelser på, hvilket hun i stor stil benyttede sig af i sine egne digte. For Lorde blev poesi et overlevelsesredskab.

I begyndelsen af 1950’erne rejste hun til Mexico for at studere på the National Autonomous University of Mexico. Derefter vendte hun tilbage til New York, hvor hun i 1959 dimitterede fra Hunter College. Mens hun studerede, arbejdede hun på et bibliotek og skrev en lang række digte. Det var i denne periode, hun blev mere og mere politisk aktiv.

Aktivisten og forfatteren Lorde: det personlige er politisk

Lorde brugte mange beskrivende ord, når hun præsenterede sig selv; sort, feminist, kriger, mor, lesbisk, digter, lærer. Dette gjorde hun for at vise, at hun som menneske var kompleks og multifacetteret, og at det er en illusion, at mennesker er endimensionelle eller kan defineres udelukkende ud fra deres seksualitet, etnicitet, religion eller politiske ståsted. I sit aktivistiske arbejde gjorde Lorde op med racisme, sexisme og homofobi. Hendes intersektionelle blik fejlede aldrig, men koblede konstant de forskellige former for diskrimination sammen. Dette samfundskritiske greb skinner igennem i Lordes skriftlige arbejde. I et interview udtalte hun engang: ”Min seksualitet er en del af den, jeg er, og min poesi udspringer af skæringspunktet mellem mig og mine verdener.”

I sit forfatterskab var Lorde også en kompleks person, som bevægede sig let og legende mellem forskellige genrer, fra poesi, til erindringer og essays. En af hovedpointerne, der gik igen i al Lordes materiale, var parolen om, at det personlige er politisk. I antologien ”Black Women Writers (1950-1980): A Critical Evaluation” af Jerome Brooks skrev Lorde: “Jeg har en pligt: at sige sandheden, som jeg ser den, og ikke kun dele mine sejre, ikke kun dele det, der føltes godt, men også dele smerten. Den intense, ofte ulindrede smerte.”

Kropspolitisk og rå

Lorde havde en interesse i både kroppen og det kropspolitiske, som i så høj grad er med til at forme vores selvbillede og forståelse af vores egen plads i verden og samfundet. Hendes personlige tilgang gjorde, at hun var værdsat i sin samtid, samt at mange kvinder kunne identificere sig med det, hun skrev.

I sin bog ”The Cancer Journals” beskriver hun smukt og stærkt sit eget kræftforløb. Hun beskriver blandt andet sine tanker om sin mulige forestående død, og hendes refleksioner er rå og ærlige. Ligeledes beskriver hun sine tanker om, hvorvidt hun skulle få en protese, efter at hendes ene bryst blev fjernet. Hun valgte ikke at få en protese, fordi hun mente, at det ville give et falsk billede af, at alt var lige, som det skulle være. At intet var sket, at sygdommen ikke havde gjort sit indtog.

Hun nægtede at fremstå for omverdenen, som om kræftsygdommen ikke havde været en realitet. Dette er et eksempel på, hvordan hun helt frem til sin død stod ved, hvem hun var, og forholdt sig til, hvad livet bød hende. Hendes styrke, ærlighed og stærke poesi har inspireret mange aktivister, både mens hun levede og nu. I 1992 døde hun af kræft.