Mit møde med sexchikane

Sexchikane. Noget vi ikke taler højt om. Noget vi ved sker i stort omfang. Noget vi ikke tror vil ske for os selv. Sådan havde jeg det i hvert fald, indtil den dag det også skete for mig.

Af Christine Vassaux Noe/Foto: Christine Vassaux Noe
November 2016

Det er en helt almindelig dag som alle andre arbejdsdage. Jeg står op, gør mig klar, siger farvel til min kæreste og tager på arbejde. Det er en lang dag på kontoret, og jeg har ikke fået nok mad med. Hen mod slutningen af dagen fortæller ham, der arbejder i kiosken, at der i dag er gratis toast. Først takker jeg nej, men da jeg ser ham komme med varme toast til alle de andre og duften af brød, skinke og ost breder sig i kontoret, ombestemmer jeg mig. Jeg går derfor ud i kiosken for at sige til ham, at jeg alligevel gerne ville have en toast. Før jeg når at reagere, giver han mig et akavet kram bagfra, hvor hans hånd pludselig ender halvt på mit bryst. I en blanding af godtroenhed og chok reagerer jeg ikke rigtig på det og tænker, at det måske bare var en fejl. Et øjeblik efter sker det samme igen…

Denne gang kunne der ikke herske nogen tvivl om intentionen bag hans handling. Jeg bliver i det øjeblik reduceret til en ting, hvor retten til min egen krop ikke længere er gældende. Jeg bliver så forskrækket, at jeg skubber hans hånd væk og skynder mig ind på mit kontor. Der sidder jeg så og kigger ind i computerskærmen, så det virker, som om jeg laver noget, da han kommer ind og giver mig min toast. Jeg rækker ud efter den uden at kigge op på ham, da jeg føler mig utryg ved, at vi faktisk i det øjeblik er alene sammen i et lokale igen. Jeg vil bare gerne hjem.

Det første, jeg gør, da jeg kommer hjem, er at sætte mig ned og skrive til et par veninder, som jeg føler mig tryg ved, fordi jeg bare bliver nødt til at få oplevelsen ud af kroppen og få sat ord på, hvad det er, der er sket. Min kæreste fornemmer også hurtigt, at der er noget galt. Jeg begynder at græde i afmagt over, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre, eller hvordan jeg skal håndtere situationen. Jeg ved, jeg bør sige det til min chef, men det eneste, jeg kan tænke på, er, at jeg sikkert ikke vil blive taget alvorligt alligevel, og at jeg vil få det meget værre, hvis jeg får at vide, at det bare er en bagatel, at jeg lyver, eller at det er min egen skyld. Jeg beslutter mig for at sove på det og se, hvordan jeg har det, når jeg vågner.

At stå frem og håbe på det bedste

Jeg vågner meget tidligt dagen efter og beslutter mig for, at jeg bliver nødt til at skrive til min overordnede. Jeg formulerer en halvlang besked, hvor jeg på bedste vis forsøger at forklare, hvad der skete dagen inden, og at jeg ikke ved, om jeg kan tage på arbejde, fordi jeg ærlig talt føler mig alt for utryg og rystet. Han svarer heldigvis meget hurtigt, selvom de få minutter føles som en evighed. Han skriver, at han er ked af, hvad jeg har oplevet, at han synes, det er meget alvorligt, og hvis det er i orden med mig, vil han gerne gå videre med sagen til chefen. Han skriver, at det vil få konsekvenser.

Jeg begynder at græde. Lettelsen og overraskelsen over at blive taget seriøst, og at min chef ikke betvivler min forklaring, er så overvældende. Jeg tager på arbejde, og dagen når knap nok at gå i gang, før min chef beder mig komme ind på hans kontor. Han fortæller mig kortfattet, at ham, der gjorde det, er blevet fyret og sendt hjem, og at hvis jeg nogensinde oplever noget lignende igen, skal jeg straks komme og sige det, for det er ikke noget, der bliver tolereret på den her arbejdsplads. Trods angsten for at tage på arbejde endte min dag med at være helt fin takket være min chefs professionelle håndtering af situationen.

Den automatiske selvpåførelse af skyld og skam

Det mest bemærkelsesværdige for mig ved hele den her hændelse var det mylder af tanker, der florerede i mit hovede. Konstant vendte jeg tilbage til den samme tvivl: Var det min egen skyld? Havde jeg sendt nogle forkerte signaler? Hvis jeg nu bare havde sagt ja tak til en toast, mens jeg sad med de andre, så var jeg aldrig gået ud i kiosken alene, og så var det ikke sket. I hvert fald ikke der.

Og da jeg efterfølgende skulle fortælle min chef om det, væltede spørgsmålene igen rundt i mit hoved: Ville han tro på mig? Ville han give mig skylden for det eller sige, at jeg skal lade være med at tage det så tungt? Hvordan skal jeg formulere det, så der er størst sandsynlighed for, at han tager mig seriøst? Skal jeg undgå ordet ‘sexchikane’? Er det for voldsomt? Hvad skal jeg gøre, når/hvis chefen ikke tager det seriøst? Er jeg bare hysterisk?

Og nej, selvfølgelig er det ikke min skyld. Det er ikke en bagatel, jeg er ikke hysterisk og det kan aldrig være min skyld. Og min ret til at sige fra over for den slags skal ikke betvivles eller undermineres. Men hvorfor er det så så svært at lade være med at gøre sig lige præcis de overvejelser?

Victimblaming

Victimblaming er kodeordet her. Om det så drejer sig om voldtægter, uønskede befamlinger i nattelivet eller sexchikane på arbejdspladsen, skal man virkelig gøre sig nogle overvejelser om, hvorvidt man kan holde til at få af vide, at det er ens egen skyld, at man bare må acceptere det, for sådan er det jo, og ‘boys will be boys’.

Kan man holde til ikke at blive troet, hvis man vælger at melde det, fortælle det til sin chef eller bare tale højt om det? Der er desværre nogle strukturer i vores samfund, der gør, at overgreb mod kvinder i alt for høj grad er acceptabelt, og som gør, at skylden som udgangspunkt ligger på “offerets” skuldre og det kræver en lang og hård kamp, at få nedbrudt dem.

Bryd tabuer ved at stå frem

Sexchikane er et kæmpe tabu og noget, alt for mange bliver udsat for. Det er nødvendigt, at der kommer større fokus på det for at kunne ændre samfundets holdning til det. Vi skal sige fra over for sexchikane, melde det eller fortælle det til vores chef, selvom det er ekstremt grænseoverskridende og svært. Hvis det kun er enkeltpersoner, der vælger at udtale sig om det og dele sine oplevelser, så sker der ikke noget. Det er et fokus, der skal løftes kollektivt, før de store ændringer kan ske, og det kan måske være med til at give flere modet til at sige det højt.

Hvis fokus bliver stort nok, så vil der (forhåbentlig) også komme flere succeshistorier fra dem, der vælger at melde det, og det kan være med til at ændre holdningen til gerningspersonen. Når man udsætter andre for sexchikane, skal man skamme sig over at have udsat et andet menneske for noget så grænseoverskridende. Man skal ikke se det som sin ret uden at overveje, hvorvidt det kan få konsekvenser for en. Hvis samfundet begynder at se det som et reelt problem, så har man nok ikke lyst til at være chefen, der tillader det på sin arbejdsplads længere. Og måske vil det være noget, folk bliver forargede over at høre, frem for at de møder fortællinger om sexchikane med et skuldertræk.

Sexchikane, tabu, tavshed og tvivl

Jeg valgte at stå frem. Jeg gjorde det ikke, fordi jeg ikke var bange for, om jeg ville miste mit job, eller fordi jeg ikke var rystende nervøs for, hvad mine kolleger ville tænke og sige om mig, når de fandt ud af, hvad der var sket. Jeg gjorde det ikke, fordi det var nemt at sende den besked til min chef (som jeg flere gange var ved at slette og lade være med at sende). Jeg gjorde det mest af alt, fordi jeg havde støtte andre steder fra, folk, der bakkede mig op, og fordi jeg inderst inde godt vidste, at det, der var sket, ikke var i orden. Og hvis jeg var så heldig, at det faktisk fik konsekvenser for ham, der gjorde det, så ville vi komme et lille skridt nærmere en verden, hvor man ikke længere accepterer den slags overgreb.

Seksuel chikane er forbundet med  så mange tabuer og så meget victimblaming, at det er  ekstremt svært for mange at nedbryde de negative strukturer og opfattelsen af, at særligt kvindekroppen kan objektiviseres i alle situationer og er et tag-selv-bord, som alle har ret til. Selv på arbejdspladsen. Angsten for at miste sit job eller blive kendt som “hende den snerpede” kan være med til at afholde mange fra at sige det.

Og det er fuldstændig forståeligt. For det er helt reelt en satsning at fortælle det, da det kan være næsten umuligt at vide, om man har en af de ‘gode’ chefer, der tager en alvorligt og handler på det, eller om man har en af dem, der mener, at det står medarbejderne frit for at chikanere deres kolleger. Eller en chef, som ganske enkelt ikke tager klagerne alvorligt og ikke ser det som chikane. Men hvor absurd er det ikke lige, at der er en reel risiko for, at man bliver nødt til at sige op, fordi en anden person har udsat en for chikane?

Man kan stå frem og være stærk på mange måder

Hvis man ikke føler sig tryg ved at skulle fortælle sin chef eller kolleger, at man har været udsat for sexchikane, eller hvis man ikke føler, at det er en risiko, man kan løbe, så er der heldigvis andre platforme, hvor man kan dele sine oplevelser. Everyday Sexism Project (Danmark)  er et eksempel på en sådan platform. Her bliver tusindvis af oplevelser om overgreb, sexchikane og sexisme i alle afskygninger delt. Her kan man vælge at dele sine oplevelser anonymt, men samtidig være med til at gøre omverdenen opmærksom på, hvor omfattende de her problemer er.

At vide, at man ikke er alene med sådanne oplevelser og at vide, at det, man oplever, er på et strukturelt plan, kan forhåbentlig give flere modet til at sige fra, næste gang det sker. Og når seksuel chikane sker på arbejdspladsen, som jeg og mange andre har oplevet det, så er det personlige i høj grad politisk.