Feministisk, følsomt og fantastisk

Jeg fik bogen “I Love Dick” i julegave af min lillesøster, og i til og fra-kortet havde hun skrevet: “Måske kan du lide den. Måske synes du, at den er lidt for selvoptaget og prætentiøs. Lige meget hvad synes jeg, at den fortæller om kvinders rolle i kunst, forhold og verden på en spændende måde”. Hun fik ret i de to første måske’er, for selvom jeg til tider fandt bogen elitær og småarrogant, blev jeg suget ind i dens underfundige univers. Og “I Love Dick” giver uden tvivl et ærligt og til tider smertefuldt indblik i kvinders positionering i forhold til mænd.

Af Isa Marie Romby, januar 2017

“I Love Dick” af den amerikanske forfatter Chris Kraus udkom første gang i 1997 og blev genudgivet i 2016. Den er blevet kaldt den vigtigste bog, der er blevet skrevet om mænd og kvinder, og det vigtigste feministiske litterære værk de sidste 20 år. Jeg må indrømme, at det først var et godt stykke inde i romanen, at jeg begyndte at forstå, hvad anmelderne bag disse proklameringer havde ment. Men da jeg først fik øjnene op for det, var bogen gennemsyret af beskrivelser af relationerne mellem kønnene, samt de måder vi tolker mænd og kvinders præstationer forskelligt på:

“To be female still means being trapped within the purely psychological. No matter how dispassionate or large a vision of the world a woman formulates, whenever it includes her own experience and emotion, the telescope’s turned back on her. Because emotion’s just so terrifying the world refuses to believe that it can be pursued as discipline, as form.”

Syret trekantsdrama

Første del af “I Love Dick” er en beskrivelse af det abstrakte trekantsdrama mellem ægteparret Chris Kraus og Sylvére Lautringer, og Sylvéres kollega Dick ____ (læseren præsenteres aldrig for Dicks efternavn). Sylvére er en anerkendt akademiker og intellektuel, som konstant hyres til forelæsninger og foredrag, og som er medforfatter på en række værker. Chris er en mere eller mindre mislykket filminstruktør, hvis værker enten falder til jorden eller misforstås, og som i høj grad er afhængig af sin mands indtægter for at kunne fortsætte sit kunstneriske virke.

En aften er de til middag hos Dick, og her begynder den kærlighedshistorie, som skaber grobund for hele bogen. Chris føler nemlig en særlig forbindelse til Dick og begynder derfor at skrive breve til ham, hvori hun erklærer ham sin kærlighed og forsøger at identificere og italesætte sine følelser og den kemi, hun mener, der er imellem dem. Sylvére er til at begynde med støttende i projektet, da brevskrivningen til Dick er medvirkende til, at Chris blomstrer op og får øget selvtillid, og den manglende passion i deres ægteskab vender tilbage. Ligesom sin kone, skriver han også breve til Dick.

Skizofreni og skizofren kærlighed

Men i anden del af bogen er Sylvéres stemme ikke længere til stede, og her er det udelukkende Chris, der skriver til Dick. I denne del af bogen går Chris blandt andet ind i en analyse og diskussion af skizofreni. Her inddrager hun gennem referencer til teori og litterære værker forskellige aspekter af den psykiske lidelse.

Hun skriver om skizofrene, hun har mødt eller haft relationer til igennem livet, og sideløbende flettes bidder af historien om hende og Dick ind. Hun bliver i tvivl om sit eget projekt, sine egne intentioner og betydningen af sin kærlighed til Dick.

“When I pushed you from my thoughts you came back into my dreams. But now I had to prove my love for you was real by holding back and considering what you wanted”

Fiktion eller ej?

“I Love Dick” er svær at definere genremæssigt. Muligvis fordi hovedpersonen bærer samme navn som forfatteren, og det resterende persongalleri ligeledes er ‘rigtige’ mennesker. Den store mængde teori og faglige referencer er med til at gøre stilen mere essay-agtig og akademisk end egentlig fiktiv. Den ensidige brevvekskling og skrivestilen omtales i bogen som værende ‘en helt ny genre’ og Sylvére kalder det “something in between cultural criticism and fiction”. I udgaven fra 2016 har litteraturforsker Joan Hawkins skrevet et efterord, hvori hun definerer “I Love Dick” som tilhørende genren ‘teoretisk fiktion’.

Jeg tror aldrig, jeg har læst en bog, hvor så mange kulturelle personligheder fra alle kunstneriske genrer nævnes. Oftest er det på en laissez-faire måde, hvor 2-3 navne kastes ind i samme sætning, som om læseren er fuldt indforstået med, hvem det drejer sig om, og hvilke talenter disse mennesker besidder. Andre gange er det på en langt mere dybdegående måde, og der tegnes små portrætter af kunstnere eller kulturelle personer, hvis liv og handlinger på den ene eller den anden måde kan relateres til Chris’ oplevelser og refleksioner i kærligheden til Dick. Det er blandt andet forfatterne Louise Colet, Katherine Mansfield og fotografen Hannah Wilke. Oftest er det portrætter af personer, som enten ikke er blevet anerkendt for deres evner, eller som er blevet misforstået af samfundet og deres nærmeste.

“I Love Dick” er værd at læse

Trods namedropping og en snert af elitisme, er “I Love Dick” bestemt værd at læse. Om det er moderne tids vigtigste feministiske værk, vil jeg ikke udtale mig om, men der er ingen tvivl om, at “I Love Dick” giver et indblik i kvinders (og mænds) rolle i særligt kunstverdenen og akademia. Og et indblik i de komplicerede tråde, der forbinder, adskiller og distancerer kvinder og mænd i forhold, kærlighed, sex og magt.

Anmelder giver 4 ud af 5 stjerner

stjerner_4

“I Love Dick” af Chris Kraus.

Udgivet af Serpent’s Tail 2016, 261 sider

 

TEMA: Mens  vi venter på foråret…

UDBRUD! bruger vinterens mørke timer til at læse bøger. Temaet er litteratur og feminisme, og målet er at inspirere. Luk kulden og mørket ude, træk tæppet op over næsen, skru jer godt ned i sofaen og læs med, når vi dykker ned i gamle klassikere og moderne værker.