Klumme: Ægteskabet som kvindeundertrykkende institution

For kort tid siden skrev jeg en artikel om, hvordan gifte kvinder er mere ulykkelige end gifte mænd, og hvordan kvinder oftere tyer til skilsmisse, end mænd gør. Årsagen til dette er det synlige, huslige arbejde og det usynlige, følelsesmæssige omsorgsarbejde, der bliver for meget for kvinderne, og som påvirker deres livskvalitet i negativ retning.

Af Christine Vassaux Noe, Februar 2017 

I denne artikel vil jeg forsøge at tage fat i ægteskabet som fortidig såvel som nutidig institution og de patriarkalske ritualer, der medfører en skævvridning og et ulige magtforhold i ægteskabet. Jeg vil se nærmere på, hvordan ægteskabet og dets ritualer i dag stadigvæk fastholder folk i uhensigtsmæssige kønsrollemønstre. Tiderne har ændret sig, men mange af ægteskabets patriarkalske ritualer er stadig en realitet i dag.

Jeg vil gerne slå fast, at dette ikke er en kritik af at blive gift eller det at være gift. Det er en kritik af ægteskabet som patriarkalsk og undertrykkende institution. Det er en kritik af forestillingen om kvinder som værende mænds ejendom, og det er en kritik af de stereotype kønsroller, ægteskabet reproducerer.

Det traditionelle ægteskab som kvindeundertrykkende institution

Det vestlige, kristne ægteskab har traditionelt set været en patriarkalsk institution og i høj grad også heteronormativt. Det er åbenlyst, når man ser på ægteskabets traditionelle form, at det var noget, der skulle foregå mellem en cis-kvinde og cis-mand. Det har været tydeligt i den ophedede debat om homovielser, der har kørt i Danmark og store dele af verden, at fortidens definitioner af køn og seksualitet stadig vækker en ubehagelig genklang i dag.

Debatten har understreget, at man i dag stadig mener, at ægteskabet er en heteroseksuel institution, hvor der ikke er plads til andre seksualiteter eller familieformer. Ægteskabet danner rammen om samlivet mellem mand og kvinde, og ægteskabets ritualer understreger, at der er tale om en patriarkalsk institution, hvor kvinden og andre familieformer end den heteroseksuelle er bagud på point.

Før i tiden var allerede forlovelsen gennemsyret af patriarkalske ritualer. Manden friede til kvinden og gav hende en ring, som hun så bar indtil brylluppet. Ringen viste omverdenen, at hun var ‘optaget’, men manden bar ingen ring, der skulle vise, at han var ‘optaget’. Udover det skulle manden spørge kvindens far om lov, før han måtte fri til hende og senere gifte sig med hende. På den måde blev kvinden berøvet sin autonomi.

Så kom brylluppet. Her bar kvinden en hvid kjole, der skulle symbolisere renhed og jomfruelighed, da hun naturligvis ikke måtte have været i seng med andre mænd, inden hun blev gift. Den samme regel gjaldt selvfølgelig ikke for mænd. Når kvinden skulle følges op af kirkegulvet og hen til sin kommende mand, så skulle hun følges af sin far. Hun skulle altså følges hele vejen, for at faren bogstavelig talt kunne give hende væk til en anden mand. Når vielsen var færdig, blev der kastet ris på det nye ægtepar, fordi det efter sigende skulle gøre dem meget fertile, så kvinden kunne føde en masse børn.

Så kom selve ægteskabet. Da kvinden blev født, fik hun sin fars efternavn, og det måtte hun bære hele livet. Nu var hun blevet gift og det mest almindelige var, at hun skiftede til sin nye mands efternavn. Altså var hun gået fra at have tilhørt en mand til nu at tilhøre en anden mand.

De fleste læsere kan formentlig nikke genkendende til nogle af disse ritualer, mens andre af dem virker forældede, men man kan vanskeligt komme udenom, at mange af dem stadig er en del af den ægteskabsinstitution, vi kender den i dag.

Når kvinder ikke længere i samme grad er økonomisk tvunget til at blive i ægteskabet, så giver det god mening, at flere kvinder end mænd vælger skilsmisse på grund af de tunge arbejds- og følelsesmæssige byrder, der hviler på deres skuldre.  

Meget har ændret sig, men…

Der er selvfølgelig rigtig meget, der har ændret sig gennem tiden. I hvert fald hvor stor betydning, man tillægger de forskellige ritualer. Det ses ofte i dag, at mænd og kvinder tager hinandens efternavne eller beholder deres egne efternavne, at man bliver gift på rådhuset i stedet for i kirken, at man ikke nødvendigvis har en hvid kjole på, at man ikke længere spørger kvindens far om lov, at kvindens seksuelle fortid er irrelevant og at homoseksuelle nu lovligt kan blive viet i kirken. 

Kvinder er en hel del mere frigjorte i dag og har langt mere medbestemmelse, end det var tilfældet tidligere (heldigvis!), og derfor tillægges de forskellige bryllups- og vielsesritualer ikke samme betydning som før. Jeg vil gætte på, at de fleste, både mænd og kvinder, slet ikke tænker over de symboler, der omgærder hele ægteskabsprocessen. Nu er det nok i højere grad noget traditionelt: Man gør det på den måde, fordi ‘sådan har man altid gjort når man skulle giftes’.

Men er de rammer og de symboler, ægteskabet symboliserer, stadigvæk med til at påvirke, hvordan ens liv bliver, når man er gift, bare uden at man er lige så klar over det, som man var tidligere?

Kvinders økonomiske uafhængighed

Selvom kvinder i dag er økonomisk selvstændige, uddanner sig, går på arbejde og i nogen grad får lov til at leve det liv, de ønsker, så er der stadigvæk et løngab på 17-21% mellem mænd og kvinder, der gør det sværere for kvinder at være fuldstændig økonomisk uafhængige af en mand. Kvinder har sværere ved at blive ansat, hvis de er i den fødedygtige alder, fordi hvis de bliver gravide, så regner man med, at det er dem og ikke deres partner, der tager barslen, og det bliver dyrt for virksomheden. Derudover går flere kvinder end mænd på deltid, når de får børn og kombineret med den lange barsel, giver det kvinder dårligere muligheder for at spare op til pension

Det daglige dobbeltarbejde

Når vi så lever et helt almindeligt liv med partner og arbejde, får vi ikke lov til at slappe af, når vi kommer hjem. Kvinder tager sig stadig af størstedelen af de huslige pligter. Ifølge OECD bruger kvinder 38 minutter mere om dagen end mænd på husarbejde, og det er også dem, som står for det følelsesmæssige og usynlige omsorgsarbejde.

Kvinder har dog to muligheder i dag, som de ikke i samme grad har haft tidligere. De kan tjene deres egne penge og være økonomisk uafhængige omend på et mere skrabet budget end mænd, og så kan de relativt nemt søge om skilsmisse. Og det benytter de sig af. Flere kvinder end mænd vælger at søge om skilsmisse og foretrækker skilsmisse frem for at gå tilbage til de traditionelle kønsroller. At blive skilt er ikke længere et tabu, det er faktisk helt almindeligt. Udover det, så har kvinder i dag også bedre økonomiske forhold end tidligere, selvom enlige mødre ofte er dem, der bliver hårdest ramt af nedskæringer.

Når kvinder ikke længere i samme grad er økonomisk tvunget til at blive i ægteskabet, så giver det god mening, at flere kvinder end mænd vælger skilsmisse på grund af de tunge arbejds- og følelsesmæssige byrder, der hviler på deres skuldre.  

Vi lever i et patriarkalsk samfund

I 2015 blev 28.859 gift. Det er det højeste antal vielser i de seneste 6 år. Ægteskabsinstitutionen er altså stadig en stor del af vores samfund, og det danner i høj grad rammen om vores samliv. En patriarkalsk og heteronormativ ramme bliver derfor udgangspunktet for samlivet. Vi lever i et patriarkalsk samfund, som stadig i stor stil dyrker og hylder det heteronormative kønssystem og de dertil hørende kønsroller. Vi vælger stadig i høj grad at basere vores kærlighedsforhold på en patriarkalsk institution, som involverer undertrykkende ritualer og normer, og som symboliserer en ulige magtbalance mellem mænd og kvinder og derfor ikke tillægger de to køn samme værdi.

Hvis man ikke mener, at ritualerne og ægteskabet som institution spiller nogen rolle i dag, hvordan kan det så være, at kvinder pga. husligt arbejde og den følelsesmæssig omsorg oftere tyer til skilsmisse end mænd, at kvinder hellere vil skilles end at gå tilbage til de traditionelle kønsroller, mens det modsatte gør sig gældende hos mænd?

De patriarkalske ægteskabsritualer bidrager til en allerede skævvredet relation mellem kønnene og puster yderligere liv i gløderne af de kønsnormer, som for længst burde være blevet opløst. Patriarkalske strukturer og den giftige og skrøbelige maskulinitet hyldes som romantik og en ‘sådan er mænd’-mentalitet og bliver taget med ind i det ægteskabelige samliv. Meget tyder dog på, at det er begyndt at være for meget for rigtig mange kvinder, som ikke længere hverken gider eller orker at være den primære arbejds- og omsorgskilde i forholdet.

Den ægteskabelige institution er ikke kernen til problemet, men jeg tror, at det er en faktor, der bidrager til en opretholdelse af problemet og den lever i dag stadigvæk af den firkantede forestilling, vi har om køn og seksualitet.

 


  • Det synlige og fysiske arbejde i hjemmet: Rengøring, madlavning, børnepasning og vedligeholdelse af et hyggeligt hjem, som f.eks. at vande blomster og tænde stearinlys. 
  • Det usynlige og følelsesmæssige arbejde i hjemmet: At være den med overskuddet, som har styr på det hele, tager sig følelsesmæssigt af alle andre og sig selv, har ansvaret for den gode stemning, imødekommer andres behov på bekostning af egne, tilgiver mere, end man burde. Altså er den, der har ansvaret for, at familien/forholdet fungerer på det følelsesmæssige plan.

  * Denne artikel er udtryk for skribentens egen holdning.