En verden af vaginaer og kvindekroppe

Omslag og linoleumssnit: Dea Trier Mørch
Omslag bearbejdet af Alette Bertelsen

”Hvilken fuldkommengjort kvindeverden!” Sådan beskriver Dea Trier Mørch det lille isolerede kvindefællesskab på barselsgangen på Rigshospitalet i 1970’erne. I kollektivromanen Vinterbørn beskriver hun en virkelighedsboble adskilt fra omverdenen, hvor kvinder fra alle dele af samfundet mødes, forenet af deres graviditet og snarlige forløsning.

Af Tine Friis Kelstrup
Maj 2017

Sidste år var det 40 år siden, at Dea Trier Mørchs Vinterbørn udkom, og bogen blev i samme anledning genudgivet. UDBRUD! har forældreskabstema, og derfor virker det kun passende at mindes 70’ernes unikke generationsroman. Da Dea Trier Mørch havde født tre børn, blev hun inspireret til at skrive Vinterbørn, der blev udgivet i 1976. Den er foreløbig blevet oversat til 14 sprog, og i 1979 blev den filmatiseret af Astrid Henning-Jensen.

”Kvinderne mødes på hospitalet – i det samme hvide tøj og i den samme anledning. I fem dage er de sammen på den samme barselsstue. De spiser den samme mad og foretar sig stort set de samme ting. De blir tilset af de samme mennesker og får den samme behandling. På femte- eller sjettedagen forlader de denne barselsgang, dette drømmeland, hvor alle var lige –eller i det mindste noget, der lignede lige. De vender tilbage til deres respektive klasse, til deres skuffe, til deres hylde. Fællesskabet opløses og kommer aldrig igen. De hører ikke mere til hinanden. De læser højst om hinanden i en eller anden statistik.”

   
Linoleumssnit af Dea Trier Mørch

På svangregangen bliver alle skel udhvisket

Kapitlerne i Vinterbørn er inddelt i datoangivelser ligesom i en dagbog. Handlingen løber fra mandag den 16. december, hvor hovedpersonen, Marie, bliver indlagt, til onsdag den 15. januar, hvor hun bliver udskrevet. I begyndelsen er vi med på svangregangen, hvor kvinderne bliver indlagt, hvis der er komplikationer med deres graviditet.

På svangregangen bliver læseren ført ind i en boble – et helt særligt fællesskab. Ude i den virkelige verden uden for Rigshospitalets beskyttende mure ville kvinderne være adskilt af klasse, etnicitet eller deres politiske standpunkt. Herinde på svangregangen er alle klædt i  samme hospitalskjortler og har alle ål i hospitalssokkerne: ”Virkeligheden trænger ikke ind  – her – hvor en helt anden virkelighed trænger sig på.

For eksempel møder Marie den tyrkiske kvinde, Habiba, som stort set ikke taler dansk. Habiba har svært ved at få fødslen i gang, og de to mødes en sen nattetime, hvor Habiba er ved at gå til af udmattelse. ”Sammen begynder de at gå en lille natlig tur på Intensiv. Gennem stuen, ud på gangen, ned til døren og tilbage. De kan ikke sige mange ord til hinanden, og der er heller ikke noget at sige. De kan kun vise hinanden kærlighed og venskab – en helt elementær følelse, der rækker ud over deres sprog og deres nationalitet og hele baggrund. De går langsomt arm i arm med deres store vuggende maver.” De to kvinder mødes og forenes af deres fælles situation, og virkelighedens skel opløses til fordel for menneskelig omsorg og solidaritet.

Man møder også kvindernes mænd. Faderen til Maries barn tager på koncertturné i Grønland, mens hun er indlagt. Olivias Holger er på støtten. Gertrudes mand er civilingeniør. Yvonnes mand bliver kaldt Skrækkelige Olfert og har ingen forståelse for, hvad hans kone skal ligge og dandere den på hospitalet for, når hun nu kunne være til nytte derhjemme. I sidste ende lykkedes det ham også at overtale hende til at komme med hjem trods komplikationerne med hendes graviditet: ”Nu kan Yvonne komme hjem og passe sin fremskridtsmand og de to fremskridtsbørn, telefonen, marsvinet og kanariefuglen. I stedet for at ligge her og spille Kong Gulerod sammen med alle de rødstrømper!”

De mandlige karakterer fungerer mest som en kulisse for kvindernes oplevelse. De kommer på besøg, og de er en del af kvindernes liv, men kvinderne betror sig ikke til deres mænd eller deler deres oplevelse med dem. De søger i langt højere grad støtte i kvindefællesskabet hos de kvinder, der forstår smerten, angsten, forvirringen, glæden og spændingen. Det understreger, at hospitalsopholdet og fødselsprocessen hovedsageligt er kvindernes. Det er en oplevelse, som finder sted inde i en gennemsigtig kvindeboble, hvor mændene tålmodigt må vente uden for og nøjes med at kigge ind.

Liv og død

Kvindernes vilkår og bekymringer er forskellige, men kredser alle om det samme – deres ufødte barn. Det er fællesnævneren for dem alle uanset baggrund. Ligger østriolerne for højt eller lavt? Er der for meget fostervand? Er der noget galt med barnet? Alle disse bekymringer holder kvinderne vågne om natten, for de ved alle, at det i sidste ende kan blive et spørgsmål om liv eller død, som da Karen-Magrethes barn dør: ”Tilværelsen kan være ganske kort. Nogle klarer end ikke overgangen fra fosterliv til menneskeliv. Karen-Magrethes lille Brian døde på fjerdedagen. Et lille lys blev slukket i kuvøsen. Nu er han allerede væk.”

Kvindekroppen og den afmystificerede vagina

Hospitalet danner netop rammen om de skarpe kontraster: Liv og død, gravid og forløst, rask og syg, rig og fattig. Men det danner også rammen om en mystisk og uforståelig verden, vaginaen: ”Almindeligvis kender hverken manden eller kvinden noget til kvindens vagina. Den er mørk og mystisk og lisså gådefuld som stjernehimlen. Gynækologens og astrologens arbejde ligger begge lige langt fra menigmands fatteevne. Men fødslen kaster sit ubarmhjertige lys ind over de kvindelige kønsdele. Vaginaen blir afsløret, blir afmystificeret.”

I frembringelsen af liv bliver kvindekroppen afdækket i alle detaljer, og selv kvinder, der føler sig fremmedgjort over for deres krop, bliver nu tvunget til at forholde sig til den. På svangregangen og barselsgangen findes alle kropstyper. Der er den enorme Olivia med sukkersyge, smedekonen med den fyldige barm og Lille Mikkelsen, der er mager og indsunken. Alle kvindekroppe er der af samme årsag: For at frembringe liv.

      
Linoleumssnit af Dea Trier Mørch

”Der ligger de – VINTERBØRNENE – i deres mekaniske livmødre af glas og stål. Dømt til at overleve.”

Vinterbørn giver et helt unikt indblik i fødselsforløbet. Den beskriver en afsondret kvindeverden, hvor frembringelsen af liv er det centrale. Fællesskabet og solidariteten kvinderne imellem er fuldstændig afgørende for deres oplevelse af graviditeten og fødslen.

Illustreret af Dea Trier Mørchs vidunderlige linoleumssnit er <Vinterbørn> med sit smukke, poetiske sprog en gave til alle, uanset om man har valgt at få børn eller ej. Bogen giver et unikt indblik i 70’erne og fællesskabet blandt kvinder, der mødes over snaps og smøger på en hospitalsgang, mens de venter på at blive forløst.


Omslag: Dea Trier Mørch
Bearbejdet af Alette Bertelsen

Dea Trier Mørch, Vinterbørn
Gyldendal 2016, 8. udgave
293 sider