Hvad er sandheden om voldtægt?

Tidligere i år udkom Mithu M. Sanyals bog ’Voldtægt. Aspekter af en forbrydelse’ på dansk. Den er kontroversiel. Ikke fordi den handler om voldtægt, men fordi den fremstiller vores opfattelse af voldtægt som en kulturel konstruktion. Med andre ord er vi i vores samfund nået til en eller anden form for konsensus om, hvad voldtægt er, og hvad det indebærer.

Af Tine Friis Kelstrup
juli 2017

”Så snart det handler om voldtægt, må der kun eksistere en sandhed, og den skal samtidig være sandheden om den voldtagnes liv,” skriver Mithu M. Sanyal i sin bog ‘Voldtægt. Aspekter af en forbrydelse’. Hun søger at skubbe til vores fasttømrede opfattelser af voldtægt, voldtægtsmand og voldtægtsoffer, da hun mener, at vores definitioner er for snævre til at rumme alle aspekter af forbrydelsen.

I forbindelse med Roskilde Festivalen i år bragte Politiken artikelserien ’Roskilde uden samtykke’, hvor de har ladet voldtægtsramte komme til orde i en række indlæg. Det var lidt i stil med Informations serie #jegblevvoldtaget fra januar i 2016, hvor fem kvinder fortalte om deres personlige voldtægtsoplevelse.

Den 11. juli i år skrev speciallæge Iza Alfredsen i et debatindlæg til Politiken om, hvordan hun blev udsat for et voldtægtsforsøg for 16 år siden. Politiet tog hende ikke alvorligt. Det var ifølge hende selv, fordi hun ikke opførte sig som et ’rigtigt’ voldtægtsoffer. Men hvordan opfører man sig rigtigt i den situation?

Voldtægtsbegrebets historie

Mithu M. Sanyal går helt tilbage til Aristoteles for at beskrive voldtægtsbegrebets historie. Menneskehedens historie har været ophav til mange forskellige opfattelser af og generelt accepterede sandheder om voldtægt. Narrativet har ofte gået på en polariseret opfattelse af mænd og kvinder, hvor manden er den aktive og dominerende, og kvinden er den passive og submissive. Manden er jægeren, og kvinden er byttet. Mandens seksualitet er farlig og udgør en evig trussel for kvinden.

Ifølge Mithu M. Sanyal udkæmpede 1900-tallets kvindebevægelse en kamp for at få taget voldtægtsofre alvorligt og for at få lovgivningen til at afspejle forbrydelsens alvor. Her fik man skabt et nyt narrativ om voldtægt.

”Fjernsynsserier og dokumentarfilm er fulde af voldtagne kvinder, der ikke mere forlader deres hus, udvikler en renlighedstrang, tager 20 kilo på, snitter sig i armene eller direkte i pulsårene osv. Dermed skaber de et meget indskrænket billede af, hvordan et ’ægte’ offer ser ud,” skriver Mithu M. Sanyal i bogen.

Et ’ægte’ voldtægtsoffer

Mithu M. Sanyal beskriver, hvordan et ’ægte’ voldtægtsoffer i moderne tid forventes at være mærket for livet, hvilket mange, og nok de fleste med god grund også er, men hun mener, at det skaber meget begrænsede reaktionsmuligheder for voldtægtsofre.

”Traumatiseringer skal absolut tages alvorligt. Men med denne indgangsvinkel bliver en yderst heterogen gruppe naglet til en bestemt lidende position, henholdsvis tilbudt en meget begrænset overlevelsesmodel,” skriver Mithu M. Sanyal.

Mennesker er forskellige. Vi har forskellige udgangspunkter, lever i forskellige miljøer og reagerer og føler forskelligt. Når man kun lader voldtægtsofre reagere inden for meget få parametre, risikerer man med sine forventninger at begå et nyt overgreb mod ofrene ved at tvinge dem ind i det konsensusskabte narrativ. Som man kan læse ud af Iza Alfredsens indlæg i Politiken, risikerer man som offer også ikke at blive taget alvorligt, hvis man ikke lever op til omverdenens forventninger.

Foto: Sebastian Maiwind

Manden som offer

”Voldtægt kønner os, idet den fortæller, hvordan vi skal opføre os i henhold til vores køn, hvordan kønnene forholder sig til hinanden, og hvor mange køn der findes: nemlig to. Slut på den diskussion,” skriver Mithu M. Sanyal. Hun har dedikeret et helt kapitel til vores voldtægtsnarrativs kønnede aspekt.

Ifølge Mithu M. Sanyal har vores voldtægtsnarrativ også den ulempe, at det udelukker mænd som ofre. Manden er per definition gerningsmand, og kvinden er offer. Det kan have den konsekvens, at kvinder slet ikke dømmes for voldtægt, og det ødelægger vores statistiske overblik over mandlige og kvindelige forbrydelser. Det gør det stort set umuligt at få en sandfærdig og fyldestgørende kortlægning af området.

Vores opfattelse af voldtægtsbegrebet er så snævert og ekskluderende, at vi i Danmark ikke engang har undersøgt, hvor mange mænd der i virkeligheden bliver udsat for overgreb. Det Kriminalpræventive Råd skriver på deres hjemmeside, at både mænd og kvinder udsættes for seksuel vold, men at det i undersøgelser kun er kvinder, der er blevet adspurgt. Altså kender vi slet ikke omfanget af overgreb begået mod mænd.

Som Mithu M. Sanyal skriver, så er ’rigtige’ mænd handlekraftige og usårlige. De beskytter og forsvarer. Hvis man beskriver manden som voldtægtsoffer, bryder man med vores fasttømrede opfattelse af den mandlige kønsrolle og kønsstereotyp.

Som hun skriver i sin problematisering af den kønnede voldtægtsdiskurs: ”Årsagen til, at det er et diskursivt minefelt at tale om mandlige ofre, er ikke, at kvindelige ofre dermed vil få mindre opmærksomhed, men derimod at mandlige ofre udfordrer selve konceptet mand.”

Voldtægt er et kontroversielt emne

”Ikke alle mænd er potentielle voldtægtsforbrydere, og ikke alle kvinder er potentielle ofre. Køn er ikke skæbne, heller ikke når det gælder voldtægt. Vi er mennesker og bestemmer selv, hvordan vi vil skrive og omskrive fortællingen om vores liv, med alle mulige brud og spring og modsigelser, for det er vores historier, der skal give mening for os.” Således afslutter Mithu M. Sanyal i sin bog om voldtægt.

I en virkelighed hvor voldtægtsofre stadig kæmper for at blive taget alvorligt, og hvor lovgivningen på området stadig halter bagud i forhold til at stå mål med forbrydelsen, har det været vanskeligt at få udgivet en bog som denne. Emnet er endnu så skrøbeligt og omdiskuteret, at det kan være angstprovokerende at stikke så meget som en lilletå uden for vores voldtægtsnarrativ.

Det er dog vigtigt at flytte grænserne for vores fortælling om voldtægt, hvis vi vil have hele sandheden med. Når der er ofre, der falder uden for narrativet, og når det i den grad skævvrider allerede problematiske kønsroller, så må det være nødvendigt og på tide at udvide begreberne.

Mithu M. Sanyals bog om voldtægt er et vigtigt indspark i den moderne voldtægtsdebat, og den bibringer sin læser mere end én aha-oplevelse. Den skubber til vores fasttømrede opfattelse af begrebet voldtægt, og det vil jeg mene er tiltrængt.

Illustration: Francisco Goya
Omslag: Mikkel Henssel

Mithu M. Sanyal: ”Voldtægt. Aspekter af en forbrydelse”
Oversat fra tysk efter ”Vergewaltigung. Aspekte eines Verbrechens”
Oversat af Birgitte Grundtvig Huber
Tiderne Skifter, 2017
233 sider