Gode råd til den postkoloniale hvide dansker

I maj i år udkom Anna Neyes ”Emma Gad for hvide”, som med lettere overgearet humoristisk sans retter rampelyset mod Danmarks raciale strukturer og koloniale fortid. Hun beskriver Danmarks kolonitid og perspektiverer de historiske aspekter til nutidens moderne samfund og kultur. Bogen skal ikke opfattes som en lang skideballe til den almindelige hvide dansker eller en dirrende og forarget pegefinger rettet mod den privilegerede majoritet. Den skal snarere opfattes som et moderligt og morsomt indspark i en ofte unødigt overophedet debat.

Af Tine Friis Kelstrup
august 2017

Danmarks imperialistiske kolonitid begyndte i 1600-tallet og omfattede mod nord Grønland, Island og Færøerne, i Sydatlanten Dansk Vestindien i Caribien og Guldkysten i Ghana og i Asien Trankebar og Serampore. Grønland fik som rosinen i pølseenden først hjemmestyre i 1979, så man kan næppe sige, at Danmarks kolonitid er en fjern og fortidig historie, som intet har med nutidens danske samfund og kultur at gøre.

Glemmer du, så husker jeg…

Med sin bog ”Emma Gad for hvide” gør Anna Neye opmærksom på, at danskerne over en bred kam synes at lide af et kollektivt og selektivt hukommelsestab, og maler man med den brede pensel, anser den gennemsnitlige hvide dansker kolonier, slavehandel, raciale strukturer etcetera som noget, der ligger meget langt fra den nuværende danske virkelighed. Anna Neyes bog er ikke et forsøg på at anklage danskere generelt for at være nogle racistiske hvide svin. Den prøver snarere at understrege, at den kollektive fornægtelse bare ikke er særlig konstruktiv i et mere og mere multikulturelt samfund.

Som Anna Neye skriver: ”Med ansvar mener jeg, at vi tager vores historie på os, tager ved lære af den og derved stopper de levn fra kolonitiden, der stadig er at finde i vores samfund den dag i dag. Så længe vi ikke gør det, er den koloniale situation ikke ovre.”

Forfatterfotos: Yann Bean, 2015

Raciale strukturer

I “Emma Gad for hvide” understreger Anna Neye, at man ikke behøver at være galopperende racist for at være med til at opretholde og vedligeholde raciale strukturer i Danmark.

”Raciale strukturer kommer til udtryk i vores opfattelse og forståelse af ’andethed’ – DE ANDRE. Det er en slags fælles bevidsthed (eller ubevidsthed), som viser sig i sprog, tankegang, reflekser og automatisk adfærd,” skriver Anna Neye.

Ifølge Anna Neye kan man sagtens være med til at opretholde raciale strukturer, selv om man på ingen måde ser sig selv som værende kolportør af racisme. Når man nægter at udelade ordet ’neger’ fra sit ordforråd, når Djurs Sommerland insisterer på at bevare Hottentot-karrusellen i Afrikaland, eller når radioprogrammet ”LOL DK” i public service-regi viderebringer racistiske vittigheder til almen morskab og underholdning, så er det altså en fastholdelse af kolonitidens opfattelse af de koloniserede folkeslags menneskelige underlegenhed.

I ”Emma Gad for hvide” slås det fast, at ordet ’postkolonialisme’ ikke betyder, at kolonitiden er en saga blot. Postkolonialisme betyder, at vi har fastholdt kolonitidens narrativer om ikke-hvide mennesker. Kolonitidens magtforhold og strukturer hersker stadig, og vi er alle sammen med til at holde dem i live ved vores insisteren på at bruge og reproducere dens ord, billedsprog og idéer.

Og hvad så?

Den hvide danskers selvopfattelse kombineret med en debat om ikke-hvide kan lynhurtigt munde ud i forurettelse og retfærdig harme. Det kan ifølge Anna Neye skyldes, at man som hvid meget hurtigt føler sig anklaget for at være racist. ”Emma Gad for hvide” gør det helt klart, at det er der ingen grund til. Som sagt handler bogen ikke om at udpege eller udskamme kongerigets racistmafia. Den handler snarere om at udvide vores hvide, danske bevidsthed med en viden om og erkendelse af, at Danmark har været en kolonimagt, at det har konsekvenser for den måde, vi omgås på i dag, og at den måde ikke nødvendigvis er lige hensigtsmæssig for alle landets borgere.

”Emma Gad for hvide” er en underholdende måde at få udvidet sin horisont på. Anna Neye ryster posen og blander alt fra personlige anekdoter og historiske gennemgange til gamle reklamer (og reklamer, der burde være gamle), quizzer og terapeutiske øvelser. Alt sammen for på bedste humoristiske beskub at slå fast, at vi alle, hvide som sorte, er opdraget og opfostret med et sæt forældede narrativer fra kolonitiden, som vi ville have gavn af at aflære, hvis vi ønsker at leve sammen i et multikulturelt samfund og en global verden.

Anna Neye understreger, at hun ikke taler på alle ikke-hvide menneskers vegne, og ”Emma Gad for hvide” er således ikke en facitliste, som man ukritisk kan trække ned over hovedet på hvem som helst. Det er et indlæg i en debat, som formodentlig og desværre nok kommer til at trække i langdrag lidt endnu.

Omslagsfoto: ©Territorium
Omslag: Morten Gorm

Anna Neye: ”Emma Gad for hvide”
Gyldendal 2017
144 sider
Forfatterfotos: Yann Bean, 2015
Omslagsfoto: ©Territorium
Omslag: Morten Gorm