This is political music. Progressive music. I call it Black Power Music

En lørdag aften i maj blev Huset i Magstræde blæst omkuld af amerikanske Akua Narus feministiske energi og overstrømmende kærlighed. Naru havde en særlig forbindelse til publikum og hendes fusion af hip hop og jazz manifesterede sig i en koncert med utrolig nerve og nærvær. Hendes musik er spækket med personlighed og intensitet.

Af Isa Marie Romby
Juli, 2016

Det var tilfældets skyld, at jeg befandt mig i Huset i Magstræde lørdag den 14. maj. En bekendt fra Brasilien, som skulle til Danmark i forbindelse med Women Deliver, havde spurgt om jeg ville med til koncert. Jeg købte billetten uden forudgående kendskab til Narus musik og uden at undersøge, om det overhovedet var noget for mig. Jeg endte med at have en uovertruffen koncertoplevelse, med en kunstner, som af et amerikansk hip hop-site er blevet kaldt ’the greatest that nobody knows about’. Mødet med Akua Naru blev en påmindelse om bare at være, og at det at  handle uovervejet og spontant kan skabe et fantastisk mulighedsrigt og følsomt rum.

Kærlighed til musikken. Kærlighed til livet

Naru indtog den lille scene med bare tæer. Hun var iført sorte bukser, sort blazer og solidt placeret på toppen af locks, der gik ned til navlen, hvilede en sort hat på skrå. Hun indtog rummet med en særlig kombination af selvtillid, ydmyghed og stolthed, som gjorde, at jeg uforbeholdent forelskede mig i hende. Publikums reaktioner aftenen igennem vidnede om, at jeg ikke stod alene med den falden pladask for-følelse.

Med sit liveband i en halvcirkel omkring sig, leverede Naru en formidabel live-koncert, hvor hendes fusion af hip hop, jazz og soul tilførte rummet en særlig energi og intensitet. Hvert enkelt bandmedlem fik lov til at udfolde sig og fra Naru var der en enorm anerkendelse af musikernes evner. Når hun ikke sang, trådte hun ned fra scenen og dansede blandt publikum.

Under sangen ”Poetry: How Does it Feel” sitrede luften af elektricitet, og der strømmede en sensuel energi fra scenen, som manifesterede sig i publikum. Som introduktion til sangen sagde Naru:

”This song is for all the lovers of art. And the artists of love. Love is most certainly an art and some of us might master it”.

For år tilbage havde luften været tykt af cigaretrøg i det lavloftede lokale. Nu var den tung af kærlighed. Narus kærlighed til livet, til musikken og til publikum. Og publikums gengældte kærlighed til Naru.

Under hele koncerten bragte hun en barsk politisk virkelighed ind på scenen, men fremhævede simultant livets mange skønne facetter, og vigtigheden af at være til stede i nuet. Hun påpegede, at vi i disse tider kan blive helt overvældet af en følelse af, at der er dårlige nyheder overalt. I fjernsynet og på digitale medier bliver vi  konstant konfronteret med en elendighed, der går på tværs af kontinenter. Og hun sagde med passion i stemmen, at derfor var det rart at være netop her, i dette rum og med disse mennesker, og mærke den kraftgivende positivitet der strømmede frem og tilbage i lokalet. Vi kunne alle sammen have været i alle mulige andre rum den lørdag aften. Men i stedet var vi lige dér. Sammen.

Politisk historiefortæller

I Narus musik og performance skinner en politisk bevidsthed tydeligt igennem. Hun voksede op i New Haven, Conneticut (USA). En by med raceadskillelse, arbejdsløshed og kriminalitet. Som tidlig teenager var hun vidne til flere voldelige overfald på demonstranter, og det medførte en kritisk stillingtagen til det amerikanske samfund og de strukturer, der skaber en sådan vold og muliggør en undertrykkelse af især sorte kvinder i Narus hjemby.

Hun begyndte at læse værker af politiske aktivister som Assata Shakur, Frantz Fanon og Angela Davis. Samtidig med at hun læste på universitetet, engagerede hun sig i frivilligt arbejde, hvor hun var i kontakt med ældre aktivister, der havde været en del af civil-rights-bevægelsen i 1960erne. Det aktivistiske engagement og interessen for samfundsforhold, kom til at definere hendes musik og lyrik.

Et af de altafgørende kodeord for Narus musik er retfærdighed. Gennem hele koncerten vendte hun tilbage til behovet for opnåelse af retfærdighed for de mennesker, der på daglig basis undertrykkes. Hun efterlyste retfærdighed for sorte amerikanere og kritiserede daglige hændelser af rettighedskrænkelser. Hun efterlyste et opgør med racisme og intolerance.

Til koncerten definerede Naru sig selv som historiefortæller. Hun beskrev, hvordan hun bruger musikken til at fortælle de historier, som mangler at blive fortalt:

”I write the story of my people. There are many stories to be told. And I am just one story-teller. The story of my people is captured in the music. Our pain. Our beauty. Our struggle. Our strength. In my music, I centralize my people’s experience. People who endured slavery. People who endure day to day racism”.

Musikken er for hende det medie, hvor hun kan give sin egen og sit folks historie den anerkendelse og oprejsning, som hun mener, at den fortjener. Mange gange i løbet af koncerten gentog Naru, at hendes musik er politisk. Og at den er progressiv. Det var vigtigt for hende at understrege for publikum, at dette er en historiefortælling, som ikke bliver skrevet frem i mainstream historiebøger og medier. Udover at levere fængende beats og stærk lyrik, tog Naru tunge emner op under koncerten, og refererede både til Jim Crow-lovene, hverdagsracisme, undertrykkelse og hvordan det er at vokse op i en afrikansk diaspora (diaspora refererer til spredningen af et folk fra et oprindeligt land til andre lande, red.). Hun understregede, at indtil den jagede fortæller historien, vil historien altid hylde jægeren. Og netop derfor laver hun politisk musik.

#Blacklivesmatters

”There are people saying black lives matter. There is a struggle going on. It has been going on for 400 hundred years”.

Med sin musik sætter Naru en fed streg under det faktum, at kolonialisme og imperialisme ikke er et overstået kapitel, men at det derimod er en integreret del af det amerikanske samfund. Sorte amerikanere lever stadig med den racisme, undertrykkelse og ydmygelse, der er en del af en neo-kolonialistisk samfundsstruktur.

Hun underbyggede sin pointe ved at fremhæve, at der hver 28. time er en ubevæbnet, sort person, som myrdes af politiet i USA. Til det underliggende beat, reciterede Naru navnene på 9-10 unge mænd, der har mistet livet til politibrutalitet i 2015. Ifølge Naru er det et udtryk for imperialisme og det er i særlig grad et udtryk for, at der er behov for at kæmpe for retfærdighed.

På et tidspunkt under koncerten, var der en, der vendte sig om og sagde til mig, at Naru jo tydeligvis selv opererede med et skævt retfærdighedsbegreb. ”Hvorfor skal det være ’os mod dem’?” tilføjede han, ”Hun skaber en unødvendig kamp. Hvad hvis en hvid kunstner stillede sig op og krævede den slags?”. Hans reaktion, er et klart eksempel på, at der stadig er meget at kæmpe for, og at Narus fortællinger om undertrykkelse er tiltrængte . Som hun selv sagde: ”The struggle is real. The struggle is present”.

Narus ord havde massiv tyngde og der var stærke, politiske budskaber i alt, hvad hun sagde. At tolke hendes fremhævning af manglende retfærdighed som et opråb til konflikt, virkede som et svært tilfælde af privilegieblindhed og en angst for at miste et ulige terræn, som én føler, én har krav på .

”In the spirit of hip hop. In the spirit of our sisters. Ladies, are you here?”

En stor del af Narus lyrik har fokus på kvinders oplevelser og erfaringer med undertrykkelse, og særligt sorte kvinders historier er i centrum i hendes musik. På scenen hyldede hun forfatter Toni Morrison, som hun så som en afgørende  historiefortæller, og som hun flere gange omtalte med respekt og anerkendelse.

En del af Narus musikalske projekt er at fremhæve artister, der er kvinder, som hun ikke mener har fået nok respekt og anerkendelse for det arbejde, de har udført, og som er blevet overset i større eller mindre grad. Sangen ”The World Is Listening” er derfor  en hyldest til kvindelige kunstnere som Lauryn Hill, Eve, Lil’kim og Yo-Yo.

Gennem hele koncerten anerkendte Naru ikke blot kvindelige producere, kunstnere og hip hop’ere, hun anerkendte i høj grad også sit kvindelige publikum. Når hun ville have larm, sagde hun: ”All my ladies make some noise” og tiltalte publikum med termer som ’everybody’ og ’somebody’. Hendes aktive sprogvalg kan ses som en indikation på den forståelsesramme hun opererer ud fra: Et udtryk for en stor bevidsthed om problematiske ulighedsaspekter mellem alle køn.

”Thanks for supporting women,” sagde hun under koncerten. Da der var et par mænd bagerst i lokalet, der grinede, sagde hun med rolig stemme: ”This is not a joke”. Og med ligeså rolig stemme tilføjede hun: ”Let’s smash the patriarchy”.

Naru er en powerkvinde af dimensioner.

stjerner_5

Fem ud af fem stjerner.

 

fotografi: Lucía Berro