Demonstrant: Jeg vil have lov til at bestemme over min egen krop

Lovforslaget om totalt abortforbud i Polen har vakt harme blandt store dele af den polske befolkning, hvor tusindvis af mennesker den sidste uges tid har demonstreret mod stramningerne. Overalt i verden er folk gået på gaden og har i sympati demonstreret mod de skærpede abortregler. Også i Danmark, hvor cirka 100 mennesker i mandags iklædte sig sort tøj og stillede sig foran den polske ambassade i solidaritet med polske kvinder. UDBRUD! var med og snakkede med nogle af de fremmødte.

Af Isa Marie Romby 

img_20161003_142202

Dansk solidaritetserklæring

Trods en grå oktoberhimmel med regn i luften var der i mandags et stærkt fremmøde foran den polske ambassade i Hellerup. En enkelt rød hue brød med den sorte masse, som i tråd med parolen om #BlackProtest havde iklædt sig sort tøj fra top til tå. Nogle af demonstranterne havde sat sort tape på kinderne, mange havde medbragt skilte med slagord og flere holdt bøjler i hånden, en genstand som er blevet et globalt symbol på illegal abort.

Initiativtageren til demonstrationen var Katarzyna Szczygieł, som ville sikre, at Danmark kom på kortet over lande, der udviste sympati og solidaritet med de polske kvinder.

”Jeg føler, at det er min pligt at vise en solidaritetsgestus med kvinder i Polen, som er nødt til at kæmpe mod stramninger af abortlovgivningen, som er nødt til at kæmpe for retten til deres liv og for retten til deres krop,” sagde hun.

For Katarzyna var det vigtigt, at de polske kvinder ved, at de ikke er alene. At de via sociale medier ser, at der over hele verden er mennesker, der er på deres side, og som støtter dem i deres kamp. Bevæbnet med en megafon talte hun til de fremmødte og sørgede for, at demonstrationen forløb fredeligt.

Polen vil stramme allerede stramme abortregler

I Polen er abort pt. lovligt i tilfælde, hvor moderens liv er i fare på grund af graviditeten, eller hvor der er tale om graviditet forårsaget af voldtægt eller incest. Den nuværende lovgivning blev indført i starten af 1990’erne og ifølge Agnieszka Musialska, som deltog i demonstrationen foran den polske ambassade i mandags, har den været med til at skabe det, hun definerer som et ’sort marked for aborter’. Hun frygter, at dette vil blive værre, hvis den strammere lovgivning gennemføres. Ifølge officielle tal bliver der hvert år foretaget cirka 1000 legale aborter i Polen. Dog anslås det, at omkring 150.000 kvinder hvert år selv foretager aborter ved hjælp af piller købt online. Det lovforslag, som lige nu debatteres i parlamentet, indebærer et totalforbud, samtidig med at der er stillet forslag om, at kvinder, der aborterer, og læger, der udfører abort, skal kunne straffes med fængsel på op til fem år.

Men de nye lovforslag omhandler ikke kun abort. Agnieszka fortalte, at der også er blevet stillet forslag om forbud mod alle former for prævention. Samtidig er der de sidste mange år sket en reduktion eller forringelse af den seksualundervisning, som unge modtager i skolerne. Ifølge Agnieszka sker der altså lige nu et tilbageskridt inden for en række områder, som er flettet sammen, og som alle medfører tilbageskridt for kvinders rettigheder.

Agnieszka mener, at den foreslåede abortlovgivning er et udtryk for de små skridt, regeringen og konservative aktører tager hen imod total kontrol over den polske befolkning. Selvom hun er skræmt over den politiske udvikling, er hun overbevist om, at de store demonstrationer i Warszawa og andre store byer i Polen, nødvendigvis må have en positiv effekt og medføre et politisk skift. ”Jeg kan ikke forestille mig, at de love går igennem. Det hører slet ikke til demokratiet,” tilføjede hun.

Kvinders rettigheder udfordres

Kampen for at sikre polske kvinders rettigheder var en af hovedårsagerne til, at Julia Krzywicka havde taget plads foran den hvide ambassadebygning i Hellerup. Hun havde medbragt et skilt, som med et billede af Czarny-protestens logo på den ene side og et billede af en fuck-finger på den anden side, ikke lagde skjul på hendes holdning til lovforslaget. På spørgsmålet om, hvorfor hun havde valgt at dukke op til demonstrationen, svarede hun: ”Jeg synes, det er dybt latterligt, at vi i 2016 stadig er nødt til at kæmpe for noget, som er så åbenlyst i f.eks. Danmark og andre vestlige dele af Europa. Jeg vil have lov til at bestemme over min egen krop.”

Ligesom Agnieszka tror Julia ikke, at den polske regering kan finde på at gennemføre så stram en lovgivning, eftersom landet stadig er en del af EU. Men derfor er hun alligevel forskrækket over situationens udvikling og forundret over, at sådanne abortlovforslag overhovedet tages op til diskussion i parlamentet. Samtidig med at det ultrakonservative lovforslag om abortforbud blev fremlagt, blev et forslag om en mere liberal abortpolitik fremsat. Sidst i september afviste det polske parlament det lovforslag, som ville tillade abort indtil 12. uge af graviditeten. 240 stemte imod forslaget, mens 173 stemte for.

img_20161005_110009      fb_img_1475583374226

Katarzyna var glad for fremmødet foran den polske ambassade i Danmark og fortalte, at hun var blevet rørt over at se den lange liste over byer og lande, hvor folk ville demonstrere i solidaritet med de polske kvinder. Men det gjorde hende frustreret, at demonstrationerne overhovedet er nødvendige.

”Kvinder skal bestemme over deres krop og deres liv. Det skal ikke være politikernes beslutninger eller den polske katolske kirkes beslutning, om en kvinde får en abort eller ej. Vi skal have mulighed for at bestemme selv,” sagde hun.

Udover demonstrationen, havde de polske kvinder i Danmark startet en online underskriftindsamling. Mandag formiddag var der allerede mere end 600 underskrifter, mange af disse havde danske navne. Underskiftindsamlingen blev sendt til den polske ambassade samme aften sammen med en anmodning om, at underskrifterne blev sendt videre til parlamentet i Polen, så de kunne se, at den danske befolkning støtter op om de polske kvinders krav om retten til abort.

demonstration-i-warsawa
Billede fra demonstrationen i Warszawa d. 3. oktober. Foto: Katarzyna Pierzchała