Regeringen svigter de mest udsatte med asylstramninger

Med regeringens seneste asylstramninger skal familier vente op til tre år med at få familiesammenføring. Det går ud over kvinder og børn, som befinder sig i en udsat situation med en mere eller mindre konstant risiko for vold og voldtægt, mener flere organisationer.

Af  Isa Marie Romby
Januar, 2016

I den seneste tid har den danske  flygtningedebat virket som en konkurrence, hvor politikerne kæmper om at smide de hårdeste asylstramninger på bordet. Men i forsøget på at beskytte de danske grænser og den danske kultur mod den frygtede flygtningestrøm er der ifølge flere organisationer risiko for, at Danmark bryder med internationale konventioner, hvilket kan have konsekvenser for en særlig gruppe flygtninge, nemlig kvinderne. Derfor sendte flere organisationer høringssvar for at få fejet lovforslaget L87 af bordet, men den 26. januar 2016 blev lovforslaget vedtaget.

En af de organisationer, som sendte høringssvar, var Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (den danske sektion af Women’s International League for Peace & Freedom). Organisationen mener, at forslaget om at udskyde retten til familiesammenføring for flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus vil være en krænkelse af FN’s Sikkerhedsråds Resolution 1325 om kvinder, fred og sikkerhed. Således inddrager Kvindefredsligaen et vigtigt kønsperspektiv, forklarer Ida Harsløf, som er en del af den internationale hovedstyrelse og sidder i ledelsen hos den danske sektion af Kvindefredsligaen.

“Det er vigtigt at Danmark lever op til FN’s krav, da kvinder i krigs- og konfliktzoner er de mest udsatte. Vi så det første gang i sin ekstreme udfoldelse i Serbien, hvor bosniske kvinder blev deporteret og voldtaget, og dette er fortsat i de følgende krige,” siger Ida Harsløf og fortsætter: “Kvinder bliver brugt som våben i konflikten og som led i at nedbryde et samfund i erkendelse af, at det er kvinderne, som fører kulturen videre når krigen er slut.”

Flygtningelejre er ikke sikre

Det er en illusion at tro, at der er sikkerhed og stabilitet i en flygtningelejr, og at det derfor er uproblematisk at bo der i længere tid. Tværtimod kan flygtningelejre ifølge den amerikanske forsker Jennifer Hyndman være konfliktzoner. Det vil sige, at for hver ekstra måned og hvert ekstra år, en familie skal vente på at kunne samles, er yderligere tid i en konfliktzone. Med de nye familiesammenføringsregler vil Danmark ifølge Kvindefredsligaen gå imod egne 1325-forpligtelser og dermed ignorere forpligtelser til at beskytte kvinder og piger.

Med høringssvaret har Kvindefredsligaen markeret over for regeringen, hvorfor det er ekstremt vigtigt at indtænke køn i udarbejdelsen af lovforslag. Ida Harsløf mener, at det er vigtigt at tage højde for, hvordan et lovforslag påvirker henholdsvis kvinder og mænd:

“Kønsperspektivet må medtænkes, og det gælder også i flygtningesammenhæng. Kvindelige flygtninge er langt mere sårbare end mænd. De er i ekstrem grad udsat for voldtægt og anden vold både under flugten og i lejrene. Det er derfor vigtigt at have fokus på denne gruppe, når vi skal lovgive. Det nye lovforslag L87 vil ramme kvinderne urimeligt hårdt”, siger hun.

Risikoen for vold øges nemlig markant i forbindelse med konflikter, undtagelsestilstande og katastrofer, og ved at hæve ventetiden for familiesammenføring til tre år risikerer man at fastholde mennesker i et liv med vold.

Svært at skaffe mad

Kvinderådet viste dokumentaren ”Not Who Wo Are” i Cinemateket, som netop giver et usentimentalt og konkret indblik i nogle af de problemer og udfordringer, kvindelige flygtninge står over for. I dokumentaren følger man en række kvinder, der er flygtet fra Syrien til Libanon og nu forsøger at finde mening med tilværelsen.

To af kvinderne i filmen er flygtet med deres familier og bor nu på en mark i telte af presenninger og tæpper. Deres mænd får tilfældige småjobs, så familierne kan få lidt at spise, men for kvinderne er børnepasning og tanker om fremtiden det eneste, der er at fordrive tiden med. En anden kvinde har i desperation besluttet at gifte to af sine døtre bort til libanesiske mænd, da hun så sig ude af stand til at forsørge dem.

Randi Theil Nielsen, sekretariatsleder i Kvinderådet, fremhæver, at det, der gjorde særligt indtryk på hende, da hun så dokumentaren, var, hvorledes det at skaffe basale fornødenheder fylder i kvindernes liv:

”Især kunne jeg ikke lade være med at fæstne mig ved, hvor uendelig meget energi og tankevirksomhed der går med at skaffe til dagen og vejen – at overleve. Det at skulle starte på bar bund, også rent økonomisk, lægger så mange problemer oven i dem, kvinderne allerede har,” siger hun.

Regeringen løber fra aftale

Udover en daglig kamp, for at få tilværelsen til at hænge sammen, er der en uvished omkring, hvorvidt situationen skal være permanent eller ej, hvilket forstærker konsekvenserne af regeringens familiesammenføringspolitik. I de nye familiesammenføringsregler ses der igennem fingre med, at man lader særligt kvinder og børn blive i fysiske rammer, der øger risikoen for vold og overgreb. Det strider mod Resolution 1325, der blev godkendt af FN’s Sikkerhedsråd i 2000 og indeholder en 18-punkts agenda om kvinder, fred og sikkerhed. Den har et særligt fokus på retsforfølgelse af gerningsmænd i forbindelse med overgreb mod kvinder og en øget beskyttelse af kvinder og piger i forbindelse med krig og væbnet konflikt.

Danmark var det første land i verden, der udarbejdede en national 1325-handlingsplan, og netop kvinders rettigheder prioriteres højt i det danske udviklingsarbejde. I Danmarks nationale handlingsplan for 2014-2019 står der, at Danmarks væsentligste tiltag i denne tidsperiode blandt andet er at sørge for, at kvinders og pigers specielle behov før, under og efter væbnede konflikter i højere grad anerkendes samt at beskytte piger og kvinder mod vold.

Fakta om nyt lovforslag

L87 indeholder blandt andet en skærpelse af reglerne om inddragelse af flygtninges opholdstilladelse og en udskydelse af retten til familiesammenføring for personer med midlertidig beskyttelse fra et år, som er tilfældet nu, til tre år. Den midlertidige beskyttelsesstatus blev indført af SR-regeringen i 2015. Den gælder personer som ikke er individuelt forfulgt (f.eks. pga. race, etnicitet, seksualitet, politisk tilhørsforhold), men derimod er flygtet fra en generel situation, som for eksempel den langvarige borgerkrig der hærger Syrien.

Foto: Enes Reyhan, Flickr Jordan/Syrian Refugee Camp.

Denne artikel har tidligere været bragt i Magasinet Danner