Objektificeringens universelle sprog

En catcaller har ikke specifikke ansigtstræk og har ikke nødvendigvis en genkendelig form. Det kan være manden med attachemappen og jakkesættet eller ham med joggingbukserne og rygsækken slænget over skulderen. Han kan være ung, gammel eller midaldrende. Catcalleren tilhører ikke et bestemt socioøkonomisk lag, men bevæger sig flydende mellem socialklasse et og fem. Fælles for dem alle er forestillingen om deres ret til at fastslå og stadfæste, at kvinder er seksuelle objekter skabt til at tilfredsstille andres seksuelle behov. Fælles er behovet for at vise, hvem der har magten. Catcalleren er ofte let genkendelig, men sjældent mulig at forstå eller forholde sig til.

Af Isa Marie Romby
juli 2017

Jeg sidder på en bænk i en park og læser. Jeg er koncentreret om min bog, for den viser sig at være lidt mere filosofisk raffineret, end jeg lige havde regnet med. Jeg kan høre mandestemmer, der nærmer sig. Umiddelbart lyder det ikke som om, det er en flok unge mænd. Nok snarere en gruppe mænd i deres såkaldt ‘bedste alder’. Jeg kigger ikke op fra siderne i min bog. Registrerer blot, at de kommer nærmere. Ubevidst er jeg på vagt overfor, om der opstår en situation, jeg er nødt til at reagere på. En af mændene stopper op foran mig. Hans skygge falder ind over de tætskrevne sider. Han siger: ”Good afternoon, beautiful lady. Why are you so sexy?” Jeg lader, som om jeg ikke hører ham. Jeg lader, som om jeg virkelig er så opslugt af bogens sider, som jeg var, før han stillede sig og skyggede og forstyrrede min tankerække. Før hans sleske kommentar faldt. En kommentar, man ikke kan give et eneste fornuftigt svar på. Desuden har jeg ikke den mindste interesse i at engagere mig i en samtale med ham. Han bliver stående. Siger ”hey!” fire gange efter hinanden, hvilket jeg også ignorerer. Jeg er ikke bange eller utryg, bare akut irriteret. Jeg koncentrerer mig om at have et dybt upåvirket ansigtsudtryk. Koncentrerer mig om at holde blikket fæstnet til ordene i bogen. Til ikke at registrere ordene i luften. Kort før han bevæger sig videre og ud af min privatsfære, hvisler han mellem tænderne: ”Fuck you, you stupid fascist.” Fascist alligevel. Den var ny.

Meningen bag uforståelige ord

Jeg er i øjeblikket bosat i Geneve, Schweiz. En pæn by. En ren by. En by, hvor der bruges utrolig mange penge på blomsterdekorationer og på at gøre byen smuk og lækker. En by, hvor folk generelt har rigtig mange penge. Rigtig gode jobs. Rigtig dyre biler. En by, hvor folk i udpræget grad passer sig selv. Undtagen altså når de ikke gør. Og som i alle storbyer verden over er Geneve også en by, hvor visse mænd føler, at de har ret til at kommentere kvinders udseende. Ret til at dele deres seksuelle fantasier. Ret til at røre og gramse. En by, hvor mænd i lige så høj grad som andre steder udlever ideen om, at kvinder først og fremmest er til for at tilfredsstille det mandlige blik.

Måske er det en ”høflig” kommentar om, hvor sød jeg ser ud, eller at min kjole fremhæver mine former på en lækker måde. Måske er det noget med, at det ville klæde mig at smile lidt mere. Måske handler det om ting, vedkommende har lyst til at gøre ved min nøgne krop. Med eller imod min vilje.

I ovenstående eksempel, hvor jeg sidder i parken og læser, var det tilfældigvis en engelsktalende mand, der antastede mig, men oftere får jeg franske sætninger smidt efter mig. Jeg behøver ikke at kunne hverken tale eller forstå fransk for at vide, at jeg bliver catcalled i Geneve. Jeg er ikke i tvivl. Den eneste forskel på at blive catcalled på fransk fremfor et sprog, jeg forstår, er, at jeg ikke ved, i hvilken retning tilråbene eller kommentarerne bærer. Måske er det en ”høflig” kommentar om, hvor sød jeg ser ud, eller at min kjole fremhæver mine former på en lækker måde. Måske er det noget med, at det ville klæde mig at smile lidt mere. Måske handler det om ting, vedkommende har lyst til at gøre ved min nøgne krop. Med eller imod min vilje. Jeg forstår ikke fransk, men jeg har hørt det hele før. Og jeg forstår konnotationen. Jeg forstår det sleske smil. Jeg forstår blikket i øjnene. Og ”kss kss kss”-lyde er desuden temmelig universelle.

Ingen logik

Jeg er blevet catcalled på dage, hvor jeg var omgivet af en tåge af sorg og havde så grådopsvulmede øjne, at jeg havde svært ved at se verden klart. På vej i supermarkedet iført søndagsjoggingbukser og Birkenstocksandaler, er jeg blevet fulgt flere hundrede meter af en mand, der blev ved med at hviske ting, som umiddelbart kun kunne tolkes som seksuelle, eftersom ordet “sexy” blev gentaget i det uendelige. Jeg er blevet antastet på bænke, mens jeg har siddet og læst. Eller siddet og kigget ud i luften. Eller spildt tiden med min telefon i hånden og Instagram-appen åben.

Det er blevet tydeligt for mig, at der ikke er nogen logik i, hvornår jeg bliver råbt efter, antastet eller rørt ved. Det handler ikke om min påklædning, eftersom det sker i lige udstrakt grad, om jeg er klædt business-agtigt eller slasket, om jeg er iført sports-bh, pushup-bh eller ingen bh

Det er blevet tydeligt for mig, at der ikke er nogen logik i, hvornår jeg bliver råbt efter, antastet eller rørt ved. Det handler ikke om min påklædning, eftersom det sker i lige udstrakt grad, om jeg er klædt business-agtigt eller slasket, om jeg er iført sports-bh, pushup-bh eller ingen bh. Det har intet med mit humør at gøre, eftersom det sker, lige meget om jeg græder snot, smiler og griner eller går neutralt ned ad gaden med musik i ørerne. Altså er der ikke nogen mulighed for at skærme sig. At agere, klæde sig eller opføre sig anderledes for at undgå visse personers grænseoverskridende adfærd.

Selvom der i samfundsdebatten til stadighed er stemmer, der insisterer på, at individet er herre over, hvad der sker og ikke sker, er det fuldstændig udenfor min kontrol, hvornår jeg skal have at vide, at mænd får stiv pik af, at jeg går rundt i det offentlige rum. Handler det om, at jeg skal blive bedre til at acceptere catcalling som en uundgåelig del af tilværelsen? Eller handler det om at konfrontere problemet og forsøge at komme det til livs?

Hvordan reagerer man bedst?

I bogen ”Sexobject – A Memoir” kommer amerikanske forfatter og journalist Jessica Valenti flere gange ind på emnet om, hvordan man skal eller bør reagere, når man udsættes for catcalling eller uønskede tilnærmelser. Når man bliver råbt efter på gaden. Når man får en slesk, seksuel kommentar med på vejen. Skal man ignorere vedkommende? Gøre nar af ham? Råbe, skrige, lave en dramatisk scene, spytte ham i ansigtet?

Min egen taktik er oftest at lade som ingenting og fortsætte det, jeg har gang i, som om ingen talte til mig. Desværre har denne tilgang medført, at jeg ofte går gennem byen uden at se på mennesker, fordi jeg ubevidst skærmer mig og er blevet verdensmester i at lukke lyde ude.

Jeg håber, jeg har et dødt udtryk i øjnene. At man kan læse i mit ansigt, at jeg føler en undrende afsky overfor disse mænd. Men jeg ved ikke, om de ser det, jeg ønsker, de ser.

Ser jeg en sjælden gang på catcalleren, er venstre side af min overlæbe ofte krænget lidt op. Som dengang jeg var lille og immiterede Posh Spice fra Spice Girls. Jeg håber, jeg har et dødt udtryk i øjnene. At man kan læse i mit ansigt, at jeg føler en undrende afsky overfor disse mænd. Men jeg ved ikke, om de ser det, jeg ønsker, de ser. Engang i byen skubbede jeg hårdt til en fyr, som blev ved med at kommentere mine bryster. Det resulterede i, at jeg fik en lussing på siden af hovedet, så efter den oplevelse afholder jeg mig generelt fra at sige noget eller engagere mig i nogen form for kontakt i den slags situationer.

Selvom det havde været rart, hvis Valenti havde leveret et klart svar og givet en guide til, hvordan man skal agere, er det selvfølgelig ikke tilfældet. For som hun skriver, er der fordele og ulemper ved at reagere, ligesom der er fordele og ulemper ved at være passiv. De fleste husker nok YouTube-videoen ”10 Hours of Walking in NYC as a Woman,” som gik viralt for et par år siden, som satte catcalling på dagsordenen og satte gang i en debat om, hvad det er, der gør, at folk catcaller. Samme år blev der også delt en video, med en kvinde, som svarede hver eneste catcaller igen. Med en humoristisk og nogle gange mild ondskabsfuld tilgang gik hun i kødet på de mænd, der tiltalte hende. De fleste reagerede enten med vrede, forvirring eller direkte forskrækkelse. (Særligt elsker jeg den scene, hvor hun siger ja tak til at gifte sig med catcalleren). Men selvom videoer som disse sætter fokus på problemet, er der ikke meget, der tyder på, at catcalling er ved at uddø, eller at det er på tilbagegang.

Og af reaktionerne og kommentarsporet på særligt førstnævnte video fremgår det også tydeligt, at der er ubeskriveligt mange mennesker derude, der mener, at man selv beder om det, når man antastes. At man selv lægger op til det. Ham, der klaskede mig en på siden af hovedet, afsluttede seancen med at sige, at jeg sgu da selv bad om det, når jeg så sådan ud. En interessant pointe, eftersom jeg ligesom de fleste andre mennesker ikke har haft nogen kontrol over min genpulje og altså ikke selv har bestemt størrelsen på mine bryster.

Nej, jeg kan ikke tage det som et kompliment

Spørgsmålet er også, hvordan man skal reagere, når man kommer hjem. Skal man give efter for den følelse af ubehag, der altid sidder i kroppen, når man er blevet antastet eller rørt ved mod sin vilje? Skal man ryste det af sig og lade som ingenting og gå videre med oprejst pande?

Jeg har ofte oplevet, at mine venner spørger, hvorfor jeg ikke bare kan tage det som et kompliment, når folk kommenterer mit udseende på gaden eller fortæller, at de godt lige kunne knalde mig. Interessant nok, er det indtil videre kun mine mandlige venner, der har foreslået, at jeg tager det som et kompliment. Men er det overhovedet komplimenter? For nylig gik tweets af forfatter og aktivist Feminista Jones viralt. Her delte hun sine oplevelser med, hvordan mænd reagerer aggressivt, når hun takker for komplimentet eller påpeger, at hun godt ved, hun er fantastisk. Tusindvis af mennesker stemte i og delte lignende oplevelser. Dette illustrerer, at catcalling ikke handler om at give et kompliment, men snarere er en magtdemonstration.

Og man kan tydeligvis ikke vinde. Ignorerer man dem, som jeg gjorde i parken, risikerer man at blive svinet til. Siger man tak for komplimentet, risikerer man at blive svinet til. Engagerer man sig i en samtale og forholder sig til det, der blev sagt, bliver det hele noget rod.

Catcalling: et lag i voldtægstkulturpyramiden

En af mine gamle venner fra universitetet spurgte forleden, hvorfor det overhovedet er så slemt at blive seksualiseret, og om jeg ikke kunne se det som en positiv ting, at folk var tiltrukket af mig og tilkendegav det. Men her opstår essensen af problemet, for det handler ikke om, at jeg har et problem med, at der er en interesse eller tiltrækning. Jeg ved godt, at der er mennesker ude i verden, der har lyst til at have sex med mig. Jeg ser jo også tit mennesker, som jeg finder smukke, interessante eller seksuelt tiltrækkende.

Problemet opstår i, at jeg reduceres til et objekt, og at jeg bliver gjort opmærksom på, at det er netop det, jeg er. Et objekt skabt til en anden persons nydelse. Og dette kan reelt set påvirke min bevægelsesfrihed. Det påvirker min følelse af sikkerhed. Samtidig er catcalling et lag i en voldtægtskulturpyramide, hvor de øverste lag består af voldtægt og mord. Det er et led i en kultur, hvor nogle mænd føler en ret til at tage, hvad de vil have. At råbe efter folk, antaste dem eller gramse på dem på gaden, bliver et skridt henimod en endnu mere problematisk handling.

Problemet opstår i, at jeg reduceres til et objekt, og at jeg bliver gjort opmærksom på, at det er netop det, jeg er. Et objekt skabt til en anden persons nydelse. Og dette kan reelt set påvirke min bevægelsesfrihed.

De uønskede tilnærmelser, tilråb og befamlinger er det, der gør, at jeg aftaler med min veninde, at vi sender en sms, når vi er hjemme efter en bytur. At vi går lidt stærkere, når mørket er faldet på. At vi er vant til automatisk at skærme hinanden, når visse individer begynder at give en af os uønsket opmærksomhed. Alt sammen noget, jeg ikke mener burde være nødvendigt i 2017. Jeg burde ikke skulle tænke over, om jeg skal gå et andet sted hen, ranke ryggen, virke afvisende, skærme verden af. Jeg burde ikke have et hyperveludviklet register af beskyttelsesmekanismer for at kunne gå ned og handle. Gør det alle kvinder til omvandrende ofre? Nej bestemt ikke! Men det tilbagevendende spørgsmål er, hvordan kan vi komme catcalling til livs? Jessica Valenti ved det ikke. Jeg ved det desværre heller ikke. Men hold nu op, hvor er jeg pissetræt af det…