Sådan bliver du en ægte feminist

Ny bog af folkene bag den satiriske hjemmeside Reductress gør tykt nar af mainstreammediers fremstilling af kvinder og feminisme. Forklædt som selvhjælpsbog tages en række “klassiske” feministiske dilemmaer op, blandt andet hvordan vi skaber en social revolution, samtidig med at vi har tid til selvforkælelse, og hvordan vi skaber et progressivt utopia uden at misse zumba. Satiren og ironien er tyk og gennemgående – men også meget amerikansk.

Af Isa Marie Romby
December 2016

Satiresiden Reductress

“How to Win at Feminism: The Definitive Guide to Having it All – And Then Some” er skrevet af Beth Newell, Sarah Pappalardo og Anna Drezen, kvinderne bag det satiriske projekt Reductress. En hjemmeside, der i 2013 blev startet som en reaktion på de overfladiske og ofte fordømmende artikler om og til kvinder i mainstreammedierne. På Reductress parodieres diverse selvhjælpsartikler rettet mod kvinder, samt nyhedshistorier og overfladiske clickbait-artikler omhandlende kvinder. Den populære side kalder sig for “the one and only satirical women’s magazine”, og ifølge hjemmesiden er missionen at udfordre de forældede perspektiver og den nedladende tone, der definerer mainstreamkvindemedier.

I begyndelsen parodierede Reductress hovedsageligt skønheds- og modetips, men de sidste par år har deres fokus ændret sig i takt med, at de artikler, de karikerer, er begyndt at fokusere på et nyt emne, nemlig feminisme. Derfor er der på hjemmesiden et stigende antal historier, som refererer til mainstreammediers forsøg på at gøre feminisme tilgængeligt for et bredere publikum. Reductress fremhæver det problematiske i, at artikler, der handler om feminisme, kopierer tonen og sproget i klassiske selvhjælpsartikler, og at det får læseren til at føle sig utilstrækkelig. “How to Win at Feminism” er et sammenkog af parodier på de mange forsøg på at gøre feminisme mainstream og til en del af popkulturen.

“How to Win at Feminism” er fyldt med bizarre ‘how to’-guides, for eksempel “How to femsplain feminism to your friends”, “How to get catcalled for your personality” og “How to take up space, but not too much space”. Disse overskrifter er åbenlyst absurde, men det er netop mainstreammediernes absurde vinkling, som Reductress forsøger at fremhæve.

saint-have-it-all
Billede fra bogen

Sådan bliver du en god feminist

“How to Win at Feminism” er en forlængelse af hjemmesiden. Den giver læseren et overflødighedshorn af vigtige råd til kvinder og en detaljeret guide til, hvordan man bliver den perfekte feminist. Bogen skal ruste kvinder til at gøre feminisme til meningen med livet og en del af deres identitet. Gennem diverse ‘how to’-guides, ‘dos and dont’s’ samt portrætter af kvinder, som formår at være succesfulde i alt, de gør, hjælper bogen læseren til at blive den bedste feministiske udgave af sig selv. Den gennemgår detaljeret, hvordan man har feministisk sex, hvordan man dater som feminist, og hvordan man formår at være en succes på alle livets fronter. De uendelig mange krav til ‘den perfekte kvinde’, bliver sat på spidsen med et tykt lag satire.

“Every woman should strive toward having it all (…). Studies have shown that not having it all can lead people to worry about what they’re doing with their life.”

For at gøre udviklingen til “ægte feminist” lettere og mere forståelig, præsenteres læseren blandt andet for en række såkaldte “femigloser”, som for eksempel “feminismgasm” (feministisk orgasme, som kan være både fysisk og politisk), “feministify” (at være feminist, men samtidig sexet og forførende) og “gender stupidity” (de idiotiske, forældede ideer, nogle mennesker har om køn). Bogen indeholder også et skema med en oversigt over, hvad der er feministisk, og hvad der ikke er. Argumentationen bag er uden logiske konklusioner, og listen bliver dermed en parodi på forsøgene på at definere ‘rigtig’ og ‘forkert’ feminisme. Læseren tages altså i hånden og får hjælp til at blive en “ægte feminist” og en kvinde, som har styr på alt. En rejse, som bogen selv hinter til er både urealistisk og utopisk.

Indirekte smæk til ‘popfeminismen’

Men “How to Win at Feminism” udfordrer ikke kun tonen og vinklingen i de medier, der henvender sig til kvinder. Bogen kan også ses som en kommentar til den liberale feminisme og den ‘pop’-feminisme, der har præget den feministiske scene i særligt USA de sidste par år. Oprah og Beyoncé hyldes til skyerne i bogen, og termen ‘beyciple’ definerer unge kvinder, som er i træning som feminister. 2014 fremhæves som et vigtigt år, for det var det år, Beyoncé opfandt ordet feminist.

beyonce
Billede fra bogen

De råd, der leveres, og den tilgang, der er til henholdsvis køn og feminisme, afspejler, at bogen netop gør lidt nar af de kvinder, der hopper med på vognen, når deres yndlingskendis kalder sig feminist, og som måske ikke sætter sig ind i kompleksiteten af problemstillinger. Bogen bliver derfor en karikering af et snævert  syn på ligestilling og en manglende opmærksomhed på strukturel ulighed baseret på andet end køn. Den ultra-binære kønsforståelse, der dominerer mange mainstreamkvindemagasiner er udgangspunktet for bogen, og alle ‘how to’-guides er rettet mod rige, hvide kvinder. Der er et lille afsnit, som overfladisk forklarer, hvad intersektionalitet er, men som beroliger læseren med, at man ikke skal være ked af det, hvis man ikke kan forstå det.

Samfundskritik forklædt som satire

Selvom bogen umiddelbart er en stor satirisk bunke semi-ubrugelige råd om, hvordan man bliver den perfekte udgave af sig selv og den perfekte feminist, berøres aktuelle emner og problemstillinger også. Blandt andet er der et afsnit om, hvordan sexisme på arbejdspladsen er et strukturelt problem, som mange ikke rapporterer, fordi det er svært at bevise, at man er blevet forulempet eller chikaneret. Som løsning på problemet præsenterer bogen det nye, smarte produkt “SafeWoman Mammocams”, en bh med kameraer monteret. Den filmer alt, hvad der sker på kontoret, og med denne bunke bevismateriale kan man lettere konfrontere kollegaer med den uacceptable sexisme.

“You know when you’re sitting alone in a room and you feel a cold breeze on your neck that makes you shudder for just a second, and you ask if anybody else felt it, but nobody did? That’s the patriarchy. The patriarchy is like a spooky ghost. You may not be able to see him, but you can hear him, and he just called you fat.”

Dog viser det sig, at produktet måske ikke har den ønskede effekt, eftersom de mænd, der i bogen konfronteres med optagelserne, er ganske ligeglade og ikke forstår problematikken. Dette kan ses som en kommentar til, at effekten kan være begrænset, når feminisme opsluges af kapitalismen og der skabes produkter, som i realiteten er ubrugelige og ikke udfordrer ulighedsskabende strukturer.

Ad mærkværdige omveje udfordrer “How to Win at Feminism” mange af de ting, vi socialiseres til at tro og tænke, og der hintes til, at den til tider udefinerbare følelse af, at noget er helt galt, og at tingene burde være på en anden måde, er noget, man bør reagere på.

Underholdende, men ikke top-underholdende

Satiren i “How to Win at Feminism” er så gennemført, at jeg nogle gange glemte, at det var ironisk og flere gange greb mig selv i at tænke: “Ej det kan de da ikke skrive”. Satiren ligger skræmmende tæt på virkeligheden, og den sorte humor bliver en måde at udøve samfundskritik og fremhæve ulighed og indlejret diskriminering. Projektet er derfor både relevant og prisværdigt.

“Choosing to fight the patriarchy is like choosing the red pill over the blue pill, like Neo does in the Matrix. The knowledge you’ll acquire can’t be unlearned, and you’ll be tasked with using it to convert those around you.”

Dog er der heller ikke nogen tvivl om, at “How to Win at Feminism” nok ræsonnerer bedre hos et amerikansk publikum. Nogle passager virkede en smule interne, og der var dele af komikken, der gik lidt hen over hovedet på mig. Bogen var underholdende, men ikke hysterisk morsom.

Anmelderen giver 3 ud 5 stjerner.

Beth Newell, Sarah Pappalardo & Anna Drezen
“How to Win at Feminism: The Ultimate Guide to Having it All and then some”
Udgivet 25. oktober 2016
216 sider
HarperOne