Diagnoserne flyder ind i ny dansk litteratur og skaber rum for kritik

Stress. Depression. AD-HD. Diagnoserne hvirvler ind og ud mellem hinanden. Er blevet en del af vores hverdag. Vores sprog. Strømmer ind i de nære fortællinger. Ind i poesien. Infiltrerer sig i litteraturen, hvor de skaber rum og plads til kritik af et neoliberalistisk diagnosesamfund. I anledning af Virginia Woolfs fødselsdag, bringer vi her en artikel, hvor Camilla Schwartz, adjunkt i Kunst og Kultur på Syddansk Universitet og Tove Ditlevsen-eksperten Karen Syberg kommer med deres syn på den nye diagnosetendens i samfundet og i ny dansk litteratur.

Af Carla Rafaella Gianetti,
Januar 2017, 

“En kvinde må nødvendigvis have sine egne penge og sit eget værelse, hvis hun skal skrive litteratur; og det efterlader jo, som de vil forstå, det store problem om kvindens sande natur og litteraturens sande natur uløst.’”

Sådan skriver Virginia Woolf i det berømte essay One’s Own Room, hvori hun beskriver, hvor nødvendigt det er som kvindelig kunstner at have sit eget rum. Et rum, hvor den skabende kunst kan få lov at spire. Et helle fra omverdenens krav og ønsker. Sylvia Plath og Tove Ditlevsen gjorde det. De skabte små rum. Mellemrum. Deres helt egne private rum. De brugte deres skrøbelige psykiske tilstand til at skærme sig mod omverdenens normer, som de oftest ikke kunne eller ville leve op til.

Diagnoserne i dag flyder mere end nogensinde ind i vores verdensopfattelse og har nu også sneget sig ind i den moderne litteratur, hvor de bliver brugt som en måde at indskrive sig i normen ved at legitimere en plads i samfundet, der grundet et neoliberalistisk diagnosesamfund igen tvinger forfattere ind i psykiske tilflugtsrum.

Black And White Tea GIF - Find & Share on GIPHY

Sprogets usynlige revolution

De har altid været der, de skrøbelige psykiske tilstande, i litteraturen. ”Galskab i litteraturen er ikke noget nyt fænomen – på ingen måde. Faktisk er der en litterær tradition for at tale om ”den gale forfatter” ud fra den betragtning, at kilden til kreativitet grundlæggende kommer fra smerte og lidelse,” pointerer Camilla Schwartz der forsker i ny dansk litteratur.

Schwartz nævner netop Tove Ditlevsen, Sylvia Plath og Virginia Woolf som eksempler fra tidligere litterære bølger, hvor et skrøbeligt sind og tilbøjeligheden til selvdestruktivitet er et tilbagevendende tema. Flere af dem brød sammen og blev indlagt på psykiatriske afdelinger, hvor de var skærmet fra samtidens normer og krav.

Det nye er, at den moderne litteratur afspejler det diagnosticerede liv i et neoliberalistisk diagnosesamfund. Et samfund der har travlt med at optimere og stemple det afvigende ude.

”Optagetheden af det specifikt diagnostiske i litteraturen er klart noget nyt og kan knyttes til en generel stigning af diagnoser i samfundet”, forklarer Schwartz videre.

Vi  lever i dag i en diagnosekultur, hvor diagnoserne ikke længere kun bliver brugt af fagpersoner. De er blevet en integreret del af vores hverdagssprog. Et diagnosesprog, der bliver brugt til at forstå og tale om det at have det svært. Om det at være menneske. ”Diagnosernes usynlige revolution”, kalder Svend Brinkmann det.

“Samtidig kan sproget også afsløre konkurrencestatens skjulte magtmekanismer, der tilskynder til en ekstrem individualisme og en indsnævring af normalitetsbegrebet.”

Sproget har en enorm stor magt og er med til at konstruere virkelighed og forståelse, derfor skal vi passe på med, hvordan vi bruger det. Samtidig kan sproget afsløre konkurrencestatens skjulte magtmekanismer, der tilskynder til en ekstrem individualisme og en indsnævring af normalitetsbegrebet. På den måde har man gennem sproget, skriften og litteraturen muligheden for at ændre noget.

Camilla Schwartz, der forsker i den ”syge” litteratur, er enig med Brinkmann og mener, at det også er noget, den nye strømning i litteraturen afspejler.

Diagnostisk litteratur

En tendens, der især afspejler sig hos de nye lyriske stemmer i dag, er en strøm af nære og tætte fortællinger. Her er det igen, som hos de ældre forfatterinder, de private og personlige hverdagshistorier, der skildres. Det er de kropslige erfaringer med udgangspunkt i køn, identitet, psykiske tilstande, men altså også det specifikt diagnostiske, der skaber et tilflugtsrum. 

”Jeg tror bestemt, at der er en sammenhæng mellem den nye autofiktive genrebølge og den optagethed af det individuelt diagnostiske i ny dansk litteratur,” forklarer Camilla Schwartz.

”Det handler ofte om at stille sig i opposition. At være anderledes. At fastholde og legitimere sin outsiderposition i vores nuværende konkurrencesamfund,” fortsætter hun.

Det er derfor ikke underligt at diagnoserne har fundet vej ind i litteraturen igen. Den kan på den måde stå udenfor og netop påpege nogle helt centrale samfundsstrukturelle problematikker.

”Den moderne litteratur appellerer selv til at blive set og diagnosticeret, hvilket reelt betyder, at den har brug for den selvsamme konkurrencesstat som den samtidig opponerer imod,” mener Schwartz og pointerer, at dette skaber en kompleks, tveægget problematik.

”Den moderne litteratur appellerer selv til at blive set og diagnosticeret, hvilket reelt betyder, at den har brug for den selvsamme velfærdsstat som den samtidig opponerer imod”

Denne diagnoseproblematik beskrives eksplicit af Asta Olivia Nordenhof: ”Bar gi mig nogen penge så jeg kan bruge al min tid på statsnedbrydne virksomhed i stedet for at fare rundt og blive så træt og syg at jeg ikke kan lave noget statsnedbrydende virksomhed,” skriver Nordenhof på sin blog.

Hun indskriver sig på den måde i diskursen og går med på konkurrencestatens præmisser, for at kunne få den ro og det rum, der skal til for at kunne kritisere det selvsamme udgangspunkt. Den nye litteratur indskriver sig på den måde i diskursen, men gør det for at kunne dekonstruere de snævre normalitetsbegreber, som konkurrencestaten har affødt.

Schwartz mener dog, at man kan diskutere, om ny dansk litteratur på den måde imiterer eller opponerer mod et sygt samfund. ”Måske gør den begge dele – det ene intentionelt og det andet ikke?,” pointerer hun.

nordenhof_det_enkla_och_det_ensamma_omslag_mb

Kønnet afskrives og udviskes

Camilla Shwartz har netop skrevet en forskningsartikel om den type kvindelitteratur, der skildrer det, hun paradoksalt nok kalder for et ”voksenfobisk” afsæt. Her bruger hun på sin vis selv en diagnose til at definere den litteratur, der samtidig er optaget af at afskrive sig ”den strukturelle voksendom”, som Schwartz formulerer det.

”De vil ikke være voksne. Vil ikke subjektiveres. Vil ikke formes af den lykkehungrende neoliberale velfærdsstat,” pointerer hun og forklarer, at det netop er dette ståsted, som også er det diagnostiske, men igen også der hvor kritikken af selvsamme opstår: ”Når man ikke accepterer tidens tilpasningsforpligtende normer, ender man i dag meget hurtigt med et stempel – en diagnose.”

”Når man ikke accepterer tidens tilpasningsforpligtende normer, ender man i dag meget hurtigt med et stempel – en diagnose.”

På den måde afspejler og tydeliggør litteraturen det snævre normalitetsbegreb, som diagnosekulturen er et udtryk for og bliver en kritik af nogle yderst begrænsende samfundsstrukturer. 

Hun påpeger, at det ”voksenfobiske” afsæt er kønnet, idet forsøgene på at undvige voksendomme typisk tager afsæt i en nægtelse af den voksenkønnede identitet, hvilket er særligt markant hos de nye kvindelige forfattere som Olga Ravn og Asta Olivia Nordenhof , der særligt tager udgangspunkt i pigen som størrelse. Det er en måde at skildre, at man kan gennemskue det konstruerede køn og de urimelige krav der stilles til det. ”Vil man af med subjektiviteten, må man også af med kønnet,” pointerer Camilla Schwartz.

Toves Woolfske rum

De nye forfatteres autofiktive og affektive måde at bedrive litteratur på har samtidig nogle klare litteraturhistoriske referencer tilbage til 70érnes bekendelseslitteratur. En af de forfattere som den nye generation blandt andre henter inspiration fra, er den folkekære Tove Ditlevsen, som i sit forfatterskab tog udgangspunkt i egne psykiske tilstande.

“Et tydeligt eksempel på, hvordan diagnosekulturen også kommer til at influrere perceptionen og receptionen af kunst og litteratur.”

Karen Syberg, foredragsholder og forfatter til Tove Ditlevsen biografien, Tove Ditlevsen – myte og liv, fortæller, at hun undrer sig over folks jagt på diagnoser, senest sidste forår til et foredrag om Vesterbro-forfatteren. Her havde publikum særlig travlt med at sætte en diagnose på Tove Ditlevsen, fordi de derved mente, de bedre ville kunne forstå hendes litteratur. Et tydeligt eksempel på, hvordan den nye diagnosekultur også kommer til at influrere perceptionen og receptionen af kunst og litteratur.

 ”Ordene og skriften bliver hendes helle. Her er hun selvtilstrækkelig og kan ikke rammes.

For Syberg handler Tove Ditlevsens psykiske tilstand snarere om en dyb afhængighed. Afhængig af kærlighed og anerkendelse, som hun kompenserer for i digtningen. Det bliver digtningen, der skaber det Woolfske rum, hvori hun kan få vejret og ånde: ”Ordene og skriften bliver hendes helle. Her er hun selvtilstrækkelig og kan ikke rammes. Tove Ditlevsen overfører sin kærlighedslængsel på digtningen, som bliver hendes livsforsikring,” konkluderer Syberg.

På den måde bliver diagnoserene fuldstændig irrelevante for at kunne forstå Tove Ditlevsen og hendes litteratur.

”Jeg tror, denne diagnosejagt også handler om, at der samtidig er opstået en forskydning i positivistisk-naturvidenskabelig retning, hvor det  handler om gener og medicinering – noget der også vokser med medicinalfirmaernes monopolmagt,” pointerer Syberg.

“Jeg tror, denne diagnosejagt også handler om, at der samtidig er opstået en forskydning i positivistisk-naturvidenskabelig retning”

Målet for Syberg er at formidle den evige søgen efter kærlighed hos Tove Ditlevsen. En søgen, der fylder hende med en dyb længsel og smerte. Så selvom de psykiske tilstande spillede en væsentlig rolle i forfatterskabet, er det ikke Sybergs fokuspunkt. Hun ønsker at indkredse det hele menneske  – Tove Ditlevsen i al sin kompleksitet.

IMG_1047

Modstrømme

På den måde, er det som Camilla Schwartz påpeger lidt anderledes i dag hos de nyere forfatterinder, der som nævnt tager udgangspunkt i et diagnosticeret liv, end hos de ældre forfatterinder. Men det er den samme modstrøm som dengang. Det samme rum. Det er en modkraft, der bruger de psykiske tilstande og diagnoserne til at legitimere deres tilstedeværelse – eller benægte den. 

“Under disse personlige historier, ligger en dyb kritik af en snærende samfundsstruktur, der afspejler et sygt samfund!”

når man som nogle anklager de yngre forfattere for at være navlebeskuende, individualiserede og selvoptagede, glemmer man en meget væsentlig pointe, nemlig, at der under disse personlige historier, ligger en dyb kritik af en snærende samfundsstruktur, der afspejler et sygt samfund!

Og på den måde bliver de personlige historier politiske i et samfund, hvor der mere end nogensinde før er brug for disse små personlige rum, som litteraturen giver og skildrer på forskellig vis.

*****************************************************************************

Appendiks om Virginia Woolf (25. januar 1882 – 28. marts 1941):

Strømmen. Floden. Hun tænder en cigaret. Sætter sig i den mørkerøde sofa i det lille rum omringet af blæk, breve og bøger. Tager et dybt hiv. Puster røgen ud. I skødet — notesblokken. Dypper nænsomt pennen i den sorte sø. Med rystende hænder. Stopper op. Hører flodens drøm. Hun dypper pennen igen. Kan ikke tænke klart. Kæmper alene i mørket. Kæmper med mørket. Lever et liv der ikke ønsker at leves. Et liv der ønsker det umulige. Et liv der ikke lever. Stilhedens larm. Hører kun stemmer. Kan ikke koncentrere sig.

‘Jeg har forsømt min forpligtelse til at nå en konklusion om disse to spørgsmål – kvinder og litteratur forbliver, så vidt jeg kan skønne, uløste problemer.’

Den trækker i hende. Strømmen. Floden…

 

TEMA: Mens  vi venter på foråret…

UDBRUD! bruger vinterens mørke timer til at læse bøger. Temaet er litteratur og feminisme, og målet er at inspirere. Luk kulden og mørket ude, træk tæppet op over næsen, skru jer godt ned i sofaen og læs med, når vi dykker ned i gamle klassikere og moderne værker.

Opdateret marts 2017

Kilder:

http://nordicwomensliterature.net/da/article/”jeg-er-afvigende-kan-vi-drage-fordel-af-det”

http://www.sdu.dk/aktuelt/nyt_fra_sdu/litteratur_galskaben_fylder_mere 

http://www.litteratursiden.dk/artikler/er-fremtiden-feminin

https://www.dr.dk/nyheder/kultur/historie/tovefeber-og-genudgivelser-70er-litteratur-hitter-igen

Svend Brinkmann: Det diagnosticerede liv. Klim, 2010