Jessica Jones erobrer Netflix med feministisk noir-tv

Netflix-serien Jessica Jones er baseret på den forholdsvis ukendte Marvel-karakter af samme navn. Serien er fængende og berører tunge emner som voldtægt, overgreb, hævn, PTSD og mandlig dominans. Jessica Jones trækker markant på noir-genren, hvor universet er dystert og intenst.

Af Isa Marie Romby 
December, 2015

Jessica Jones er instrueret og tilrettelagt af Melissa Rosenberg. Både fortællegreb og måden, karaktererne og temaerne vinkles, viser vigtigheden af, at kvinder også får en plads i produktionen af film og tv. Serien vil helt sikkert bestå den såkaldte Bechdel-test, hvor kriterierne er, at der skal være to kvinder, som taler med hinanden om noget, der ikke handler om mænd. I Jessica Jones er hovedpersonen en kvinde, som er omgivet af andre kvinder. Alle seriens kvindelige karakterer er dybt engagerede i deres egne historier og er altså ikke blot bipersoner i mænds fortællinger.

Her bryder Jessica Jones med mange andre superhelteserier, idet kvinder i tegneserieuniverset oftest er den mandlige helts hemmelige crush, et sexobjekt, én der skal reddes eller et hjælpeløst offer, der bliver fundet bevidstløs på gaden eller myrdet brutalt i en seng. Netop derfor er det forfriskende med kvindelige hovedpersoner, som har en funktion, der bevæger sig ud over at tilfredsstille et mandligt blik. Her udfordrer serien direkte naturligheden i, at det såkaldte male gaze bliver rammen for vores forståelse og fremstilling af verden. Fremfor at være passive aktører, hvis vigtigste karaktertræk er deres sexappeal, er kvinderne i Jessica Jones aktive og handlende aktører.

Stereotypnedbrydende og handlekraftigt persongalleri

Hovedpersonen Jessica Jones (spillet af Krysten Ritter) har superheltekræfter. Allerede i første episode bliver det tydeligt for seeren, at hovedpersonen er diagnosticeret med PTSD. Hun har et massivt alkoholforbrug og forsøger gennem alkoholens tåger at overdøve fortidens skræmmende og sorgfulde stemmer. Jessica Jones er en rendyrket antihelt. Hun har tidligere forsøgt at udnytte sin overmenneskelige styrke til at være en klassisk superhelt, men det slog fejl. Derfor arbejder hun nu som autodidakt privatdetektiv, hvis opgaver oftest består i at afsløre utro ægtefæller. Et erhverv, som serien ikke bruger som et moralsk kompas, men mere et udtryk for hovedpersonens behov for økonomisk overlevelse.

Serien tager først og fremmest udgangspunkt i karakterernes personligheder og udvikling, og superheltekræfterne er i højere grad et sekundært element. Ser man bort fra Jessica Jones’ evne til at hoppe 20 meter op i luften, er seriens karakterer forholdsvis realistiske. Hverken de kvindelige eller mandlige karakterer er endimensionelle, men komplekse og til tider uforudsigelige. Alle har dæmoner og usikkerheder at slås med i større eller mindre grad. Persongalleriet bliver langt hen ad vejen en afspejling af en virkelighed, hvor polerne det gode og det onde er opløst. Og hvor man ikke kan træffe det såkaldte ‘rigtige’ valg hver gang.

Seriens skurk går under navnet Kilgrave (kendt som Purple Man i den oprindelige tegneserie og spillet af David Tennant). Han har en skrækindjagende evne til at udføre tankekontrol, og enhver, der er inden for hørevidde af hans stemme, bliver ude af stand til at modstå hans ordrer. Selvom tankekontrol måske lyder en smule plat, er det i serien udført overbevisende, og det bliver en metafor for både overgreb og partnervold. Kilgrave har udsat Jessica for en bred vifte af overgreb, hvor hun ikke har været i stand til at sige fra. Han har fået hende til at gøre ting, hun ikke ønskede at gøre, men som hun ikke kunne modværge. Et centralt element i serien er netop Jones’ kamp for at fastholde sin egen identitet overfor en mand, der manipulerer og begår overgreb.

Kilgrave er på en måde inkarnationen af enhvers værste mareridt. Han er uden tvivl sociopat og mangler enhver evne til empati. Kilgrave er hvid, attraktiv og velhavende, og hans tankekontrolevner gør ham i stand til at kræve sex, af hvem han vil, når han vil. Især kvinder bliver hans ejendom og objekter, som han kan behandle respektløst. For Kilgrave er det essentielt, at de kvinder, han omgås (og forgriber sig på), altid smiler til ham. Det afspejler en form for chikane, som mange kvinder bliver udsat for, hvor de netop bliver afkrævet smil og imødekommenhed i alle tænkelige situationer. En objektificering, der i serien bliver fremstillet som både forkert og problematisk, og beskueren fornemmer helt kropsligt volden i en sådan afkrævning af smil og glæde.

Undgår victim blaming

Den røde tråd igennem serien er Jessicas forhold til sin overgrebsmand. Ved at fokusere på Jessicas traume fra alle tænkelige vinkler, får serien en særlig dybde, som bestemt gør den værd at se. Løbende tages tunge og komplekse problemstillinger op, herunder blandt andet den seksuelle vold, Jessica har været udsat for.  Rosenberg har besluttet ikke at lave visuelle voldtægtsscener, men lader dialogerne og karakterernes dybde give seeren en klar fornemmelse af, hvad der har fundet sted.

Serien understreger, at det aldrig kan forsvares at udøve seksuel eller anden form for vold. Serien laver på intet tidspunkt victim blaming, men står derimod fast på, at argumenterne om, at der kan være en gråzone i forbindelse med seksuelle overgreb ikke holder. Da Kilgrave konfronteres med, at han har voldtaget Jessica, bruger han mange af de argumenter, som ofte dukker op i voldtægtssager i den virkelige verden, omkring hvorvidt samtykke er blevet givet. Men her er ingen gråzone, og Kilgraves argumenter forkastes.

jessica-jones_2

Betændt debat om abort

En debat, som serien også berører, er, om kvinder skal have ret til at få en abort, hvis de har været udsat for voldtægt. Den debat er ikke så relevant i Danmark, men i USA, hvor debatten om abort og Planned Parenthood har en fast plads i amerikanske medier og politiske debatter, er dette en stærk markering til de konservative kræfter, der forsøger at forbyde abort. Serien forsimpler ikke abortproblematikken, men det er alligevel åbenlyst, at der er en holdning til, at det skal være den enkelte kvindes valg, hvorvidt hun vil beholde et barn, som er blevet undfanget ved en voldtægt.

Jessica forsøger gennem serien at mingelere uden om politiet og andre autoriteter. Her afspejler serien også en del af virkeligheden, hvor mange piger og kvinder i forbindelse med anmeldelse af voldtægt oplever at blive mistænkeliggjort af netop det system, der burde hjælpe dem. Samtidig er det faktum, at Kilgraves evner kan kontrollere politiet, et fint billede på, hvordan visse personer i samfundet ved hjælp af ressourcer og privilegier kan påvirke både politi og domstole. Serien stiller på denne måde indirekte spørgsmål ved, om alle er lige for loven, og hvis stemmer, der vægtes højest i forbindelse med forbrydelser.

Serien udfordrer forestillingen om den hegemoniske maskulinitet og den udbredte opfattelse  af, at der er en maskulinitetsform, der er mere rigtig end andre, og som man skal stile efter at leve op til. Jessica er nemlig langt fra den eneste, Kilgrave har udøvet overgreb imod, og det er ikke kun kvinder, der bliver udsat for hans tankekontrol. Mænd oplever også at få frataget kontrollen og blive udsat for ting imod deres vilje, og serien anerkender alternative former for maskulinitet.

Jessica Jones: Ikke kun for Marvel-nørder

Jessicas alkoholmisbrug og bølger af skyldfølelse gør, at hun har svært ved at have velfungerende relationer til andre mennesker. Hun forsøger at isolere sig, og det er i tråd med, hvordan mange reagerer efter at være blevet udsat for en traumatisk, voldsom eller ubehagelig oplevelse. En reaktion, som ikke fordømmes i serien. Veninden Trish er til tider insisterende og ønsker kontakt til Jessica, som hun er bekymret for. Samtidig er hun i stand til at respektere Jessicas behov for distance og forstå, at hun har brug for tid til at komme videre. Kvinderne hjælper hinanden og giver hinanden styrke, og et vigtigt aspekt i serien er, hvordan kvindernes relation udvikler sig.

Selvom det er nogle alvorsfulde emner, der tages op, er serien alligevel opløftende. Det er især en fortælling om kvinder, der ikke giver op, og som kæmper for at komme hele gennem en traumatisk oplevelse. Det er en fortælling om venskab og den styrke, kvinder kan indgive hos hinanden. Og så er det en fortælling om mennesker, der forsøger at være bedst mulige versioner af sig selv.

Jessica Jones er en superhelteserie for folk, der ikke nødvendigvis går særlig meget op i heltedyrkelsen og dens fokus på det overnaturlige og store muskler. Den er uhyggelig og nervepirrende, men samtidig underholdende og overraskende. Seriens hovedfokus er på kvinder, der nægter at indtage offerrollen og lade sig undertrykke. Heller ikke af en mand, der har evnerne til at tvinge dem til at gøre lige, hvad han vil.

 stjerner_5

Fem ud af fem stjerner.

 

Billeder: Netflix Danmark

Fakta

Netflix-serien Jessica Jones fik præmiere d. 20. november 2015.

Jessica Jones tager komplekse samfundsproblematikker op og behandler dem ud fra et feministisk perspektiv.

Hovedperson er antihelten Jessica Jones, som har overmenneskelige kræfter. Jessica har fået tildelt diagnosen PTSD og forsøger igennem serien at bearbejde traumer efter overgreb.

Serien opfylder kriterierne for Bechdel-testen, idet der er en kvindelig hovedperson, som snakker med andre kvinder om emner, der ikke omhandler mænd.

Medvirkende: Krysten Ritter, Rachael Taylor, Carrie-Anne Moss, David Tennant m.fl.

Se flere Marvel-serier med kvindelige hovedpersoner: Agent Carter og Supergirl

Denne anmeldelse har tidligere været bragt i Magasinet Danner