“Vi er de glemte”

Kulusuk. Fotograf: Christine Vassaux Noe

Situationen for de voldsramte kvinder i Østgrønland er uholdbar. Det er det sted i Grønland, hvor flest kvinder bliver udsat for overgreb, mens det paradoksalt nok er det sted i landet, hvor der er mindst hjælp at hente. Krisecentre og psykologer er ikke-eksisterende og noget, der kun er forbeholdt vestkysten. Sproget bliver ofte en barriere og kan være afgørende for den hjælp, kvinderne kan få. Østgrønlænderne har længe råbt om hjælp,  men som det ser ud lige nu, bliver de overladt til sig selv.

Af Christine Vassaux Noe/Foto: Christine Vassaux Noe
Juni 2017

Jeg har nu boet i Kulusuk i Østgrønland i ni måneder. En kold, men for en gangs skyld vindstille og solrig februar formiddag gik jeg en tur hen til sygeplejestationen for at tale med de to sundhedsassistenter Tobiasine Boasson og Else Nuko om vold mod kvinder og den manglende hjælp til voldsudsatte kvinder i især Østgrønland.

Østgrønland mangler krisecentre og psykologer

Kulusuk er en smuk bygd på den grønlandske østkyst. Bygden er placeret på en lille og isoleret ø, hvor der blot bor et par hundrede indbyggere. Der findes syv krisecentre for voldsramte børn og kvinder i Grønland, men de ligger alle sammen på vestkysten. Ligeledes arbejder der heller ikke nogle psykologer på østkysten. Hvis man bor på østkysten, kan man derfor hverken søge professionel hjælp hos en psykolog eller på et krisecenter, hvis man har været udsat for voldtægt eller anden form for vold.

I Grønland er vold mod kvinder og børn et stort problem. Næsten 63% af alle kvinder over 17 år har været udsat for vold eller trusler om vold. Grønland er det land i verden, hvor der bliver begået flest voldtægter pr. indbygger, og Tasiilaq (østkystens eneste by på ca. 2000 indbyggere) er det område i Grønland, hvor der begås flest voldtægter pr. indbygger.

Det virker derfor helt paradoksalt, at der næsten ingen hjælp er at hente for områdets kvinder.

Sygeplejestationen i Kulusuk. Fotograf: Christine Vassaux Noe

Få reelle muligheder for voldsramte kvinder og børn i Østgrønland

Det er tirsdag formiddag, og vejret er til en forveksling flot, klart og vindstille. Der er -8 grader udenfor, men på grund af solens varmende stråler, føles det ikke bidende. Da jeg når hen til sygeplejestationen, bliver jeg budt indenfor, og vi sætter os til rette i det lokale, som både bliver brugt til konsultation, undersøgelser, kontor og opbevaring af medicin.

Hvis man er blevet udsat for overgreb i Kulusuk, er det sygeplejestationen, man tager hen til. Det er her, sundhedsassistenterne Else og Tobiasine arbejder, og det er dem, der i første omgang tager sig af de voldsramte kvinder.

Else fortæller, at der kun findes ét sted på østkysten, hvor kvinder kan tage hen. Det ligger i Tasiilaq og hedder Børne -og Familiecenteret. Der findes nogle forskellige tiltag, blandt andet åben rådgivning en gang om ugen, hvor alle er velkomne. Men fokusset ligger mest på familiens og børnenes trivsel og sundhed. Det er ikke et sted, der specifikt er forbeholdt voldsramte kvinder, og hun mener, at det er rigtig ærgerligt, at der ikke findes et reelt krisecenter på østkysten.

“Jeg synes, det er trist, at der ikke findes sådan et sted (krisecenter, red.). Tallet ville måske være lavere, hvis man havde et sted at gå hen […] inden det gik helt galt,” forklarer Else.

Else forklarer endvidere, hvordan det kan være rigtig svært for dem at gøre noget for de voldsramte kvinder, da ressourcerne er få.

“Vi gør, hvad vi kan for at hjælpe dem og deres familie. Er det meget voldsomt, beder vi politiet og kommunefogeden om hjælp og selvfølgelig sygehuset (i Tasiilaq, red.). Det er meget begrænset, hvad vi kan gøre her i bygden. Både materialemæssigt og så er vi trods alt kun sundhedsassistenter. Men vi gør, hvad vi kan, når det drejer sig om psykiske problemer.”

Tobiasine fortæller, hvordan der engang var en psykolog i Tasiilaq man kunne ringe til, men at der ikke er det længere.

“Der var en, der snakkede med en psykolog over Skype for to måneder siden. Det er lang tid siden, vi har haft en psykolog i Tasiilaq, som vi kunne ringe til herfra,” pointerer hun.

Sygeplejestationen indefra. Fotograf: Christine Vassaux Noe

Når alle kender alle

I en lille bygd som Kulusuk kender alle hinanden, og rigtig mange er på den ene eller den anden måde i familie med hinanden. Der er altså en risiko for, at det også kan være et familiemedlem, som Else og Tobiasine skal tage sig professionelt af.

“Det kan være meget tungt at være i en bygd en gang imellem. Især når man arbejder med patienter, hvor man kender vedkommendes familie,” forklarer Else.

“Selvfølgelig skal vi være professionelle i vores arbejde, men det kan være svært […] og det er selvfølgelig rigtig trist at høre, hvordan landet ligger i øjeblikket,” fortsætter hun.

Else sidder et øjeblik i egne tanker, inden hun fortæller videre. Både hun og Tobiasine bliver berørte af at snakke om, hvor svært det er at skulle hjælpe folk, man kender godt, når man ikke har redskaberne og mulighederne for at gøre særlig meget for dem.

“Hvad os angår, er det især, når det gælder familie, at det er tungest. Når man kender vedkommende på nært hold. Man ved, hvad personen laver. De ved, hvad man laver, og de ved, hvordan man lever. Det kan være svært nogle gange at skille det ad. Men det synes jeg egentlig, vi er ret gode til,” fortsætter hun.

Sundhedsassistent Else Nuko. Fotograf: Christine Vassaux Noe

Den lange rejse fra øst til vest

Der ligger flere problemer i, at der kun er krisecentre tilgængelige på vestkysten. Det kan være svært at finde plads og have kontakt med nogen, som arbejder flere hundrede kilometer væk, men det kan også være svært og ensomt at blive sendt så langt væk fra sine vante omgivelser og alle, man kender.

“Det er ikke kun ensomt. Der er også mange fra de østgrønlandske bygder, der ikke forstår vestgrønlandsk, og det kan blive meget svært for dem (red. de voldsramte) at håndtere ovenpå det, der er sket,” forklarer Else.

Kun få udenforstående ved, at østgrønlændere og vestgrønlændere ikke taler samme sprog og derfor ikke nødvendigvis forstår hinanden. Det vil sige, at hvis man skal sendes til et krisecenter på vestkysten, så er man ikke blot skrøbelig og langt væk hjemmefra. Man kan muligvis heller ikke kommunikere ordentligt med dem, som arbejder på krisecentret, eller med den tilknyttede psykolog, medmindre man er god til vestgrønlandsk eller dansk.

“Det er nok én af grundene til, at folk har svært ved at acceptere at skulle til vestkysten. Der er mange grunde til, at de ikke kan få sig selv til at tage afsted og tage den svære beslutning, det er at rejse væk,” fortsætter Else.

Sundhedsassistent Tobiasine Boasson. Fotograf: Christine Vassaux Noe

Vestkysten vender det blinde øje til

Vi taler om mulighederne i Østgrønland, og hvorfor situationen ser værre ud her, end den gør på vestkysten. Jeg tilføjer, at det må være hårdt at bo i den del af landet, hvor der ikke bliver gjort særlig meget.

“Selvfølgelig er det tungt. Men tungere er det, at vi ikke får hjælp fra vestkysten. Hvis bare Østgrønland havde fået nogenlunde samme behandling som vestkysten, så havde vi haft det bedre. Hvis bare man havde de samme ressourcer,” uddyber Else.

Jeg spørger, om det er, fordi Vestgrønland ikke kan hjælpe Østgrønland bedre. Else smiler lidt opgivende og svarer:

“Det kan de godt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det, men det er sådan med os østgrønlændere, at vi er ‘de glemte’. Man har indtil flere gange søgt om at få psykologer hos kommunen. Men de er ikke interesserede i at hjælpe os fra vestkysten.”

Inden vi afslutter, og de skal tilbage til arbejdet, taler vi om, hvad man som bygd selv kan gøre for at afhjælpe nogle af de store problemer, de står overfor.

“Der mangler sammenhold. Det er svært at samle folk her. Hvis man hænger et opslag op om et borgermøde, er der få, der kommer. Det er svært for os, der prøver at give information og kaste lys over de problemer, vi har. De kan se og føle det, men har svært ved at være sammen om det. Det er i hvert fald min mening,” forklarer Else.

“Tobiasine og Elses historier er blot få ud af mange eksempler på, hvordan især østkysten mangler ressourcer, midler og prioritering – både fra grønlandsk men i særdeleshed også fra dansk side.”

Efter at jeg har boet i Østgrønland de sidste ni måneder, har jeg fået en stærk og tydelig fornemmelse af, at dette sted ikke er en prioriteret. En følelse af, at man lukker øjnene for mange af de problemer, kvinder og børn står overfor. En stilstand i en form for ingenmandsland, hvor indbyggerne bliver overladt til sig selv og glemt, og det betyder, at mange opgiver på forhånd, og kun et fåtal forsøger at afhjælpe situationen. Det er blevet et stort og betændt sår, som kun få tør røre ved. Tobiasine og Elses historier er blot få ud af mange eksempler på, hvordan især østkysten mangler ressourcer, midler og prioritering – både fra grønlandsk, men også fra dansk side.

“Det har man sagt i mange år – men uden reaktion,” afslutter Else.

Kulusuk. Fotograf: Christine Vassaux Noe

Råber det østgrønlandske folk for døve øren? 

Hvis man har været udsat for voldtægt, eller hvis man bliver udsat for vold i hjemmet på østkysten, så er mulighederne for hjælp yderst begrænsede – nærmest ikke-eksisterende.

Det bliver en lang og sej kamp, hvis man vil ændre på noget for disse kvinder og børn, når de så konsekvent bliver nedprioriteret, og de stemmer, der forsøger at gøre en forskel og råber om hjælp, bliver overhørt og ignoreret. 

Selv hvis man kunne få antallet af voldtægter til at falde, og færre kvinder blev udsat for vold i hjemmet, så ændrer det ikke på problemets kerne. Nemlig at de, der bliver udsat for overgreb, ikke er sikret den hjælp, de har brug for.

Grønland har heldigvis hjemtaget socialområdet, som krisecentre hører under, og lovgiver derfor selv på området. Derfor er det også på høje tid, at der kommer et krisecenter på østkysten. Der har i lang tid været tale om etablering af et krisecenter i Tasiilaq, der efter sigende skulle have været færdigt i 2016, men det har man endnu ikke set skyggen af. Dog har Grønland endnu ikke hjemtaget justitsområdet, og der ligger derfor også et stort ansvar for de voldsramtes sikkerhed hos de danske myndigheder og det danske justitsministerium, og det virker ikke umiddelbart, som om Justitsministeriet skænker de voldsramte kvinder i Grønland en tanke.

Det eneste, der er sikkert lige nu er, at forholdene på østkysten er langt fra optimale, selvom der fortsat bliver kæmpet for flere ressourcer. Det virker dog, som om at det østgrønlandske folk råber for døve øren.