Vulvaamazonernes tour-de-force

Hvad vil det egentlig sige at være en såkaldt fri kvinde her 100 år efter, at vi har fået vores stemmeret? Dette spørgsmål stiller holdet Frit Fald med teaterforestillingen Hår på den, der lige nu spiller på Teater Grob

Af Carla Rafaella Gianetti
December, 2015

”Hvis der er én, der siger samfundsskabte strukturer eller pik én gang til, slår jeg dem krafteddermame ihjel!” Sådan cirka råber Tilde Maja Frederiksen, kendt fra kunsterkollektivet Sort Samvittighed, frustreret med et jagtgevær under armen hen over scenen på Teater Grob, klemt mellem de to medspillere Özlem Saglanmak (idémager) og Patricia Schumann, i forestillingen Hår på den. En forestilling, der netop sætter frihedsbegrebet til debat. For hvad vil det sige at være en såkaldt fri kvinde her i 2015, 100 år efter, at vi har fået stemmeret? De tre kvinder har i forestillingen fået til opgave af “Standardbureauet” at skabe en tidskapsel, som skal tegne et portræt af den frie kvinde anno 2015.

Sprogligt stærke konstruktioner og dekonstruktioner

En tung og hurtig technobas rammer én lige i mellemgulvet, får hjertet til at dunke og hele salen til at sitre. Tempoet er lynende hurtigt, og man kan næsten ikke nå at trække vejret, når man bliver konfronteret med den ene velartikulerede sproglige perle efter den anden. De overlapper hinanden. Fræser med fuld styrke gennem salen.

Forestillingens form og indhold hænger uhyrligt godt sammen, og favner den accelererende tid vi lever i: Konkurrencestaten. Den selviscenesættende Facebooktid, en tid hvor vi frit kan skabe og vælge, hvem vi vil være. En tid, hvor vi performer på Instagram, i fitnesscenteret, hvor informationerne flyder så hurtigt, at vi dårligt kan følge med. En tid, hvor vi skal nå det hele og bliver pålagt af kommunen at ‘tælle vores æg’. En tid, hvor vi skal være sexede, strikkende magasinlæsende MILFs, kærlige koner og tilgængelige kærester. Vi skal være feminister – men helst på den rigtige måde. Ja, i en tid hvor kvinder stadig dømmer kvinder. For at være for meget. For lidt. Have hår. Ikke hår.

Med en sprogligt stærk og hæsblæsende forestilling konstruerer og dekonstruerer Line Mørkeby og holdet, 16 forskellige stereotyper. Med imponerende skuespilpræstationer går de tre skuespillere fuldstændig amok i Lisbeth Burians velvalgte og æstetisk enkelte scenografi, der blot består af en naturfarvet campingvogn, hvorfra der udspiller sig et farverigt fragmentarisk, montage- og collageagtigt spil.

”Jeg er prototypen på en selvstændig kvinde. Heteroseksuel. Ikke alt for feministisk. Ejer egen bolig. Er moderlig. Gift. Ikke muslimsk. Arbejdsom. Seksuelt egenrådig. Lederevner”

Ud stiger en pink Hitler-Barbie-prinsesse, der har former – men ikke for mange. Feministiske aktivister, der vil smadre det heteronomative samfund. Tourette-heksen, der har ladet håret gro vildt, men ustyrligt kvaser æg og smører dem ud i ansigtet. En sexarbejder, der har friheden og retten til selv at vælge sin pikkemand. Forbrugeren, der er lykkelig og fri, fordi hun kan købe sig 2000 par sko og masser af fisse. En forretningskvinde, der holder foredrag om, hvordan man når til tops, og som spydigt karikeres ved at holde elevatortaler.

”Jeg er prototypen på en selvstændig kvinde. Heteroseksuel. Ikke alt for feministisk. Ejer egen bolig. Er moderlig. Gift. Ikke muslimsk. Arbejdsom. Seksuelt egenrådig. Lederevner,” siger hun fra scenen.

Özlem Saglanmak, Tilde Maja Fredriksen, Patricia Shumann. Foto: Karoline Tiara Lieberkind
Özlem Saglanmak, Tilde Maja Fredriksen, Patricia Shumann. Foto: Karoline Tiara Lieberkind

Den ene karikatur afløser og overgår konstant den næste stereotype og fuldstændig vanvittige karakter. Det er en endeløs strøm af glatbarberede, oldschool patriarkalske og fascistoide udmeldinger til benhårde, behårede punk-feministiske og kollektivistiske mantraer. Det er et forvredet kropsfokus og plastikkirurgisk indgreb, der går all in! Trøstespisning, lyst, sex, pik, vulvaer og No fucking way, I am so not fucking done yet!

“Forestillingen er hylende morsom, og man bliver fuldstændig blæst omkuld af de vilde, altid lige i skabet, tempofyldte og velskrevne monologer. De tre skuespillere leverer med uhyrlig præcision og en exceptionel god timing”.

Tempoet er så hurtigt hele vejen igennem, at man til tider godt kan blive en smule forpustet, men de tre kvinder spiller så stærkt og modigt, at det ikke gør noget. Både når de er hurtige, men også når vi får lov at trække vejret med de mere tænksomme, langsommere monologer der udspiller sig på scenen. De tre skuespillere besidder en befriende mangel på forfængelighed, hvilket gør, at det bliver et kærligt, selvudleverende og solidarisk opråb.

Forestillingen skyder brede haglskud ud mod publikum og rammer plet hver gang. Og når de smider maskerne, står deres nøgne kroppes skønhed i skarp kontrast til den usikkerhed, der ellers flyver mellem dem og den enkle scenografi. Forestillingen er hylende morsom, og man bliver fuldstændig blæst omkuld af de vilde, altid lige i skabet, tempofyldte og velskrevne monologer. De tre skuespillere leverer med uhyrlig præcision og en exceptionel god timing. En modig forestilling, der bliver ved at stille det samme paradoksale spørgsmål – er vi i det hele taget frie med al den frihed?

“Jeg vælger selv”

De fem kvinder, der står bag forestillingen, konstruerer med denne forestilling fordomme, standardformer og normer, men splitter dem fuldstændig i atomer med frihed som paradoks, for herefter at vende tilbage til udgangspunktet. De definerer og redefinerer. Sætter spørgsmålstegn og får en til at hulke af grin, når man kan genkende sig selv, veninden eller søsteren. 

Özlem Saglanmak. Foto: Karoline Tiara Lieberkind
Özlem Saglanmak. Foto: Karoline Tiara Lieberkind

Jeg vælger selv bliver et mantra, forestillingen gentager igen og igen. Men som smadres gang på gang gennem en selvdestruktiv handlen. Der spilles konstant på den splittethed, kvinder møder i samfundet. En frygt for ikke at være god nok, en frygt for at blive dømt. En konstant jagt på anerkendelse. Friheden og kvindeidentiteten står aldrig alene og kan ikke afgrænses som en fast størrelse eller ved hjælp af kategoriseringer, hvilket er dét Hår på den sætter til debat.

Hår på den er en forestilling, der i den grad sætter samfundets krav, normer og kvindekønsrollen på spidsen. En forestilling, der sprænger de standardiserede former og bogstavlig talt ender med at smadre rammen. En modig, tankevækkende og virkelig, virkelig sjov forestilling, som Magasinet på det kraftigste anbefaler. Men skynd dig lidt. Forestillingen spiller desværre kun til.12. december. 2015.

OBS OBS OBS Repremiere d. 18. maj 2017

stjerner_5

Fem ud af fem stjerner.

Forfatter: Line Mørkeby og holdet. Instruktion: Line Poulsen. Scenografi: Lisbeth Burian. Medvirkende: Tilde Maja Frederiksen, Özlem Saglanmak og Patricia Schumann.

Denne artikel er en redigeret version af en tidligere artikel, der har været bragt i Magasinet Danner.