Tove-feberen raser

Tove-feberen har nu raset et stykke tid, og det ser heldigvis ikke ud til, at den er overstået foreløbig. På Bogforum 2015 blev forfatteren hyldet af Olga Ravn, Paprika Steen og begejstrede Ditlevsen-glade læsere.

Af Carla Rafaella Gianetti
September, 2015

Hun er genopstået på Instagram. Langt om længe blevet en del af Kulturkanon. I februar var der premiere på teateropsætningen Tove! Tove! Tove!, som kunstnerkollektivet Sort Samvittighed stod bag. I marts udgav forfatteren Olga Ravn og Sort Samvittighed en række humoristiske og sjældne Ditlevsen-tekster. En hel del af hendes værker er i løbet af året blevet genudgivet. Til foråret opsættes endnu en teateropsætning. Nu er hendes samlede noveller udkommet under navnet Samlede noveller. Med dem i hånden, er Magasinet Danner taget til Bogforum for at høre Olga Ravn og Paprika Steen hylde forfatteren og hendes forfatterskab under titlen #Tovefeber.

Kendis vs. kunstner

”Tove, Tove, Tove.” Med disse ord indtager Paprika Steen dramatisk scenen, mens hun laver fagter med hovedet og svinger med det lyse, krusede hår. Olga Ravn smiler tænksomt i den gule lænestol overfor. De to virker på mange måder som diametrale modsætninger, men begge har de et særligt forhold til Tove Ditlevsen, hvilket samler de to kvinder denne eftermiddag.

“Ditlevsens barokke humor fremgår nemlig særligt i GIFT og i hendes selvskrevne nekrolog, som Paprika Steen indlevende læser op denne eftermiddag.

Olga Ravn fortæller om sit første møde med forfatterens digte, hvordan hun som ganske lille stjal bedsteforældrens digtsamling og fra første færd følte et slægtskab. Det er derfor ikke mærkeligt, at hendes debut-digtsamling har undertitlen Pigesind, og hendes nyligt udkomne roman, Celestine, har nogle klare intertekstuelle referencer til Ditlevsen. Olga Ravn har med sit forfatterskab været en af dem, der har været med til at starte hele Tove-bølgen, og har fået feberen til at rase, særligt på de sociale medier.

Paprika Steen husker mere Tove Ditlevsens offentlige rolle, fortæller hun. Den udslidte, afdankede og udskældte forfatter fra medierne, der altid havde en smøg i hånden. Men det virker alligevel, som om at der er noget ved Ditlevsen, der fascinerer skuespilleren. Ærligheden og humoren måske? Ditlevsens barokke humor fremgår nemlig særligt i GIFT og i den selvskrevne nekrolog, som Paprika Steen indlevende læser op denne eftermiddag. Latteren breder sig blandt Bogforums Ditlevsen-glade læsere. Til foråret skal Paprika Steen spille Tove Ditlevsen i Den onde lykke – Tove Ditlevsens sidste kærlighed som får premiere på Folketeateret 40 år efter hendes død.

Leverpostej og proletariat

Novellesamlingen, som jeg sidder med i skødet, som var den et barn, bekræfter på mange måder de ting, der diskuteres på scenen. Ditlevsen lægger nemlig også her stemme til hverdagslivets kampe. Fortællingerne er sprogligt enkle, de er befriende nemme at læse og foregår i en genkendelig leverpostejsagtig og proletarisk hverdagsverden i de Københavnske gader. Tove Ditlevsen er sparsom med sine ord, men hun rammer altid præcist. Stemningerne er hjerteskærende sensitive, og det sitrer i hele kroppen, når man fx. læser om stilheden, der siver ned gennem de tørre bøger i den lille snævre stue i To mand frem –.

”Stilheden var tung og evig. Her lugter akkurat som før, tænkte hun, lidt støvet af de mange bøger, indelukket og tørt,” skriver Ditlevsen.

Tove gik hele planken ud

”Der er kun tre der kan spille Tove Ditlevsen! Sofie Gråbøl, Ditte Gråbøl – og mig selv. De to andre har allerede gjort det, så derfor er det en selvfølge at valget faldt på mig,” konstaterer Paprika Steen, mens hun igen svinger med lokkerne på scenen.

Paprika Steens ironiserende diva-attitude får publikum til at klukke, og maskeret bag den rå humor ligger også en tydelig ære i at skulle spille selveste Tove Ditlevsen.

Men hvad er det Tove Ditlevsens kan og hvorfor lige nu? Paprika Steen og Olga Ravn taler på Gyldendals Tranescene om, hvordan Tove Ditlevsen bevidst legede med sine roller som den offentlige og den kunstneriske forfatter.

“Ditlevsen tog masker på – men flåede dem lige så hurtig af igen.
Hun gik hele planken ud – udleverede sig selv og sine nærmeste.”

Hvordan hun var kompromisløs på begge areaner, blandede og byttede rollerne så de vævede sig ind i hinanden. Ditlevsen tog masker på – men flåede dem lige så hurtig af igen. Hun gik hele planken ud – udleverede sig selv og sine nærmeste. Hun skrev om at være misbruger, indlagt på psykiatrisk afdeling og om hverdagens ægteskabelige problemer.

Karakteristisk for Tove Ditlevsens  noveller er, at hendes personer generelt ikke er tilfredse med tilværelsen, som de enten er fanget af eller forsøger at kæmpe imod, og det står ikke anderledes til med Samlede noveller. Personerne savner kærlighed. De misforstås. Deres liv er på alle mulige måder bare svært at udholde og man fornemmer som læser bebrejdelserne, skylden og skammen. Det er intenst og klaustofobisk.

Vi bliver indviet i barnets lyse håb, som gang på gang bliver bristet ved distancen mellem barn og voksen. Bristet af angst og afmagt: ”Barnet blev beklemt om hjertet over de øjne. Hun vendte sig bort og begyndte at samle tøjstumper og pailetter op fra gulvet. Hun tog en af dem op i hånden. Det var bare et stykke metal”

Indviet i kvinder og mænds forhold til hinanden, deres egne ønsker og ikke mindst datidens snærende konventionelle kønsroller og krav.

”Mænd gik jo ikke til karneval. Der var ganske vist nogle i journalen, hvor mor havde fundet mønstret til dragten, men de så bare fjollede ud. Mænd gik på arbejde, og når de var hjemme, sov de. Karneval er for damer”

Tove lader læseren komme ind

Der er i større eller mindre grad sprækker ind til forfatterens liv i de fleste forfatterskaber, men Ditlevsens sprækker er bare lidt større. Det er derfor oplagt at forstå hendes forfatterskab i sammenhæng med hendes egen livshistorie – og hendes livshistorie i sammenhæng med hendes forfatterskab.

Med nogle enkelte velkendte symboler og simple virkemidler formår hun med en skarp psykologisk indsigt at skildre det hele menneske, og det er det, Tove Ditlevsen kan. Ditlevsen har sprog for alt det, der normalt er svært at sætte ord på: Paranoiaen, usikkerheden, angsten, det imperfekte, de uindfriede drømme og længsler og ikke mindst – ensomheden.

“Novellesamlingen rummer samtidig en vis form for kronologi,
nemlig den kronologi der altid er at finde i Tove Ditlevsens forfatterskab
– en tredeling – nemlig barn, ung og voksen.”

Det er disse sprækker der også skinner igennem i novellesamlingen, hvilket giver dem en ekstra dimension. Det er hendes opvækstmiljø, der sætter scenen, de skildrer livet – ulighedssamfundets krav til kvinden, som Ditlevsen kendte så godt fra sit eget liv.

Alle karaktererne i novellesamlingen udtrykker længsel og ambivalens. De higer efter kærlighed, men får den kun i glimt. Ligesom hun selv gjorde. Man kan gennem samlingen følge udviklingen i hele Tove Ditlevsens forfatterskab, man fornemmer samtidig den stadigt voksende angst og selvdestruktivitet, der boede i hende, og som særligt er til stede i de sidste noveller og fylder læseren med en foruroligende melankolsk stemning.

Det er derfor ikke en samling, man lige napper på en gang. Det er en bog man lægger fra sig, tager et pusterum fra og vender tilbage til, da hver enkelt historie rummer en komprimeret, sansemættet og elektrisk intensitet. Novellesamlingen rummer samtidig en vis form for kronologi, nemlig den kronologi der altid er at finde i Tove Ditlevsens forfatterskab – en tredeling – nemlig barn, ung og voksen. Desværre nåede vi aldrig at opleve alderdommen.

Vi raser videre

Tilbage på Bogforum fortæller  Olga Ravn, hvordan Ditlevsen aldrig rigtig følte sig anerkendt. Hun blev aldrig medlem af Det Danske Litterære Akademi. Hun var for sentimental, mente man. Man overså, at hun kunne noget med ord, ingen andre kunne: En eminent evne til at skildre underklassens kampe og menneskets mørke sider. Hun var rigtig nok ikke bange for at bruge patos – men blev aldrig patetisk.

“Hun var en dobbeltskikkelse. På den ene side sårbar og mørk.
På den anden side stærk, oprørsk og handlekraftig.”

Hun kæmpede til det sidste for at blive anerkendt forfatter, men skulle stadig stille op i forklæde og røre i gryden som enhver anden husmor til diverse reportager. Det er lykkedes aldrig rigtig Tove Ditlevsen at undslippe samfundets snærende bånd. Hendes offentlige rolle overskyggede oftest hendes litterære, og det var umuligt som kvindelig kunstner at blive anerkendt på samme måde som de mandlige kollegaer. Hun var en dobbeltskikkelse. På den ene side sårbar og mørk. På den anden side stærk, oprørsk og handlekraftig.

Når vi i dag vender tilbage til Tove Ditlevsen, er det formodentlig med blik for den styrke og modighed, der bliver drivkraft og redskab i hendes kunst. En dobbelthed hun kæmpede med og gjorde nytte af, men som i sidste ende knækkede hende.

Det skal ikke være en hemmelighed, at vi her på redaktionen elsker Tove Ditlevsen, og i den grad er ramt af #tovefeberen. Vi anbefaler hermed ikke kun denne skønne nervepirrende novellesamling, men hele forfatterskabet.

 stjerner_5

Fem ud af fem stjerner.

Genudgivelse i paperback. Samlede noveller indeholder Tove Ditlevsens fire novellesamlinger Den fulde frihed (1946), Dommeren (1948), Paraplyen (1952) og Den onde lykke (1963), nu samlet i ét bind. Vejl. pris. 200 kroner, Gyldendal. 504 sider.

Denne artikel har tidligere været bragt i Magasinet Danner v. red. af Ditte Damsgaard i september 2015 .