Nobels kvinder: Fred

I 1895 underskrev svenske Alfred Nobel sit testamente og donerede størstedelen af sin formue til uddelingen af en række prestigefyldte priser, nemlig Nobelpriserne. Nobelprisen blev første gang uddelt i 1901, og siden da har 892 enkeltpersoner og 24 organisationer modtaget en Nobelpris inden for en af de seks kategorier. Af dem har 48 været kvinder. UDBRUD! ser i anden del af vores Nobel-miniartikelserie nærmere på de kvinder, der har modtaget Nobels fredspris.

Af Isa Marie Romby
oktober 2017

Alfred Nobel havde en vision om en fredfuld verden, og derfor dikterede hans testamente, at en pris skulle gives til den person, der “har gjort mest eller har udført det bedste stykke arbejde i forbindelse med styrkelsen af samarbejdet mellem nationer, afskaffelse eller reduktion af aktive hære og for at afholde eller promovere fredskongresser.” Nobels møde med fredsaktivisten Bertha von Suttner påvirkede hans holdning til fred og hans ønske om at skabe en mere stabil og konfliktfri verden. Men der er også teorier, der går på, at Fredsprisen blev oprettet i et forsøg på at dulme en dårlig samvittighed hos Nobel. Ud over at være kemiker og ingeniør havde Alfred Nobel nemlig også opfundet dynamitten, som ikke kun blev brugt på byggepladser og til at udhule bjerge, men også blev taget flittigt i brug i militære sammenhænge og i forbindelse med mordforsøg.

Nobels Fredspris blev uddelt første gang i 1901, men siden da er der en del år, hvor prisen ikke er blevet uddelt (1914, 1915, 1916, 1918, 1923, 1924, 1928, 1932, 1939, 1940, 1941, 1942, 1943, 1948, 1955, 1956, 1966, 1967 og 1972). Fredsprisen er blevet uddelt 98 gange, men to gange er prisen gået til tre personer samme år, og 28 gange er prisen gået til en organisation. Det skete blandt andet i år, hvor prisen gik til International Campaign to Abolish Nuclear Weapons (ICAN). Af de 104 enkeltpersoner, som har modtaget Nobels fredspris har 16 været kvinder. Det er dermed inden for denne kategori af priser, at kvinderne er bedst repræsenteret.

1905: Bertha Sophie Felicita von Suttner

foto: Carl Pietzner

I 1905 blev østrigske baronesse Bertha Sophie Felicita von Suttner den første kvinde, der fik Nobels fredspris. Hun skrev romanen ”Ned med våbnene” i 1889, en bog, som skulle blive en af de mest betydningsfulde anti-krigsbøger i det 19. århundrede. Von Suttner blev en af frontfigurerne i den internationale fredsbevægelse, og i 1891 oprettede hun the Austrian Peace Society. Selvom det var et mandsdomineret felt, stod von Suttner stærkt på sine principper og lod sig ikke kue af samfundets forventninger til kvindens plads.

1931: Jane Addams

foto: Wikimedia Commons

26 år skulle der gå, før fredsprisen igen gik til en kvinde. Denne gang gik prisen til amerikanske Jane Addams, en af grundlæggerne af fredsorganisationen the Women’s International League for Peace and Freedom. Addams var en stærk stemme for fred, og i 1919 forudsagde hun, at den fredsaftale, man påtvang Tyskland at underskrive i kølvandet på Første Verdenskrig, utvivlsomt ville resultere i endnu en krig – og det fik hun ret i.

1946: Emily Greene Balch

foto: WILPF

Emily Greene Balch var igennem hele sit liv engageret i forskellige humanitære og pacifistiske organisationer. Under Anden Verdenskrig lavede hun intensivt lobbyarbejde for at få den amerikanske regering til at tage imod de mange mennesker, der blev nødt til at flygte fra Hitlers naziregime. Hun fik i 1946 fredsprisen som anerkendelse for sin livslange engagement i fredsarbejdet.

1976: Betty Williams & Mairead Corrigan

Betty Williams og Mairead Corrigan modtog i 1976 fredsprisen for deres indsats for at skabe fred og stabilitet i Nordirland. Begge kvinder var ihærdige og engagerede fredsaktivister og grundlagde sammen organisationen Peace People, som organiserede fredsmarcher og lavede lobbyarbejde.

1979: Mother Teresa

foto: Wikimedia Commons

Mother Teresa er kendt i det meste af verden for sit arbejde for at bedre fattiges vilkår. I 1979 fik hun fredsprisen i anerkendelse af sit humanistiske arbejde. Hun er gennem tiden blevet kritiseret fra flere sider, men blev i 2016 anerkendt som helgen af Pave Frans.

1982: Alva Myrdal

foto: Wikimedia Commons

Alva Myrdal blev født i Sverige i 1902 og var diplomat, forfatter, minister og fortaler for atomnedrustning. Efter Anden Verdenskrig engagerede hun sig særligt i militær nedrustning på globalt plan. I 1961 blev hun udnævnt til særlig nedrustningsrådgiver for den svenske udenrigsminister, og året efter blev hun valgt ind i parlamentet og blev Sveriges delegerede til den internationale nedrustningskonference i Geneve. Det var her, Myrdal viste sit politiske tæft, og hun lagde stort pres på stormagterne USA og USSR. Hun fik Nobels Fredspris i 1982 i anerkendelse af hendes mangeårige arbejde for nedrustning og for konstant at presse på for at få et globalt atomvåbenforbud.

1991: Aung San Suu Kyi

foto: Wikimedia Commons

Aung San Suu Kyi blev født i Myanmar, men tilbragte mange år i udlandet, inden hun vendte tilbage til Myanmar 1988. På det tidspunkt var der uro i landet, og studenteroprør og andre protester udfordrede regeringen. San Suu Kyi blev en aktiv fortaler for demokrati, hvilket havde store konsekvenser. Fra 1989 til 2010 sad hun i husarrest, hvilket fik international opmærksomhed og udstillede regeringens problematiske og anti-demokratiske stil. Efter løsladelsen fra husarrest genoptog hun sin politiske karriere, og i 2015 blev hun valgt til landets præsident. Hun fik Nobels Fredspris i anerkendelse af sit arbejde for demokrati og sikring af menneskerettigheder. San Suu Kyi er i øjeblikket i stærk modvind, på grund af hendes manglende indgriben i forfølgelserne på Rohyingafolket, og man overvejer nu at fratage hende prisen igen.

1992: Rigoberta Menchú Tum

foto: Wikimedia Commons

Rigoberta Menchú Tum blev født i 1959 i Guatemala. Hun var vidne til, at hendes familie blev udsat for vold, tortur og overgreb. Allerede som teenager engagerede hun sig derfor i politisk arbejde og fokuserede særligt på kvinders rettigheder. Hun blev ligeledes engageret i arbejdet for gennemførelse af sociale reformer og advokerede kraftigt for oprindelige folks rettigheder, som blev systematisk overtrådt og undermineret af regeringen. I 1992 fik hun fredsprisen, og Nobelkomiteen gav følgende argument for, hvorfor den gik til Menchú Tum: ”I anerkendelse af hendes arbejde for social retfærdighed og etnokulturel forsoning baseret på respekt for oprindelige folks rettigheder.”

1997: Jody Williams

Jody Williams blev født i 1950 i USA og var siden high school politisk aktiv. Hun tilbragte 11 år i Nicaragua og El Salvador, hvor hun samarbejdede med lokalbefolkningen for bedre sociale rettigheder og levevilkår. I begge lande var landminer et stort problem, og Williams begyndte at arbejde for fjernelsen af eksisterende miner og et forbud mod brug af miner i fremtiden. Dette førte til, at hun koordinerede International Campaign to Ban Landmines (ICBL), som blev en stor succes, og Williams ekspertviden og engagement gjorde hende umulig at ignorere. I 1997 fik hun Nobels Fredspris for sit vigtige arbejde med at forbyde og rydde landminer.

2003: Shirin Ebadi

foto: Wikimedia Commons

Den iranske aktivist, menneskerettighedsadvokat og tidligere dommer modtog i 2003 fredsprisen i anerkendelse af sit utrættelige arbejde for at bedre menneskerettighedssituationen i Iran. I sit arbejde fokuserede Ebadi særligt på kvinder og børns rettigheder samt rettighederne for politiske fanger. Arbejdet var bestemt ikke  risikofrit, og Ebadi har i tidens løb modtaget dødstrusler og er blevet tvunget i eksil.

2004: Wangari Maathai

foto: Oregon State University

Wangari Maathai modtog fredsprisen som anerkendelse for sit utrættelige arbejde for miljø, demokrati og kvinders rettigheder i Kenya. I 1977 oprettede hun organisationen Green Belt Movement, som plantede træer og sikrede titusindvis af jobs til kvinder i landområderne. Green Belt Movement bredte sig fra Kenya til store dele af Afrika. “Det er på tide at anerkende, at bæredygtig udvikling, demokrati og fred er umulige at adskille,” sagde Wangari Maathai i en tale.

2011: Ellen Johnson Sirleaf, Leymah Gbowee og Tawakkol Karman

foto: Wikimedia Commons

I 2011 blev Nobels fredspris delt mellem tre vigtige kvinder, som alle havde ydet en særlig indsats for kvinders rettigheder og kvinders deltagelse i politiske processer og fredsforhandlinger.

Ellen Johnson Sirleaf

foto: Wikimedia Commons

Ellen Johnson Sirleaf blev et forbillede og en rollemodel for mange piger og kvinder, da hun engagerede sig i politik og i 2005 blev demokratisk valgt som præsident i Liberia. I en politisk tale under præsidentvalgkampen sagde hun: “Jeg sender en simpel invitation til piger og kvinder overalt. Mine søstre, mine døtre, mine venner: find jeres stemmer”.

Leymah Gbowee

foto: Wikimedia Commons

Leymah Gbowee spillede en afgørende rolle i mobiliseringen af kvindebevægelsen i Liberia. I sin takketale i forbindelse med prisoverrækkelsen sagde Gbowee: “Vi er nødt til at fortsætte med at stå sammen i søstersolidaritet og forvandle vores tårer til triumf, vores fortvivlelse til målbevidsthed og vores frygt til mod. Der er ikke tid til hvile, førend vores verden får den helhed og balance, hvor mænd og kvinder er lige og fri.”

Tawakkol Karman

foto: Wikimedia Commons

Journalist, aktivist og politiker Tawakkol Karman blev den første person fra Yemen, den første arabiske kvinde og den anden muslimske kvinde, der modtog Nobels fredspris. Hun blev kendt som “mother of the revolution”, efter at hun i 2007 begyndte at organisere ugentlige protester i Yemens hovedstad Sana’a i et forsøg på at sætte en stopper for korruption og social uretfærdighed. Hendes ugentlige protester fortsatte helt frem til 2011, hvor Karman fik sine støtter til at deltage i revolutionen i Yemen. Hun formåede at sætte Yemen på den politiske dagsorden og havde møder med FNs daværende Generalsekretær Ban Ki-Moon. Karman er en inspiration for mange kvinder, og i en tale udtalte hun blandt andet: “Du er nødt til at være stærk, du er nødt til selv at tro på, at du kan opbygge et nyt land. Du er nødt til at vide, at du har evnerne til at opnå dine drømme.”

2014: Malala Yousafzai

Foto: DFID – UK Department for International Development/Flickr

Sidste gang, en kvinde vandt Nobels fredspris, var i 2014, hvor prisen gik til den yngste modtager nogensinde, nemlig afghanske Malala Yousafzai, som blev anerkendt for sit arbejde for at sikre alle børn adgang til uddannelse. Yousafzai overlevede som 15-årig på mirakuløs vis et mordattentat udført af  Taliban, og hun har siden været stærk fortaler for piger og kvinders rettigheder på trods af de risici, det har medført.