Et teenageliv uden filter

I nat havde serien SKAM premiere på et 8 minutter langt klip fra 3. sæson. Mens vi venter utålmodigt på meget mere fra SKAM, har vi på seriens præmisser, fået teenageren og instagrameren juliavictoriiia til at anmelde serien. 

Af Julia Victoria,
Oktober 2016 

De går på gymnasiet i Norge. Eva, Noora, Vilde, Chris og Sana. De sminker sig, laver lektier, fester og drikker sig fulde. De bliver forelskede, de skyper, er på Facebook, på Snappen og Insta. De handler, før de tænker. Er sammen med hinandens kærester og bliver uvenner og venner igen. Sådan er de, den gruppe unge vi møder i den norske serie SKAM, men de er på en måde også bare mig og mine venner og derfor synes jeg, jeg kender dem så godt.

Stikkende blikke

Vi følger hovedpersonen 16 -årige Eva, der lige er startet i 1. g og som er blevet frosset ude af sin gamle veninde. I første scene, tager hun alligevel afsted til en fest og her får hun dræberblikket. Dræberblikket vi alle kender. Heldigvis kommer den seje pige Noora med de røde læber og hjælper hende. Et nyt venskab starter.

 “Jeg har da prøvet at få de stikkende blikke tusinde gange,
og genkender derfor mange af de samme følelser
– særligt ensomheden.” 

SKAM viser meget af det vi unge går og tænker over i hverdagen. Den viser, hvordan folk danner små grupper, står sammen og ikke står sammen. En dag er man inde – næste dag måske ude. Man kender de blikke, også selvom man måske ikke går i gymnasiet endnu, men som mig, kun går i 8. klasse, for jeg har da prøvet at få de stikkende blikke tusinde gange, og genkender derfor mange af de samme følelser – særligt ensomheden. Det her med at føle sig HELT alene!! Men også det her med at føle, at man ikke er god nok. Eller gør det rigtige. Ser godt nok ud. Er klog og sej og sød og perfekt nok.

Men man genkender også følelsen af, en dag pludselig at være en del af en gruppe. Glæden ved endelig at have et stærkt sammenhold med venner som betyder ALT i verden for én. Og så genkender man den forelskelse, forelskelsen som man vil gøre alt for, selvom det føles som om, at ens hjerte er ved at eksplodere, og at den man er forelsket i, måske ikke altid er så sød eller god for én.

“En skam der bliver så voldsom, at man nogle gange føler,
at man ikke kan trække vejret og tror, at man er ved dø!
Sådan er det vel bare at være teenager?”

Og det der med at skulle gøre alle tilfredse. Og hvis man er én af dem, der ikke gør det godt nok – genkender man følelsen af SKAM. En skam der bliver så voldsom, at man nogle gange føler, at man ikke kan trække vejret og tror, at man er ved dø! Sådan er det vel bare at være teenager? Et øjeblik ked af det og bekymret – næste øjeblik glad og overgearet. Serien siger på den måde, at det er ok at have det sådan, som vi teenagere nu har det. Sådan lidt salt og sukker agtigt. Endelig en serie der ikke bare viser, hvordan det er at være teenager – men forstår, hvordan det er.

#nofilter

Serien er god på flere måder og noget af det jeg synes er ret nice, er det her med, at det virker så ægte. Det er som om det er små klip fra virkeligheden, billeder med #no-filter og på den måde, får man med det samme en følelse af at kende personerne IRL. Man er med Eva og veninderne til fest – men også med dem dagen efter, når de brækker sig og har det skidt. Man er med til at trøste dem, grine med dem og man får et indblik i deres tanker.

“SKAM viser, hvordan vores hverdag foregår
og hvordan vi kommunikerer med hinanden.”

Og det, der er så rart ved det er at finde ud af, at de tanker er præcis de sammen som mine og mine venners. SKAM viser, hvordan vores hverdag foregår og hvordan vi kommunikerer med hinanden. Det er over Skypen, Snaps, FB og Insta og det kan virke rodet og kaotisk og nogle gange udmattende, men det er jo bare sådan det er.

skaermbillede-2016-10-02-kl-15-09-42

Man bliver suget helt ind i serien, og det her med, at man kan følge alle karaktererne på Instagram, gør at serien er rigtig god til at blande vores verdner sammen. Det virker stærkere, og når man som jeg gør, følger dem på forskellig måde, som jeg følger mange af mine rigtige venner, føler jeg, at jeg er en del af et fællesskab. Et fællesskab jeg føler mig hjemme i og som jeg forstår.

Selvom serien er på norsk, tænker man ikke så meget over sproget. Man vænner sig faktisk hurtigt til det og man finder hurtigt ud af, at sproget ikke er det, der er vigtigt i serien. Det er tværtimod alt det, der foregår mellem det, der bliver sagt.

Nye rollemodeller

Det aller aller bedste ved SKAM er, at serien viser, at ud over fest, alkohol, sex, kliker og Instagram er en stor del af hverdagen, hvordan det virkelig er at være pige! Den viser hvordan vi hele tiden skal leve op til forventninger om, hvad det vil sige at være “lækker” og hvilke helt urimelig krav der stilles. Men også hvilke krav vi stiller os selv og hinanden. Jeg tror, at SKAM kan få mange til at forstå, at de ikke er alene om mange af disse tanker og at det er helt ok, ikke altid at skulle være så skide perfekt.

“Den viser hvordan vi hele tiden skal leve op til forventninger om,
hvad det vil sige at være “lækker” og hvilke helt urimelig krav der stilles.”

 

SKAM tør vise, at man kan gøre ting anderledes. At det er ok at være anderledes og at der er plads til alle typer. SKAM tør gå imod og bryde med manges forstillinger, ved for eksempel at vise hvordan piger tør stå op for dem selv. Jeg er ret vild med Sana, hun er én af de sejeste i serien. Hun er vild, har styr på alle situationer og dukker ikke hovedet for nogen som helst – tværtimod!

Jeg er som mange andre, også især vild med Noora. Noora har nemlig de rigtige holdninger og ved altid hvad og hvordan hun skal sige tingene. Hun forsvarer altid dem, der bliver uretfærdig behandlet og sit eget køn. Hun  lægger ikke under for det store pres, der ellers følger én hver dag, for når Noora går med rød læbestift, er det ikke for drengenes skyld, men hendes egen. Hun tør godt stå i mod. Det håber jeg også jeg tør en dag.

“SKAM tør vise alle bumserne og alt det “uperfekte”.
Den tør vise alt det “grimme” og vender alting på hovedet”

Serien er fuld af seje rollemodeller som vi kan spejle os i og kan se op til – noget vi teenagere virkelig mangler i dag. I hvert fald rollemodeller på vores egen alder og som ikke er poppet og photoshoppet på forsiden af ungdomsblade. Næhh, SKAM tør vise alle bumserne og alt det “uperfekte”. Den tør vise alt det “grimme” og vender al ting på hovedet. Det er et teenageliv uden filter! Og det er bare så rart endelig at se, at det også kan være helt ok! Og det er nok også derfor, at alle der har set SKAM, kan identificere sig med enten Eva, Noora, Vilde, Chris eller Sana – på den ene eller anden måde.

 

Skærmbillede 2016-10-02 kl. 15.22.20.png

 

stjerner_5

Vores unge anmelder giver SKAM fem ud af fem stjerner.
Anmeldelsen er baseret på de to første sæsoner. Du kan se serien på https://tv.nrk.no/serie/skam .

Opdatering: Det er som bekendt ikke længere muligt at se SKAM på NRK!  Fortvivl ej, Danmarks Radio har købt rettighederne til serien, og du kan nu se alle sæsonerne på dr.dk og ellers er der også her en guide til, hvordan du også kan følge SKAM:  https://www.katoni.dk/blog/overblik-saadan-ser-du-skam-saeson-4/