Galskab og skiftende ansigter

 

Gyldendal har valgt at genudgive flere af Tove Ditlevsens værker i 2015 for at sætte spot på den berømte forfatter. En af genudgivelserne er Ansigterne, som er fortællingen om Lise Mundus’ indlæggelse på psykiatrisk afdeling – en historie, som fortsætter i Vilhelms værelse.

AF TINE FRIIS KELSTRUP
NOVEMBER, 2015

Lise Mundus er en kendt forfatter, som bor i en form for kollektiv, med sin mand, sine børn, hushjælpen Gitte og nogle andre. Det fremgår, at Lise Mundus tidligere har haft psykiske problemer, og som romanen skrider frem, udvikler hun efterhånden paranoia og tvangstanker, som får hende indlagt. Man følger herefter i det meste af romanen hendes oplevelser på psykiatrisk afdeling.

Hvor begynder og ender virkeligheden?

”Tiden flyttede sig ikke, og man kunne ikke lukke den ud, for vinduet var ikke ægte. Det var malet på væggen, der var af fugtigt skidengult pap, hvis yderside man slet ikke kunne forestille sig.”

Lise Mundus begynder at høre stemmer og bliver bange for, at hendes nærmeste skal gøre hende ondt. Hun tror, at hendes mand, Gert, og hushjælpen, Gitte, er ved at udklække en plan om at slå hende ihjel. Af frygt for dem sluger hun en stor mængde piller og bliver indlagt for at slippe væk fra dem. ”Jeg trængte så frygteligt […] til at se andre ansigter,” som hun fortæller lægen, da hun bliver indlagt.

Netop ansigter er, som det fremgår af titlen, afgørende for romanens tematik. I Lise Mundus’ univers er ansigter ikke noget statisk, men noget man kan tage af og på og bytte rundt på efter behov og lyst. Ligesom virkeligheden er noget relativt og uhåndgribeligt, er de ansigter, der omgiver Lise Mundus, også flydende og foranderlige. Det bliver vanskeligt at hitte rede i, hvilke stemmer der er virkelige, og hvilke der blot eksisterer inde i hendes hoved, og det er svært at holde fast i, hvem der hvem, ven eller fjende, når deres ansigter bliver ved med at ændre sig.

De skiftende ansigter

Romanens stil virker fragmenteret, og de implicerede personer flakker ud og ind af handlingen, hvilket understreger den virkelighed, eller uvirkelighed, om man vil, som Lise Mundus befinder sig i. Velkendte og fremmede ansigter kommer ind og går ud af hendes synsfelt, og nogle gange skifter de plads eller vendes på vrangen, så det er umuligt at orientere sig i omgivelserne.

Det virker, som om der er en lang række modsætningsforhold mellem syg og rask, kendt og fremmed, virkelighed og uvirkelighed, ligegyldighed og kærlighed. Lise Mundus kan hverken orientere sig i sit indre eller sit ydre univers, og hendes sind bliver en sprængfarlig cocktail af indtryk.

Det er altid vidunderligt at læse Tove Ditlevsen, men jeg vil ikke påstå, at Ansigterne er den bedste Tove Ditlevsen-bog, jeg har læst. Måske hænger det sammen med, at jeg forelskede mig så godt og grundigt i fortsættelsen, Vilhelms værelse, at jeg ikke synes, at Ansigterne helt kan følge med. Jeg synes ikke, at den går helt så meget i dybden med tematikkerne, som den kunne have gjort. Alligevel vil jeg anbefale alle, som endnu ikke har fået den læst, at skynde sig at få det gjort.

ditlevsen_tove_ansigterne

stjerner_3
Tre ud af fem stjerner. 

Tove Ditlevsen, Ansigterne
Gyldendal, 2015
165 sider