Ingen af os går med illusioner om at blive elsket som feminister

“Elitefeministerne” er en bog om tidsperioden mellem 70’ernes kvindekamp og feminismens fjerde bølge, som vi står i i dag. Det er historien om dannelsen og udviklingen af  Selskab for Ligestilling, fortalt indefra. Det er ikke en fortælling om en perfekt forening, men tværtimod et ærligt indblik i de op og nedture, man møder, når man laver frivilligt, aktivistisk arbejde. Og ikke mindst et indblik i de slag, man får, når man træder ind i kønsdebatten, hvor tonen er hård, og hvor ordet ‘feminist’ er et skældsord.

Af Isa Marie Romby
November, 2016

“Når det handler om køn og ligestilling, behøver man ikke vide noget, nej, nej. (…) Man behøver ikke tænke sig om. Man kan bare sidde og bræge op med sine forudindtagede holdninger, sine ikke-funderede generaliseringer og ligegyldigheder.” – Leonora Christina Skov.

“Elitefeministerne – 25 års udskældt ligestillingskamp” giver et fint indblik i noget af den kritik, man får som feminist, når man engagerer sig i samfundsdebatten. Både kritikken, der kommer fra anti-feminister og fra folk, der ikke interesserer sig for projektet, men også den kritik, der kommer fra andre feminister. Titlen er en henvisning til det prædikat, som medlemmerne af Selskabet er blevet kaldt gennem tiden, og som ifølge bogens redaktører Christine Dreyer Alexandersen og Kirstine Dalsgaard Larsen bliver set som af de ultimative skældsord.

De 11 stemmer i bogen er således i tidens løb blevet skældt ud for at være både for højtuddannede, for veletablerede og for velklædte. Men at være velovervejet og visionær bør efter redaktørernes mening ikke være skamfuldt. Tværtimod. Titlen kan derfor ses som et forsøg på at tage ordet ‘elitefeminist’ tilbage og fjerne noget af den negative klang.

“70’er feminismen er død, 80’er-trætheden er overstået”

Elisabeth Møller Jensen var i 1991 blevet ansat som leder af KVINFO og ville gerne skabe en stærk forbindelse mellem kvindebevægelse og kønsforskning. Kvindeligt Selskab (nu Selskab for Ligestilling) blev derfor oprettet som et støtteselskab til KVINFO og som et middel til at skabe netop disse forbindelser. Kønsdebatten trængte til nyt liv og til igen at blive en del af mediebilledet og de politiske processer. Navnet Kvindeligt Selskab afspejler den binære kønsforståelse, der på dette tidspunkt dominerede og definerede kønsdebatten.

Selskabet ønskede at favne bredt og nå ud til de kvinder, som havde en lille feminist indeni, men som ikke følte sig tiltrukket af den gamle kvindebevægelse. Derfor annoncerede de forud for stiftelsesfesten i maj 91, at alle var velkomne, og at der i Selskabet var plads til kvinder fra alle dele af samfundet. Invitationen til det storslåede ‘garden party’ i det Kgl. Biblioteks Have var derfor rettet mod “Kvinder i kunst og kultur, fagbevægelser og forskning, politik, uddannelse og erhvervsliv”. Omkring 1000 kvinder i alle aldre dukkede op til stiftelsesfesten, og alene den aften fik Selskabet 400 betalende medlemmer.

Selskabet fortsatte med at lave store events, og genintroducerede blandt andet fejringen af 8. marts, en begivenhed, som stort set var forsvundet i 80’erne. Et 8. marts arrangement, som i den grad satte Selskabet i rampelyset, var uddelingen af “Årets Pikhoved” i 1994. Det var en pris, der gik til en person, som i løbet af året havde udvist særlig chauvinistisk opførsel, og Selskabet havde et ønske om at sætte fokus på mediernes dækning af ligestilling og kvinder. Selvom mange fandt formålet med prisen sympatisk, druknede det bagvedliggende motiv fuldstændig i medierne og befolkningens forargelse og raseri over brugen af ordet ‘pikhoved’. I sit kapitel reflekterer Elisabeth Møller Jensen over prisuddelingen, og kommer med følgende kommentar: “Hvad der sker den dag, kvinder ikke bare nærmer sig patriarkatets symbolske grænse, men de facto flytter den, tør jeg slet ikke tænke på.”

“Hvad der sker den dag, kvinder ikke bare nærmer sig patriarkatets symbolske grænse, men de facto flytter den, tør jeg slet ikke tænke på.”

Elitefeministen bliver født og kritiseret

Selvom Selskabet blev oprettet på et tidspunkt, hvor der var stille på ligestillingsfronten, blev det ikke modtaget med udelt begejstring. Det kom ikke som et chok for bestyrelsesmedlemmerne, at anti-feminister ikke bød projektet velkomment. Ej heller, at medierne ofte misforstod budskaberne og formålet med Selskabets arbejde. Men flere bidragsydere udtrykker i bogen overraskelse over, at dele af den gamle kvindebevægelse var uimponerede over foretagendet. Eller at de direkte kritiserede projektet og tog afstand fra Selskabet.

Et af de første events, der fik dele af den gamle kvindebevægelse til at tage afstand fra det nye projekt, var Selskabets stiftelsesfest. Her blev der serveret kølig hvidvin og aftenens indslag kom fra kvindelige kunstnere inden for bl.a. klassisk musik, ballet og poesi. Selvom stiftelsesfesten fik stor omtale i medierne, og Selskabet fik stor medlemstilslutning, blev eventet samtidig kritiseret, og Selskabet blev beskyldt for at være for elitært og hattedame-agtigt. For hvert arrangement Selskabet holdt, mistede de medlemmer fra den tidligere kvindebevægelse.

Nanna Kalinka Bjerke, kommunikationsrådgiver og MA i køn og kultur, er en af dem, der i bogen beskriver den tidligere kvindebevægelses reaktion på oprettelsen af Selskabet – eller ‘de etablerede feminister’, som hun kalder dem. Selskabets bestyrelse blev af dette segment blandt andet beskyldt for at være for pæne, for heteroseksuelle, for middelklasse, for akademiske og for hvide. Nanna Kalinka modsiger ikke disse beskyldninger, fordi det jo var en kritik, der havde hold i virkeligheden. Men hun sætter spørgsmålstegn ved, hvad Selskabet skulle stille op med kritikken. I hendes øjne var det blot indpakningen, der var ny, mens Selskabets formål og ønsket om at gøre verden til et bedre og mere ligestillet sted, var den samme som hos tidligere generationer. Hun skriver blandt andet:

“Det var også et paradigmeskifte, som betød, at der hen ad vejen blev mere fokus på, hvordan kvinder på tværs af forskelligheder kunne mene og føle det samme og arbejde sammen i stedet for at bekæmpe hinanden.”

Ligesom Nanna Kalinka Bjerke reflekterer forfatter Leonora Christina Skov i sit kapitel over, hvordan hun dengang var irriteret på rødstrømperne og ikke kunne forstå, hvorfor de ikke støttede op om de unge feminister. Hvorfor de ikke glædede sig over, at der nu var nye stemmer og aktivister, som var klar til at tage kampen op. Men nu kan hun godt forstå det, for de blev jo konfronteret med de samme debatter og problematikker, som de selv havde sat på dagsordenen årtier tidligere, og som de havde kæmpet for at ændre. Leonora Christina Skov kan i dag i langt højere grad relatere til den afmagt og træthed, som hun forestiller sig, rødstrømperne må have følt. For ligesom dem, ser hun nu de samme argumenter og modargumenter blive gentaget om og om igen, uden der kommer konkrete løsninger.

Forskellige bestyrelser, forskellige fokusområder

Emnerne, der diskuteres i kapitlerne, afspejler tematikker som Selskabet arbejdede med: seksualitet, prostitution/sexkøb, reproduktion, arbejdsmarkedet, ligestilling for mænd, familie, kønsroller, moderskab, hverdagssexisme, patriarkatet, barsel, kvoter, seksualisering af kvindekroppen i reklamer, ægteskab og parforhold. Det er emner, der stadig diskuteres og debatteres i dag.

Det fremgår af bogen, at Selskabets fokusområder i høj grad afhang af, hvilke mennesker der indtog sæderne i bestyrelsen. Navneskiftet i 2007 fra Kvindeligt Selskab til Selskab for Ligestilling, var også båret af den daværende bestyrelses ønske om at gøre selskabet mere bredtfavnende og give alle køn mulighed for at engagere sig i kampen for ligestilling. Der var ikke altid enighed om Selskabets holdning til diverse problematikker, og det var ofte komplekse problemstillinger, der blev diskuteret i bestyrelsen. I sit kapital skriver cand. mag. Camilla Petersen:

“Som jeg så det, som kønsforsker og som kønsaktivist, lå forandringspotentialet i vigtigheden af at samtænke kønnenes ligestillingsproblematikker i stedet for at adskille dem.”

Selvom Selskabet fremhæves som et sted, hvor bidragsyderne fandt et fælleskab og i perioder en form for tilhørsforhold, er skribenterne også selvkritiske og hylder ikke Selskabet til skyerne. De er bevidste om nogle af de fejl og mangler, der prægede tiden i Selskabet, og de ting, man kunne eller burde have gjort anderledes. Kommunikatør Anita Frank Groth kommer blandt andet ind på dette, da hun fremhæver, at der manglede en indtænkning af race, etnicitet og seksualitet, og at Selskabet i slut-90’erne muligvis var for brede og tog taletiden fra nogen, som havde mere brug for den. Denne gennemgående selvreflektion er med til at gøre “Elitefeministerne” til interessant og mere vedkommende læsning. Der tegnes ikke et rosenrødt billede af en altid velfungerende forening. Interne konflikter, uenigheder og konkurrence var også en del af livet i Selskabet.

Vigtigheden af feministiske fællesskaber

Udover at de alle har siddet i bestyrelsen på et tidspunkt, har bogens skribenter det tilfælles, at de er feminister. Flere steder reflekteres der over, hvad feminisme er, og hvad det vil sige at være feminist. Alle bidragsyderne deler deres forskellige oplevelser med feminisme, deres tilhørsforhold til det feministiske miljø og deres forhold til at forske, arbejde og have en aktivistisk tilgang til køn og ligestilling. En af bogens redaktører, Christine Dreyer Alexandersen, skriver:

“Jeg tror, vi er mange feminister, der på den ene side bare forsøger at leve vores liv uden at sætte spørgsmålstegn ved alting hele tiden, heller ikke til os selv, for så ville det gøre for ondt for meget af tiden. Og på den anden side samtidig med jævne mellemrum vågner op og ser alle de uretfærdigheder, der ikke er til at bære.”

Bidragsydernes forskellige perspektiver, reflektioner og tanker illustrerer, at feminisme ikke er en entydig eller simpel størrelse. Det kan være udfordrende konstant at blive uvenner over, samt forsøge at finde frem til, en endegyldig definition på, hvad ‘rigtig’ og ‘forkert’ feminisme er. Som cand. mag. og skribent Anna Dorthea Køster skriver, er feminisme en af de ismer, som har udviklet sig mest, og som konstant ændrer sig i forsøget på ikke at undertrykke nogen grupper i samfundet. I flere af kapitlerne nævnes det da også, at det er enormt vigtigt, at feminister passer på hinanden, og at der i feministiske fællesskaber er plads til at stille spørgsmål, udforske, lære og undres.

“Elitefeministerne” er ikke kun for elitefeminister

“Elitefeministerne – 25 års udskældt ligestillingskamp” er en fin indgang til mange af de ligestillingsproblematikker, der er blevet diskuteret de sidste mange år, og som stadigvæk diskuteres i dag. Flere af bidragsyderne opridser ikke blot problematikkerne, de forklarer også, hvorfor det er problemer. Bogen kan altså også læses af dem, som ikke allerede er eksperter, hvad angår ligestilling, som ikke allerede er en del af et feministisk fællesskab eller deltager aktivt i kønsdebatten i Danmark. Det gør bogen tiltalende og læseværdig, at bidragene er så personlige og ærlige. Uanset om man kan lide elitefeminister eller ej, er det en velskrevet bog, som giver et indblik i en del af den danske ligestillingshistorie.

“Ingen af os går med illusioner om at blive elsket som feminister, men mediernes ofte mærkværdige framing både dengang og nu er tankevækkende i en demokratisk debat. For lige som i dag, bliver beskrivelsen af os som “forkælede læbestiftsfeminister”, der ikke redder dem, der virkelig har brug for ligestilling, brugt til at skamme os ud. Som et stort hold kæft-bolsje. For vi skal ikke komme her med vores viden. Og vores personlige erfaring er for øvrigt helt irrelevant.” Citat af Anita Frank Groth.

stjerner_4

Anmelderen giver bogen 4 ud af 5 stjerner.

 

Fakta:

  • “Elitefeministerne – 25 års udskældt ligestillingskamp” er udgivet af Tiderne Skifter
  • Bogen er redigeret og samlet af Christine Dreyer Alexandersen og Kirstine Dalsgaard Larsen.
  • Bogens bidragsydere er mennesker, der alle på et tidspunkt har siddet i Selskab for Ligestillings bestyrelse.
  • De 11 bidragsydere er: Elisabeth Møller Jensen, Nanna Kalinka Bjerke, Anita Frank Groth, Emilia van Hauen, Katrina Schelin, Leonora Christina Skov, Camilla Petersen, Christine Dreyer Alexandersen, Anna Dorthea Køster, Ulrik Frost og Jytte Nielsen.