Det personlige er politisk

Den fjerde bølge af feminismen flyder i mange retninger i øjeblikket og er primært båret frem af de personlige og nære fortællinger. Samtidig er Sylvia Plaths lyriske og samfundskritiske Glasklokken genstand for fornyet interesse – nu ny-oversat af forfatterne Mette Moestrup og Olga Ravn. Men hvad er det ved Glasklokkens personlige fortælling om Esther Greenwood i 50ernes USA, der gør, at vi stadig bliver fængslet her så mange år efter dens første udgivelse?  Det har vi spurgt forfatter Mette Moestrup og køns- og medieforsker Vibeke Pederesen om.

Af Carla Rafaella Gianetti 
April, 2016 (redigeret Januar 2017)

glasklokken

Det havde ikke noget med mig at gøre, men jeg kunne ikke holde op med at tænke på det, hvordan det ville være at blive brændt levende langs nerverne?

Allerede i første anslag i romanen slår Sylvia Plath temaet og det politiske spor an. Som tusindvis af læsere gennem flere årtier bliver man indfanget og ført ind i en sær, lummer sommer i New York, hvor Rosenbergparret bliver henrettet i den elektriske stol for at have begået kommunistisk spionage. Mens Rosenbergparret bliver grillet i den elektriske stol, sænker glasklokken sig over den unge Esther Greenwood. Som de hvirvlende spiraler fra bogomslaget hypnotiserer den hende. Gør hende svimmel. Hun banker ind i den. Den lammer hende. Fængsler hende. Udvisker hende.

Kort efter Sylvia Plaths store gennembrud i 1963 med den lyriske kunstroman Glasklokken (The Bell Jar, udgivet under pseudonymet Victoria Lucas) begår forfatteren selvmord og bliver med det samme et feministisk og litterært ikon.

Sylvia Plath formåede at sætte ord på, hvad det vil sige at være fanget i et mandsdomineret samfund, og med fortællingen om Esther Greenwoods personlige kamp var hun med til at gøre det personlige politisk.

Nu 54 år efter romanens første udgivelse i USA og 42 år efter dens første danske oversættelse, i en tid hvor vi i stigende grad vender os mod de personlige beretninger, har romanen været under forfatterne Mette Moestrups og Olga Ravns kreative pen, og den gribende fortælling om Esther Greenwood er nu blevet ny-oversat.

Fra individ til kollektiv

Vi følger den unge Esther Greenwood i 50´ernes USA. Esther drømmer om at blive forfatter, og under et ophold i New York som journalist, på damebladet Ladies Day, bliver forventningerne og kravene fra omgivelserne og hende selv for meget for Esther. Hun flytter hjem til sin følelsesmæssige afstumpet mor, får afslag på et skrivekursus og glasklokken begynder for alvor at indsnævre hendes verden.

Esther bliver syg af en forskruet verden, og efterhånden som hun får mindre og mindre kontrol over sin krop, opløses og splittes hendes tanker. Ord bliver ugenkendelige. Fordrejet. Skæve. Ordene tager magten fra hende, og jo mere ustyrlige ordene og kroppen bliver for Esther Greenwood, jo mere brilliant bliver Sylvia Plaths lyriske billeder i Mette Moestrups og Olga Ravns ny-oversættelse. Esther ser kun én vej ud af glasklokken, der bliver ved at holde hende nede. Selvmord. Det mislykkes. Kroppen vil ikke som hun, og hun ender på psykiatrisk hospital.

“Det er den fremmedgjorte krop, der gang på gang voldtages af systemet, som når hun ligger helt magtesløs på det psykiatriske hospital.”

Glasklokken er en satirisk og dyster roman, der konstant kredser om det personlige, det kropslige og den ødelæggende og internaliserede vold. Kroppen, der bløder. Kroppen, Esther Greenwood forsøger at styre, men ikke lykkes med. Kroppen, der stiger op som en prop, da hun prøver at drukne den. Kroppen, hun ikke genkender i spejlet. Er kroppen en hun eller en han? Kroppen, der som en mannequindukke bliver fjernstyret. Det er den fremmedgjorte krop, der gang på gang voldtages af systemet, som når hun ligger helt magtesløs på det psykiatriske hospital.

“(…) Og luften knitrede med blåt lys, og for hvert lyn jog et stort stød gennem mig, indtil jeg troede at hver en knogle i min krop ville blive knust, og min livssaft sprøjte ud som af en flækket plante. Jeg undrede mig over, hvad jeg havde gjort, der var så forfærdeligt”

Den satiriske behandling- og samfundskritik gennemspilles på et metaplan, der konstant samler trådene i romanen hele vejen igennem, og hver gang vi kommer i de gnistrende elektrochokbehandlinger med Esther, hænger den første sitrende indledning hos os. Det elektriske minder os om det politiske tomrum, som USA befandt sig i, og sammen med glasklokken danner det ramme for fortællingen og bliver symbol for det, Esthers dopede uregerlige krop går igennem. Sylvia Plath gjorde kvindeundertrykkelsen synlig ved at fortælle en historie, som mange kunne identificere sig med, og det blev klart, at det ikke var den enkelte kvindes skyld – men samfundets.

Men hvad kan denne roman fortælle os i dag anno 2016?

Foto af
Mette Moestrup/Pressefoto

#tagdinplath og glittermenses

”Det er fremstillingen af det problematiske i den måde den unge kvindes krop bliver mødt af samfundets krav, hvilket vi også kan genkende i dag. Den unge kvindes krop: Er den damebladets? Er den reklamens? Er den mandens? Forbrugerismens? Er den samfundets? Hvornår tilhører den hende selv? Hvornår kan hun får lov at være i et frit space og orientere sig efter egne agendaer og ikke kun patriarkatets?” siger forfatter Mette Moestrup, da vi spørger hende, hvordan bogen stadig er aktuel.

Glasklokken skildrer nogle helt centrale samfundsstrukturelle problematikker, der i følge Moestrup går på tværs af generationer, men altså nu skrevet i et sprog og en stil, der afspejler nutiden og fremhæver det tidsløse i romanens tematik.

“Den unge kvindes krop: Er den damebladets? Er den reklamens?
Er den mandens? Forbrugerismens? Er den samfundets? Hvornår tilhører den hende selv? Hvornår kan hun får lov at være i et frit space og orientere sig efter egne agendaer og ikke kun patriarkatets?”

Mette Moestrup fortæller, at det ikke altid har været lige nemt at være forfatter, der skriver om køn og krop.

”Det var ikke noget, man talte om i 90’erne. Det var ikke ‘rigtig’ litteratur, mente man. Ville man tale om køn og krop, måtte man gå ind i de her små lukkede nichérum,” pointerer hun flere gange under interviewet. Men så skete der noget helt nyt, da eksempelvis Olga Ravn og Asta Olivia Nordenhof kom på banen.

”Eeendelig kom der nogen, der talte om køn og litteratur!” udbryder Mette Moestrup med en dyb lettelse i stemmen.

Tendensen hos de nye lyriske stemmer er det nære og tætte. De tager udgangspunkt i egne kropslige erfaringer og dyrker det gurleske og pigen som størrelse. Det dippeduttede og paliettede. “Glittermenses!” griner Moestrup mildt i telefonen fra Göteborg. “Men også det dunkle i det nuttede,” fortsætter hun.

“Det var ikke noget, man talte om i 90’erne. Det var ikke ‘rigtig litteratur’, mente man. Ville man tale om køn og krop, måtte man gå ind i de her små lukkede nichérum”

Den overpyntede litterære stil er nemlig en måde at skildre, at man på den ene side kan gennemskue køn som noget konstrueret og på den anden side kropsligt føler sig indhyllet og indespærret af det og ligesom hos Esther Greenwood, ligger der en dyb kritik af en snærende samfundsstruktur.

Samtidig er der en ekstra dimension hos den nye generation, der i kombinationen med et svulstigt billedsprog, brugen af hverdagen og de sociale medier giver plads til at dyrke de personlige historier via billeder, selfies, GIFs og hashtags, der på den måde gør de personlige fortællinger til et kollektivt anliggende.

Den ny litterære tendens i dansk litteratur har altså et klart kritisk ærinde, som Moestrup føler et stærkt fællesskab med, hvilket var grunden til, at betingelsen for, at hun sagde ja til at ny-oversætte Glasklokken, var, at Olga Ravn skulle være med.

“Det var et ønske både i forhold til stil og tone, men også til, at vi sammen repræsenterer to forskellige generationer,” påpeger Mette Moestrup.

Foto af Nadine Lensborne
Olga Ravn /Foto af Nadine Lensborne

Det var også vigtigt for forfatteren, at bogen nu blev ny-oversat af nogen, der ikke lod sig indskrænke af at læse bogen, som en skandaløs selvbiografisk ung-pigeroman, men interesserede sig for romanens litterære og sproglige styrker og læste den som en politisk kunst-roman.

Olga Ravn takkede ja, og der er da også et klart slægtskab at spore hos Olga Ravn med fortidens litterære stemmer, som fx Tove Ditlevsen, der med flotte genudgivelser og flere teaterforestillinger har fået renæssance. Olga Ravn har hyldet Tove Ditlevsen adskillige gange på forskellig vis, hvilket har resulteret i en decideret #tovefeber.

Nu er tiden så kommet til at tagge vores Plath.

“Jaa, man kan jo spørge sig selv om, hvad der dog er sket, siden vi har behov for at genoptage nogle af disse emner. Er vi mon gået tilbage?” spørger Mette Moestrup.

Flydende feminisme

Den fjerde bølge af feminismen raser i øjeblikket derudaf. En bølge, der med en flerstemmighed giver plads til mange forskellige fortællinger og tanker – ikke kun hos forfatterne og i litteraturen, men overalt i medierne – især på de sociale medier.

”Nu bliver det klart, at der er brug for feminismen igen – eller en ny form for feminisme,” konstaterer køns- og medieforsker lektor emerita Vibeke Pedersen, da vi spørger hende om tendensen til at genopdage ældre feministiske værker og om den nye feministiske bølge.

”Det interessante og aktuelle ved genoptagelsen af ældre forfattere som Sylvia Plath og Tove Ditlevsen er netop, at de artikulerer nogle problemer, som er kommet tilbage og kan genkendes igen i dag,” siger hun.

Hun mener, at kvindekampen stadig er aktuel, efter en længere periode af et mere liberalistisk feministisk syn, hvor tankegangen er, at det er op til individet selv at gøre sig fri. En tankegang, som både Vibeke Pedersen og Mette Moestrup mener, negligerer de mange kvinder, der bliver marginaliseret på forskellig vis, og som ikke har ressourcerne til selv at frigøre sig.

”Nu bliver det klart, at der er brug for feminismen igen – eller en ny form for feminisme.” 

Den nye bølge synes især på det seneste, at være fragmenteret og skyde i mange forskelligeartede retninger. Dette har i medierne skabt stor debat og bølgen er blevet defineret på flere forskellige måder.

Nogle har sammenlignet dele af den nye bølge med 70’ernes handlende aktivisme og kan ses netop som en modstand til den mere liberalistiske tankegang. Altså en retning indenfor den nye bølge, der skaber en modkraft. En modkraft, der giver mulighed for at transformere det individuelle til det kollektive, ved at dele personlige oplevelser gennem medierne, men samtidig solidariserer sig på tværs af køn, seksualitet og etnicitet. En feminisme, hvor der skabes rum til mange forskellige stemmer og som ikke tager afstand fra 70’ernes aktivisme eller historie  – men netop står på skuldrene af den.

Binder fortid og fremtid sammen

Glasklokken er en barsk og foruroligende personlig fortælling, der med stærke billeder rammer en lige i mellemgulvet og får nerverne til at sitre, så man nærmest kan mærke på egen krop, hvordan det må føles at blive brændt langs dem. Romanen rummer en elektrisk og klaustrofobisk intensitet hele vejen igennem, hvilket Moestrups og Ravns ny-oversættelse i et sitrende sprog formår at indfange.

Sproget bærer præg af en stor kærlighed til Plaths ord og en glinsende kreativitet, der modigt tilfører Esther Greenwoods en bidsk attitude, der passer til tidens tone. Et sprog, der formår at gøre det fuldstændigt krystalklart, at det er samfundets magtstrukturer og normer, der øver vold mod Esther og hendes krop.

“Som et forstørrelsesglas sætter romanen fokus på en indsnævret samfundsstruktur, som vi er nødt til at slå itu, hvis vi ønsker ligestilling på alle leder og fronter.”

I denne ny-oversættelse af Glasklokken, står vi med et ben plantet i 1950erne og et andet i 2016. Den fjerde bølge af feminismen raser afsted, vi læser hver dag i medierne om personlige historier, og det bliver mere klart end nogensinde, at der stadig er lang vej igen. Vi er på mange måder stagneret – måske enda gået tilbage.

Jeg rodede i min håndtaske efter den forgyldte æske med mascaraen og mascarabørsten og øjenskyggen og de tre læbestifter og makeupspejlet. Det ansigt, som stirrede tilbage på mig, så ud til at stirre ud gennem en fængselscelles tremmer efter at være blevet gennembanket. Det så skrammet og hævet og misfarvet ud (…) (…) Jeg gik med forklemt hjerte i gang med at sminke det.”

Vi kan genkende den kvinde, der med forklemt hjerte spejler sig i det snævre makeupspejl i 50’erne, fordi hun her i 2016 repræsenterer den voldsudsatte, marginaliserede og undertrykte  – i mange forskellige afskygninger.

Glasklokken kan på den måde her i 2016 igen bruges som et spejl, der minder os om, at vi på mange måder stadig – eller igen – lever under en glasklokke. Den politiske kunstromanen kan sammen med disse nye forskellige feministiske strømninger, der trækker tråde tilbage, men også frem, igen gøre de personlige historier politisk. Som et forstørrelsesglas sætter romanen fokus på en indsnævret samfundsstruktur, som vi er nødt til at slå itu, hvis vi ønsker ligestilling på alle leder og fronter.

Det er måske derfor, vi nu igen bliver så fængslet af denne fuldstændig fantastiske og lyriske kunstroman, som alle burde læse.

Titel: Glasklokken
Forfatter: Sylvia Plath
Ny-oversat af: Mette Moestrup og Olga Ravn efter The Bell Jar.
Udgivet: 2016
Forlag: Gyldendal
Sider: 279
Omslag: af Alette Bertelsen efter original udgivelse af Faber&Faber.

stjerner_5

Fem ud af fem stjerner.

Denne artikel er en redigeret version af en tidligere anmeldelse, der har været bragt i Magasinet Danner v. red. af Ditte Damsgaard i april 2016 .

TEMA: Mens  vi venter på foråret…

UDBRUD! bruger vinterens mørke timer til at læse bøger. Temaet er litteratur og feminisme, og målet er at inspirere. Luk kulden og mørket ude, træk tæppet op over næsen, skru jer godt ned i sofaen og læs med, når vi dykker ned i gamle klassikere og moderne værker.