Verden er fuld af kvindehad

Andrea Dworkin var mildest talt en kontroversiel skikkelse i 70’ernes kvindebevægelse. Der er med rette mange meninger om hendes første udgivelse, ”Woman Hating”, og den indeholder en del ting, som man kunne finde svært at forsvare. Andrea Dworkin var og er dog en vigtig stemme i ligestillingsdebatten, og hvis man sorterer lidt i hendes mere rabiate holdninger, er der masser af gode ting at komme efter.

Af Tine Friis Kelstrup
Januar 2017

For de, der ikke kender Andrea Dworkin, var hun en amerikansk radikal feminist. Hun er muligvis mest kendt for sin deltagelse i antipornobevægelsen. Hun mente, at kvinder blev yderligere objektiviseret, fornedret og ydmyget af pornoindustrien, og hun skrev blandt andet bøgerne ”Men Possessing Women” (1980) og ”Intercourse” (1987) om emnet.

Hun skrev i alt ti bøger om radikal feministisk teori. Et gennemgående emne er den institutionelle og strukturelle undertrykkelse af kvinder. ”Woman Hating” var hendes første udgivelse, som hun skrev, da hun var bare 27 år.

Hendes holdninger og taler var kontroversielle og skabte en polariseret debat. Hun skilte i den grad vandene. Af sine modstandere blev hun latterliggjort. Hun blev beskyldt for at være mandehader, fortaler for incest, og en del mente, at hun var slet og ret gal. Andrea Dworkin blev selv udsat for partnervold og seksuelle overgreb, og hun levede en del af sit liv som prostitueret i Amsterdam.

”Woman Hating” udkom i 1974 og blev en del af den litteratur, der omgiver den anden amerikanske feministiske bølge og 70’ernes kvindebevægelse. Det er en radikal feministisk tekst om kvindehadet i vores kultur og historie.

I eventyrernes fortryllende verden

I ”Woman Hating” begynder Andrea Dworkin i eventyrernes verden. Her præsenteres kvinden som den onde (stedmoderen, stedsøstrene etc.) eller den passive (den biologiske mor, prinsessen). Prinsesserne er uskyldige, modtagende, naive (grænsende til det enfoldige) og frem for alt passive. De ender hjælpeløse i situationer, som prinsen på den hvide hest må redde dem ud af. Deres forcer består hovedsageligt i skønhed og svaghed. Prinsen kommer og redder dem og gifter sig med dem, uden at prinsesserne har det mindste at skulle have sagt (især ”Tornerose”, hvor prinsen forgriber sig på en sovende kvinde, kan forekomme betænkelig, men hvad accepterer vi ikke i romantikkens navn?).

Eventyrerne lærer os kønsrollerne fra en meget tidlig alder: ”Where he is erect, she is supine. Where he is awake, she is asleep. Where he is active, she is passive. Where she is erect, or awake, or active, she is evil and must be destroyed.”

I pornografiens fortryllende verden

Andrea Dworkin undersøger dernæst, hvordan disse fasttømrede kønsroller kommer til udtryk i pornografien. Her ender kvinden som oftest i en underdanig og masochistisk rolle. Kvinden bliver objektiviseret, fornedret og ydmyget. Manden er den aktive part, der tager styringen og kvinden i alle hendes kropsåbninger. Dworkin kalder pornografien for ”the landscape of repression”, for kvinden bliver ”the necessary victim (…) the eternal object (…) Through the projection of archetypal sadomasochistic images, which are the staple of the sexist mentality, we become more a prisoner, robbed and cheated of any real experience or authentic communication, thrown back into the intricate confusion of being women in search of a usable identity.”

I virkelighedens fortryllende verden

Dworkin sætter kvinders undertrykkelse ind i en historisk, kulturel, social og politisk ramme. Som Simone de Beauvoir definerer Dworkin kvinden som ”det andet køn”. Manden er mennesket, og kvinden er kønnet, det andet, objektet. Kvinden er ikke mennesket, men bliver umenneskeliggjort og udsat for overgreb. Overgreb er en del af den systemiske undertrykkelse af kvinder, og Dworkin søger at påvise dette med eksempler, som hun ikke mener er enkeltstående.

Hun fremhæver den kinesiske tradition med at binde kvinders fødder ind. Dette berøver kvinderne deres førlighed og bevægelsesfrihed, og de bliver derved inaktive og passive – et stykke immobilt legetøj for mænd. Herudover nævner hun middelalderens heksebrændinger som en del af den kristne kirkes kamp mod hedenskab. Hun forbinder dette til frygten for den kvindelige ondskab: ”Women are by nature the instrument of Satan – they are by nature carnal, a structural defect rooted in the original creation.”

Som sagt er den aktive kvinde, eller den kvinde, der falder uden for sin kønsrolle, et onde, som må bekæmpes. Heksejagterne var en yderst effektiv måde at gøre det på.

Kulturel hjernevask

Dworkin mener med sine eksempler at bevise, at mennesket er styret af en kultur, der forherliger mænd og undertrykker kvinder: “We are programmed by the culture as surely as rats are programmed to make the arduous way through the scientist’s maze, and that programming operates on every level of choice and action.”

Hun mener, at den eneste reelle løsning er at vende samfundet på hovedet og skabe et androgynt samfund, hvor der er plads til os alle sammen, og hvor ingen bliver undertrykt: ”We want to destroy sexism, that is, the polar role definitions of male and female, man and woman. We want to destroy patriarchal power at its source, the family; in its most hideous form, the nation-state. We want to destroy the structure of culture as we know it, its art, its churches, its laws: all of the images, institutions, and structural mental sets which define women as hot wet fuck tubes, hot slits.”

Andrea Dworkins “Woman Hating” er naturligvis på ingen måde uproblematisk. Hun beskriver kategorisk og temmelig unuanceret, hvorledes manden udgør ærkefjenden, og hvordan kvinden i høj grad, hvis ikke fuldstændig, er ofret for mænds konspiration om at nedgøre og ydmyge kvinden for at holde hende undertrykt og slavebundet og selv drage fordel af det.

Hun kræver en revolution af samfundet. Hun kræver et samfund, hvor kønnene ikke eksisterer, hvor alle er lige, og ingen bliver undertrykt. Selv om tanken til tider kan virke paradisisk, er det næppe en revolution, der bliver ført ud i livet i morgen. Der er selvfølgelig langt flere problematikker, som man selv kan læse sig til.

Det er skønt at vende tilbage til 70’ernes kvindebevægelses kategoriske og revolutionære skrivestil, og Andrea Dworkin bør helt sikkert være med på ens feministiske læseliste. Det er berigende og respektindgydende at læse nogle af de stærke stemmer fra 70’ernes kvindebevægelse.

TEMA: Mens  vi venter på foråret…
UDBRUD! bruger vinterens mørke timer til at læse bøger. Temaet er litteratur og feminisme, og målet er at inspirere. Luk kulden og mørket ude, træk tæppet op over næsen, skru jer godt ned i sofaen og læs med, når vi dykker ned i gamle klassikere og moderne værker.