Når kvinder bliver kastreret

Det kan være svært at komme uden om Germaine Greer og ”Den kvindelige eunuk”, når man skal beskæftige sig med kvindebevægelsen i 70’erne. Den er forfærdelig heteronormativ, men den kan nu alligevel stadig være relevant og inspirerende den dag i dag.

Af Tine Friis Kelstrup
Januar 2017

Germaine Greer er en australsk forfatter og akademiker, der har specialiseret sig i engelsk litteratur. Hun fik sit gennembrud som feministisk forfatter med bogen ”The Female Eunuch” i 1970, som cementerede hendes plads i den anden feministiske bølge.

Overordnet set ønsker hun egentlig ikke ligestilling mellem mænd og kvinder, men snarere individets frigørelse og frihed til at definere sig selv, sine værdier og prioriteter og retten til at afgøre og søge sin egen skæbne.

Jeg fik fat i en dansk oversættelse af ”The Female Eunuch”, ”Den kvindelige eunuk”, oversat af Lisbeth Dehn-Holgersen, Åse Lading og Vibeke Petersen i 1971. Den er ganske udmærket, hvis man ikke bliver kolerisk over trykfejl og lemfældig omgang med tegnsætning. Bogen omhandler måske især 70’ernes familieliv med hjemmegående hustru og udearbejdende mand, og den kan ved første øjekast virke outdated, men der var nu alligevel en del, der inspirerede mig i den.

Kernefamilien er en myte

Noget af det, der i dag kan virke uaktuelt, er Germaine Greers behandling af dynamikkerne mellem kønnene i kernefamilien. Ikke at vi ikke opererer med kernefamilien i dag, men Greer diskuterer den gammeldags kernefamilie, hvor manden arbejdede ude, mens kvinden sad tilbage i hjemmet. Man skal dog ikke glemme, at de fasttømrede kønsroller fra kernefamilien stadig hjemsøger os den dag i dag.

Ifølge Germaine Greer indgår manden og kvinden en kontrakt, når de gifter sig. Manden har brug for afkom og et rent og pænt hjem, og kvinden har brug for at blive forsørget: ”Hustruen arbejder gratis i sin mands hus til gengæld for sikkerheden ved at være fastansat: “Hendes situation er en reducitio ad absurdum af den arbejders situation, som accepterer en lavere løn til gengæld for varig ansættelse. Men selv de lavest betalte ansatte kan blive og bliver afskediget, og det samme bliver hustruer.”

Hvis kvinden havde forestillet sig, at romantikken skulle fortsætte efter vielsen, så tager hun ifølge Greer slemt fejl. Manden og kvinden har indgået deres kontrakt, og alt, der falder uden for kontrakten, er ikke obligatorisk. Det er at stikke sig selv blår i øjnene, hvis man tror, at prinsen på den hvide hest er lige charmerende altid: ”Endnu flere ved, at deres mænd er tykmavede, uatletiske, snorker og lugter eller efterlader deres tøj flydende rundt omkring. En meget stor procent har ikke meget glæde af det ægteskabelige samliv, og de fleste klager over at mændene glemmer de små ting som tæller.”

Husmoderen bag tremmer

Ifølge Germaine Greer er den traditionelle kernefamilie mere et fængsel for kvinden end noget andet. Mens manden er ude at arbejde, sidder kvinden fast i hjemmet med de huslige gøremål og de skrigende unger. De bliver ensomme og rastløse og føler, at livet går deres næse forbi: ”De kvinder som forsøger at modarbejde kernefamiliens tendens til at isolere dem fra sociale forbindelser har besynderlige vanskeligheder.”

Idéen om, at kernefamilien binder kvinder på hænder og fødder, er stadig relevant om end i mindre grad. I dag er kvinder ligesom mænd udearbejdende, men de tager ofte det praktiske hovedansvar for kernefamilien. Kvinden tager mest barsel og flest barns første sygedage, og det er også stadig kvinden, der står for hovedparten af de huslige pligter. Kernefamilien er måske ikke i lige så høj grad et fængsel for en moderne kvinde i dag, men hun er stadig mere bundet af den end manden.

Dog slår Greer også fast, at det ene og alene er kvindens eget ansvar at tage hånd om sit liv. Det er vigtigt, at kvinder indser, at den eneste, der kan styre deres liv og skæbne, er dem selv: ”De stakkels kvinder, som skyder skylden for deres elendighed og ensomhed over på de mænd, som ikke tager sig af dem, gør sig hver dag skyld i den grundlæggende fejltagelse, at fralægge sig ansvaret for sig selv.”

Noget af det mest inspirerende ved Greer er, at hun opfordrer kvinder til at træde ud af de kønsroller, hvor de passivt agerer ofre for mandens undertrykkelse. Hun mener, at kvinder skal handle frem for bare passivt at se til, mens deres liv bliver styret af fremmede og udefrakommende kræfter. Kvinder skal med andre ord agere subjekt i deres eget liv og selv træffe de beslutninger, der skal til for at ændre det, frem for at agere objekt for en undertrykkelse, som de føler sig magtesløse over for.

Mænd, der hader kvinder

En pudsig detalje i ”Den kvindelige eunuk”, som fik mig til at grine højt og længe, er Germaine Greers første linje i kapitlet ”Lede og afsky”: ”Kvinder er ikke særlig klar over, hvor meget mænd faktisk hader dem.” Og hun har sikkert ret i, at der ligger et latent kvindehad og ulmer under overfladen hos mange mænd. Vold, mord, voldtægter og den omsiggribende tendens til at dele billeder af kvinder på nettet uden samtykke kunne tyde på noget i den retning. Man skal heller ikke bruge lang tid på diverse mandefora på nettet, før man får en snigende trang til at sømme sin hoveddør til.

Germaine Greer taler især om den afsky, mænd kan føle ved at dyrke sex med kvinder. Kvinder er enten billige eller snerpede, men de er alligevel  lige trinnet bedre end simpel onani: ”Vi [kvinder] opfattes som noget der befinder sig midt imellem det at skide og pisse, og så længe disse ekskrementfunktioner anses for at være yderst afskyvækkende, så vil den anden funktion, ejakulationen, blive betragtet på samme måde.”

Den skamfølelse, der opstår ved at knalde en tilfældig kvinde i et cykelskur eller op ad en mur, bliver fluks overført til alle andre end manden selv. Han nedgør kvinden over for venner, samtidig med, at han praler af sin erobring: ”Skamfølelsen overføres således til kvinden. Manden betragter hende som en beholder, som han har tømt sin sæd ud i, en slags menneskelig spytbakke, og når han har gjort det, vender han sig bort i afsky.” For at opnå en form for gensidig respekt kræver det, at vi holder op med at se kvinden som et evigt seksualiseret objekt. Kvinden dehumaniseres, når hun bliver brugt og omtalt som en gokkesok.

Ifølge Greer er det mænd, der sidder på magten og undertrykker kvinder, og mænd hader jo kvinder, så kvinder undertrykker og hader også sig selv. De internaliserer simpelthen mændenes undertrykkelse og had.

Objektivisering og seksualisering af kvinden og kvindens internaliserede sexisme er ikke noget nyt i 2017. Det er stadig problematikker, som feminismen kæmper for at gøre noget ved. Det kan virke skræmmende, at 1970’ernes feministiske dagsorden minder så meget om den i 2017, og det giver stof til eftertanke. Når man læser forfattere som Germaine Greer, kan man ikke lade være med at filosofere over, hvor langt vi egentlig er kommet, og om det er de samme stopklodser, vi bliver ved med at snuble over. Enhver kan jo sige sig selv, at det er forkert at dehumanisere andre mennesker, men hvorfor i alverden bliver det så ved med at ske?

Feminisme er så meget andet en akademikerkvinder

Mod slutningen af bogen understreger Greer, at de akademiske feminister, som mener at tale på det store tavse flertals vegne, ikke skal regne med, at dette flertal kan forstå, hvad de siger: ”… for den store majoritet af kvinder, som aldrig har haft mulighed for at udvikle evnen til at opfatte denne type ideer, for hvem argumentation ingen værdi har, fordi de ikke kan forstå det og ikke selv praktisere det, forbliver sådanne metoder irrelevante.” Vi står stadig i dag med en akademisering af feminismen, og der er overhængende fare for, at vi netop kommer til at tabe majoriteten på gulvet.

Ydermere pointerer Germaine Greer, at mænd også er slaver af samfundets herskende kønsroller: ”Den mand som altid forventes at have en stiv penis er ikke mere fri, end den kvinde, hvis vagina forventes at eksplodere ved det første stød fra sådan en penis.” Det bliver også i stigende grad i dag italesat (blandt andet af DareGender), at vi alle sammen har bydende brug for at løsrive os fra de kønskategorier og -kasser, som samfundet og kulturen har tildelt os.

Heteronormativ, men inspirerende

Greer skriver lidt om homoseksualitet, men ellers holder hun sig strengt til at omtale den heteronormative kernefamilie og dens problemer. Det er naturligvis hendes ret, og det er utrolig tidstypisk, men det ville være skønt, hvis der også havde været plads til andre familiestrukturer.

Det, der alligevel inspirerede mig, var, at Germaine Greer opfordrer alle til at tænke ud af boksen. Kvinder er blevet fremmedgjort over for deres egen libido, men kvinders seksualitet er ikke kun til for at tilfredsstille mænd. Kvinder skal udtrykke og udleve deres egen seksualitet uden at skamme sig over, at den overhovedet findes. Revolutionen går ud på, at kvinder skal lære at elske deres egen krop og seksualitet. De skal opgive monogamien (eller i hvert fald ikke lade sig undertrykke af den) og lære deres krop at kende. De skal smage på deres eget menstruationsblod og se skønheden ved deres kønsdele.

Ifølge Greer skal vi alle lære at se ud over andres forventninger til os. Vi skal vende samfundets og kulturens kønsroller ryggen og gå vores egne veje. Vi skal udfordre verden, udleve vores eventyr og gøre verden større.

TEMA: Mens  vi venter på foråret…
UDBRUD! bruger vinterens mørke timer til at læse bøger. Temaet er litteratur og feminisme, og målet er at inspirere. Luk kulden og mørket ude, træk tæppet op over næsen, skru jer godt ned i sofaen og læs med, når vi dykker ned i gamle klassikere og moderne værker.