Genvinder sproget gennem en formløs form

Naja Marie Aidt har i et fragmentarisk sprog skrevet et smerteligt og poetisk værk om, hvordan verden falder sammen, når en mor mister sit barn. Et værk om det moderlige paradoks det er at overleve sit eget barn, der ændrer tid og sprog for altid. Et yderst dybsindigt værk om at miste grebet om sig selv og sproget og genvinde det gennem poesien.

Af Carla Rafaella Gianetti
Foto: Mikkel Tjellesen
Maj 2017

jeg går ind i brusekabinen, jeg står i badet, jeg tænker på hans sidste grusomme bad, det bad han tog, mens han blev psykotisk , ( ) det bad, der førte til hans sidste handling, jeg kan ikke tage et bad, jeg vil aldrig mere tage et bad, vandet føles som syle mod huden, glasskår, pinsel, ( ) jeg ser arret efter kejsersnittet, og jeg slår mine bryster, min mave, jeg tæsker løs på mig selv, denne uduelige krop, der for altid skal være mærket af hans fødsel.

En lørdag aften i marts måned for to år siden dør Carl. 25 år. Efter et eksperiment med svampe tager en psykose magt over den ellers sunde og raske krop. En psykose får ham til at gå hen til vinduet på fjerde sal og hoppe nøgen ud i mørket. Naja Marie Aidt mister sin søn. 

Samtidig bliver hun ramt af en slags afasi. Hun mister sit sprog. Det går på en måde i stykker. Hun kan hverken læse eller skrive. Hun væmmes over ord. Over kunst. Kaster med bøgerne. Det er, som om ordene bliver urummelige. De smuldrer. Er ikke nok. Bliver utilstrækkelige og ligegyldige. Forstummet har forfatteren ikke længere ejerskab over sproget. Døden har opslugt alle ord i verden. De bliver kropumulige at anvende, og hun væmmes nu over den krop, der er magtesløs og engang har givet liv til det, der nu pludselig er dødt.

Poesien hjælper hende tilbage på sporet. Poesien giver dette moderlige paradoks sprog, og Aidt genvinder ordene og begynder selv stykke for stykke at forme den formløse form, der bliver til Carls Bog, som er værkets, Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, undertitel.

Poesiens kraft

På et tidspunkt får Naja Marie Aidt Stephane Mallarmés værk foræret. Værket handler om hans søns død. Mallarmé orker ikke at gøre sine sætninger færdige, sætte punktummer eller skrive med store begyndelsesbogstaver, hvilket er et sprog, Aidt kan sætte sig ind i og rumme. Den fuldstændig opløste form giver mening i en meningsløs og opløst tid. En form, der vækker genklang og hjælper Aidt tilbage ind i sproget igen.

Carls Bog er en sand poetisk perle fyldt med ufærdige tankerækker. Tankerækker, man ikke selv tør tænke til ende. Tankerækker om at miste. Små fragmenter fra dagbogsnotater og små filosofiske bidder og udbrud om sproget, skriften, kærligheden og døden. Aidt henter hjælp i andre forfatteres tab og spejler sig i lyrikken, filosofien og poetikken.

“Poesien giver svar ved at føde et sprog, der kan formulere nogle brudstykker, der pludselig giver det meningsløse rum. Brudstykker og scenarier, som digteren gennemgår igen og igen.”

Aidt skriver om sine forudsigelser i tidligere poesi. Om hvordan hun på profetisk vis før har skrevet om sønnens død. Hvordan hun på en måde altid har vidst det.

har døden taget noget fra dig så giv det tilbage/ så giv det tilbage/ giv dét tilbage/ som du fik af den døde/ da den døde var levende/ da den døde var dit hjerte/ giv det tilbage til en rose,/ et kontinent, en vinterdag/ en dreng der ser dig an/ fra hættens mørke

På den måde ophøjer hun på Rimbaudsk vis ikke kun digteren til en slags seer, men poesien får også en helt særlig kraft, der dekonstruerer og genføder sig selv. Carls død, krop og liv formerer, forgrener og forener sig i lyrikken. Den bliver et slags klarsyn. En kraft, der giver digteren kræfter til at genvinde sproget. Poesien afhjælper og afmonterer. Poesien giver svar ved at føde et sprog, der kan formulere nogle brudstykker, der pludselig giver det meningsløse rum. Brudstykker og scenarier, som digteren gennemgår igen og igen. Scenarier, som er så ubærlige, men som bliver ved at fylde i en bevidsthed, der  forsøger at fatte det ufattelige.

Chok-sprog i en fremtidløs fremtid

Gennem typografiens forskellige fonte og punktstørrelser, manifesterer disse fragmenter og tidsmæssige brudstykker sig grafisk for øjnene af en. Versaler. Minuskler. Stor råbende skrift. Lille bitte hviskende skrift. Nutid. Datid. Og altid. Øjet forstyrres. Der hoppes frem og tilbage. Små foruroligende rytmer bliver afbrudt. De konstante ekkoer bliver hængende og runger i de næste stykker. Efterklangen er tung, højlydt og lammende stille. Digterens tanker og bevidsthed samler og splintrer konstant værkets fragmenter.

“Aidt skifter jeget ud, benytter tempuspluralitet og tvetydige udsigelser og kredser om at kunne forene, splintre, bryde og rumme flere kompleksiteter på flere forskellige niveauer samtidig med, at værket skildrer en mors rå og brutale sorg.”

Værket rummer et væld af fragmenterede spor, der slynger sig ind og ud imellem hinanden. Spor, der lag for lag væver sig ind i hinanden og bliver fyldigere og bredere uden, at man helt kan gennemskue, hvor de starter og hvor de ender. Spor, der på en og samme tid er lyriske og reduktive og minimalistiske. Med brugen af punktummer og pludselige stop giver det værket en dobbelthed af både det indre, det ubevidste, det flydende, intuitionen, fænomenerne  – men også det ydre, det faste, det kropslige og det pludselige. Aidt skifter jeget ud, benytter tempuspluralitet og tvetydige udsigelser og kredser om at kunne forene, splintre, bryde og rumme flere kompleksiteter på flere forskellige niveauer samtidig med, at værket skildrer en mors rå og brutale sorg. Man mærker sammen med digteren angsten, der prikker, og hører skrigene igen og igen. En løvindes blødende brøl. Alting kører i ring.

Et gennemgående spor i bogen er skrevet i kursiv og beskriver med chok-sprog en chok-scene. En passage, der bliver ved at udvide sig. En passage, der igen og igen gennemgår scenen, fra da Carl springer ud af vinduet, til at Carl ligger i en respirator på hospitalet, hvor han to dage efter erklæres hjernedød.

Fragmenterne skildrer, hvordan sønnens pludselige død gradvist strømmer ind i Aidts bevidsthed. Strømme, der hver gang bliver kraftigere og kraftigere ved, at der hver gang kommer flere og flere oplysninger og detaljer med.

Det tager os en time at køre til København. Hvad, tænker jeg, hvad er det, hvad er det? Det er, som om jeg drømmer.  Jeg fryser, jeg ryster. Det er, som om livet siver ud af mig. Så begynder jeg at skrige igen, og skriget lyder, som om det kommer fra en dyb urtilstand, det er ikke min stemme, og den stemme, jeg hører, skræmmer mig fra vid og sans. Lyden kan næsten ikke komme ud af mig, jeg kan næsten ikke trække vejret.  Jeg er blevet til en anden. Og vi kommer ind på Rigshospitalet, det regner, vi kører op til niende etage med elevatoren, jeg kommer ud af elevatoren, jeg skriger: Hvor er mit barn? Hvor er mit barn?

Fragmenter bliver til skrig i en skrift, der kryber så dybt ind under huden, at den tvinger læseren ud i nogle mørke afkroge. En svimlende læsning, der fører læseren gennem flere forskellige tidsmæssige spor, hvor en fysisk og kropslig ubærlig sorg gennem små flimrende billeder lidt efter lidt sætter sig fast.

 “Det er en sorgprocess, der bliver ved at nægte sig selv og får tid til at betyde alting. Nutid. Fremtid. Datid. Hun kredser rundt i cirkler og springer frem og tilbage og demonstrerer, hvordan sorg er noget, man må bære med sig. I sproget. I et indre. I kroppen. Altid.”

Naja Marie Aidt udleverer en mors sorg, der er så svær at begribe. Hun skildrer, hvordan alt går i opløsning. Tiden. Sproget. Verden omkring hende. Hende selv. Og vi mærker sorgens invaliderende tag i en krop, der slæber sig af sted gennem hverdagen. I et liv, der lever et ikke-liv i en ikke-tid med et ikke-sprog. En beskrivelse af, hvordan en tidsløs nutid bliver en fremtidsløs tid.

Vi kan både se og høre uret, der tigger på væggen over køleskabet. Men tiden er gået i stykker. Den flyder, den er flydende, den er kun nu, hele tiden kun nu, ikke mere eller mindre end det. Vi ved ikke om det er nat eller dag. Vi står udenfor dage og nætter nu, dage og nætter har intet med os at gøre, vi opfatter ikke forskellen mere. Vi har ingen forhåbninger om fremtiden, vi kan hverken forestille os eller mærke fremtid mere. Vi kan ikke se en time, et kvarter, et minut frem. Vi kan intet planlægge. Vi befinder os i fremtidløs tid. Vi sidder rundt om et bord i et køkken og overlever fra sekund til sekund, vi rejser os sjældent op. Vi er stivnet, mens forårslyset stiger og falder på himlen udenfor: Når du ikke længere kan være i fortløbende tid, kan vi heller ikke.

Selvom jeg flere gange tænkte, at nu kunne jeg ikke bære denne voldsomme sorg længere, kunne jeg ikke slippe Carls Bog. Måtte derhen, hvor sproget bliver helt igen. For at forstå ikke bare hvad der var sket, men hvordan man overlever sådan et tragisk tab. Enhver mors værste mareridt. Hvordan man kommer over på den anden side. Men bogen er en slags protest mod netop dette. Mod processen. Mod sproget. Mod tid. Struktur. Tidsystemet. Logikken. Der findes ingen logik. Intet sprog, der kan rumme dette tab. Ingen anden side. Der findes kun små glimt. Fragmenter.

Naja Marie Aidt gør op med tanken om, at sorgen er noget, man skal gennemgå eller komme sig over. At den er lineær. Det er en sorgprocess, der bliver ved at nægte sig selv og får tid til at betyde alting. Nutid. Fremtid. Datid. Hun kredser rundt i cirkler og springer frem og tilbage og demonstrerer, hvordan sorg er noget, man må bære med sig. I sproget. I et indre. I kroppen. Altid.

Det er en meget fysisk fornemmelse:

Han er inden i mig.

Han er inden i min krop.

Jeg bærer hans væsen i min krop.

Som da han lå i min livmoder.

Men nu er det hele hans liv, jeg bærer.

Jeg bærer hele dit liv.

Fællesskabet og poesien

Naja maria Aidt har skrevet en poesi, der slår en fuldstændig i gulvet. En poesi, der får en til at kravle, knække sammen, skrige og slæbe sig igennem værket sammen med hende. Vi følger og føler smerten i en intellektuel  – men yderst følsom praksis. En dissekering af skriften. Af forløbet. Tiden. En konfrontation, man ikke kan holde ud at være i, men som man sammen med hende på en eller anden måde er nødt til at få hold på. Men også en vrede. En vrede mod sig selv, kroppen, sproget og tiden. En vrede mod systemet og den måde, hele forløbet bliver håndteret på af politiet.

Så har “homoseksuel” og “psykisk syg” noget at gøre med, at en af de mange patruljevogne, der allerede var på gaden, ikke blev tilkaldt?

Så har “homoseksuel” og “psykisk syg” noget at gøre med, at du er død?

Det er der noget, der tyder på hentyder digteren til, når hun begynder at forstå det grufulde, der er sket og spørgsmålet “hvad nu hvis” bliver ved at dukke op.

Bid for bid samler hun sig selv op. Bid for bid finder hun et sprog, der kan rumme hendes vrede, der forvandles til poetiske og lyriske logikker, der giver hende kræfterne til at kæmpe sig tilbage.

Carls Bog er samtidig en hyldest og kærlighedserklæring til kollektivet. For mens alting er faldet fra hinanden, har de efterladte slået en stor ring om hinanden. Side om side bærer de sorgen. Et forløb, der skildrer opløsningen, der hen ad vejen samler og forener et særegent sprog, og i et kor af sorg bliver et digterisk fortvivlet jeg med henvisninger til Inger Christensen, Mallarme og Roubaud, et rungende vi. Gennem poesien og fælleskabet trækker hun sig langsomt tilbage til både livet og skriften. En måde at forsøge at få hold på noget, der er så uhåndgribeligt og alligevel så fysisk.

Aidt skriger som et vildt dyr. Forstummer. Lider. Skriver sig ind i sorgen. Leder. Aner sammenhænge. Jagter dem. Mister dem. Får øje på nye. Og i sin opponering mod kunst, skaber hun paradoksalt nok selv et af de smukkeste kunstværker. Et åndeløst, poetisk og udfordrende værk. Et værk, der sætter sig dybt og som man ikke sådan uden videre gør sig færdig med eller bare lige ryster af sig.

Gennem ni måneder – lige så lang tid som man bærer sit barn i livmoderen –  skaber Naja Marie Aidt denne lille smertelige og poetiske perle, hvori poesien på symbiotisk vis bliver Carls Bog – og Carls Bog bliver poesi. Gennem poesien får hun igen tag i sproget. Hun skaber sit helt eget sprog og giver det tilbage, som døden havde taget fra hende.

 har døden taget noget fra dig så giv det tilbage – CARLS BOG
 Naja Marie Aidt
2017
Gyldendal
168 sider

Læs også:

Femi-fantastiske bøger om krop, forældreskab, fødsel, død og genfødsel