Rebelske kvinder i inspirerende eventyr

Gennem 100 illustrationer og små fortællinger skildres 100 eventyrlige historier om 100 rebelske og mindeværdige kvinder, der gennem tiderne har gjort en forskel. Børnebogen “Good Night Stories for Rebel Girls”, kan være med til at give et mere nuanceret billede af verdenshistorien. UDBRUD! har med fornøjelse bladret i den lækre bog.

Af Isa Marie Romby, februar 2017

”To the rebel girls of the world: Dream bigger. Aim Higher. Fight harder. And, when in doubt, remember: You are right.”

Sådan indledes “Goodnight Stories for Rebel Girls” af Elena Favilli og Francesca Cavallo. Det er en børnebog som portrætterer 100 kvinder fra alle verdenshjørner, som gennem historien har været med til at gøre en forskel, og hvis bedrifter – store som små – fortjener at komme frem i lyset. Selvom bogen er skrevet til børn, kan alle have glæde af at læse den. Bogen gør læseren klogere og kan være med til at give et mere nuanceret billede af verdenshistorien og de aktører og personligheder, der har været med til at forme den. Bogen giver et indblik i forskellige livsgrundlag, diktaturregimer, undertrykkelse og de mange kampe, kvinder gennem tiden har udkæmpet for blandt andet at få stemmeret, ejendomsret og retten til at bestemme over egen krop.

”No matter the importance of their discoveries, the audacity of their adventures, the width of their genius – they were constantly belittled, forgotten, in some cases almost erased from history.”

”Goodnight Stories for Rebel Girls” er en god læseoplevelse og en gennemført lækker bog. 60 forskellige kvinder fra hele verden har stået for illustrationerne, som er farvestrålende, varierede og i en bred vifte af stilarter. Sproget er let og legende, og man kan nemt oversætte, mens man læser højt, så danske børn kan få glæde af bogen.

Glasloftet findes, men det kan brydes ned

Ifølge Favilli og Cavallo, er det vigtigt, at piger kender til de forhindringer, der ligger foran dem. Her stiller forfatterne spørgsmålstegn ved den læresætning, som mange af os er vokset op med, hvor vi får at vide, at vi kan alt og har de samme muligheder som drenge/mænd. Dette er en smuk ting at sige, og det er en afspejling af forestillingen om, at ligestilling er opnået.

Denne fortælling er baseret på tesen om, at kønnet ikke skal være en hæmsko for individets muligheder i tilværelsen. Problemet er, at der er elementer i samfundet, der gør, at alle ikke har samme muligheder. Opdrages vi til at tro, at vores køn ikke er en faktor, og det ikke påvirker jobmuligheder etc., kan det have betydning for måden, vi oplever os selv i verden. For hvis rammen er, at vi kan alt og kan opnå det samme som vores mandlige jævnaldrende, så må det være individets egen skyld, når dette fejler, eller når vi tilsidesættes.

Netop ved at fremhæve, at der er forhindringer (uanset om vi vil det eller ej), giver ”Goodnight Stories for Rebel Girls” én modet til at modgå disse, og kvinderne i bogen skal fungere som inspiration. Går man ud i verden og ved, at man skal kæmpe en lille smule mere, være en lille smule mere stædig og knokle lidt hårdere, så kan man måske lettere klare eventuelle forhindringer på vejen. Med bogen ønsker Favilli og Cavallo at vise, at selvom der er forhindringer, er det ikke forhindringer, der er uovervindelige eller uoverkommelige.

“No matter what the challenges are, never walk away from your dream. The more you persist, the closer you are going to get to your goals. When things get tough, just get tougher.” citat af Amna Al Haddad, vægtløfter fra de Forenede Arabiske Emirater

sereena
Illustration af Erin Marlow “I don’t look like every other girl, it takes a while to be okay with that. To be different. But different is good” – Serena Williams

Eventyr fra virkelighedens skatkammer

Hvert portræt er bygget op som et eventyr, endskønt der intet fiktivt er ved beretningerne. Således startes hver historie med ordene ”Once upon a time”. At benytte eventyrformen er en snedig måde at få vigtige historiske hændelser præsenteret for børn.

Det har betydning for vinklingen af historierne, at bogen er en børnebog, ligesom de detaljer, der inkluderes eller udelades. Det vil sige, at Favilli og Cavallo bevæger sig let og elegant hen over det voldelige eller smertefulde, som mange af kvinderne i bogen – særligt de politiske aktivister – har været udsat for. Et eksempel på dette er i beskrivelsen af Mirabel-søstrene, som i 1950’erne kæmpede mod Rafael Trujillos regime i Den Dominikanske Republik. Her afsluttes historien med, at der nu står et monument, som hylder søstrene, men det nævnes ikke, at Mirabel-søstrene blev myrdet af Trujillo, og dermed fastholdes eventyrformen, og bogens målgruppe respekteres.

Dermed ikke sagt at ”Goodnight Stories for Rebel Girls” ikke tager stilling til historiens gang, tværtimod. Bogen er bestemt ikke neutral. Krig præsenteres altid som noget ondt og forkert, ligesom væbnede konflikter altid har negative konsekvenser.

frida
Illustration af Helena Morais Soares. “Feet, what do I need you for when I have wings to fly” – Frida Kahlo

Tunge emner tages op på en opløftende måde

Den geografiske og historiske diversitet er med til at give et bredt indblik i kulturer, livsvilkår og levemåder, som er anderledes end det, majoriteten af danske piger vil kunne opleve. Her kan den afganske rapper Sonita Alizadeh og syriske svømmer Yusra Mardini nævnes som eksempler. Det er ikke hundrede år gamle historier, men derimod fortællinger om piger født i 1990’erne, som oplever konkrete problemer og udfordringer, som vestlige piger bør kende til.

Favallo og Cavillis måde at præsentere tunge emner på er forfriskende og lægger op til diskussion. Et eksempel på dette er i portrættet af Virginia Woolf, hvor hendes depression er omdrejningspunkt for fortællingen, men ikke defineres som et svaghedstegn. Tværtimod fremhæves det som et element, der har været med til at forme hendes forfatterskab, og hvor det at skrive blev en måde, hvorpå hun kunne rumme de til tider svære følelser. Kapitlet får på en subtil måde sagt, at depression ikke er noget, man skal skamme sig over.

“Writing was a way for her to see her own feelings more clearly and by doing so, shed light on everyone’s feelings.”

Godnathistorier til alle børn

Man kan opponere imod, at bogen er adresseret til piger, eftersom alle bør kende til vigtige, kvindelige pionerer. Men man skal ikke lade sig hæmme af bogens titel, og udelukkende læse bogen højt for piger. Tværtimod kan man læse den op for hvem som helst, eftersom alle har brug for at kende til de utrolige bedrifter, kvinder gennem tiden har udrettet. Det mest utrolige er egentlig, at vi generelt mangler kendskab til disse kvinder og deres bedrifter.

Kvinder skal ikke længere ligge og forputte sig mellem linjerne i historiebøgerne eller være bipersonerne i mændenes fortællinger. Mænd skal ikke længere krediteres for bedrifter udført af kvinder. Historierne om spektakulære, rebelske, modige, provokerende, epokegørende og seje kvinder skal frem fra gemmerne. Og de skal være alment kendt. ”Goodnight Stories for Rebel Girls” fortæller de historier, som alle bør kende.

”May their portraits impress upon our daughters the solid belief that beauty manifests itself in all shapes and colors, and at all ages.”

Anmelder giver 5 ud af 5 stjerner

stjerner_5

“Goodnight Stories for Rebel Girls” af Elena Favilli og Francesca Cavallo.

Udgivet i 2016 af Timbuktu Labs.

212 sider.

goodnight stories book cover

TEMA: Mens  vi venter på foråret…

UDBRUD! bruger vinterens mørke timer til at læse bøger. Temaet er litteratur og feminisme, og målet er at inspirere. Luk kulden og mørket ude, træk tæppet op over næsen, skru jer godt ned i sofaen og læs med, når vi dykker ned i gamle klassikere og moderne værker.

STØT UDBRUD! Giv et bidrag på Mæcen.