Toves kamp mod kønnet

Tove Ditlevsens Det tidlige forår har længe været udsolgt, så nu har Gyldendal besluttet sig for at genudgive den i en ny version. En genudgivelse af hendes sidste roman,Vilhelms værelse, en udgivelse med hendes nonfiktive tekster, Jeg ville være enke, og jeg ville være digter, er også udkommet, og teatergruppen Sort Samvittighed er aktuel med stykket Tove! Tove! Tove! Der er med andre ord Tove Ditlevsen på tapetet for tiden, og selv for dem, der har læst alle hendes værker, er det en glimrende mulighed for endnu engang at fordybe sig i Ditlevsens fascinerende univers.

AF TINE FRIIS KELSTRUP
MAJ, 2015

Det tidlige forår er en erindringsbog. I den beskriver Tove Ditlevsen sin barndom og ungdom. Hun fortæller om sin opvækst i en dysfunktionel familie på Vesterbro og sin tapre rejse ind i ungdommen og voksenlivet. Fra sin tidlige barndom har hun et problematisk forhold især til sin mor, og hun har svært ved at tilpasse sig den stereotypiske pigerolle. I virkeligheden er hun alt det, en pige ikke skal være. Alle, inklusive hendes familie, beskriver hende som grim, og hendes mor går rundt i evig angst for, at hun aldrig får en mand til at forsørge sig. Hun fortæller for eksempel om sin bror: ”Han hamrer søm i sit bræt og er familiens stolthed. Det er drenge nu engang, mens piger bare skal giftes og have børn. De skal forsørges, og andet har de ikke at håbe og vente på.”

”En pige kan ikke blive digter”

Tove Ditlevsen beskriver, hvordan hun prøver at passe ind i sin kønskategori, men igen og igen går skævt af den. I en meget ung alder får hun fingrene i en poesibog: ”Jeg sagde glad: jeg vil også være digter! Straks rynkede [min far] panden og sagde truende: bild dig ikke noget ind! En pige kan ikke blive digter.” Hun bilder sig endda ind, at hendes forældre vil betale for hendes gymnasieuddannelse, men hendes far ”kommer i et sælsomt oprør og taler foragteligt om blåstrømper og kvindelige studenter, der både er grimme og indbildske”.

Én ting er, at Tove Ditlevsen vokser op omgivet af fattigdom og er fremmedgjort over for sin familie, men hun kæmper også mod sit eget køn. Hun kan ikke andet end at gøre, hvad der bliver sagt, for der er ikke penge til andet, men alligevel formår hun at bibeholde den gnist, der senere skal gøre hende til en markant del af den danske kulturarv.

tove

Hvorfor er Tove Ditlevsen stadig relevant?

Når man læser Tove Ditlevsens erindringer, kan man som velfærdsbarn måske ikke genkende Vesterbros fattigdom, arbejdsløshed og skæve eksistenser, som byfornyelsen fik gjort kål på for efterhånden mange år siden. Eller som den i hvert fald fik flyttet.

Noget af det, man kan genkende, er det vanskelige i at leve op til omverdens forventninger til ens kønsadfærd. Ikke fordi kvinder ikke kan blive digtere eller tage en gymnasial uddannelse i dag, men forventningen om, at man skal leve op til kønsstereotyperne, lever stadig i bedste velgående. Vi er så uendelig heldige i Danmark, at det ikke er et lige så stort og begrænsende problem, som det var, dengang Tove Ditlevsen var barn, men vi er også så uheldige, at problemet er blevet så subtilt, at det kan være svært at gøre håndgribeligt og få sat ord på.

Hvis man er en af dem, der ikke fik trukket Tove Ditlevsen ned over hovedet i skoletiden, er det bare om at få fat på nyudgivelserne. Hvis man er en af dem, der har været igennem hendes værker eller blot nogle af dem, er det en glimrende mulighed for at gå genopfrisket hendes vidunderlige prosa og stemningsfyldte skrivestil. Der er i hvert fald ingen grund til ikke at flå Det tidlige forår – barndom og ungdom ned fra boghandlerens hylder.

unavngivet

stjerner_4

Fire ud af fem stjerner.

Tove Ditlevsen: Det tidlige forår – barndom og ungdom
Gyldendal, 2015
302 sider

Foto:
Omslag: Simon Lilholt/imperiet.dk
Forsidefoto: Scanpix
Gyldendals Billedbibliotek
Er tidligere udgivet i Magasinet Danner.