Essay: Fødsel. Liv. Død

Maria Busch fik aldrig det barn, hun så inderligt ønskede sig. Hun har skrevet en række breve om fødsel, liv og død.

af Maria Busch
Maj 2017

Da du kom til mig Lille natsværmer
startede din vej væk Lille natsværmer
du nåede aldrig ind Vi går alle ud
(Natsværmer af Lars H.U.G)

Da jeg blev kontaktet af Magasinet Udbrud! i forbindelse med denne måneds forældretema, tog jeg imod opfordringen om at skrive en artikel om det at være uønsket barnløs, vel vidende, at jeg dermed var nødt til at fjerne forbindingen fra det sår, der aldrig vil heles.

Jeg opdagede dog hurtigt, at jeg ikke var i stand til at finde en journalistisk genre, der kunne gengive, hvad det betød og stadig betyder, at jeg aldrig fik det barn, jeg havde håbet på. Jeg kunne sagtens have skrevet en artikel, der forklarer, hvad det vil sige at være ufrivillig barnløs. Om sorgen, om de ekskluderende sociale mekanismer, om den evigt nærværende ensomhed, om et liv, der aldrig blev, som jeg havde ønsket, men det ville blot være en intellektuel øvelse. Jeg mestrer kun én eneste genre, når jeg skal formidle personlige følelser – den rå og ufiltrerede, den sønderlemmende ærlige: Mine breve.

Jeg vil derfor dele nogle (brudstykker fra) breve, jeg har skrevet til en person, vi kan kalde X. Forvent ikke nogen kronologi eller lineæritet, i mine minder, følelser og tanker, der i et stadigt cirkulært forløb rækker tilbage til fortiden og bliver en del af nutiden. Fortiden, der har været nutiden, griber ind i den nye nutid, der bliver fortid.

Fødes og føde

Mit instinkt fortalte mig, at hvis jeg ville leve, så skulle jeg kæmpe. Men jeg vidste også, at jeg bare kunne give op og lade mig føre væk af den blide bølge af ingenting. Jeg valgte at kæmpe. Jeg vendte mig på hoved og kunne ikke orientere mig. Jeg skulle ud herfra. Mine kræfter var ved at slippe op og jeg var ved at blive kvalt.

I mange år frem kommer den lem til syne i mine drømme, som jeg nu kunne ane foran mig. Og i lige så mange år, vil jeg rædselsslagen forstå, at lemmen er for lille til, at jeg kan komme igennem den. Jeg vil sidde fast og drukne. Men lige som i drømmen, havde jeg ikke noget valg. Jeg blev tvunget mod lemmen af kræfter, der var for stærke til, at jeg kunne kæmpe imod. Hver en celle i min krop vidste, at det var nu eller aldrig. Jeg ville ikke dø, jeg ville leve.

Jeg lader mig flyde med, nærmer mig lemmen, føres til dens åbning. Med en sidste kraftanstrengelse forsøger jeg at komme igennem lemmen. Smerten er overraskende og fremmed. Jeg vidste det – jeg skal dø! I drømmen mange år senere, er der to slutninger på kampen. I den ene sidder jeg hjælpeløst fast med bevidstheden om, at jeg skal dø. I den anden, kommer jeg som ved et mirakel igennem den trange lem – lige som det skete dengang. Jeg troede, at når jeg først var kommet igennem lemmen, ville jeg være i sikkerhed, men jeg skal bevæge mig et sidste stykke gennem en trang tunnel. Jeg bliver hjulpet af den samme kraft, der førte mig frem mod lemmen. Jeg klarede den.

Dengang vidste jeg ikke, at man ikke skal græde, når man bliver slået, så jeg skriger i forskrækkelse og smerte, da jeg får et hårdt slag i røven. Med en ømhed, der gav lovning om fremtidig tryghed, der aldrig blev indfriet, overgav jeg mig til livets uendelige inerti og jagten på indfrielsen af alle mine længsler. Jeg startede med at finde min mors bryst og give mig til at spise.

Jeg ved, at den smerte, der flænser mit kød og mit sind er til ingen verdens nytte. Det er bare smerte. Jeg forsøger at rejse væk. At flyde med smerten derhen, hvor den ikke længere kan nå mig. Men jeg bliver blot skyllet i land igen. Ikke tænke, ikke give op, bare kæmpe. For at overleve, for ikke at miste forstanden. Jeg ved, at det er min egen skyld. Jeg ved, at jeg forsøgte at snyde skæbnen. Lod mig forføre i et syndigt øjeblik. Bildte mig selv ind, at jeg godt kunne få det, jeg allerhelst ville have. Men inderst inde vidste jeg det godt. Har altid vidst det. Det var også derfor, det var en lettelse, da de sagde, at du var død. Det var barmhjertigt. At du døde så tidligt. Så behøvede jeg ikke længere at frygte, hvornår du ville blive taget fra mig.

Min krop kæmper for at støde dig ud. Jeg er der ikke længere. Jeg lader som om, jeg ikke kender dig. At du aldrig har eksisteret. Man kan ikke græde, når det er ens egen skyld. Man kan ikke sørge, når man selv har været ud om det. Man kan ikke klage over smerten. Man skal være stille. Jeg forsøger at være så stille som muligt. Ikke udstøde lyde, ikke bevæge mig. Kun smerten er til stede.

Jeg ved det ikke endnu, men jeg er ved at miste mig selv og jeg vil miste dig om og om igen. Du vil være i hver en drøm, jeg ikke tør drømme, i hvert et kærtegn, jeg unddrager mig, i hver en sorg, jeg ikke vil føle, i hver en frygt, der vil martre mit sind. Det er min skyld, at du døde. Hvis jeg ikke havde trodset den stemme, der fortalte mig, at jeg aldrig skulle få dig, var du ikke blevet til og kunne derfor ikke dø. Jeg elskede dig så højt, at jeg bare måtte have dig. Den egoisme slog dig ihjel.

Jeg kan stadig huske, hvordan du så ud. Du havde det yndigste ansigt, tykt mørkt hår og store, rolige øjne. Kun dine øjnes farve har jeg glemt. Nogle gange er de brune og andre gange er de grønne. Jeg håber, du forstår, at jeg var nødt til at lade som om, jeg aldrig havde kendt dig for at straffe mig selv. For selvfølgelig kender jeg dig. Jeg har kendt dig altid.

På aftenhimlen flyver blanke spyd

Jeg er stoppet med min antidepressive medicin, som jeg har taget lige siden jeg mistede min baby i min mave – for hvad? 25 år siden? Alle de følelser, som pillerne har lagt låg på i alle disse år, står i kø for at komme op til overfladen – K forlod mig, drømmen om det gode liv med den, jeg elskede, døde ligesom fostret, jeg ikke kunne bære helskindet gennem en graviditet – ikke efterfølgende at måtte vise sorg. Jeg blev halvskør og tænkte på at tage mit liv. Det tog år, før jeg krøb tilbage med pillernes hjælp. Nu står jeg nøgen – uden min kemiske krykke.

Når lyset brænder ud

Dagens sidste sol kaster en stribe af lys på mit bord. Den har mistet sommerens kraft og afgiver ingen varme. Stod et kort øjeblik i min altandør for at mærke solen i mit ansigt, før den går ned bag hustagene kryds mellem S…gade og B… Allé. Sommeren er endegyldigt forbi, og det stak i mit hjerte. Igen var den alt for kort, igen fik jeg ikke nok, igen blev jeg ikke mæt. En sorg skyllede over mig og en enkelt tåre fyldte det ene øje, men blev hurtigt tørret bort. Det nytter ikke at græde. Det nytter ikke at være ked af det. Livet er, hvad livet er. Jeg ved godt, hvad sorgen handlede om. Behøvede ikke at tænke eller mærke efter. Jeg kender den kun alt for godt. Det er den sorg, der ligger bag alt andet. Den sorg, der altid er grundtonen i mit indre. En sorg, der i virkeligheden er en uendelig længsel, der aldrig er blevet indfriet. Jeg var nødt til at gå ind i min stue, før solen forsvinder. Jeg kan ikke bære at mærke tomheden, efter den er væk.

It’s life’s illusions I recall

Jeg har lige set et stærkt dokumentarprogram om en tidligere prostitueret crackmisbruger, der nu bruger sit liv på at hjælpe andre kvinder i samme situation. De historier de fortalte var selvfølgelig hjerteskærende beretninger om seksuelt misbrug, vold, forsømmelse og manglende kærlighed. På et tidspunkt taler denne her kvinde i telefonen med én af de “kvinder” (barn, 14 år), hun forsøger at hjælpe. Kvinden/pigen fortæller i telefonen, at hun er blevet gravid. Da kvinden lægger røret på, siger hun til kameraet, at kvinden/pigen med vilje er blevet gravid, fordi hun har et så stort behov for kærlighed, og hvis hun ikke kan få den, så skaber hun den selv.

Det ramte en nerve inde i mig. Jeg forstod pludselig, at mit stærke ønske om at få et barn ikke kun handler om at give en masse kærlighed og om at få en ny chance for selv at få en god barndom. Det handler også i høj grad om, at skabe den kærlighed, jeg altid har higet efter. Jeg opdager lige, at jeg skriver i nutid, hvor jeg burde skrive i datid.

Jeg blev så uendelig ked af det, fordi jeg indså, at jeg nu aldrig vil få den mulighed. Jeg vil aldrig kunne skabe den kærlighed, jeg har brug for. Sorgen og ensomheden i den erkendelse var så stærk, at jeg følte et kæmpe sug i maven og fik kvalme og tårer i øjnene. Den hænger sammen med selve min væren i livet. Med håbet om, at jeg kunne vende mit liv til noget positivt. Jeg har hængt alt op på det håb. Det var derfor, jeg trods overvældende sorg og smerte, blev ved med at kæmpe. Det ville jo blive godt en dag. En dag ville al lidelsen, jeg aldrig har forstået, hvorfor jeg skulle gennemleve, blive erstattet af glæde og mening. Hvis bare jeg trodsede smerten, holdt ud, kæmpede, hele tiden rejste mig op, når jeg faldt. Hvis bare jeg var sød ved alle mennesker. Hvis bare jeg ikke gav op. Så ville jeg en dag få belønningen. Jeg ville få et dejligt lille menneske, jeg kunne overøse med al den kærlighed, jeg er fyldt til randen med. Og jeg ville få kærlighed tilbage. Jeg ville blive elsket. Der ville være brug for mig. Så stort var mit håb. Så meget afhang af det håb, at jeg et eller andet sted tænkte, at det aldrig ville komme til at ske. Jeg ville aldrig få det barn.

Jeg har fortalt dig om, at den tanke slog ned i mig allerede som 20-årig — over 10 år før jeg prøvede på at få dig. Samtidigt var det livsnødvendigt for mig at tro på, at jeg ville. Jeg slå tanken hen. Det var jo et spørgsmål om overlevelse. Man kan jo ikke kæmpe, hvis man ikke tror. Når jeg i dette nu kigger på billedet af mig selv som lille Maria, bliver min trang til at redde hende endnu større, men mine fingre kan kun stryge over det næsten 53 år gamle billede.

Can you remember who I was?

Det lykkedes mig til sidst at blive gravid. Men du døde indeni min krop. Jeg havde fejlet igen. På mange planer. Vigtigst var dog, at jeg uigenkaldeligt mistede chancen for at få lov til at elske. Mistede chancen for at redde den lille Maria, der smiler til mig fra det gamle billede. Give dig uendelige mængder af kærlighed. Jeg mistede muligheden for at trække helingen ind i fremtiden med kærligheden til mit eget lille barn, som jeg ville kunne elske resten af mine dage. Tabet er uigenkaldeligt. Jeg bliver nødt til at finde noget andet at tro på, hvis jeg fortsat skal kunne kæmpe. Noget der balancerer den iboende smerte ved at være i livet. Noget, jeg kan stræbe efter. Noget, der gør, at jeg ikke giver op. Det er den slags erkendelser, der river i sjælen. Men der er ikke andre alternativer end at kæmpe, så derfor kæmper jeg videre. Jeg hænger billedet tilbage på væggen, efter at jeg med en finger stryger støvet af rammens kant.