Essay: Vesterbros blå regnfrakke

Det er præcis 41 år siden i dag, at Tove Ditlevsen tog livet af sig selv. Begik selvmord for at få fred. Dagen før Kvindernes Kampdag. Det er også præcis et år siden i dag, at kønsforsker og feminist, Karen Syberg, med et foredrag hyldede Tove Ditlevsens liv og forfatterskab. Her er erindringen om en aften på Kulturanstalten på Vesterbro, der pludselig forvandlede sig til et diagnostisk neo-liberalistisk cirkus.

Af Carla Rafaella Gianetti
Marts, 2017

Klokken er 18.30. Start marts. Vesterbro er kold. Men jeg elsker min by. En skarp blæst hærger på Tove Ditlevsens Plads. Det svage lys på denne dunkle aften brænder små blinkende lygter som spor af erindringen og kaster en deform skygge henover den gamle barndomsgades bro, hvor ord står mejslet i sten og glimter i mørket. En vindblæst blå regnfrakke ledes over brostene og hen mod den gamle Kulturanstalt. Nattens dronning. Fylder trappeopgangen med glædens forventning. Flyver lydløst op mod salen.

På første række har den vindblæste blå regnfrakke pludselig taget form. Kruset, lyst hår. Slidt hud. Nikotingule negle. Bekymrede øjne. Omringet af linjer, der vidner. En gennemlæst gulnet digtsamling i skødet. Poesi. Fyldt med æselører, papirlapper og noter. Små spor i skriften.

Salen er godt proppet. Den sidste gæst har sat sig. Foredragsholderen Karen Syberg pusler lidt med mikrofonen og går i gang. Hendes stemme er hæs – men behagelig.

“Toves tid er en litteratur, der tør tale ind i et menneskeligt smerteligt øjeblik. Et sprog, der skildrer mange tider i et menneskes liv, men i særlig grad kvindens ønske om at bryde ud.” 

Hele det gamle Vesterbro er samlet. Tovefeber. Ærke Tove-connoisseurs. Måske fra samme baggård. Samme hjem og stemning. Det er, som om tiden på en og samme tid er gået i stå og alligevel stikker af. Tikker derudaf i en ny form. En ny tid.

Der er noget virkelig forunderligt ved tid. Én tid kan være langsom. Én anden hurtig. Et splitsekund kan bliver et evigt minde, man kan blive ved at vende sig mod –  uden egentlig nogensinde at kunne vende tilbage. Samtidig er flere tusinde timer glemt uden at blive et minde. Forsvundet. Fortrængt. Glemt. Tiden. Toves tid. Barn. Pige. Kvinde. Fyldt med flere hundrede minutter og splitsekunder. Splitsekunder, der forsvinder og forevigt bliver foreviget i erindringer. Ord bliver minder. Et blik. Et smil. En lyd. Duft. En krop. Et sprog. Ord. Toves tid er litteratur, der tør tale ind i et menneskeligt smerteligt øjeblik. Et sprog, der skildrer mange timer i et menneskes liv, men i særlig grad kvindens ønske om at bryde med tiden. Om kampene mod de snærende konventionelle normer, kønsroller og krav.

Pludselig er Karen Sybergs taletid ved at lakke mod enden, og hun er ved at runde foredraget af. ”Hvilken diagnose ville Tove Ditlevsen have fået i dag?” afbryder en kvinde pludselig fra en af rækkerne i den proppede sal. Undrende men høfligt påpeger Syberg, at hun ikke er læge og ikke kan eller vil give Tove en diagnose. En anden rejser sig hastigt fra sædet, så kaffen skvulper over i hans kop. ”Jamen, du må da kunne give hende en diagnose. Var hun skizofren? Eller maniodepressiv? Bipolar? ”sprutter han vredt med sved under armene.

Karen Sybergs øjne flakker.

”Det ville gøre det lidt lettere for os, der ikke kendte Tove at forstå hende i vores tid” råber en anden nede fra rækken på drævende vesterbrosk.

“Diagnoserne flyder ind og ud mellem hinanden. En iver. En insisteren på at få sat en label på selv de mindst bekymrede øjne. På bare den mindste afvigelse. Hvad er det for en tid? Lad dog litteraturen gå fri!”

Det hele drejer rundt. Ansigterne. Diagnosernes svimlende sprog. Ord. Hvirvler rundt. Diagnose-Tove. Diagnose psykose. En diagnostisk hypnose. Bestemt en anden tid. Flere og flere rejser sig og råber op. Rummet har forvandlet sig til en hal af ekkoer med spidse tænder. Ekkoer, der råber så højt, at det er svært at høre. Forstå. Et diagnose-show. Diagnose-sprog. Et cirkus. Forvandlet til et svimlende snævert rundt værelse, hvor det hele bare kører rundt og rundt. Fanget i tiden. Spundet ind. Lammet. Forblændet. Der bliver strammet mere og mere til.

Skal vi nu også indlægge kulturen? Litteraturen? Er den blevet syg? Skal den have det hvide snit? Medicin? Gift! Hospitalshvideagtige vægge, snævrer ind. En galskabs historie. Mærker angsten, der prikker. Diagnoserne flyder ind og ud mellem hinanden. En iver. Hvorfor denne insisteren på at få sat en label på selv de mindst bekymrede øjne? På bare den mindste afvigelse? Hvad er det for en tid? Lad dog litteraturen gå fri!

Den blå regnfrakke på første række sidder og stirrer tomt ned i den gulnede digtsamling. Kroppen sunket. De knugende hænder har godt greb om de slidte sider. Ryster uforstående på hovedet.

”Hvad med hendes mor? Hun var da psykisk syg! Ing? Og hendes søn? Skizofren? Kan det være, det har ligget i generne?” vrisser en yngre mand.” De bliver ved. Foredragsholderen Syberg ser mere og mere opgivende ud. Biologien, generne og det positivistiske syn på krop og sind går sin sejrsgang gennem rummet.

Den blå regnfrakke har ændret form. Ser jeg nu. En lille pige. Et pigesind. Luften klam og fugtig. Iltfattig. Hun gisper efter vejret. De runde baggårdsøjne ser fortvivlede ned i den slidte digtsamling, som var den den sidste udvej. Medicin. Heroin. Mere gift. Bladrer febrilsk i den. Tripper. Holder godt ved. Vogter. Skærmer ordene fra tidens og salens diagnosefascisme og konkurrencestaten, der har avlet hyæner, der står parat til at æde litteraturen. Reducere hendes ord. Forvandle et frirum til tomrum. En lille verden. En lille bitte, bitter tid.

Tiden engang gjorde det umuligt for hende som kvindelig digter at blive anerkendt på samme måde som sine mandlige kollegaer. I dag diagnoserne. Skal tiden altid overskygge hendes litterære bedrifter? Skal samfundsstrukturen altid spænde ben – hvor end hun går? Dengang som nu. Skal det dog aldrig lykkes Tove Ditlevsen at undslippe samfundets snærende bånd?

“Hun kæmpede til det sidste for at blive en anerkendt forfatter. Det lykkedes aldrig rigtig. Hun tabte modet. Trak sig tilbage i en tid, der ikke gav plads, men blot krævede.”

Pludselig lukker den blå regnfrakke digtsamlingen hårdt i. Ændrer form igen. Kvinde! Rejser sig brat og begynder at klappe. ”Tusinde tak for i dag!” udbryder hun med velkendt nikotinslidt stemme og ser med stikkende dybblå øjne ud i salen. Der bliver stille. En summende hvisken i krogene. En nervøs kaffeslubren.

”Jeg er forsigtig med at erklære folk skizofrene,” afbryder Karen Syberg. ”Det er ikke væsentligt. Det kan godt være, at Tove Ditlevsen ville have fået en diagnose i dag. Det ville hun helt sikkert!” Hun kigger ud mod publikum, der er blevet små i stolene.

“Men det er jo heller ikke så svært i den tid, vi lever i. Det gør hende vel ikke til en mindre vigtig digter,” fortsætter hun, mens hun nikker og smiler ind i den blå regnfrakkes øjne. ”Man kan vel godt forstå hendes litteratur uden diagnoser?” afslutter Karen Syberg, der har kæmpet en brav kamp hele aftenen.

Salen bliver stille. Et øjeblik. Klapsalver. Tiden endelig gået.

Hun svæver lydløst ned af trappen. Med den gulnede digtsamling i hånden. Ud af Kulturanstalten. Ned mod hendes plads. Hendes rum. Med sine egne ord svævende omkring sig, flyder Vesterbros blå regnfrakke ud i mørket tilbage ind i en anden tid, mens jeg hører de hviskende ord i blæsten: …mod stenbroen faldt dine fine og frugtbare frø en aften, da virkeligheden brød ind i dit hjerte…

Og her sidder jeg så nu. Et år efter. Igen dagen før Kvindernes Kampdag. Tænker på Tove. Hendes altid rammende ord. Hendes sårbarhed og mørke. Tænker på hendes tid. De snævre strukturer. Tiden der knækkede hende. Hun kæmpede til det sidste for at blive en anerkendt forfatter. Det lykkedes aldrig rigtig. Hun tabte modet. Trak sig tilbage i en tid, der ikke gav plads, men blot krævede. Fordi hun var kvinde. Tænker på den tid i Kulturanstalten. Den aften på Vesterbro, hvor én tid indhentede en anden. En tid, der stadig ikke giver plads!? Trods #tovefeberen, der raser i mange andre retninger, synes hendes offentlige rolle, i nogle kredse, stadig at overskygge  hende litterære? Måske det blot er symptomatisk for en snæver tid med nogle stadig yderst begrænsende magtstrukturer? Nogle normalitetsbegreber, der på mange leder og fronter stadig undertrykker? Stadig forundret. Og dybt indigneret over, hvor meget det neo-liberalistiske menneskesyn og den internaliserede magt har fået. Ikke til at begribe. Er vi ikke nået længere? Her dagen før Kvindernes kampdag og på Toves dødsdag, bliver jeg endnu engang mindet om, hvor meget der endnu er at kæmpe for. 

* Denne artikel er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Læs også: 

Kompromisløs på alle arenaer

STØT UDBRUD! Giv et bidrag på Mæcen.