Et flosset glansbillede

Geeti Amiris ”Glansbilleder” udkom i november og har mildest talt fået en blandet modtagelse. Den er både blevet heglet igennem og rost som Danmarks nyeste og friskeste racialiserede stemme. Debatten har raset på de sociale medier, og selv for den mest debathungrende læser har det været svært at greje, hvad bogen egentlig handlede om, og hvorvidt den overhovedet var værd at læse.

Af Tine Friis Kelstrup
December, 2016

I ”Glansbilleder” fortæller Geeti Amiri om, hvordan det føles at eksistere i vakuummet mellem to meget forskelligartede kulturer. Hun vokser op som flygtningebarn i Danmark, men hendes opvækst i den danske kultur står i skarp kontrast til den afghanske kultur, som hendes familie har taget med fra Afghanistan.

Rodløshed og ensomhed

Hun vokser op i Telemarksgården på Amager sammen med sin familie. Hendes far dør, da hun er 14 år, og hendes storebror indtager pladsen som familiens overhoved. Flugten fra Afghanistan og de uundgåelige  tilpasningsvanskeligheder i Danmark har trukket veksler på hele familien, og social kontrol og vold bliver hverdag. Rodløsheden og splittelsen mellem dansk og afghansk kultur tærer på alle familiemedlemmer, og deres reaktioner på identitetskrisen er meget forskellige og former deres indbyrdes forhold.

Geeti Amiri ender som følge af volden i hjemmet på krisecenter og får senere sin egen lejlighed på Kapelvej i København. Hun kæmper med depression, og ensomheden er hendes konstante følgesvend. D. H. Lawrence skrev engang: ”One is one and all alone and ever more shall be so”, og den følelse vil Geeti Amiri formodentlig kunne nikke genkendende til. Selv skriver hun: “Ensomhed bliver ikke bedre med årene, og i modsætning til alder er ensomhed statisk.”

Den uafsluttede historie og den fragmenterede sjæl

Bogen er ikke kronologisk skrevet. Historien springer i tid og sted mellem den spæde start i Afghanistan, livet på flugt i Indien og kulturchokket i Danmark. Kapitlerne er korte og virker til tider lidt uafsluttede, og bogens fragmenterede form bidrager til og understreger den dybe og identitetskabende følelse af rodløshed og splittelse.

”Glansbilleder” er ikke historien om den stakkels pige med den hårde opvækst, som kæmpede sig frem, fik succes og levede lykkeligt til sine dages ende. Det er fortællingen om vold, had, splittelse, depression og en hjerteskærende ensomhed. Det er en kritik af det danske socialvæsen, der taber racialiserede unge på gulvet. Det er et vredesudbrud mod en kultur, der undertrykker kvinder med vold og social kontrol.

Der er ingen lykkelig slutning, for historien er slet ikke slut endnu. Geeti Amiri er kun 27 år, og som hun skriver i starten af kapitel 10, er det meget tidligt allerede at skrive sin historie. Geeti Amiri har dog et klart ønske og mål om at hjælpe andre racialiserede kvinder: ”Jeg håber, at min beretning vil hjælpe mine søstre til at rejse sig, og at enhver datter af Afghanistan en dag kan sige det, hun har på hjerte.”

En brik i en større sammenhæng

”Glansbilleder” udgør på ingen måde hele historien om racialiserede kvinders vilkår. Bogen repræsenterer langt fra alle kvinder, for racialiserede kvinders virkelighed er ikke ensidig. Den skal læses som én kvindes reflektioner over sit fragmenterede liv i en kompleks verden. Og Geeti Amiri lægger ikke fingrene imellem, når hun raser mod den patriarkalske kultur: ”[A]fghanske kvinders vilkår [er] ikke rådne på grund af islam, men fordi islam bruges til at legitimere et voldsomt undertrykkende patriarkat.”

Sproget er ikke noget mirakel og bliver ofte ret barokt, men ”Glansbilleder” er ikke en uvæsentlig fortælling i et mere og mere højredrejet Vesten. Man kan med rette kritisere bogen for mangt og meget, og den er langt fra uproblematisk, men i den store sammenhæng har vi brug for flere af den slags historier og ikke færre, hvis de privilegerede skal have en chance for at forstå de uprivilegerede og få et indblik i deres egne blinde vinkler. Vi har brug for et større og mere broget billede sammensat af alle mulige forskelligartede stemmer. Derfor er ”Glansbilleder” værd at læse. Den kan inspirere, ligesom Rushy Rashids bøger tydeligvis har inspireret Geeti Amiri, og den skal slå skår i den privilegieblindhed, der blinder så mange af os og drukner vores empati i selvtilstrækkelighed.

stjerner_3

Anmelderen giver tre ud af fem stjerner.

Geeti Amiri, ”Glansbilleder”
Udgivet 8. november 2016
283 sider
Lindhardt & Ringhof