Skilsmisse- og samværssager: mediernes propaganda

Tidligere i år udkom Susanne Stauns Mediernes Møgkællinger – magt, myter og misinformation, der er et kritisk blik på danske landsdækkende medier, deriblandt public service-medier, i forbindelse med dækningen af især samværssager. Ifølge Staun er de danske mediers skævvredne brug af undersøgelser og statistik direkte misinformation til fordel for fædrene i sagerne, der nærmer sig ”karaktermord på et helt køn”.

Af Tine Friis Kelstrup
oktober, 2017

”Tidsånden gør selv moralsk eller politisk dybt tvivlsomme udsagn ’sikre’ at fremsætte. Når blot udsagn og meninger nyder bred accept, går man ikke galt i byen med dem,” skriver Staun blandt andet i sit forord. I denne sammenhæng blæser tidsåndens vinde i retning af, at det er synd for fædre, når onde mødre med løgn og nid forholder dem samvær med deres børn. Ifølge Staun er de arme fædres stemmer overrepræsenteret i medierne, hvorimod de såkaldt onde mødres sjældent bliver hørt.

Offerfar er godt stof

”Målt i kommentarer og likes er fænomenet OFFERFAR godt stof, så både konsumenter og leverandører er glade,” skriver Susanne Staun, men ifølge Staun er offerfar blot en myte, der har vundet lidt for meget gehør i medierne og dermed også befolkningen. Når en myte først har bidt sig fast, er den vanskelig at slippe af med igen. Historien om børn, der bliver tvangsudleveret til vold og overgreb, er tilsyneladende ikke en lige så fængende historie som historien om offerfar.

Staun understreger igen og igen mediernes samarbejde med fædrerettighedsorganisationer såsom Foreningen Far og Hvert 3. Barn ApS, der hjertens gerne stiller op til programmer og artikler om skilsmisse- og samværssager, mens Foreningen Mor, Netværket Mor, Børns Vilkår eller Landsforeningen Børn og Samvær glimrer ved deres fravær. Der er dermed en ensidig dækning af området og enkeltsagerne, samtidig med at fædrerettighedsorganisationerne ifølge Staun systematisk søger at miskreditere deres modstandere, mødrene og deres advokater, og medierne undlader notorisk at gøre grundigt rede for, hvorfor det nu er, at en given far ikke har samvær med sit barn.

Foto: Jørgen Asmussen og Isak Hoffmeyer

Konsekvenser

Ifølge Staun ”har public service-sendeflader stopfodret offentligheden med beviseligt urigtige oplysninger om, hvordan mødre og deres advokater angiveligt agerer i skilsmissesager”. Den slags har naturligvis konsekvenser for både mødrene og advokaterne, der bliver miskrediteret og mister troværdighed, men medierne former også tidsånden og former offentlighedens virkelighedsbillede. Som Staun fremhæver, kan mediernes vinkling ikke undgå også at påvirke politikerne og måske endda domstolene og Statsforvaltningen.

Ifølge Staun benytter mediedækningen af skilsmisse- og samværssager sig af ”propagandaens grundelementer”. Argumenterne er baseret på følelser og påstande, partiske ’eksperter’ og urigtige oplysninger, der understøtter offentlighedens virkelighedsopfattelse, nemlig at mænd diskrimineres, og at kvinder er onde. Og så er det lige meget, hvor mange statistikker og undersøgelser man kan diske op med. Myter er sejlivede.

Staun løber ikke med en halv vind

Susanne Staun gør en dyd ud af at underbygge alle sine konklusioner og eksempler med håndfast data i form af statistikker og undersøgelser fra anerkendte kilder, og hendes noteapparat er længere end et barns ønskeliste til jul. Der er altså ikke tale om en masse løse påstande, der er affødt af endnu en galsindet feminist, der er gået bersærkergang.

Medierne udgør vores vindue til virkeligheden. De undersøger de ting for os, som vi ikke selv er i stand til at undersøge. Det giver medierne en enorm magt, og derfor er det så vigtigt at udøve kildekritik. Susanne Stauns Mediernes møgkællinger giver sin læser et kritisk blik på mediernes fremstilling af skilsmisse- og samværssager, og den sætter spørgsmålstegn ved, hvor upartisk mediernes vinkling i virkeligheden er.

Det er i allerhøjeste grad en læseværdig bog, som man bestemt ikke bliver dummere af.

Omslagsgrafiker: Harvey Macaulay, Imperiet

Susanne Staun, Mediernes møgkællinger
Gyldendal, 2017
247 sider